Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Kunne du tænke dig at høre, hvordan Martinus ser på dig? Nuvel, han oplever dig som et lille foster i mors mave. Og alle de mere eller mindre begavede krumspring, du laver, er for Martinus blot som et fosters rumsteren i mors mave. Han fortæller også, hvordan din fortid er en rejse gennem mineral-, plante- og dyrerige, men det, vi nu skal høre om, er det næsten fuldbårne lille foster, for det er nemlig dér, vores historie begynder. Og du ved jo nok, at de bedste historier er dem, der handler om os selv.

Tre naturriger har vi næsten lagt bag os, og nu kommer vi "snart" til selve fødslen, der bringer os ud i den store verden, hvor vi rigtig kan strække os og bruge alt det, vi har lært i løbet af svangerskabet. Ja, du husker jo nok, at dette er en metafor, og derfor kalder Martinus det også for: "Den store fødsel". Alt, hvad Martinus har skrevet, går ud på at forberede os på denne fødsel ind i et nyt naturrige: "Det rigtige menneskerige".

Hvorfor så ikke bare se at komme ud? Fordi vi mangler noget endnu. Vi mangler at kunne lægge dyreriget definitivt bag os. Vi må lære at kende forskel på det dyriske og det menneskelige. Og ikke nok med det, vi må lære at se og elske det dyriske i os selv uden at lade os friste til at bruge det til andet end som en morsom gammel museumsting, en sofacykel eller noget i den retning. Vi må lære at se denne afdankede tingest dukke op i vores bevidsthed gang på gang og ikke lade os friste til at svinge benet op og køre på den. Lad dyret i dig vise sig, genkend det og lad det glide tilbage igen i bevidstheden. Det er den øvelse, du og jeg skal gentage mange gange, før vi er modne til "den store fødsel".

Om dette og meget mere handler den første af de artikler, vi bringer her i bladet. Og det gør den næste også, men ud fra et andet perspektiv. Den handler om fjendskab, og det begreb skal ikke afskrække nogen. For det er et helt naturligt led på vejen mod "den store fødsel". Fjendskab er jo et levn fra dyreriget, hvor det var nødvendigt at skabe sig fjender, så man havde nogen at spille "stærk mand" over for. Eller "stærk kvinde". Det er nemlig trenden i dyreriget. Du kan se det i mange naturfilm, og du kan også se, hvordan dyrene ligefrem er skabt til at klare den slags opgaver. Det samme klarer du og jeg med lidt "rumlen og spark i mors mave", fortæller Martinus.

Måske længes du efter at komme ud i den store, vide verden? Selvfølgelig gør du det, men konklusionen på det hele er alligevel – nu som før – at alt er såre godt. Det kunne ikke være bedre. Om det kan du læse i vores månedlige spørgerubrik. Og nu blev jeg så forpustet af at fortælle om indholdet i dette nummer af bladet, at jeg må overlade dig til selv at læse det.

Billedet på forsiden: Elektronernes verden.
Se Søren Olsens artikel side 149.