Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2013/5 side 158
Nyt fra sagen
Netværk for åndsforskning inviterer til konference i pinsen 2013!
Tema for konferencen er "Teori og praksis: åndsforskningens rolle i det 21. århundrede". Konferencen ser på en række oplæg, der på forskellig vis berører åndsforskningens rolle i det 21. århundrede i dialog med etableret forskning på området. Bl.a. vil der være oplæg af Niels Viggo Hansen, der er ph.d. i filosofi og forskningsleder på Center for Forskning i Eksistens og Samfund, Københavns Universitet. Konferencedag er søndag d. 19. maj i Fyrrebakken, Martinus Center, Klint.
Konferencen arrangeres af netværk for åndsforskning, der er et selvstændigt og tværfagligt studiemiljø. Netværket har til formål at danne platform for brobygning mellem Martinus' analyser og andre videns- og forskningsmiljøer fx på natur-, sundheds- og samfundsvidenskab eller fx de mere "alternative" vidensmiljøer omkring forskning i parapsykologi, intelligent design og lign.
For yderligere information og tilmelding til konferencen kontakt venligst Jens Christian Hermansen, jch@soc.ku.dk
Charlotte Anderson
 
Ny bogudgivelse
Maria Meucci (født i Italien, nu bosiddende i Herning og deltager i Martinus-studiegruppe der) har netop udgivet bogen Udrejse og Indrejse, som er en selvbiografi, der beretter om hendes livs mange rejser og åndelige søgen, der bringer hende til Danmark, hvor hun møder Martinus' åndsvidenskab. Bogen er udgivet på forlaget "Bladfald" og koster 149 kr. (Bogen kan bestilles via mail: pegasus.edith@hotmail.com)
Edith S. Grønbæk
 
Har du overvejet at skrive
en artikel til Kosmos?
 
Tips om martinus.dk
Vidste du, at Martinus Instituts hjemmeside indeholder en brevdatabase med i øjeblikket 133 breve? Med tiden kommer der flere til. Teksten er tastet ind i databasen, så den er let at læse, og du kan åbne en pdf-fil for hvert brev og se en fotografisk gengivelse.
 
Det er muligt at foretage simpel søgning i brevene, men du kan også filtrere dem ud fra afsender, modtager, afsendersted, modtagersted og tidsrum. Filtreringen kan oven i købet kombineres med søgning.
 
Vælg punktet "Online bibliotek" og derefter underpunktet "Brevdatabase".