Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2010/5 side 154
Essay
Som man spørger, får man svar
af Micael Söderberg
Micael Söderberg
Har du nogensinde haft den der ubehagelige følelse af at blive presset op mod en mur? Nogen kræver et svar. Nu, med det samme! Og du er nødt til at vælge mellem to alternativer, hvor det ene ofte er bekræftende, medens det andet giver dig en åbning gennem din eventuelle fornægtelse; giver dig en retrætemulighed, en vej ud af den labyrint, du er blevet lokket ind i. "I did not have sex with that woman", sagde Bill Clinton i et forsøg på at fastholde sin troværdighed, da han var anklaget for at have haft en affære med Monica Lewinsky. "Svar nu, ja eller nej, skulle det være så forbandet svært?" spørger din partner, efter at du er kommet lidt ekstra sent hjem, og dine forklaringer føles krysteragtige. "Elsker du mig ikke længere?" Eller endnu værre: "Du elsker mig ikke længere!" Spørgsmålet laves om til en påstand, som du også forventes at tage stilling til uden overhovedet at få et alternativ.
Nogen har præsenteret en færdig virkelighed, der kan rummes inden for et ekstremt begrænset perspektiv, og du har ingen muligheder for at gå uden for de rammer, som spørgmålsstilleren har bestemt. Det er ikke din virkelighed, men alligevel bliver du uhjælpeligt trukket ind i den. Det er, som om vi lever i forskellige verdener; det, der er sandt for dig, er usandt for mig, dine forestillinger om vores fælles virkelighed falder ikke sammen med mine.
Nuvel, alle situationer handler ikke om potentiel utroskab eller kærlighed, der er gået tabt, men vi er alle kommunikerende væsener, der dagligt skaber og genskaber vor subjektive virkelighed. Den konstrueres med færdige byggesten, sproglige udtryk, som vi alle er kommet til at betragte som repræsenterende et eller andet, men i bund og grund kan vi aldrig være helt sikre på, at det, vi formidler, virkeligt opfattes på den måde, vi har haft til hensigt, og at modtageren lægger samme betydning i ordene, som vi gør, eller den samme følelsesmæssige ladning. Det er et kendt problem i humanvidenskabelig forskning. Hvordan skal man kunne stille spørgsmål til folk og være sikker på, at de svarer på det, man ville vide? Hvordan kan jeg få garanti for, at de ikke svarer, ud fra hvordan de oplever mit spørgsmål eller måske oven i købet: hvordan de oplever spørgeren, og hvad han eller hun forventer sig af svar? Der findes naturligvis ingen garantier.
I netbaseret kommunikation ser man ind imellem opflammende diskussioner, hvor mennesker føler sig anklagede, krænkede, misforståede, forurettede eller på anden måde følelsesmæssigt udsatte på grund af, at andre ikke vil se den virkelighed, som de selv ser, eller svarer på en måde som de selv har forventet, baseret på deres egen virkelighed. Andre reagerer kraftigt på de, tilsyneladende uskyldige, svar eller synspunkter, som man selv tilfældigvis bidrager med, hvilket skaber forvirring og forbavselse. Sommetider ender det hele med en forskrækkelse. Kortslutning i kommunikationen, venskabelighed der overgår til fjendskab, forståelse bliver til misforståelse, og ingen ved egentlig, hvordan det gik til, udover at man selv er fuldstændig uskyldig i denne sammenhæng, Som bekendt har vi jo en uendelig stor evne til at se os selv i uskyldighedens glitrende tågeslør. Vi kan også fremlægge utallige argumenter for, at det virkelig forholder sig på den måde.
Så hvad er det, der sker? Hvad er problemet? Hvorfor skal det være så svært at tale med et andet menneske, stille spørgsmål, der frembringer fornuftige svar eller komme frem til en fælles virkelighedsforståelse? Ja, mange gange lykkes det jo naturligvis. Verden er fuld af mennesker, der i forståelse går hånd i hånd gennem livet. Faktum er, at vi alle er meget ømme om den indbyrdes forståelse, vi har opnået med vor kæreste eller med chefen, som vi skal til lønforhandling med. Vi har meget at vinde ved ikke at sætte det til i kommunikationen, og tilpasse det, vi siger, til det modparten gerne vil høre: "Jo, min ven, du forstår vel, at jeg stadig elsker dig, jeg har bare lidt hovedpine her til aften, men det går sikkert over." Hvor mange har ikke levet i tæt parforhold i årevis uden at fortælle, hvad man egentlig føler, eller hvad man egentlig mener. "Jo, der er en ting, jeg gerne ville fortælle dig, min ven ... jeg har ikke villet sige det tidligere, men ... jeg tror, jeg hælder til den anden side ... forstår du, jeg tror, jeg er homoseksuel. Men bliv nu ikke ked af det..." Hvad ville en sådan sandhed ikke kunne udløse i et forhold? Alligevel ved vi, at det faktisk forekommer, at mennesker benægter deres inderste følelser, fordi de ikke tør forlade en tilværelse, der føles tryg og tilvant. Vi tier med vore inderste tanker og følelser for at beskytte os selv, modparten og vores fælles hverdagsvirkelighed, til en dag hvor virkeligheden indhenter os, måske når vi bliver voldsomt forelskede i en anden. Alt kommer op til overfladen, år af fornægtelse, af falske forestillinger eller indbildte sandheder. "Hvorfor sagde du ikke noget?" spørger den svigtede sørgmodigt i resigneret fortvivlelse. Hvad svarer man på det?
