Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ja, vi ved det jo godt – i hvert fald hvis vi kender og forstår de kosmiske analyser. Det, de viser, er jo dette: At livet er pragtfuldt. Livet er vidunderligt. Alt, der sker, er i sit slutfacit udelukkende til glæde og velsignelse for alt og alle i al evighed. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid blive ved med at være. Kort sagt: Alt er såre godt.

Men det er jo ikke sikkert, vi oplever det sådan. Det er ikke sikkert, vi forstår det. Og det kan også være, vi forstår det teoretisk, men alligevel ikke kan opleve det, ikke kan mærke det. Hvad er det, der forhindrer os i at opleve virkeligheden, som den er i dens ophøjede guddommelige skønhedsnatur? Ja, det skyldes dybest set, at vi plager os selv med oplevelser, som umiddelbart tyder på noget andet. Og som vi tolker som noget andet.

Vi tænker altså noget andet om virkeligheden end det, som virkeligheden er. Og dette "andet" er altså tanker om, at virkeligheden er ringere, end den faktisk er. Dermed bliver det i en eller anden grad en oplevelse af "døden" eller "helvede" i stedet for en oplevelse af det virkelige liv eller himmeriget.

Oplevelsen af helvede i alle dets utallige variationer er med andre ord udelukkende et bevidsthedsproblem eller et tankeklimaproblem.

Vi har gennem fejlagtige opfattelser af virkeligheden nærmest "hypnotiseret" os til at tro på denne ringere udgave af virkeligheden – og oplever derfor denne ringere model i stedet for at opleve virkeligheden, som den virkelig er i al dens skønhed, alkærlighed, fuldkommenhed og vidunderlighed. Alt det vidunderlige, alt det smukke, alt det lykkelige, det er der alt sammen hele tiden, men når vi alligevel ikke oplever det, er det fordi, vi vanemæssigt og som regel ganske ubevidst fastholder et tankefantom, som skygger for virkeligheden, sådan som Platon beskrev det med hulelignelsen.

Men der er bestemt ikke noget forkert eller unaturlig i, at vi er kommet i den situation. Det har været helt nødvendigt. Det skyldes, at vi igennem hele passagen af dyreriget er blevet eksperter i at opleve verden som fjendtlig. Det var simpelthen nødvendigt for at overleve i dyreriget, som er indrettet sådan, at kun den stærkeste overlever. "Den stærkes ret" er en dyd i dyreriget. Men det, der er en dyd i dyreriget, er ligefrem en umulighed i "Det rigtige menneskerige". Og i slutningen af dyreriget, der hvor vi er nu som mennesker (eller det som Martinus kalder jordiske mennesker), udvikler de dyriske dyder sig til at blive ligefrem vores totale ulykke eller ragnarok.

Så hvad skal der til? Hvad kan man arbejde med for at komme fri af de gennem årtusinder opbyggede dyriske tankeklimaer, som nu i deres renkultur kun skaber livet om til en oplevelse af helvede?

Ja, her er det vigtigt, at man nøgternt – uden nogen former for bebrejdelser – opdager, at helvedet er selvskabt, men samtidig uundgåeligt. Man har været nødt til at gå gennem dyreriget for at blive ekspert i det dræbende princip og dermed få etableret det lidelseserfaringsgrundlag, der skal til for at skabe en million- eller milliardårig epoke i Guddommens højeste riger i fred og lyksalighed.

Man har altså selv skabt det helvede, man evt. sidder fast i. Men det kan man ikke bebrejdes. For dels var det absolut nødvendigt, og dels har man gjort det i uvidenhed. Man har ikke kunnet andet, fordi man ikke vidste af andre muligheder. Og der har tidligere heller ikke været mange andre muligheder. Men i dag er det for mange mennesker anderledes. For mange vil der være rigtig meget, man selv kan gøre, når man først bliver klar over, at man kan gøre noget andet end det, man hidtil har gjort. Og derefter sætter sin vilje ind på at arbejde på det, man kan gøre noget ved.

Og der, hvor vi kan udrette meget, er i arbejdet med tankeklimaerne i vores egen bevidsthed, for det er der, problemerne ligger mere eller mindre begravet. I stedet for måske at forvente det værste, så kan vi i stedet øve os på at forvente det bedste. Det bedste er jo det, der allerede sker. Det er det eneste, der kan ske. Så det drejer sig ikke om, at få det bedste til at ske – for det sker af sig selv allerede. Det, det drejer sig om, er altså alene at komme til at opleve, at det er sådan og kun kan være sådan i al evighed. Og denne oplevelse skaber vi vha. de humane klimaer, som igen drejer sig om at få balance mellem følelse og intelligens. Der, hvor denne balance er nået, vil der ikke længere være konflikt mellem evt. lidelse og at forstå, at alt er såre godt, fordi man vil kunne mærke, at lidelsen udelukkende tjener et kærligt formål, og en sådan oplevelse danner grundlag for taknemmelighed.

