Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I H.C. Andersens eventyr "Snedronningen" bliver den intelligensbetonede Kaj – der er så klog, at han har glemt sit Fadervor og kun kan huske den store tabel – fange på snedronningens slot. For at blive et frit menneske skal han "udfinde det ord evigheden" gennem at lægge et "forstandsisspil". Han sidder ved en bundfrossen sø brudt op i isflager. Disse isflager udgør brikker i et puslespil, som skal lægges, så "evigheden udfindes". Det kan han ikke med sin intelligens. Først da han forenes med sine følelser, symboliseret gennem personen Gerda, løses opgaven. Puslespillet lægger sig af sig selv. Vejen til en ny og meget større frihed for Kaj er åbnet. Det kræver, åndsvidenskabeligt set, en lille smule intuition sammen med harmoniseret følelse og intelligens at få åbnet for den erkendelse, at livet for hvert enkelt levende væsen er evigt, og at verdensaltet er uendeligt.

Rejser vi nedad i mikrokosmos, vil vi aldrig finde en ende eller en begyndelse. Rejser vi opad i makrokosmos, gælder det samme, vi vil aldrig finde en ende. Med kendskab til "livsenhedsprincippet" er det nemt at forstå hvorfor. Vi skulle i givet fald, når vi rejser nedad, støde på en livsenhed, der ikke var bygget op af noget mindre. Rejste vi opad, skulle vi finde en livsenhed, der udgjorde en ydre grænse, og som derfor ikke var en del af en større livsenhed. Altså en livsenhed, der ikke har et ydre miljø at leve og opleve i. Hvis Martinus havde påstået, at der er en øvre og nedre grænse, ville der være en logisk brist i forklaringen. Men selve tankegangen med at rejse evigt nedad og evigt opad foranlediger nemt til, at man bringes ind i andre ulogiske blindgyder.

I sand virkelighed findes der, ifølge Martinus, ikke størrelser, afstande, hastigheder, tid og rum, sådan som vi meget virkeligt oplever det her på det fysiske plan (Livets Bog, bind 2, stk. 312). Det er en rigtig svær erkendelse, nu da vi lever i en verden, hvor størrelser, afstande, hastigheder, tid og rum spiller helt afgørende roller. F.eks. tager naturvidenskaben disse emner meget alvorligt og måler og vejer alt, hvad de kan komme i nærheden af, og milliarder af mennesker bevæger sig dagligt små og store afstande til og fra arbejde og bruger en masse tid på det.

Vi er underlagt "perspektivprincippet". "Perspektivprincippet udgør altså i sin højeste analyse den begrænsning, der gør uendeligheden eller verdensaltet tilgængelig for sansning og dermed livets oplevelse til en kendsgerning" (Livets Bog, bind 1, stk. 267). Perspektivprincippet sørger således for at afgrænse uendeligheden, så vi oplever en detaljeret nærhorisont – et mellemkosmos – afgrænset af to fjernhorisonter, et mikro- og et makrokosmos. Dette princip er vi nødt til at tage meget alvorligt for at forstå tilværelsen på et dybere plan. Med en forståelse af perspektivprincippet må man f.eks. stille sig tvivlende over for den objektive sandhed i mange af de erkendelser, man har gjort inden for atomfysikken og astronomien.

Den nye 5. symbolbog – Det Evige Verdensbillede, bog 5 – går meget i detaljer med forholdene i mikrokosmos. Med vores følelser og tanker indvirker vi f.eks. på energiforholdene mellem atomkernen og elektronerne i atomlivsenhederne. Det er underligt, at vi med vores adfærd skulle kunne lave ravage i atomets stabilitet og orden. Atomer anses af naturvidenskaben for at være en garant for netop stabilitet og orden.

Martinus gør opmærksom på, at forholdene i mikrokosmos i princippet er helt analoge med forholdene i makrokosmos. Om man taler om et solsystem eller et atomsystem kommer ud på det samme. Det er der ikke noget nyt i fra Martinus' side, således skriver han i Livets Bog, bind 6, stk. 2275: "At det jordiske menneske, som i realiteten er en makrokosmisk elektronbeboer på den makrokosmiske elektron, vi kalder jordkloden, ikke kan ødelægge den tilsvarende makrokosmiske atomkerne, vi kender som solen [...]".

