Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus viser i sit værk, at vor udvikling fra dyr til menneske sker gennem tusinder af fysiske liv eller inkarnationer både her på jorden og på andre planeter. Et interessant spørgsmål i denne forbindelse er derfor, hvor længe der har været menneskelige civilisationer på jorden. Martinus er inde på dette spørgsmål forskellige steder i sine skrifter, men giver ingen bestemte tidsangivelser. Der findes mange videnskabelige undersøgelser inden for arkæologien angående tidligere menneskelige kulturer, der set i lyset af Martinus' kosmiske verdensbillede kan tolkes på nye måder.

Martinus siger således ikke så meget om disse tidligere kulturepokers fysiske fremtræden på jorden. Hans mission bestod jo i at give menneskeheden den åndelige videnskab, der beskriver de åndelige love og principper, på hvilke menneskets og alt livs udvikling er baseret. Men i foredrag og visse steder i de kosmiske analyser nævner Martinus dog, at der langt tilbage i historien har været en relativt højt udviklet civilisation på jorden, der blev ledet af "indviede konger". Et fysisk resultat af denne højkultur er blandt andet Keopspyramiden, der ifølge Martinus således er meget ældre, end forskerne tror i dag.

Ifølge Martinus er jorden et levende væsen, der er ved at få kosmisk bevidsthed, og menneskene udgør mikrovæsener i jordkloden, nærmere bestemt "hjerneceller" i klodens hjerne, der altså består af den samlede menneskehed. Da jordkloden som levende væsen befinder sig i en højere liggende spiral end den, vi mennesker lever i, er jordklodevæsenets tidsopfattelse af tilsvarende højere form: "Det, der for jordklodevæsenet er et sekund, er måske et år eller årtier for os" (Martinus: Kosmos, nr. 5, 1984).

En anden forskel på jordklodevæsenets og vores oplevelse er, ifølge Martinus, at klodevæsenets organismeprincip ikke er lige så indrettet på fysisk aktivitet som den menneskelige organisme, dets kommunikation med sine planetmedvæsener foregår ad psykisk eller telepatisk vej. Men det er en kommunikation, der også direkte påvirker og styrer den menneskelige kulturskabelse i form af det, Martinus kalder "makrorefleksimpulser" (se artiklen De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen i Kosmos nr. 2, 1993 eller i bogen Artikelsamling 1).

Da jorden således er ved at opleve "den store fødsel", betyder det, at den er kommet langt i sin udvikling og har en lang periode bag sig, hvor dens bevidsthed er vokset frem. I forhold til de 4,6 milliarder år, som ifølge naturvidenskaben er klodens alder, er det dog kun i en kortere tidsperiode i slutfasen af denne dens udviklingshistorie, at dens fysiske "hjerneceller", altså vi mennesker, er blevet så udviklede, at de kan medvirke i klodens "store fødsel". Noget der altså taler for, at vi har en stor rolle at spille i den bevidsthedstransformation, som kloden altså nu gennemgår.

"Kosmiske glimt" går ifølge Martinus forud for kosmisk bevidsthed, kosmiske glimt, som han definerer som glimtvise oplevelser af dele af de bagved den fysiske oplevelse eksisterende kosmiske realiteter. Kosmiske glimt er forbundet med en høj åndelig aktivitet i individets "hjerneceller", hvilket altså betyder, at der samtidigt med jordklodevæsenets kosmiske glimt har eksisteret relativt højtudviklede menneskelige kulturer på jorden. Da kosmiske glimt ifølge Martinus kommer med et vist mellemrum, betyder det, at den tilsvarende høje aktivitet inden for menneskehedens kultur også er forekommet med visse mellemrum, højere kulturer er kommet og gået.

Menneskehedens kulturer eller civilisationer reflekterer således den mentale aktivitet, der forekommer i makrovæsenet jorden, og om dette skriver Martinus som nævnt blandt andet i artiklen De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen: "Som vi før har påpeget, er menneskene mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Og igennem denne organisme går der åndelige impulser fra nævnte væsens tankeudveksling med dens klodemedvæsener. Det er sådanne impulser, der ligger til grund for de store verdensreligioner og de forskellige kulturer, der er født, har blomstret og igen er opløst og efterfulgt af andre kulturskabende bevidsthedsimpulser" (Martinus: De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen, Artikelsamling 1).

