Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den svenske historiker Peter Englund har skrevet en anderledes bog om krigen/krigene, der lægger mere vægt på det følelsesmæssige gennem personlige beretninger. "Kampens skønhed og gru" hedder bogen på dansk.

Han beskriver bl.a., hvordan Første Verdenskrig fra begyndelsen blev båret frem af begejstring og jubel. "Det er givetvis en barsk indsigt, at mennesker kan blive så lykkelige af at hade andre", siger Peter Englund i et interview i Politiken (19. dec. 2009). "Mange ville deltage for enhver pris, og det var slet ikke usædvanligt, at mænd, som blev kasseret af militæret, bagefter begik selvmord". Der er naturligvis også mennesker, der fra første dag ser krigen som en katastrofe.

Så enkel er udviklingens vej, vi var af hjertet af hele vores sjæl krigere engang – i hvert fald mændene. Nationalfølelse, fædrelandskærlighed, ærefølelsen, stolthed og en skarp selvretfærdighedssans var de indre drivkræfter, og det var fra den synsvinkel kun en usling, der ikke ville eller kunne krigen.

"Man kan også finde begejstringen hos nogen i Anden Verdenskrig, men det kan slet ikke måle sig med Første Verdenskrig, hvor krigen kommer på et tidspunkt, hvor hele Europa er fyldt med sorte energier, som bare venter på at blive udløst …". Interessant synspunkt at fokusere på de bagvedliggende "sorte" energier frem for de hovedpersoner, der altid får æren eller skylden for udviklingens gang. Har vi ikke alle lært i skolen, at Første Verdenskrig blev udløst af attentatet på den østrig-ungarske tronarving ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone i Sarajevo i 1914.

Pacifisten / militærnægteren er den største kriger, for han/hun har været ude at smage krigens konsekvens på egen krop i et sådant omfang, at de er blevet mætte af krigen og sandsynligvis bange for krigen. Ja, de er blevet til uslinge uden ære set med krigerens øjne. Sådan vil det ifølge åndsvidenskaben gå for alle. For manden vil en del af tilbagetoget bestå i at overvinde tabet af ære. Det er ikke nemt at afvikle gamle og udvikle nye æresbegreber: "hellere dø end at dræbe!". Overgangen vil formentlig også involvere nye former for krig, der går på at bekæmpe militarisme. Man vil i en overgang måske hade mennesker, der elsker uniformer, og hvad de kan stå for.

For åndsforskeren er udfordringen at tage det store skridt, at elske alle for det, de er, og den rolle de spiller, selvom deres adfærd fører til krig. At elske krigeren, for sådan en var jeg jo selv, og er det måske stadig i fortyndet form på en række områder. Engang var jeg begejstret for krig! Det er værd at tage den tanke til sig, for det er overvejende sandsynligt set i lyset af en åndsvidenskabelig udviklingshistorie. Lige så klart må det som konsekvens blive, at krigsbegejstrede mennesker kun kan ændres gennem "livets egen tale". Kun krigens nederlag i alle dens former kan vende dette menneskes mentalitet til noget mere fredeligt.

En af danskernes kæreste julesange er "Højt fra træets grønne top". En del af et vers lyder: "Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger. Hver gang han den kommer nær, vil han ikke længer." Den tromme er ikke en rocktromme. Lille Peter har kun set den tromme, når soldaterne taktfast marcherer: ét, to – ét, to – stååå ret! Måske repeterer lille Peter ubevidst minderne / ånden af begejstring omkring militærlivet. Måske viser det sig, når Peter bliver ældre, at hans største ønske fortsat er at tjene fædrelandet ved at blive soldat. Og han kan mærke forældrenes stolthed ved hans valg. Så megen uskyldsstemning kan omgærde en livsvej, der ender i en rædselsfuld skyttegravskrig. Det er ikke småting, Gud leder os ind i og ud af, styret af vores egne lyster, lys, drifter og begejstring.