I Det Evige Verdensbillede, bog 5, symbol nr. 69, beskriver Martinus, hvad der sker i mikroverdenen ved fordøjelsen i mavesækken af kød: "Symbolet viser, hvad der sker i en mave set nede fra mikroverdenen eller atomverdenen. Vi ser et maveunivers med kloder eller elektroner, som er befolkede med animalsk liv, og som på en måde er analoge med vor egen jord. Vi ser, hvordan disse kloder eller elektroner eksploderer under fordøjelsen. Det animalske liv er liv, der kan tænke, der har intuition, der kan frygte og være rædselsslagent og føle skrækkelig smerte."

At elektronlivsenhederne i et atom, ligesom jordkloden, skulle kunne være "befolkede med animalsk liv", er mildest talt svært at tage alvorligt, hvis man vil bevare sin sunde fornuft, ikke mindst med tanke på hvor ufattelig lille en elektron anses for at være målt med en jordmenneskelig målestok. Martinus og naturvidenskaben arbejder ud fra hvert sit perspektiv. Begynder man ukritisk at blande naturvidenskabens viden med Martinus' beskrivelser, går det nemt galt. Martinus må med naturvidenskabens briller anses for at være umådeligt naiv i sine betragtninger, hvis man da ikke vil betragte det som fantasteri.

For det første er atomet ikke at ligne med et planetsystem! Bl.a. Niels Bohr bidrog til den erkendelse. "Københavnerskolen" inden for fysikken kom til den erkendelse, at man kun kan forstå forholdene i atomet gennem matematik – kvantemekanikken. Det lader sig ikke gøre at forestille sig atomets struktur! Det er ikke som et sol-planetsystem! Der gælder andre forhold i mikrokosmos end i mellem- og makrokosmos! Men også en tilnærmelse til Martinus' perspektiv; observatøren / forskeren / forsøgsopstillingen indvirker på forsøgets udfald og dermed på, hvad man observerer.

Men nu bliver det værre! Elektronerne farer omkring atomkernen med en ufattelig hastighed – sol-planetbillede forbudt! Elektronerne skal nok, naturvidenskabeligt set, opfattes som en partikelsky eller et elektromagnetisk bølgefænomen omkring atomkernen. Hastigheden på denne bølge kan udregnes til at være flere millioner milliarder omdrejninger per sekund. Hver omdrejning repræsenterer et år ved sammenligning med den elektron, vi nu bebor. Lad os lege med tanken, at elektronen er at ligne med en klode. Lad os dertil lægge, hvad vi godt nok ingen kilder har til, at elektronen drejer om sig selv ligesom Jorden bare 365 gange på et elektronår, og lad os gå skridtet videre, at der bor animalsk liv på denne klode. Vi fokuserer på et enkelt individ, og kalder ham Olsen. Olsen lever under helt vanvittige forhold. Et fuldstændig ufatteligt antal gange i sekundet skal han tage nathue på og gå i seng, for efter en ganske kort søvn atter at smide nathuen, stå op, vaske sig, få et solidt morgenmåltid og så af sted på arbejde, for straks at vende hjem, spise, se fjernsyn og på med nathuen igen. Der er et solidt grundlag for stress set fra vores perspektiv.

Hvis vi skal tage Martinus alvorligt, er der nødt til at være noget helt galt med vores tankeeksperiment. Der må være noget, som vi som mennesker ikke har gennemskuet, og måske heller ikke kan forventes at kunne gennemskue på vores nuværende udviklingstrin. Vi forstår ikke, i hvilket omfang vi selv med vores åndelige sanseapparat er blandet ind i det, vi observerer. Som åndsforskere står vi over for en meget vigtig afgørelse. Følger vi atomfysikernes viden ukritisk, fortaber vi os i beskrivelser og forestillinger, som ikke har taget perspektivprincippet i ed. Kun hvis man som udgangspunkt antager, at størrelser, afstande, hastigheder, tid og rum er illusioner, kan man nå til en erkendelse af virkeligheden, der giver mening. Vi skal i givet fald kunne gennemskue nogle sansemæssige illusioner, vi er underlagt.