Martinus talte i et foredrag på Martinus Institut den 25. januar 1953 om årsagen til jordklodens aksehældning og de heraf følgende forandringer i naturforhold etc.: "Man må i denne forbindelse heller ikke glemme den rige sagnskat, som videnskabsmænd har samlet fra alle jordens folkeslag, hvori der findes en mængde beretninger fra vidt forskellige dele af kloden om voldsomme naturkatastrofer, om syndfloden, om Atlantis' undergang, om solen og månen, der stod stille; om en lang nat på den ene side af kloden og en tilsvarende lang dag på den anden; om et fremmed himmellegemes nærhed og meget mere. Naturligvis vil mange mennesker sige, at det jo blot er sagn og eventyr, men beretninger fra en længst forsvunden fortid vil altid i nogen grad have eventyrets atmosfære om sig. Bag dem ligger dog realiteter, og fremtidens forskere, som vil være mindre "farisæisk" og dogmatisk indstillede, end flertallet er i dag, vil opdage og klarlægge mange ting, som vil bekræfte, at jordkloden engang i fortiden er kommet for nær til en anden klode, og at det har bevirket den aksehældning, som kosmisk set er en invaliditet i dens fysiske organisme." (Martinus: Livets aksehældning, Kosmos nr. 11, 1987)

Det er således sandsynligt, at fremtidens forskere, der vil være mindre "farisæisk" og dogmatisk indstillet end de fleste er i dag, vil opdage og forklare, at der har eksisteret mange udviklede menneskelige kulturer på jordkloden, meget tidligere end den nuværende materialistiske videnskab tror. I litteraturen, der nu ofte er tilgængelig på internettet, findes mange eksempler på fysiske efterladenskaber fra fortidige kulturer, der ser ud til at være skabt ved hjælp af evner, der er helt på højde med nutidens tekniske kundskaber. Disse arkæologiske efterladenskaber forekommer over hele planeten i form af mere eller mindre komplekse eller fantastiske stenkonstruktioner. En af de mest kendte er Keopspyramiden, men der findes mange flere bygningsværker eller dele af stenkonstruktioner af meget imponerende størrelse og form, der ser ud til at være fremstillet med en sådan præcision og nøjagtighed, at det må antages, at deres ophavsmænd har været i besiddelse af tekniske kundskaber, der langt overgår den kundskab, man ellers mener, de pågældende kulturer var i besiddelse af.

Nogle af disse består af stenmonolitter af gigantiske proportioner, for eksempel den halvfærdige stenobelisk i Asuan i Ægypten, der i færdig tilstand beregnes at ville veje 1.150 ton. Et andet eksempel udgøres af ni af grundstenene til templet Heliopolis i Baalbak, Libanon. Disse sten, ovenpå hvilke det græske tempel senere blev bygget, anses for at være af meget ældre dato end selve templet og vejer mellem 800 og 1.200 ton stykket. De har altså udgjort basen for en for længst forsvundet bygning. Salomons tempel i Israel er delvis bygget på lignende gigantiske sten, hvor den største formodes at veje næsten 600 ton. I lighed med Keopspyramiden, Baalbek og flere andre lignende steder, er stenene sammenføjet uden bindemiddel. Verdens største kendte stenmonolit findes også i Baalbek og ligger halvvejs under jordoverfladen i nærheden af templet. Man har beregnet, at den vejer mellem 1.500 og 2.000 ton. (Billede 1)

Der findes også mange mindre stenkonstruktioner, der beviser forbløffende teknik og skønhed. For eksempel Osiristemplet i Ægypten, der anses for at være af meget gammel oprindelse. Lige ved siden af ligger Seti templet, som menes at være bygget omkring 1300 før Kristus, og som af en eller anden grund også kaldes "The house of millions of years". På en væg i templet findes en liste med navne på 76 fortidige konger og 120 guder fra det gamle Ægypten samt de omdiskuterede billeder af, hvad der ser ud som moderne flyvemaskiner og en helikopter. Eksempler på genstande, der ser ud til at være modeller af "flyvemaskiner", er også blevet fundet i Centralamerika (billede 2) ligesom i Ægypten.