Set i lyset af Martinus' verdensbillede handler kommunikation om kosmisk kemi. Vi har en begrænset evne til at blande de kosmiske energier, hvilket også giver ufuldkomne resultater. Det, der oftest skaber problemer, er de tilvante dyriske og dræbende tankeklimaer. Vi går ind for at "dræbe"! Med ord naturligvis! Vi har jo en kulturel fernis, som har slebet de værste drabstendenser af. Men de er der, sommetider maskeret til uigenkendelighed: nogle ironiske, sarkastiske kommentarer, som kan eller ikke kan opfattes i et skriftligt budskab, en understrøm af anklager, der kun er synlige for den, de rettes mod, retoriske kneb der fremstiller virkeligheden som objektiv og entydig: "hvis du virkelig læste paragraf 512 omhyggeligt, ville du indse at..." Eller hvorfor ikke: servere et antal citater, som én gang for alle skal gøre en ende på alle spekulationer og vildfarelser. Det står jo der, sort på hvidt! Kan kun misforstås af den, der er for ubegavet til at tage den visdom, som ordene genspejler, til sig.
Det er en kamp med ord, med retoriske kneb, hvor vi anvender følelsesmæssige udbrud for at markere, hvordan modpartens handlemåde har såret ens inderste stolthed eller selvfølelse, hvordan skjulte giftpile er blevet sendt ud, eller hvordan man er blevet manipuleret eller ført bag lyset.

Foto: Anne Külper
Kommunikation præges af vor moralske standard: hvad vi nænner at gøre mod vor næste. Normalt nænner vi temmelig meget, hvilket naturligvis uundgåeligt falder tilbage på os selv. Det, vi rammes af, er altid et led i Guddommens moralske undervisning.
Når vi stiller spørgsmål, hvor vi på forhånd har ladet ordene med en vis grad af tyngdeenergi i form af underforståede anklager eller, hvad vi tror er retfærdighed, må vi også regne med at få svar tilbage, der er behæftede med samme kosmiske blanding af tyngde, følelse og intelligens, som vi har sendt ud. At stille helt uskyldige, ikke angribende, spørgsmål, der ikke har nogen tendens til at sætte modparten op mod muren, kræver en vis moralsk modenhed. Den har vi måske i mange tilfælde, men formentlig ikke på de områder hvor vi støder på tærskelens vogter, der tydeliggør de ufærdige tendenser hos os eller dem, vi kommunikerer med. Vi er partiske i vores spørgsmålsstillen, vi forventer, at den, der svarer, skal svare på vore vilkår, ud fra vores virkelighedsopfattelse, ud fra vores forståelse af ordene og tingene. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Vi lever jo i forskellige virkeligheder, har forskellige erfaringer og forstår dermed livet på forskellig måde. Alt dette taler for, at det ofte er klogt at være forsigtig med, hvordan man spørger, og hvad man forventer sig af svar. Det drejer sig efter min mening om at have en ydmyg indstilling til, hvad der egentlig er sandhed, hvilket ikke er det samme som fuldstændigt at give afkald på sin egen sandhed, dog med det forbehold at det kan vise sig, at den faktisk var behæftet med alle mulige vrangforestillinger. Vejen til indvielse går gennem at indse, "at vi nu vidste, at vi ingenting vidste" (kapitel 5 Vejen til Indvielse). Den måde, vi stiller spørgsmål på, siger ofte meget om, hvordan vi selv ønsker at blive opfattet, hvordan vi forstår virkeligheden, hvilke problemer og vanskeligheder vi kæmper med, og hvilke ømme punkter vi har i vor personlighed. Det er ikke altid muligt for den, der besvarer spørgsmålene, at leve op til de energier, som spørgsmålene er blevet "ladet" med. Nogle gange er det helt enkelt bedst at lade en del spørgsmål være ubesvarede, særligt hvis man ved med sig selv, at man risikerer at blive trukket ind i en labyrint, hvor ens ufærdige sider og dræbende tendenser fører en bort fra lyset og åbningen. Men vi skal lære os at møde livet i alle dets skiftende kosmiske rum og komme til klarhed over, hvem vi dybest set er.
Oversættelse: Steffen Juul