Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Moral – hvad er det for noget? Det plejer at være noget med, at dette må du godt, og dette må du ikke. Det er ikke god moral, hvis du kun tænker på dig selv og er ligeglad med andre. Moral er noget, vi bruger til at skelne med.

Men kan moral også være noget, der slet ikke har med godt og dårligt at gøre?

Ja, det er sådan, Martinus bruger ordet. Moral er i hans verdensbillede et ord, der er fri for skelnen. Løven har f.eks. en moral, og den er hverken god eller dårlig. Når løven overfalder zebraen, så er det ikke udtryk for dårlig moral. Men det sjove er, at vi mennesker næsten må undskylde løven med, at den jo skal have noget at spise. I dyrenes verden er det sådan, det foregår. De stærke vinder over de mindre stærke i kampen for tilværelsen.

Lad os se, hvordan det står til i menneskenes verden. I velfærdssamfundet.

Her er det god tone at beskytte de svageste. Mest synlig er denne tendens jo nok, når det gælder vores folkevalgte politikere, der netop gør et stort nummer ud af at fremhæve deres moralske ansvarlighed. Hvem tænker mest på de svage? Hvem sikrer bedst vores velfærd? Man strutter ligefrem af selvtillid på sit partis vegne og er dybt forarget over de andre partiers manglende ansvarlighed. Bag denne velkendte og måske også velmente kappestrid skjuler sig naturligvis kampen for at overleve i det politiske spil.

I Livets Bog, bind 1, stk. 82, kalder Martinus os for "sårede flygtninge mellem to riger." De to riger er dyreriget, hvor de vilde dyr holder til, og "det rigtige menneskerige", hvor Jesus kom fra. Hvert rige har sin moral, som hverken er god eller dårlig. Men er man på vej fra det ene rige til det andet, vil man gerne orientere sig. Og det gør man så med ord som "god" og "dårlig".

På denne færd er vi som sårede flygtninge. Vi ser det i de folkevalgte forsamlinger, vi ser det overalt. Man kan forestille sig et dyr, der forsøger at rejse sig på bagbenene, og gør et stort nummer ud af at skjule sin usikkerhed og manglende balance. De fleste af os bruger en masse energi på det nummer, skønt det i grunden er en ærlig sag.

I Carlos Castanedas bog Kunsten at drømme siger hovedpersonen Don Juan til bogens forfatter: "Det meste af vores energi går til at opretholde vores egen betydningsfuldhed. Hvis vi var i stand til at give afkald på noget af denne betydningsfuldhed, ville der ske to usædvanlige ting for os. Den ene: Vi ville frigøre energi fra forsøget på at opretholde illusionen om vores egen prægtighed. Den anden: Vi ville kunne forsyne os selv med tilstrækkelig energi til at fange et glimt af universets virkelige ophøjethed."