Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Menneskeheden lever i en tid, hvor verden svinger desorienteret frem og tilbage mellem slutningen af en forældet civilisation og begyndelsen til en ny og meget større." "Livet er evigt og befinder sig i en stadig fremadskridende bevægelse i form af indvikling og udvikling." "Det Højeste, usynligt for jer, har altid grebet ind i de store historiske forandringer." "Den materielle videnskab har kun medført ydre resultater, den omhandler kun overfladen, mens den dybere virkelighed ikke opfattes. For at komme videre må I udvikle en ny evne, intuitionen." "Har en videnskabsmand nogensinde troet, at man for at forstå et fænomen er nødt til at forfine sin egen moral?"

"I jeres verden er virkeligheden fragmenteret af barrierer i tid og rum; helheden er opdelt i detaljer, I ser evigheden splittet og delt i timeligheder, det absolutte i relativiteter. Men I er nu på vej til at opdage helheden…" "Målet for denne rejse er at give menneskene en ny kosmisk bevidsthed, en bevidsthed der ikke kun fører til, at man oplever at være evig og urørlig, at man er en del af en menneskehed, der omfatter alle væsner i universet, men at man repræsenterer en kraft og har en stor opgave i universets organiske funktion." "Det, der tidligere var dogmer og trosmysterier, vil blive rationelt forklaret og dermed obligatorisk sandhed for alle tænkende væsner." "Jeres latente bevidstheder er jeres virkelige evige sjæl, der eksisterer før jeres fødsel og overlever kroppens død. Når videnskaben er blevet udviklet så langt, vil åndens udødelighed vise sig som en realitet." "Guds love er urokkelige, da de er fuldkomne, og det, der er fuldkomment, kan man ikke korrigere eller forandre." "Tror I, at det er regeringerne og parlamenterne, der regerer folkeslagene? Nej, de er kun repræsentanter." "Jeg kommer frem til Kristi evangelium ad videnskabelig vej."

Når man som studerende af Martinus' kosmiske analyser læser disse linjer, kommer man nemt til at tro, det er Martinus, der er forfatteren. Men citaterne ovenover er fra bogen "La Grande Sintesi" (Den Store Syntese) af den italienske forfatter Pietro Ubaldi (1886 – 1972). Bogen, det første bind af 24, udkom i 1937 og blev påbegyndt i 1932 i form af artikler, samme år som første bind af Livets Bog udkom. Bogen har undertitlen "Syntese og løsning af videnskabens og åndelighedens problem". Som det fremgår af citaterne, mener Ubaldi, at den materielle videnskab kun analyserer livets ydre fænomener, og at det, der kræves for at forstå livets dybere virkelighed, er en moralsk udvikling, som fører til, at man begynder at opleve i kraft af en ny evne, intuitionen. Dette, mener han, medfører, at man kommer til at elske det fænomen man studerer, og derfor er alkærligheden den eneste vej til virkelig forståelse af livet. Ifølge Ubaldi opstår intuition i mennesker som et resultat af individets udvikling og modning og er baseret på en evolutionær naturlov. Gennem forståelse af menneskets indre kan man nå til indsigt i det Absolutte: "For at forstå det mysterium, som er i tingene, må I kunne træde ind i det mysterium, der er indeni jer… Der finder I jeres virkelig og evige Jeg."

Ubaldi mener, at universet er evigt og pulserer af liv, og at dets centrale princip er sjælenes indvikling og udvikling. I kraft af reinkarnation og udvikling tilegner de levende væsner sig højere og højere former for bevidsthed og vender dermed tilbage til Gud. Ubaldis tanker falder på mange måder sammen med Martinus' analyser, og han ser sig selv eller sit arbejde som en hjælp til menneskeheden, en hjælp, han mener, vor tids psykologiske situation har brug for. Han mener også, at menneskeheden altid har fået sådan en hjælp, når der har været brug derfor. Han bruger ikke ordet "verdensgenløsning", men indholdet ser ud til at være det samme. Ubaldi påpeger, at alle forskellige religiøse opfattelser er udløbere af den samme Sandhed, der eksisterer bag alle religioner. Ligesom Martinus mener han, at Kristi undervisning er den mest fuldkomne og perfekte på Jorden. Religionerne kan, ifølge Ubaldi, ikke længere påvirke menneskene og vække den entusiasme, som tidligere var tilfældet, og den mætning er nu gået over i sit sidste stadium, ligegyldighed, og han mener, at hans undervisning nu udgør en dyb logisk forklaring, som kan tilfredsstille det nye menneskes behov for at forstå de åndelige realiteter. I modsætning til det tidligere billede af Gud, som eksisterende uden for det skabte, mener Ubaldi, at Gud er det skabte, og han kalder dette for "monism" til forskel fra monoteisme. Menneskeheden står på grænsen til en helt ny livsform, hvor intuitionen bliver den ledende bevidsthedsfaktor, og Ubaldi kalder dette nye menneske "superuomo", dvs. "overmenneske", et ord som senere har fået en negativ ladning, men indholdet er for Ubaldi et menneske, der står over det nuværende menneske i moral og humanitet.