Vi kan beslutte os for, at vi gerne vil øve os på hele tiden at opleve, at alt, hvad der sker, udelukkende er meningsfuldt, retfærdigt og til fordel for den, der oplever det. Alt er i sit slutfacit til glæde og velsignelse for alt og alle. Det er virkelig sådan, det er. Så vi skal "bare" øve os på at se det – tænke disse tanker og styrke disse. Vi må sætte vores vilje ind på at styrke de tanker, der bekræfter denne sandhed – i stedet for at bekræfte den tanke, der siger, at det, der sker, er meningsløst eller uretfærdigt. Det er rigtigt, at lidelserne kan være så store og uoverskuelige, at alt kan opleves som værende meningsløst eller uretfærdig. Men det er ikke sandheden om virkeligheden. Så det behøver vi jo ikke fastholde og tro på som værende en sandfærdig beskrivelse af livet, når vi nu ved, det ikke er det. Samtidig er det også værd at vide, at så længe vores anstrengelser tilsyneladende ikke bærer frugt, så skyldes det altså ikke, at vi er uduelige, men ganske enkelt, at det er et meget stort projekt, vi er i gang med. For det er jo som nævnt årtusinders oparbejdede tankevaner og instinktive reaktioner, som vi arbejder på at blive bevidst om og frigøre os fra i den udstrækning, de ikke længere gavner os.

Det er altså et meget stort arbejde, men det skal jo ikke tage modet fra os. Dels er det et projekt, der er garanteret succes. Det har nemlig Guddommens fulde medvind. Og dels kan det være, man allerede er begyndt at øve sig i tidligere liv, og så tager det jo ikke helt så lang tid. Og selv om det evt. er første liv, man øver sig på den slags, ja, så skal man jo starte et sted, og de største virtuoser har jo også engang været i samme situation. Det er for alle kun et tidsspørgsmål, før succesen er en realitet. Og tid er der uendeligt meget af i det evige liv. Og vi kan selv gøre rigtig meget for at få den vidunderlige tid til at være lige nu – eller om ikke andet så komme tættere på nu. Det kan vi vha. viljen og tankerne.

Det gælder om ikke at fornægte eller bebrejde de tankeklimaer, igennem hvilke man ikke kan fatte, at alt er såre godt. Dem skal vi netop tage til os og trøste og være gode mod, på samme måde som man trøster et lille barn, som er ulykkeligt, hvad enten det så skyldes reelt store kriser, eller det "bare" er en såkaldt "lille ting", men som alligevel kan føles stort og pinefuldt, når man mangler overblik. Det er vigtigt, at der er plads til alle de følelser, der er – også de tunge og ulykkelige –, men når de følelser har fået plads, så skal der også være plads til de tanker, der fortæller nøgternt, at virkeligheden altså er meget bedre, end man tror, når man er ulykkelig. Så længe der ikke er plads til det altsammen, kommer vi ikke ud af oplevelsen af helvede.

Vores tanker er skabende og lige så realistiske som fysiske ting. Hvorfor så forestille sig at alle mulige skrækkelige ting kommer til at ske, hvis vi ikke ved, om det overhovedet er tilfældet? Og de ting, som rent faktisk skal ske, hvorfor se på dem som meningsløse eller uretfærdige, når de ikke er det? Ja, de er det måske her og nu, men så heller ikke mere end det. I et "her og nu perspektiv" kan der være meget, der ser meningsløst eller uretfærdigt ud, fordi det netop er lokalt ulogisk og gør ondt. Men på langt sigt er der ikke noget, der er meningsløst eller uretfærdigt. Der er der kun noget, som er retfærdigt, meningsfyldt, lykkeligt og vidunderligt.

Jamen, så er der jo kun grund til at forestille sig det allerlykkeligste, det allerbedste, man kan ønske sig. Så er det jo det, man giver næring. Hvorfor så ikke forestille sig, at det sker? Denne forestilling er jo netop i harmoni med virkeligheden. Det er jo det , Gud vil: at alle levende væsener får deres inderligste ønsker og drømme opfyldt. Jamen, hvorfor så ikke selv begynde at ønske og ville det samme, når man nu ved, at det er sådan, det forholder sig?

Det er disse ting, vi selv kan sætte vores vilje ind på: at træne os op til at tænke på virkeligheden sådan, som den virkelig er i al dens majestætiske, guddommelige skønhed. At træne os op i at elske og tilgive alting, fordi alting virkeligt er elskværdigt. De dybeste lidelser, man oplever, gør, at man kan se Gud i alting, se kærligheden i alting – og dermed se, som Gud ser. Det er at se med "Guds øjne".