I mange tilfælde er stenene i de forskellige konstruktioner blevet bearbejdet og formet, som om de var bløde og formbare. Nogen eksakt viden, om hvordan og hvornår disse stenblokke og stenbygninger blev skabt, findes ikke. Man ved heller ikke, hvordan de gigantiske stenblokke blev transporteret. Men Martinus skriver i artiklen Verdensaltets grundtone: Kærligheden (Kosmos nr. 6-2000), at Keopspyramiden blev bygget ved materialisation for ca. 90.000 år siden. Jordens kulturer på den tid blev ledet af virkelige "konger", der var højt udviklede mennesker, hjemmehørende på mere udviklede planeter, men som havde inkarneret eller materialiseret sig her på jorden for at tjene som ledere i udviklingen af den store masse af mennesker, der dengang endnu var relativt primitive. Man kan derfor antage, at de store stenmonoliter og mange af de mest avancerede stenbygninger stammer fra samme tid og er blevet til på samme måde som den store pyramide, nemlig ved materialisation.

Der findes som nævnt eksempler på lignende stenbygninger også andre steder på jorden, for eksempel i Sydamerika, hvor en af de mest interessante er Puma Punku i Bolivia, samt i Asien. Det er derfor rimeligt at antage, at den udvikling af mennesket og den tilknyttede kulturopbygning, der foregik på jorden ved tiden for Keopspyramidens opførelse, skete flere forskellige steder samtidigt, selvom det måske ikke drejede sig om en global kultur i egentlig forstand.

Men der findes også arkæologiske efterladenskaber, der er meget ældre end 90.000 år. For eksempel de "nanospiraler" der blev fundet i floden Narda i de østlige Uralbjerge. Størrelsen varierer fra ca. 3 cm til ca. 0,003 mm. De mindste spiraler er lavet af de sjældne metaller tungsten og molybden, der har et af de højeste smeltepunkter af alle grundstofferne. Disse genstande blev fundet i jordlag, der er ca. 300.000 år gamle. (Billede 3)

Et andet eksempel er en fossil hammer, der blev fundet i Texas, USA, i et jordlag, der menes at være mellem 350 og 450 millioner år gammelt. Man har også fundet fod- og håndaftryk i stenlag, der menes at være mellem 300 og 600 millioner år gamle. I Sydafrika har man fundet endnu ældre genstande, små runde metalkugler dekorerede med linjer. De blev fundet i bjerglag fra Prekambrisk tid, hvilket betyder, at de skulle være mere end 3 milliarder år gamle! Altså fra en tid hvor plantelivet netop var begyndt at udvikles, og iltniveauet på jorden kun var ca. 20 % af det nuværende. (Billede 4). Nogle af kuglerne kan ses på Klerksdorp Museum i Sydafrika.

Disse fund bliver ikke taget alvorligt af den moderne materialistiske videnskab, men affærdiges, uden at man tilsyneladende foretager nogen videnskabelig analyse. Årsagen er, at de ikke passer ind i det gældende verdensbillede og derfor forekommer at være alt for usandsynlige til at blive lagt mærke til.

I betragtning af de store kræfter, der er i bevægelse i jordens forskellige kredsløb, fortidige klimaforandringer, globale oversvømmelser med mere, er muligheden for at finde spor af meget gamle kulturepoker begrænsede. Men man har tendens til at "finde det man leder efter", og dette princip gælder måske i særlig stor udstrækning, når det drejer sig om arkæologien. Man søger ubevidst bekræftelse på den gældende materialistiske opfattelse om menneskets udvikling og historie, og dette påvirker, hvordan man tolker arkæologiske fund, hvilket for eksempel kommer til udtryk i, at man utrætteligt præsenterer hypoteser, med hvilke man forsøger at forklare, hvordan man byggede Keopspyramiden ved hjælp af arbejdere, der slæbte de gigantiske stenblokke op ad træramper etc. Dette er jo naturligvis forståeligt set ud fra den gældende forestilling om verden.

