Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forskere fra Irland og Skotland har fundet ud af, at små dyr på grund af deres størrelse ser omgivelserne i højere opløsning, end vi gør, og at de derfor har en anden tidsopfattelse end store dyr. Jo mindre dyret er, og jo højere stofskifte det har, desto langsommere går tiden for det. Det betyder, at små dyr ser verden i slowmotion i forhold til os. Undersøgelsens resultater forklarer, hvorfor fx en flue har nemt ved at slippe væk, hvis vi nærmer os med en hånd. I fluens perspektiv bevæger hånden sig meget langsomt, op til fire gange viser undersøgelsen, så fluen har god tid til at flytte sig.

"Interestingly, there's a large difference between big and small species. Animals smaller than us see the world in slo-mo. It seems to be almost a fact of life" (Dr. Andrew Jackson, Trinity College Dublin).

Opdagelsen blev gjort ved at undersøge dyr i forskellige størrelser med en blinkende lygte. Forskerne målte "den kritiske blinkefrekvens", der fortæller, hvor mange gange en lygte kan blinke pr. sekund, før blinkene smelter sammen, og lyset opfattes som konstant. Mennesker kan ikke længere se, at lyset blinker, når det blinker 60 gange i sekundet, hvorimod et lille jordegern først når dertil, når lyset blinker 120 gange i sekundet.

At små dyr opfatter verden i slowmotion betyder, at de også ser deres fjenders bevægelser i langsom gengivelse, og det har selvfølgelig stor betydning for smådyrenes evne til at overleve.

Den forskellige tidsopfattelse hos små og store dyr ser ud til at være et alment princip, der rækker ud over jordklodens skabninger. I symbol 45 fra symbolbog 5 beskriver Martinus perspektivforholdet mellem mennesket og makrokosmos. Når vi kigger op mod en klar nattehimmel, ser vi et mylder af stjerner og stjernesystemer. Det, vi ser, er en levende organisme, men den er forstørret så meget op, at vi kun kan se et meget lille udsnit af den. Vi ser en lille del af et gigantisk væsen, i forhold til hvilket vi er som små mikrober.

"I forbindelse med dette symbol må vi lave et tankeeksperiment, hvor vi forestiller os et menneske, der er forstørret op, så det fylder hele vor himmel så langt ud i verdensrummet, som vi overhovedet kan iagttage. Der ville vi ikke se et menneske, men fra et vist synspunkt ville vi se dette billede. Vi ville se et stjernesystem, en menneskeform derude, men det ville bestå af solsystemer, mere eller mindre tæt beliggende, alt efter de strukturer, som de danner i organismen. Det kan jo forekomme mærkeligt, at figuren ligger vandret, og at vi ikke kan se nogen bevægelse. Men når den er forstørret så meget op, må vi huske på, at sekunder for et makrokosmisk væsen svarer til århundreder eller årtusinder for os. Således er vore liv så mikroskopiske, at vi i forhold til dette billede ikke kan se nogen bevægelse. I forhold til det lille jordliv, vi har, er afstandene så store, at vi ikke kan se den smule bevægelse, der foregår. Derfor vil billedet se stillestående ud, ligesom de store stjernesystemer ude i verdensrummet. Selv vældige spiraler, der hvirvler rundt, vil forekomme stillestående. Så længe menneskene har set på dem, har de tilsyneladende ikke flyttet sig, skønt de er i en vældig bevægelse. Men det er, fordi menneskene er så små i forhold til disse gigantiske områder. I dette panorama er den bevægelse, der kan ske i løbet af et jordliv, så lille, at menneskene ikke kan se den. Og således ville vi se mennesket som et stjernesystem ude i verdensrummet." (Det Evige Verdensbillede, bog 5, symbol 45, stk. 1)

Stjernesystemerne er så gigantiske i forhold til os, at vi ser deres bevægelser i ultra-slowmotion, som det kræver mange inkarnationer at kunne opfatte. Stjernerne ser ud til at være i de samme positioner, år efter år. I gamle dage kaldte man af den grund stjernerne for fixstjerner (= faste stjerner) til forskel fra planeter, sol og måne, som man kunne iagttage flyttede sig. I virkeligheden bevæger stjernerne sig med kolossale hastigheder, og kun med specielle måleinstrumenter kan vi konstatere det.

