Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I et kælderrum i det, der engang hed Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og som i dag er en del af Københavns Universitet, hang en gipsafstøbning af et berømt fossil. Det fortæller en interessant historie om, hvordan mennesket tænkte for ikke så lang tid siden. Jeg havde påtaget mig opgaven at pakke en ret stor mineralogisk samling ned, der skulle flyttes. Samlingen består udover mineraler af plante- og dyreaftryk fra en fjern fortid. Nogle er ægte, og andre er gipsafstøbninger af de ægte. Således en gipsafstøbning af en kæmpesalamander, der er berømt.

Engang troede naturforskere, at det var et aftryk af mennesket før syndfloden. Aftrykket bliver kaldt Cryptobranchus (Andrias (billede af menneske))scheuchzeri. Johann Jakob Scheuchzer (1672 – 1733) var naturforsker, uddannet læge og besad et professorat i matematik og fysik i byen Zürich. Det berømte fund gøres i 1725. Scheuchzer leverer bevis for, at man her havde at gøre med et aftryk af mennesket fra før syndfloden. Det var beviset, der var interessant, ikke tanken om syndfloden. Ligesom Darwins evolutionslære i dag med modifikationer er stadfæstet som sikker viden, således var det før Darwin accepteret videnskab at dele udviklingen op i tiden før og tiden efter syndfloden. Naturvidenskaben havde således ikke afskåret forbindelsen til Bibelens syn på udviklingen. Denne bibelsk funderede tankegang findes der spor af langt op i 1800-tallet, også sideløbende med Darwins udviklingslære, der jo ikke blev accepteret fra den ene dag til den anden. Ligesom der før Darwin var evolutionstanker i spil og tanker om, at store omvæltninger / naturkatastrofer havde betydet visse arters udryddelse og andre arters opståen. Den tankegang er stadig en væsentlig del af nutidig evolutionslære. Man er ret sikker på, at fortidsøglerne uddøde ved en naturkatastrofe for ca. 65 millioner år siden, hvilket satte gang i udviklingen af pattedyrene. I princippet en parallel til syndflodstankegangen. Før katastrofen var dyrene primitive. Efter katastrofen / syndfloden tog de mere avancerede pattedyr over. Det skal lige indskydes, at det også er accepteret videnskab, at fuglene har en fjern fortid som øgler.

På Zoologisk Museum i København findes en meget omfattende og berømt samling af skeletdele fra fortidens dyr. De stammer fra huler i Brasilien, hvor en dansk forsker P.W. Lund (1801-1880) gjorde nogle opsigtsvækkende fund. Sine epokegørende resultater publicerede han i godt en halv snes afhandlinger i Videnskabernes Selskabs skrifter, de fleste under fællestitlen "Blik paa Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning" (1837-46). Om P.W. Lund tolkede sine observationer på baggrund af Cuviers katastrofeteori eller på baggrund af en syndflodstankegang, er der usikkerhed omkring. Ifølge bogen af Henrik Stangerup – Vejen til Lagoa Santa (1981) – var Lund funderet i tanken om syndfloden. Lund kendte ikke Darwin, men Darwin refererer til Lund i sit hovedværk.

Vi får et indblik i de betingelser, videnskaben har haft og stadig har at arbejde under. De observationer, man gør, skal kunne forklares logisk. Når man finder muslingeskaller og aftryk af tidligere havlevende dyr og planter højt oppe i bjerge, må det have en forklaring. Med Bibelen som udgangspunkt bliver det til en forklaring, der rækker 6000 år tilbage i tiden. I lyset af moderne naturvidenskab opstod livet for ca. 3,8 milliarder år siden. Jorden har undergået en total forvandling fra, at alle landmasser var samlet, til de i dag udgør udfoldede kontinenter. Når man på bjerge kan finde rester af havlevende dyr, skyldes det selvfølgelig, at der har været hav engang, men da var der ikke bjerge. De er langt senere skudt i vejret i kraft af kontinenternes bevægelse.

Videnskaben og ikke mindst naturvidenskaben er blevet hvermandseje. Darwin har også åndsvidenskabeligt betragtet været af største betydning for at bringe os mennesker i retning mod en mere logisk erkendelse af arternes udvikling. Alt, hvad mennesket har tænkt, har haft betydning for denne bevidsthedsudvikling, uanset hvor naivt det måtte tage sig ud set med nutidens viden. Fossiler er som skrifttegn i livets bog, der kalder på tolkning eller oversættelse. I dag er naturvidenskabens udviklingslære kemisk renset for religiøst tankegods. At evolutionen skulle have en retning, en hensigt, et mål, eller at der kunne ligge "intelligent design" bag organismernes særdeles hensigtsmæssige indretning, er ganske enkelt naturvidenskabeligt kætteri.

Religion, naturvidenskab og åndsvidenskab er reelt bevidsthedsfænomener. Det er tanker, mennesker gør sig om tilværelsen. Tanker der bliver styrende for opfattelsen af os selv. Men som Martinus skriver, så er det ikke tanker, der kun udspringer af den menneskelige fantasi. Heller ikke når det gælder religion. Religionerne handler i deres kerne om reelle, men mere skjulte åndelige egenskaber ved tilværelsen, på samme måde som naturvidenskaben handler om reelle, men mere synlige fysiske egenskaber ved samme tilværelse.