Du kan læse et resumé af forklaringen til symbol 69 på www.martinus.dk/da/symbolerne/symbol-45-77/symbol-69/

Martinus skriver som eksempel, at når vi kigger ned ad en meget lang lige vej og ser, at vejen er 15 meter bred, hvor vi står, og synes at ende i et punkt ude i horisonten, så vil vi kunne konstatere, ved at følge vejen ud i horisonten, at den også der er 15 meter bred (Livets Bog, bind 1, stk. 267). Det præcis samme princip – blot i ekstrem grad – er vi underlagt, når vi går langs stranden. Hver eneste sten, ja hvert eneste sandkorn, er et univers, et mylder af gallaksehobe! I virkeligheden et himmelrum af partikler og tomrum præcis som himmelrummet over os. Stenene på stranden oplever vi fysisk udefra måske bare 1 meter væk og lige til at samle op, men i virkeligheden befinder vi os, kosmisk set, på astronomisk afstand af dette himmelrum inde i stenene, ligesom vi befinder os på astronomisk afstand af stjerner og galakserne i himmelrummet over os. Stenene, ja selv det mindste sandkorn, udgør et himmelrum af stjernetåger, partikler og tomrum set udefra og ovenfra på enorm afstand. Stjernehimlen er tilsvarende stjernetåger, partikler og tomrum set indefra og nedefra på enorm afstand. Det univers, som livsenhederne i stenene udgør, befinder sig mange spiralkredsløb bagude i vores egen fortid. Himmelrummet over os udgør tilsvarende fjerne fremtidige spiralkredsløb.

"Materiens urform er altså stjernetåge. Af stjernetåge skabes alt. Af stjernetåge bliver oplevelse eller Guds korrespondance til. Alt, hvad vi ser, enten det er faste, flydende eller luftformige materier, enten det er jord, luft, vand eller mineral, så er det i sin grundanalyse stjernetåge. Jorden er selv en partikel i en stjernetåge. Solsystemet, ja selve vort mælkevejssystem er jo ikke andet end stjernetåge. Når vi ikke ser alt som stjernetåge, skyldes det, som tidligere nævnt, det andet af vort treenige princip, nemlig "X2", der er basis for perspektivprincippet, der igen bevirker, at vi netop ser alt i form af kontraster, og uden hvilken anordning enhver form for livets oplevelse ville være en umulighed." (Bisættelse, kap. 22)

De ufattelige små størrelser i mikrokosmos og de store hastigheder, hvormed alting bevæger sig her, må i givet fald være illusioner. Det er et perspektiv på tingene, som "jeg" projicerer ud i omgivelserne, og som har rod i vores eget X2, altså i vores skabe- og oplevelsesevne. Rent bortset fra at vi umiddelbart opfatter sten som nærmest totalt uforanderlige og uden bevægelse. Det er takket være naturvidenskaben, at vi har fået tilføjet vigtige nye detaljer til vores opfattelse af mikro- og makrokosmos. Opfattelser der på væsentlige områder formentlig skal videreudvikles, fordi de ikke er så objektive, som de kunne se ud til at være. Beskueren / opleveren er på fundamental vis blandet ind i / er skaber af observationen.

"Sand, sten og grus i ørkenen bliver således ligeså identisk med tankeklimaer, levende væseners manifestationer eller tilkendegivelser, som huse, møbler og maskiner i vort daglige liv. Men livet bag ørkenens sand, polernes is og metallet i jordens indre er så umådeligt langt tilbage i udviklingens lange kø eller fjern i jordmenneskets kosmiske horisont, at dets tilkendegivelser fortoner sig som en fjern udetailleret tågemasse i denne horisonts yderste periferi, medens til gengæld livet bag huse og møbler osv. er så nær, at enhver af dets tilkendegivelsers detailler bliver altdominerende i samme kosmiske horisont, bliver kæmpemæssige i forhold til horisontens fjerne ting og derfor let overskuelige som umiskendelige tegn på liv." (Livets Bog, bind 2, stk. 481)