Der er tilsyneladende tale om et princip i livet, at tiden opfattes forskelligt af væsener med forskellig størrelse. Ikke kun af væsener inden for samme spiralkredsløb, som forskerne nu har opdaget det med jordklodens dyr, men også af væsener i forskellige spiralkredsløb, som Martinus har forklaret.

Jordklodens alder er knap 5 milliarder år, og et menneskes inkarnation på kloden må for jorden virke som en brøkdel af tid. Men sådan føles det ikke for os. Vi føler, vi lever et langt liv og er mætte af dage, når vi kommer til alderdommen. Sådan føler små dyr det formentlig også, selvom deres levetid ofte er kortere end store dyrs. En mus lever 1-3 år, og en kanin lever 5-10 år, men da de oplever tiden på en anden måde, end vi gør, opfatter de formentlig længden af deres liv ligesom os. Hvis vi kigger nedad i mikrokosmos, kan vi konstatere, at kroppens celler har en meget kort levetid, der kan måles i uger eller måneder. Men set fra cellens synspunkt er dens liv formentlig lige så langt som vores.

Når vi lever i den fysiske verden, er vi underlagt tid og rum, og vi opfatter de fysiske ting forskelligt, alt efter vores perspektiv og vores sanseevne. Mikrokosmos forekommer mikroskopisk lille, og makrokosmos kolossalt stort. Men det er ikke meningen, at vi skal blive ved med at opfatte tingene på forskellig måde. Størrelser hører den fysiske verden til. Alle levende væsener får mulighed for at opleve det samme, uanset om vi er en flue eller et jordegern, en celle eller en jordklode. Når vi får kosmisk bevidsthed, vil vi kunne opleve verden uden rummets og tidens begrænsning, bag om de relative foreteelser. Vi vil med vores intuition kunne bevæge os frem og tilbage i tiden og op og ned i makro- og mikrokosmos. Dette perspektiv beskriver Martinus i Livets Bog, bind 6, hvor han gengiver Guddommens tale til gudesønnen:

"... da du nu er hundrede procent udviklet i dobbeltpoletheden, som netop er fundamentet for din virkelige, organiske indvielse eller begyndende kosmiske bevidsthed, kan du følge mig videre her på livets allerhøjeste tinder. I kraft af den sanseevne, du her har til at hæve dig udenfor tid og rum, udenfor mål og vægt, bliver du således ganske uafhængig af størrelsesforhold. I den uindviedes verden kræver sansningen, at et sanseobjekt skal have en bestemt størrelse for at kunne sanses. Det kan være for stort eller for småt, for makrokosmisk eller for mikrokosmisk til at kunne iagttages, derfor kan uindviede væsener med denne begrænsede sanseevne umuligt opleve løsningen på livets mysterium, ligegyldigt hvor videnskabeligt de så end ellers måtte være begavede. Vi, du og jeg, kan altså vandre ind i et hvilket som helst mikrokosmos og se det udfylde et ligeså gigantisk rum for os, som det rum makrokosmos plejer at fremtræde i overfor vore fysiske sanser. Og vi kan på samme måde hæve os op over makrokosmos og se det svinde ind til at være et lille mikrokosmos overfor de samme sanser. Vi kan bringe disse to store kosmiske terræner i min stråleglorie ind under vore sansers overlegenhed og underlægge os enhver detalje i deres struktur. – Ja, min kære søn, det er mystikken eller hemmeligheden ved den sande bevidsthed, eller dette: at være "ét med mig"." (Livets Bog, bind 6, stk. 2112)