At jorden i fortiden har haft højtstående kulturer, der senere er gået under og mere eller mindre er forsvundet, hvorfor menneskeheden har måttet vende tilbage til at leve som "primitive naturmennesker", fremgår også af følgende citat: "Det lille himmelfartøj i form af jorden har således i de sidste årtusinder permanent været inden for lysskæret fra Faderens rige. Dette forhindrer dog ikke, at det samme fartøj i årtusinder længere tilbage i tiden i form af en fremragende høj kultur har haft endog meget stærke glimt af denne guddommelige atmosfære. Men det var endnu for langt borte fra lysets centrum. Tætte "kosmiske skyer" vældede frem og formørkede lyset. Og jorden sejlede atter i mørke, kun svagt oplyst nu og da ved "erindringerne" fra fortiden. Disse erindringer kan endnu som brudstykker i stærkt forvitret og formørket form spores i de primitive naturmenneskers moralbegreber og forestillinger om livet." (Martinus: Ved årsskiftet, Kosmos¸1934)

Martinus skriver i artiklen Verdensaltets grundtone: Kærligheden: "Historien viser, at store og fremragende kulturer således har været baseret på religiøsitet, baseret på et forhold til højere religiøse, overjordiske åndelige væsener og kræfter. De havde ikke maskiner og store tekniske apparater og materielle hjælpemidler, således som vor tids kultur har, men de var i besiddelse af store, religiøse okkulte kræfter som hjælpemidler i deres store fysiske skabelser. Det er altså kræfter, som mange i dag har så travlt med at benægte, fordi de er uforståelige for dem, og som hører ind under begrebet "mystik" netop af samme grund." (Martinus: Verdensaltets grundtone: Kærligheden, Kosmos nr. 6, 2000)

Også i bogen Påske er Martinus inde på dette emne, idet han skriver: "Her vil der være at bemærke, at der for mange årtusinder tilbage i tiden har eksisteret et samfund af væsener med en vis grad af indvielse, altså en vis form for åbenbarelse af "den hellige ånd". Men dette samfund talte alt for få individer, var alt for svagt til i længden at kunne stå mål med den omgivende og dominerende barbarisme, som jo i virkeligheden på det daværende tidspunkt var jordens fundamentale og kulminerende tankeklima. Nævnte samfund blev derfor standset i sin udvikling, men efterlod sig uafviselige monumentale udtryk for sin eksistens i form af pyramider, sfinkser, templer, kunstgenstande osv., der naturligvis efterhånden af tidens tand blev forvandlet til ruinhobe, men som alligevel trods denne sin tilstand for det almindelige jordiske menneske den dag i dag er af imponerende vælde og for det udviklede okkulte væsen funkler med den hellige ånds ufejlbarlige klarhed. Men ligesom denne fortidskultur efterlod sig ruinhobe af fysisk manifestation, således efterlod den sig også "ruinhobe" af dens høje moral og kultur. Og på disse åndelige "ruinhobe" finder vi Østens folk i århundrederne før vor tidsregning." (Martinus: Påske, kap. 2)

Hvis Martinus har ret i, at Keopspyramiden er 90.000 år gammel, betyder det jo, at der er en forholdsvis lang hidtil helt ukendt tidsepoke at forske i. Det vil sige de seneste ca. 100.000 år. Denne periode kan måske i nogen grad overskues og arkæologien her finde efterladenskaber fra "pyramidetiden". Det er i så fald meget sandsynligt, at aldersbestemmelsen af mange allerede kendte arkæologiske efterladenskaber vil blive omprøvet.

Keopspyramiden har nu overlevet snart 100.000 år, og det er sandsynligt, at den vil overleve mange hundrede tusind år til. Man kan jo tænke sig, at den i fremtiden, når flere og flere mennesker kender til dens rette betydning i menneskehedens historie, vil få stor betydning ikke kun som turistmål. Man kan jo også tænke sig, at man vil genskabe den i dens oprindelige udseende. Ifølge Tage Buch, en af Martinus' nærmeste venner, har Martinus fortalt, at Keopspyramiden oprindeligt var dækket af et hvidt lag, og at selve toppen var dækket af guld. (Kurt Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente, bind 2)

I et foredrag på Martinus Institut den 19. december 1960 siger Martinus, at grundprincipperne for den materielle videnskab ligger nedlagt i pyramiderne: "Denne vældige fødsel af det guddommelige princip begyndte for ca. 90.000 år siden, da menneskeheden blev befrugtet af nogle store væsener, som inkarnerede på jorden. De nedlagde også grundprincipperne for hele den materielle videnskab i pyramiderne i Ægypten." (Julestemning, Kosmos nr. 12, 1992)

I samtaler med venner har Martinus i flere tilfælde sagt, at man i hidtil ukendte rum i pyramiderne eller i sfinksen vil finde noget, der relaterer til Det Tredje Testamente.

