Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når Martinus skrev om "det gode" og "det onde", så var det altid med citationstegn omkring. Dermed var tonen slået an for hele forfatterskabet. Det var en videnskab, der var objektiv i den forstand, at den var rede til at forstå godt og ondt som to sider af den samme sag. Nu har en amerikansk/fransk forfatter, født i 1958, skrevet en fantastisk roman på 895 sider om Holocaust. Også den sætter citationstegn omkring godt og ondt. Nok kan gerninger være onde, forrykte, sindssyge – men hvad med bødlerne? Hvilke tanker gør de sig? Hør blot dette lille uddrag af en lang beretning, hvor en opvakt SS-officer reflekterer over visse ord og deres skæbnesvangre konsekvens. Omsider når han også frem til det forførende ord, Endlösung, den endelige løsning.

 

Dér, i sommeren lys, tænkte jeg på den beslutning, vi havde truffet, denne fantastiske idé at dræbe alle jøder, hvad enten de var unge eller gamle, gode eller onde, at ødelægge jødedommen ved at tilintetgøre dens udøvere, en beslutning, der havde fået det nu velkendte navn: Endlösung, den endelige løsning. Men hvor var det et smukt ord! Og dog havde det ikke altid været synonymt med tilintetgørelse. Fra begyndelsen havde man krævet en Endlösung for jøderne eller en völlige Lösung (en fuldstændig løsning) eller også en algemaine Lösung (en almen løsning), og alt efter tidspunktet betød det udelukkelse fra det offentlige liv, udelukkelse fra det økonomiske liv, endda emigration. Og lidt efter lidt var betydningen gledet i afgrunden, men uden at ordets form ændrede sig, og det var næsten, som om denne definitive betydning altid havde boet i ordets hjerte, og at det, fanget af sin vægt, sin overordentlige tyngde, var trukket ned i dette åndens sorte hul, hvor det fik sin særlige betydning, og da havde man overskredet den grænse for begivenhederne, hvorfra der ikke gives nogen tilbagevenden.

Uddrag af Jonathan Littells roman "De velvillige", side 582. Gyldendal 2008.