Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– Tag, hvad du kan bruge, og lad resten ligge, sagde Martinus om sit verdensbillede. Du behøver ikke at sige ja til det hele.

Ikke det? – Spørgsmålet er særlig aktuelt for os, der går stille med dørene, når det gælder religiøse ord, hvilket der ikke er noget at sige til, for sådan har det været siden oplysningstiden i 1700-tallet. Det er blevet en kollektiv overenskomst i et moderne, sekulariseret samfund, at religion er en privat sag, som man ikke skilter med.

Men Martinus skiltede i høj grad med religiøse ord i sine bøger og lagde ikke skjul på, at han havde et nært forhold til Gud. Hans verdensbillede var et personligt verdensbillede, gennemsyret af Guds ånd. Og samtlige levende væsener var for ham Guddommens ånd i forskellige udgaver og former.

Kan jeg se bort fra disse religiøse ord og alligevel få hans verdensbillede til at hænge sammen? Ja, det går fint. For nogle mennesker er det umuligt, men ikke for mig. Jeg læser hen over disse ord og hæfter mig ikke synderligt ved dem, behøver dem ikke og accepterer, at sådan havde Martinus det altså med Gud.

Derfor er det heller ikke svært for mig at læse Martinus, skønt min baggrund er det modsatte af religiøs. Men det passer mig faktisk udmærket, at hans verdensbillede rummer en logisk begrundelse for Guds eksistens. For så har jeg en teoretisk forklaring på den mærkelige fornemmelse af sympati, der altid stråler mig i møde, når jeg står under den tindrende stjernehimmel. Som et stort, levende væsen, der vil mig det godt.

– Gud, formoder jeg?

Jeg får ikke noget svar derudefra. Dette store væsen foretrækker åbenbart også at gå stille med dørene. Men der er et altomfattende nærvær og en tavs styrke i denne stilhed.

For nogle mennesker vil Martinus' verdensbillede være en teori, for andre en dyb og varig indsigt, som følger dem i det daglige liv og farver hele deres tilværelse. Men det ene udelukker ikke det anden. Det ved jeg, for jeg hører hjemme i begge lejre, og det er dette paradoks, der giver mig brændstof til de artikler, jeg skriver her i bladet. De er ofte udtryk for en indre dialog, hvor intelligens og følelse udfordrer og provokerer hinanden. Intuitionen får mæle, når intelligens og følelse finder sammen i en formulering, der tilfredsstiller dem begge.

Hvad Martinus selv angik, så ønskede han at stå frit. Folk kunne bare tage, hvad de havde brug for, og lade resten ligge. Det måtte blive en sag mellem dem og Forsynet. Og dermed mente Martinus, at ikke han, men kun Gud selv kunne gøre hans verdensbillede til mere end en teori. Så det synes jeg bare, vi skal holde fast ved.