Vi er rettet mod den fysiske virkelighed i et umådeligt omfang og bliver fanger af det, vi ser. Det er nemmere at gennemskue illusionen ved at forestille sig dén åndelige verden, vi træder ind i, når vi dør. Altså når vi ikke længere har et fysisk legeme og ikke har adgang til at sanse en fysisk verden. Den verden, skriver Martinus, er en verden af stråler og bølger. (Det er den såkaldte fysiske verden reelt også). Alligevel har vi i den åndelige verden en oplevelse af rum, en oplevelse vi ganske enkelt fortsat selv skaber. Der kan opleves landskaber og natur. Vi kan genkende og være sammen med dem, vi har kendt i den fysiske tilværelse, men som nu er "døde", ligesom vi selv. Enhver, vi tænker på, kan vi umiddelbart komme i kontakt med, selvom vedkommende ikke behøver at befinde sig i vores "fysiske" nærhed. Så selvom der er rumopfattelse på det åndelige plan, eksisterer der ikke afstande, som vi kender det fra det fysiske plan. Vi befinder os ikke i den åndelige verden primært et sted, vi befinder os i en tilstand. Det gør vi også – befinder os i en tilstand – når vi har en fysisk krop, men vi er bare ikke særligt opmærksomme på det. Tilstanden kommer ind som en grundstemning, et humør eller en tankeverden. Når fysikerne via matematik prøver at forstå forholdene i mikrokosmos, befinder de sig i en tilstand, i en tankeverden af intelligensbåret matematik, som ifølge Martinus er en rent åndelig verden. Kun det faktum, at atomfysikerne stadig har en fysisk krop, holder dem fast til den fysiske verden, og dermed til en række måske bagvendte antagelser om det, de regner på, herunder den antagelse, at den fysiske verden er den virkelige og primære. I virkeligheden har fysikeren via sin koncentrerede matematiske tænkeevne i selve tanketilstanden sat sig udover de perspektivforhold, der synes at herske i det fysiske univers. Gådens løsning kan således synes snublende nær, hvad der også indirekte afspejles i nogle af de matematiske teorier, hvor der regnes med mange flere dimensioner end de fire grundlæggende, vi kender til i den fysiske verden – længde, bredde, højde og tiden.

I Livets Bog, bind 6, stk. 2112-2016 tager Guddommen gudesønnen med på en rejse i mikrokosmos:

"Du ser eller iagttager nu her sammen med mig fra et så dybtliggende mikrokosmisk udsigtspunkt, at de levende væseners organismer i dit mellemkosmos hver for sig her fremtræder som et makrokosmos, et verdensalt. Vi iagttager fra et så dybtliggende mikroskopisk felt, at selv en elektron fremtræder for os her i samme størrelse som jordkloden. Fra dette stade i mikrokosmos kan du nu sammen med mig få et fuldkomment overblik over, hvad der foregår indeni din organisme, når din bevidsthed arbejder, og du tænker og oplever, handler og skaber på det fysiske plan." (Stk. 2114)

"I følge kosmiske analyser, vi senere skal komme tilbage til, er alle størrelser lig den samme størrelse. [...] Mikrokosmos er i virkeligheden ligeså stor som makrokosmos, og makrokosmos ligeså lille som mikrokosmos. "Én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag"." (Livets Bog, bind 2, stk. 312)

Set i det rette perspektiv er der måske ikke noget mærkeligt i, at der kan leve "animalske livsenheder" på elektroner. Elektronen nede i atomet vil af de, der bebor den, blive opfattet som lige så stor som den jordklodeelektron, vi nu bor på, og som vitterlig er forsvindende lille i astronomisk sammenhæng. Og hastigheden, med hvilken elektronen drejer om "solen" / atomkernen, er næppe så voldsom, som vi jordmennesker kan regne os til – eller den vil ikke blive opfattet som voldsom!? Set fra de væseners perspektiv, som lever på "elektronen", må der være masser af tid til at nå det hele. Uden at man af den grund skal tro, at elektronen bevæger sig specielt langsomt. Planeten Jorden roterer omkring sin akse med en hastighed på 1670 km/t ved ækvator. Den bevæger sig omkring solen med en hastighed på 107.200 km/t = 30 km/sek. Solsystemet bevæger sig omkring Mælkevejens centrum med en hastighed på mere end 800.000 km/t. Det er langsomt i forhold til galaksernes og galaksehobenes bevægelse i universet. Ingen af delene mærker vi som bekendt noget til udover døgnets og årstidernes skiften.

Selvom størrelse, afstand, hastighed og tid kosmisk set må være illusioner, skal Kaj og Gerda alligevel passe på, når de går over vejen, for perspektivet, vi ser tingene i, er ikke mere illusion, end at vi er nødt til at indrette os efter det, så længe vi lever med en fysisk krop i en fysisk verden.

PS: Der er et aspekt, der er en yderligere udfordring for vores forståelse af dette emne. De fysiske inkarnationer for livsenhederne bliver kortere og kortere, når man bevæger sig nedad i spiralkredsløbet. Atomlivsenheder har således, ifølge Martinus, fysiske inkarnationer, der varer sekunder (Livets Bog, bind 3, stk. 923). Den fysiske livslængde for elektronlivsenhed skal derfor formentlig tælles i brøkdele af sekunder. Alligevel opfattes den fysiske verden herunder atomer som særdeles stabile og uforanderlige.