Ligesom Martinus mener Ubaldi, at der ikke eksisterer noget helvede, ligesom ingen kan lide uret, der eksisterer kun fejlagtige handlinger baseret på uvidenhed, og da Guds godhed er uendelig, og alle væsners skæbne baseres på en fuldkommen lov, medfører det, at alle før eller siden bliver fuldkomne. I lighed med Martinus mener han, at oplevelsen af smerte og lidelse er en nødvendig del af udviklingen mod større humanitet, og han opfordrer læseren til at udholde de vanskeligheder, som skæbnen medfører, og til at have tillid til, at selv sådanne oplevelser på længere sigt er af det gode. Ubaldi henviser endda til bønnens kraft og betydningen af at henvende sig personligt direkte til den evige Guddom, og han præsenterer en lang bøn, som han mener kan være til hjælp for den søgende. Ubaldi beskriver endda, hvordan bønnen udvikles fra at være et "egoistisk" råb om hjælp til at blive en mere og mere permanent bevidst henvendelse til Gud, som vi møder i alt i vore daglige liv. Jo mere denne holdning til livet udvikles, desto mere nærværende bliver Gud i vor bevidsthed, indtil denne tanke opfylder hele vor mentale horisont som et blændende lys.

Ubaldi kommer også ind på tilværelsen i den åndelige verden, når den fysiske krop er død. Han beskriver, at de udviklede væsner her kan materialisere sig, og at dette endda kan ses i den fysiske verden f.eks. under psykiske seancer. Ubaldi giver i bogen ingen udførlige beskrivelser af de overfysiske realiteter, der styrer verden, alligevel virker det, som om han intuitivt har fornemmet samme kosmiske struktur, som Martinus beskriver i form af det treenige princip. Ubaldi mener ligesom Martinus, at intet nyt kan skabes, og intet i absolut forstand kan ødelægges, alt indgår i en stadig proces af forandring. Universet er en levende enhed, en organisme, der omfatter alt. Det eneste, der i virkelig forstand eksisterer, er, hvad Ubaldi kalder "Substansen" med stort S. Denne Substans antager forskellige former som led i indviklingen og udviklingen, men forbliver altid identisk i sin egennatur. Denne "Substans" eller livet selv fremtræder i tre former:

Ubaldi beskriver endda materiens grundprincip på tilsvarende måde som Martinus:

"Mikrokosmos er opbygget på samme måde som makrokosmos. Atomerne er et virkeligt planetsystem med alle dets bevægelser, i centrum findes en sol, den centrale kerne med maksimal densitet, omkring hvilken der roterer én eller flere elektroner, som følger en bane, der svarer til en planets, i overensstemmelse med det system, der definerer atomet og giver det dets kemiske individualitet. Jeres solsystem med alle dets planeter kan ses som et atom i en astronomisk kemi, hvis kombinationer og reaktioner skaber de nebuloser, I ser dukke op og forsvinder på grænsen af jeres fysiske univers."

