Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var over midnat på Nørreport Station i København. Jeg stod og ventede på sidste S-tog til Hillerød. Med lange målrettede skridt stilede en mand direkte mod mig og stillede sig over for mig. En kraftig lugt af druk bredte sig i luften. Han gav sig straks til at fortælle om sig selv, og jeg ventede bare på, at de ord ville komme, om jeg ikke kunne undvære en skilling til en mand i knibe. Men han blev ved med at tale, og talen blev mere og mere interessant; den mand havde virkelig haft et hårdt liv, men han talte uden selvmedlidenhed. Toget kørte ind på perronen efter 15 minutters tale. Det tog skulle han også med, "så du slipper ikke for mig", som han sagde. Det havde jeg nu heller ikke lyst til på det tidspunkt. Jeg var blevet klar over, at noget af betydning ville ske undervejs. At denne person havde noget på hjerte, jeg kunne lære noget af. At der var tale om et møde med Gud.

Det kan lyde meget højtideligt, ja selvhøjtideligt. Ja – jeg har møder med Gud fra tid til anden! Gud opsøger mig uventet i alle mulige forklædninger. Åndsvidenskabeligt set er ethvert møde med en næste et møde med Gud. Eller måske mere korrekt, en gudesøn, idet alle livsenheder i mikro-, mellem- og makrokosmos er at betragte som gudesønner – repræsentanter for Gud. Ud fra den betragtning var der slet ikke noget særligt ved dette møde. Og dog er det jo sådan, at nogle møder er mere givende end andre. Har mere dybde.

Dertil kommer, at møder aldrig er tilfældige, åndsvidenskabeligt set. Dette møde havde jeg en stærk bevidst fornemmelse af, mens det foregik, at det var tiltænkt mig, skønt det, han fortalte, havde han sikkert fortalt til mange andre. Jeg valgte at forholde mig lyttende.

"Jeg har levet en del af min barndom på børnehjem. Jeg drak mig fuld første gang som tolvårig og vidste da, at alkohol kunne jeg bare ikke modstå." Åndsforskeren tænker – en genfødt dranker! Naturvidenskabelig forskning peger på, at alkoholisme kan være genetisk betinget. Vi kan være arveligt prædestineret til druk, simpelthen pga. kraftig træning i tidligere liv. Når først alkoholisme bliver indskrevet i generne, har de færreste formentlig den viljestyrke, der skal til for at styre uden om svagheden. Især ikke hvis man samtidig fødes ind i et socialt broget miljø, hvor mor eller far drikker, og man ender på børnehjem.

"Jeg har drukket og været på stoffer i 35 år!", sagde han meget levende. "Hvor gammel er du?", spørger jeg. "Jeg er 47!". Jeg regner efter 12 år + 35 år = 47 år. Han så slidt ud af en 47-årig. Samtidig var han så levende i sine tanker og tale.

"Det skal være slut nu! Gud har givet mig et vink med en vognstang. Ja, faktisk har han givet mig syv vink. Jeg har prøvet at dø syv gange." "Sådan rigtigt at dø?", spørger jeg. "Ja rigtigt dø! Hver gang er jeg blevet reddet. Hjertet er simpelthen holdt op med at slå. Så er jeg selvfølgelig skvattet om. Hver gang er lægeambulancen kommet tids nok til at genoplive mig igen. Gud vil ikke have, jeg skal dø. Der er noget, jeg skal have rettet op på. Jeg har været gift engang, og vi fik en datter. Jeg fik frakendt retten til at se hende. Nu er hun femten år og vil gerne se mig. Jeg må rette op på mit liv for hendes skyld og min egen skyld. Hun er så klog og tænksom. Der er indtil nu ikke noget, der tyder på, at hun bryder sig om alkohol."

"Er du troende?", spørger jeg. "Jeg har altid følt Guds nærhed i mit liv, eller skulle jeg sige Guds overvågning. Der er altid en kvinde – det er altid kvinder – der ligesom holder øje med mig. Tag nu f.eks. her for 14 dage siden. Jeg sad på Nørreport Station og hostede blod op. Straks kom en kvinde over til mig og sagde: "Hovsa! det der ser ikke godt ud, du skal da undersøges!". Så ringede hun efter en ambulance, og jeg kom på hospitalet og blev undersøgt. Det viste sig ikke at være alvorligt. Jo jeg er altid overvåget!"

