Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Du befinder dig i dyreriget. Bag dig ligger planteriget og mineralriget. Du kan kigge bagud, men du kan også kigge fremad. Kunne du tænke dig at stikke næsen indenfor i det næste rige, så hør her: Du sidder lige nu med en manual, der viser, hvordan man gør:

Hvad sker der da, når man frivilligt lader den anden få ret? – Man får fred i sjælen, og ikke nok med det: Man bliver populær, uhyre populær. Måske ikke lige med det samme, men i det lange løb. Se bare Jesus! Han blev så populær, at han nu er forbillede for millioner af mennesker over hele jorden. Hans ord og kernesætninger citeres i det uendelige. Han kunne nemlig det dér med at overgive sig og lade sig korsfæste. Og ikke nok med det, han kunne tilgive dem, der korsfæstede ham. Det skal du også gøre, ellers virker det ikke.

På næste side finder du en artikel, hvor Martinus bruger ordet "opstandelse" i to betydninger. En for den opstandelse, folk på Jesu tid oplevede, da de fandt graven tom – og en for den opstandelse, som du og jeg oplever, når vi lader modparten få ret i en diskussion. Det sker ikke med blod og nagler, men stille og roligt. Måske inspireret af Martinus' analyser. Alle vil før eller siden møde disse analyser eller noget tilsvarende, som kan give dem det nødvendige rygstød til at vende dyreriget ryggen og tage de første skridt i retning af det næste naturrige. En "mental kursændring" kalder Martinus det længere inde i bladet. Det var også det, Jesus mente med at "vende den anden kind til". Det er dyrets død og det rigtige menneskes opstandelse.

Og får du "blod på tanden", som det hedder med en udmærket metafor fra dyreriget, så kan du blot læse videre og "sætte tænderne i" alle de gode ting og sager, som bladet ellers byder på. Det kan godt være, du bruger andre metaforer inde i det næste rige, men så langt er hverken du eller jeg kommet. Men vi er godt på vej, og du behøver ikke at give mig ret.

Billedet på forsiden: Så blev det forår – naturens egen opstandelse.