Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Da Gud havde skabt verden, så han, at alt var såre godt. Vi andre må bruge lang tid for at nå til det samme resultat. Men vi gør det, før eller senere, hævder Martinus. Vi kommer alle til at se verden, som Gud så den efter skabelsen. Frisk og ny og fuld af kærlighed. Men indtil da er det mere "dommedag", vi ser. At dommedag også hører med som et "ubehageligt gode" i verdens skabelse, forstår man næppe, før man ser det hele under evighedens synsvinkel. Det er denne omstilling fra timelig bevidsthed til kosmisk bevidsthed, Martinus skriver om i sin artikel på de følgende sider.

For Martinus var dagligdagen som en gudstjeneste. "Hvad indvier mennesket mere til Gud end det daglige livs erfaringer og den herigennem voksende indsigt i naturen og de herigennem åbenbarede guddommelige tanker og manifestation af kærlighed?" – skriver han.

Ifølge Martinus vil alle på et eller andet tidspunkt finde ud af, at dommedagen ikke bare er noget negativt, men at den også har en positiv betydning. Den er frygtelig, rædselsvækkende, brutal – javist, men også nødvendig som et naturligt led i udviklingen. Alle kommer til at se den med Guds øjne og høre den som Guds tale, og vi får masser af tid til både at se og høre, for dommedag er ikke bare en enkel dag, men en hel epoke. Derfor er det daglige liv en gudstjeneste, og derfor skal der mange liv til.

Men hvordan det? Er der noget ved den fysiske organisme, som tyder på, at vores liv ikke står og falder med den alene? Ja, det er der. Se selv, hvad Martinus svarer på dette spørgsmål i sin artikel om jeget, ånden og legemet. Reinkarnation er en nødvendig forudsætning for at nå frem til det kosmiske syn på dommedagen.

Kære læser, jeg har nu givet dig et par ledetråde. Prøv om du kan følge dem på din videre læsning af bladets artikler. Og glem så ikke at sige hurra for dommedag. Uden den var der ingen udvikling, ingen medfølelse og ingen forståelse for andre. Heller ingen udsigt til varig fred i verden.

 

Billedet på forsiden: Martinus' symbol nr. 19: Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok). – Slemt ser det jo ud, men bemærk stråleglansen foroven på symbolet. Det er den, det kommer an på, den ligger bag det hele. Resten er en illusion, vi selv skaber. Et ubehageligt, men guddommeligt gode, viser det sig. Se forklaringen til symbolet i Det Evige Verdensbillede, bind 2.