Ubaldi mener, at Gud er hele livets eller universets åndelige centrum og lyskilde, og dette princip gentages i den fysiske verden i form af galakser, solsystemer og atomsystemer. Solene er således en fysisk repræsentation af universets grundlæggende åndelige princip, der er alkærligheden, og ligesom denne kærlighed eller dette åndelige lys opfylder og "belyser" alt, så belyser solen alt i det fysiske system, i hvilket det udgør et centrum. Ifølge Ubaldi er Gud allestedsnærværende, i kraft af at universet består af et uendeligt antal "punkter" eller levende væsner, der alle iagttager og oplever andre væsner, så Gud oplever og betragter derigennem sig selv fra et uendeligt antal punkter. Ubaldi mener, at alle bevægelser i universet går i kredsløb, og det fysiske univers udgør en materialisering, en fortætning af materie, der vil blive efterfulgt af en opløsning og returnering til et åndeligt stadium. Ifølge Ubaldi er materiens inderste bestanddel bevægelse, og det gælder for alle dets former som fysisk materie eller som energi i form af lys, lyd og elektricitet. Ligesom i Martinus' beskrivelse af, hvordan nebuloser, galakser og solsystemer opstår pga. koncentrerende tyngdeenergi i makrokosmos, så mener Ubaldi, at nebuloser, der dukker op uden synlig forudgående årsag, opstår ved kondensering af usynlig energi.

I bogen analyserer Ubaldi materiens udvikling fra enkle til mere komplekse former, som f.eks. de forskellige emner katalogiseret i det "Periodiske system", fra det enkleste atom, brint, som har én elektron (atomvægt 1,008), til det mest komplicerede, uran, med 92 elektroner (atomvægt 238,2), og beskriver denne udvikling som en kondensering af materien, som han inddeler i syv grupper, der i princippet gentages gennem hele serien. Min viden på det naturvidenskabelige område er begrænset, og jeg skal derfor ikke fordybe mig i denne del af Ubaldis analyser, der dog virker meget interessant. Han mener f.eks., at den udvikling, der sker mod mere og mere komplekse atomsystemer, sker ved at nye elektroner fødes fra atomkernen, der på en eller anden måde deler sig. Ubaldi mener, at man med udgangspunkt i hans beskrivelser kan finde endnu ikke opdagede stoffer. Og det er ifølge fodnoteoplysninger i bogen også sket.

Udviklingen foregår ifølge Ubaldi som en stadig opadgående spiral, der omfatter både indvikling og udvikling. Denne spiralformede proces er evig og uendelig, den har ingen afslutning, hverken nedad eller opad. Mennesket kan på grund af sit begrænsede udsyn kun se en lille del af den proces, hvorved universet skabes og opløses. Det er interessant at se, at på forsiden af førsteudgaven af "Den store syntese" (som altså udkom i 1937) er der placeret et strålekors meget lig Martinus' symbol nr. 41, "Stjernesymbolet", foran en spiral, samt en spiral der går fra atomverdenen i mikrokosmos til stjerneverdenen i makrokosmos.

Ligesom Martinus mener Ubaldi, at intet i tilværelsen går til spilde, og dette gælder ikke mindst menneskenes erfaringer. Ubaldi: "Jeres handlinger, jeres erfaringer og reaktioner på omgivelserne vil blive til psykisk automatisme, blive til vane og siden til instinkt og medfødte ideer." Ubaldi kommer også ind på det, som Martinus kalder "livsenhedsprincippet", og han skriver om "loven for kollektivenheder": "Hver individualitet består af mindre individualiteter, der er sammensat af endnu mindre individualiteter i det uendeligt lille, og som til gengæld er materiale for større individualiteter i det uendeligt store." Som nævnt beskriver Ubaldi Gud som udgørende hele universet, en uendelig og evig helhed, og at det kun er på det individuelle plan, der eksisterer skabte begrænsninger i tid og rum, og også her minder han om Martinus, når han skriver: "I det absolutte eksisterer intet skabt, det er kun i det relative, der kan opstå og skabes ting. Det absolutte helt enkelt bare "er"." Ubaldi beskriver også, hvordan det, som Martinus kalder "verdensgenløsningsprincippet", tilpasses menneskets udviklingsniveau: "I ser, hvordan hver og en dyrker det billede af Guddommen, man har evner til at opfatte, og hvordan dette billede med tiden udvides. Fra polyteisme til monoteisme kan I konstatere, hvordan denne forestilling tilpasses og udvikles i takt med jeres intellektuelle evne. Lyset træder mere og mere klart frem efterhånden, som blikket bliver skarpere." Som en videreudvikling af, at alle fænomener er relative, påpeger Ubaldi, at man i virkeligheden ikke oplever tingenes essens, men deres forandring, og oplevelse kan kun ske der, hvor der findes kontraster. Fuldstændig stilhed eller balance kan ikke opleves.