Man kan jo spekulere på, hvad det kan være, men det er jo ikke utænkeligt, at Martinus' symbol nr. 41 "Stjernesymbolet", der findes på forsiden af Livets Bog og har både en "pyramide", et kors og en sol i sin struktur, skulle kunne findes indgraveret på en fremtrædende plads i disse rum. Udover Martinus' forklaring af symbol nr. 41 er det interessant at konstatere, at dette symbol kan siges at indikere sammenhængen mellem "pyramidetiden" (trianglen) og kristendommen (korset) oplyst af "intellektualitetens solstråler".

Martinus siger, som vi har set i det ovenstående, at: "...beretninger fra for længst svundne tider har altid noget af sagaens atmosfære over sig. Bagved dem ligger dog realiteter...". I Bibelen tales der om kæmper, der har levet på jorden: "Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage" (Første Mosebog 6:4). Man kan jo tænke sig, at det drejer sig om højtudviklede væsener, der var "kæmper" i den forstand, at de havde stor magt og kundskab, og at "navnkundigheden" refererer netop til deres store kundskaber. Men kæmper findes beskrevet også i andre ældre skrifter, for eksempel Gilgamesh-eposet, og det er jo ikke umuligt, at der har eksisteret en menneskerace, der har været "kæmper" i fysisk betydning på jorden i en fjern fortid.

De tidligere nævnte fund, der tyder på, at der har forekommet menneskeligt liv på jordkloden i millioner eller milliarder af år, kan måske forklares med, at det er efterladenskaber fra højt udviklede mennesker, der allerede på den tid besøgte jorden. Martinus taler, som vi ved, om "verdensgenløsningsprincippet", der er et kosmisk "forældreprincip", hvilket betyder, at på visse tidspunkter i menneskehedens udvikling inkarnerer højere udviklede væsener og "sår frøene" til en højere moral og fremmer på denne måde menneskehedens udvikling. Det er ikke urimeligt at tænke sig, at dette princip ikke alene drejer sig om de levende væseners psykiske, religiøse og moralske udvikling, men at de også gælder den fysiske udvikling på jorden og andre planeter.

Det ville kunne forklare, hvorfor man kan finde metalkugler i bjerglag fra Prekambrisk tid og lignende ting. Man kan tænke sig, at højt udviklede væsener allerede tidligt i planetens udvikling har materialiseret sig på jorden, naturligvis i passende flyvende fartøjer, der har muliggjort besøget i det iltfattige miljø, for at gribe ind i de automatiske processer, der styres af klodens egne talentkerner, for på forskellig måde at påvirke udviklingen. Dette kan være sket flere gange, for eksempel for at så fysiske frø, det vil sige at introducere planteformer og senere forskellige dyreformer. I forbindelse med sådanne opgaver kan genstande jo være blevet glemt eller efterladt og have "overlevet" beskyttede i stivnede bjergarter.

Svaret på det indledende spørgsmål om, hvor længe der har været menneskelige civilisationer på jorden, er ikke let at give, men det er ikke umuligt, at menneskelig tilstedeværelse i forskellige former er forekommet under meget lang tid. Her bevæger vi os naturligvis i spekulationens domæner i reflektering omkring hvilke "realiteter", der kan gemme sig bag "sagn og myter". Men man plejer jo at sige, at virkeligheden er mere fantastisk end fantasien, og det bekræftes jo i høj grad, når man begynder at studere det kosmiske verdensbillede. Det viser, at livet er uendeligt og evigt, og at der ikke findes nogen grænser for, hvor mange måder livet kan udformes på. Sagnene er kun blege skygger sammenlignet med livets uendelige virkelighed. I takt med at vores intuition udvikles, vil vi på en bedre måde kunne tolke de arkæologiske efterladenskaber, der fortæller os om menneskets tilstedeværelse gennem jordklodens udvikling mod kosmisk bevidsthed.

For dem, der vil vide mere om de i artiklen nævnte arkæologiske efterladenskaber, findes mange interessante web-sider, for eksempel www.ancient-wisdom.co.uk.