"Jeg er også meget filosofisk interesseret. Har du læst "Jonathan Havmågen" af Richard Bach? Den har gjort et stort indtryk på mig. Du husker måske fra filmen, at den handler om en måge, der forlader flokken i jagten på det frie og uafhængige liv. Jonathan tænker over de ting, som de andre måger bare gør!" Han citerede flere stykker og fortalte videre om samme forfatters efterfølgende bog. Det gik op for mig, at jeg sad over for et meget seriøst og belæst menneske med et rigt åndsliv. Læsning for ham gik dybt. Hans ånd fik sprog og indhold til at blomstre. Efterhånden som rejsen skred frem, kom jeg nærmest til at føle mig som lidt af en illitterær dummepeter.

"Jeg kan både spille klaver, male og skrive!" Derefter gav han sig til at fremsige vers, han selv havde lavet. Det flød helt naturligt fra ham og lød både smukt og interessant.

Jeg måtte spørge, om det ikke undrede ham, at han kunne have en så velfungerende hjerne efter så mange års misbrug. "Jo," sagde han, "det undrer mig meget!"

"Jeg har en stor svaghed, der har kostet mig så megen lidelse. Jeg har en svaghed for i perioder at spille smart, stor i slaget. Jeg kalder det mine Batman perioder. Så kan jeg bare klare alt, tror jeg. Hver gang har livet givet mig nogle ordentlige hug, og jeg er røget helt ned i skidtet. Jeg er vel nærmest, hvad man kalder kvartalsdranker, om end det er nogle ret lange kvartaler, jeg er på druk. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har oplevet delirium tremens (alvorlige abstinenser som følge stort alkohol indtag). Det er som at være i et dybt sort hul med slimede vægge, som du skal op af. Indefra river og flår rædselsfulde mørke skyggevæsener i dig. Det er helvede!"

"Hvorfor bliver du ved? Hvorfor gør du det igen? Hvad driver dig?" "Jeg ved det ikke! Jeg ved bare, at jeg ikke kan lade være!"

"Synes du, dit liv har været hårdt?" "Det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare på. Når man som jeg ikke har haft styr på noget som helst hele mit liv og har været nede at skrabe bunden et utal af gange, så lærer man at leve i nuet. Du tager en dag ad gangen. Du ved, du ikke kan planlægge en skid. Det giver en form for ro og måske en form for tillid til, at "ham deroppe" nok har styr på det. At du på trods af, at det tit ser rigtig skidt ud, bevarer en smule tillid til, at du er i gode hænder, at det ikke for nuværende kan være anderledes!"

"Jeg vågnede op i dag med ligesom et stærkt lys i mig, sådan har det været et stykke tid. Det skal være slut med drikkeriet nu. Jeg skal kunne være noget for min datter. Jeg vil kunne følge hendes liv. Jeg behøver hende, og hun behøver mig. Derfor har jeg drukket for sidste gang, har jeg besluttet. Jeg har ansøgt om at komme på et refugium i Jylland, så jeg kan blive rettet helt op."

Talen fortsatte ud på perronen. "Held og lykke med projektet. Jeg er sikker på, at du kan klare det nu!", afslutter jeg.

Den sidste del af min tur er på cykel. Jeg tænker, sådan et menneske er det oplagt at bede for. Jeg tænker på lignelsen om "den fortabte søn". Skæbnefortællingen over alle skæbnefortællinger. Den nødvendige fortabelse for at lære at kende ondt og dermed godt. Lidelsen som den eneste vej til udvikling af følelseslivet og foreningen med Gud. Vi har alle været igennem et utal af fortabelser for at nå dertil, hvor vi er i dag. Ned at skrabe bunden i mørket hvor alt håb synes ude. Og så bliver vi alligevel hver gang hjulpet op til overfladen igen. Tilbage på banen igen er vi ikke som før. Vi har en vigtig åndelig bagage med fra turen i hullet. Vi har lidelseserfaringer, som lige netop jeg ikke kunne have opnået på nogen anden måde. Hver tur i hullet bringer os liv for liv lidt nærmere næstekærligheden og dermed lidt nærmere "det store møde med Gud".