Ubaldi understeger, at det er svært for ham at reducere universet til den "lineære" form, som mennesket hidtil er vant til at tænke i, da han gennem intuition oplever det som en helhed, i hvilken alting eksisterer, og alle faser af udviklingen forekommer og sker samtidig, selv fremtiden, og alt er i perfekt harmoni og balance. Kun intuitionsevnen kan give mennesket ikke bare videnskab, men viden. Og Ubaldi mener, at hans tekster i grunden ikke er nogen ny viden, men han: "gentager det gode budskab, der allerede for årtusinder siden blev givet til mennesker med god vilje: Jeg gengiver alt, egentlig identisk, men mere omfattende." "…jeg kommer frem til Kristi evangelium gennem videnskab." "Det nye rige er det imødesete Himmelrige, et enestående projekt, som inden det omfatter hele menneskeheden, først må virkeliggøres i menneskenes hjerter…" "Denne supermenneskehedens modning vil blive den største biologiske skabelse i jeres evolution, da den repræsenterer en overgang til en højere livslov, fra "den stærkes ret" til "retfærdighed", … fra destruktiv egoisme til evangeliets konstruktive kærlighed. Dette er overvindelsen af den dyriske fase …"

I bogen Den Store Syntese, der omfatter ca. 500 sider, berører Ubaldi en mængde detaljer på flere forskellige områder, hvoraf jeg kun har nævnt få, der på interessant vis falder sammen med Martinus' analyser. Man spørger sig selv, om Ubaldi kan have læst Martinus' tekster, men det virker mindre sandsynligt, da disse dengang kun eksisterede på dansk. Ubaldi talte godt nok flere sprog; engelsk, tysk, fransk, spansk og portugisisk (de sidste 15 bind af hans værk skrev han på portugisisk, da han boede i Brasilien den sidste del af sit liv), men der forekommer ikke noget om, at han skulle have kunnet tale dansk. Ubaldi skriver, at det, der har inspireret ham til at skrive sit værk, var "den harmoniske og organiske udstråling fra Guds uendelige tanker". Ifølge hans biografi begyndte hans åndelige arbejde, da han som 27 årig på en strand uden for Falconara havde en oplevelse med en vision af Kristus, der medførte, at han intuitivt kunne forstå livets essens. I begyndelsen blev hans tekster åbenbart skabt via en form for mediumistisk kontakt, i form af "meddelelser", der derefter skal have udviklet sig til et mere og mere selvstændigt intuitivt syn. Den Store Syntese er blevet oversat til flere sprog bl.a. tysk, engelsk, spansk, arabisk og esperanto, men ligesom med Martinus' værk er det forholdsvis ukendt, selv i Italien. Der findes flere "Ubaldi institutter", bl.a. i Italien, Brasilien og Venezuela, men det ser ud, som om han er mest kendt i Sydamerika.

For at kunne give en udtømmende bedømmelse af Ubaldis arbejde er det naturligvis nødvendigt at læse en større del af hans skrifter, der omfatter 24 bind. Denne artikel er baseret på første bind, der anses for at være hovedværket. Den "Store Syntese", som Ubaldi præsenterer, tangerer, som vi har set det, på mange punkter det verdensbillede, Martinus beskriver. Ja, det virker, som om Ubaldi har været inspireret af den samme kosmiske impuls, som ligger til grund for Martinus' kosmiske analyser, og som ifølge Martinus udgår fra Mælkevejens midte og i særlig høj grad strålede og formentlig stadig stråler ind over Skandinavien. Ubaldi levede jo i Italien og befandt sig således i periferien i forhold til indflydelse af denne impuls, hvorfor hans mulighed og sandsynligvis også hans evne til at blive inspireret af den måske var begrænset. Det er interessant at se, at mange af de ideer, der kommer til udtryk i Martinus' kosmiske analyser, åbenbart har kunnet fornemmes intuitivt af en anden forfatter, der dermed kan ses som en bekræftelse på den kosmiske virkeligheds eksistens, og at denne virkelighed i forskellig grad kan fornemmes af mennesker alt efter evne og udviklingsgrad.

(Samtlige citater i artiklen er fra La Grande Sintesi. Frit oversat fra italiensk af artikelforfatteren)