Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Håber du på tilgivelse af den, som er over dig, så tilgiv den, som er under dig".

Vi skal vænne os af med at betragte os selv som uskyldige ofre for tilfældighedernes spil og i stedet tage ansvar for vort eget liv. Det er den største overtro at tro, at vi tilfældigt kan rammes af ulykke, og at vi kan være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vi kan heller ikke være enten heldige eller uheldige, idet held eller uheld forudsætter begrebet tilfældighed. Denne overtro skaber frygt, for hvis alt er tilfældigt, vil enhver jo kunne blive ramt når som helst, hvor som helst og af hvad som helst! Først når man ved, at intet er tilfældigt, kan man opnå den indre fred, som er den højeste lykke her på Jorden.

Det tidligere omtalte talent for offermentalitet skaber en offerrolle, der umiddelbart kan virke bekvem, idet man jo får medlidenhed, opmærksomhed og omsorg fra omgivelserne, når man tilsyneladende helt uskyldigt rammes af forskellige former for ulykke og modgang. Og man vænner sig lynhurtigt til hele tiden at tænke: "Hvorfor lige mig?", "Stakkels mig!", "Hvor er det synd for mig!" og lignende, indtil man umærkeligt er spundet ind i "martyrkompleksets" spind.

Martinus skriver, at overdreven selvmedlidenhed fører til dårlige nerver og depression, så jo hurtigere vi indser, at intet er uretfærdigt, og at det aldrig er de andres skyld, jo bedre for os selv!

Den græske filosof Epiktet skriver: "Det er tegn på mangelfuld indsigt at anklage andre for sin ulykke og lidelse. Den, som er begyndt at nå den rette indsigt, anklager ingen anden end sig selv, og den, der har den fulde indsigt, anklager hverken andre eller sig selv".

Men vi gør jo alle vort bedste, og som Martinus siger, kan vi jo ikke handle efter erfaringer, vi endnu ikke har fået. Derfor må vi lære at tilgive os selv og andre.

Og ofte har vi sværest ved at tilgive der, hvor vi selv har gjort dybest uret. Men vi må også tilgive os selv, at vi ikke kan tilgive.

I begyndelsen dømmer vi andre, men efterhånden holder vi op med at dømme og begynder i stedet at bedømme andre menneskers udviklingstrin, hvorved det bliver lettere at tilgive.

På vor vej mod udvikling af talentet for tilgivelse må vi igennem 3 faser. Hvis vi f.eks. forestiller os, at vore kære er blevet myrdet, vil vi i den første fase, der er den mest primitive, hævne os på morderen og slå ham og muligvis også hans familie ihjel. Det er i denne fase, at begrebet "blodhævn" florerer og ofte medfører, at hele familier bliver totalt udslettet.

I den anden fase vil vi ved en domstol kræve morderen idømt lovens strengeste straf. Det er også her, at vi mister troen på en retfærdig Gud og går i rette med Forsynet.

I den tredje og sidste fase vil vi trods vor fortvivlelse rejse os igen, tilgive morderen og gå ud og gøre godt mod andre.

George G. Ritchie har i sin bog "Tilbage fra i morgen" beskrevet et eksempel på denne tredje og endnu meget sjældne fase. Han fortæller om, hvordan han som soldat i 1945 kom til en koncentrationslejr i Tyskland, og der mødte en polsk fange, som selvom han havde været i lejren siden 1939 havde en rank holdning, klare øjne og en utrættelig energi. ""Vi boede i den jødiske del af Warszawa", begyndte han langsomt – det var de første ord, jeg havde hørt ham sige om sig selv, "min kone, vore to døtre og vore tre små drenge. Da tyskerne kom til vores gade, stillede de alle op ad en mur og åbnede ild med deres maskingeværer. Jeg bad om at få lov til at dø med min familie, men fordi jeg kunne tale tysk, anbragte de mig i en arbejdsgruppe". Han gjorde en pause, så måske sin kone og sine fem børn for sig. "Jeg måtte så bestemme mig til," fortsatte han, "om jeg skulle hade soldaterne, der havde gjort dette. Det var virkelig en let beslutning. Jeg var sagfører, og i min praksis havde jeg for ofte set, hvad had kan gøre mod folks sind og legeme. Had havde lige dræbt de seks mennesker, som betød mest for mig i verden. Jeg bestemte mig så til at tilbringe resten af livet – hvad enten det ville vare få dage eller mange år – med at holde af hvert menneske, jeg kom i kontakt med". At elske hvert menneske… det var den magt, der havde opretholdt dette menneske gennem alle afsavn!"

Denne polske fange forstod, at den eneste måde at stoppe krigen på, var at tilgive.

Og hvad og hvor tit skal vi tilgive? Vi skal tilgive alt og altid. Martinus skriver, at tilgivelse ikke alene er vejen til sundhed, men også til kosmisk bevidsthed.

Naturligvis skal landets almindelige borgere beskyttes mod farlige kriminelle som psykopater, sadister, lystmordere og pædofile. Vi lader jo ikke farlige rovdyr gå frit omkring i gaderne, men på samme måde som vi ikke straffer og hævner os på rovdyr, fordi de ikke kan være anderledes, og derfor blot følger deres natur, nytter det heller ikke at straffe en afsporet kriminel, da han heller ikke kan være anderledes og ligeledes blot følger sin natur. Kun opdragelsesforanstaltninger afsondret fra det almindelige samfund og efterhånden "livets direkte tale", som Martinus kalder de mørke skæbnebuer, som i form af lidelse gennem flere liv vil omforme psykopaten til et kærligt menneske, vil være det optimale for disse mennesker. I symbol nr. 20 "Syndernes forladelse" forklarer Martinus nærmere skæbnebuernes funktion.

Når vi ønsker at hævne os, er det jo, fordi vi fejlagtigt tror, at vi er uskyldige ofre for andre menneskers ondskab. Men når vi på et tidspunkt i vor udvikling er nået til at kunne forstå, at den karma, vi møder i dag, er den, vi selv har skabt i fortiden, og den karma, vi møder i fremtiden, er den, vi skaber i dag, så bliver det lettere at tilgive. Derfor bør man hver dag øve sig i at tilgive. At forstå er at tilgive, fordi vi nu ved, at enhver står på toppen af sin egen udvikling og ikke kan handle anderledes, end vedkommende gør. Derfor siger Jesus på korset om sine bødler: "Herre, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"

Accepter mennesker som de er. Vi kan ikke lave om på andre mennesker, men vi kan lave om på os selv. Og tænk bare på, hvor svært det er!