Når syndfloden engang var en del af forklaringen, var det naturligvis fordi, den religiøse ramme om tilværelsen endnu var lyslevende i menneskets bevidsthed. Med religionerne var vores tanker hængt op på en meget stor fortælling om altings sammenhæng med Gud i midten. Da var det kætteri at pille Gud ud af skabelsesberetningen som naturforsker. Darwin havde personlige kvaler omkring dette, at hans udviklingslære tilsyneladende bød op til et opgør med Guds centrale plads i tilværelsen. Det var for Darwin også en personlig splittelse. Åndsvidenskabeligt set var det blot et nødvendigt opgør med vores dengang vante forestillinger om Guds måde at skabe på. Opgøret resulterede i, at det i dag er kætteri at blande Gud ind i naturvidenskabens skabelsesberetning. På en måde er det knap kætteri. Naturvidenskaben mener at have så stærke beviser, at det blot opfattes som overmåde naivt og inderligt unødvendigt at forsøge at blande Gud ind. Naturvidenskaben står i dag stadig mere samlet omkring en "Big Bang" teori (der knap opfattes som en teori længere) og evolutionslæren med alt det, der er kommet til efter Darwin. Stoffet er i centrum. Livet er ganske enkelt stoffet, om end det kun er planter, dyr og mennesker, der anses som levende. Alt andet i universet er livløst, hvilket i høj grad råber på en logisk forklaring. Hvordan kan noget livløst frembringe liv og bevidsthed? Og som vores udvikling tydeligt viser, så er denne bevidsthed styrende for vores opfattelse af tilværelsen og styrende for vores handlinger. Alt tyder på, at den evolutionære erkendelsesrejse langt fra har nået sit endemål.

Står man som åndsforsker og betragter den undselige gipsafstøbning af mennesket fra før syndfloden, står man over for en stor fortælling om kampen for at forstå tilværelsen. Ifølge Martinus er vi med naturvidenskaben på en måde længere væk fra en sand beskrivelse af tilværelsen, end dengang vi var oprigtigt troende. Vi har skiftet et meningsfuldt religiøst livssyn ud med et meningsløst materialistisk livssyn. Alligevel er videnskaben af afgørende betydning for, at vi kan komme videre. Men hverken religionerne eller naturvidenskaben er tilnærmelsesvis fyldestgørende. Hverken hver for sig eller samlet. Der skal en ny større rammeforståelse til. En rammeforståelse man ikke direkte kan slutte sig til gennem fund af fossiler eller ved bedre apparatur til at gøre observationer i makro- og mikrokosmos. Som åndsvidenskaben afdækker, er det gennem at forstå os selv, vi kommer til at forstå alt andet. Det er ved at gennemskue det, som er allertættest på, vi får nøglen til at forstå det, som er allerlængst væk. Det er overmåde naivt at tro, at man gennem at forstå Big Bang kan komme til at forstå livet og dermed mennesket. For at forstå det, der foregår "uden for" mig, skal jeg forstå det, som foregår "inden" i mig. Eller de to verdener skal forenes. Det nye forløsende syn, der skal få alle brikker til at falde på plads, kræver en indre forvandling, som livet selv / de fysiske tilværelser / evolutionen – i virkeligheden Gud – indskriver i vores bevidsthed. Evolutionen har retning – har naturligvis altid haft det – og vil altid vedblive med at have det. Vi var dyr engang og er ved at blive færdigt udviklede mennesker. Denne gennem millioner af år fremadskridende bevidsthedsudvidelse gav os gennem tusinder af år tilknytning til forskellige trosretninger. I dag står vi over for den realitet, at gruppen af mennesker vokser, der har mistet evnen til at tro. Bevidsthedsudvidelsen gjorde flere og flere til noget så avanceret som videnskabeligt vidende, om end indtil videre hovedsageligt på materielle områder. Bevidstheden selv er endnu ikke forstået.

Vi skal med Martinus' ord indse: ""Bevægelse" og "liv" kan således ikke adskilles, men er som nævnt identisk. Der findes ingen som helst oplevelse af "liv" uden "bevægelse" og ingen som helst "bevægelse", uden at den er oplevelse af "liv". Men alle ting har to sider: en udvendig og en indvendig. Den "indvendige" side af bevægelsen er "sansefornemmelse", er oplevelse af behag og ubehag, tilfredsstillelse af begær, er sult og mættelse, kort sagt, viljeføring, bevidsthed, tænkning og dermed fornemmelsen af liv. Den "udvendige" side ved bevægelsen er vibrationer, bølgelængder, hastighedsgrader, mål og vægt, kort sagt, her er den kun faste, flydende, luftformige og stråleformige, foranderlige foreteelser." (Menneskeheden og verdensbilledet, småbog 8, kap. 30)

Naturvidenskabens domæne er den udvendige side af bevægelsen. Den indvendige side af bevægelsen, der betinger den udvendige side, lader sig kun afsløre indefra. Naturvidenskaben kan med sin metode kun undersøge ydersiden af alt det, der kan opleves. Herved bliver alt forgængeligt og tidsbegrænset. Selve observatøren / opleveren og skaberen, der finder glæde ved f.eks. at forske, er ikke en del af forskningsprojektet som andet end hjernen. Hjernen er naturligvis også udtryk for den udvendige side af bevægelsen. Åndsvidenskabeligt set handler det om at se alt i tilværelsen som livsytringer og bevidsthedsfænomener. Som årsag til livsytringerne og bevidsthedsfænomenerne i vores eget lille univers finder vi den skaber og oplever, vi mange gange dagligt omtaler som "jeg". Jeg løber! Jeg ønsker! Jeg føler! Jeg forsker! Jeg tænker! Jeg glædes! Jegets rolle i vores liv kan ikke overvurderes. Vores eksistens er i grund og bund identisk med dette "jeg". Jeget er evigt. Tilværelsen for alle er evig, præcis som de forskellige trosretninger alle har som en del af deres budskab. Selv en døgnflue har evigt liv.

Den bevidsthedsudvidelse, vi står overfor, der skal give os indsigt i sammenhængen i alt, er langt mere omfattende end overgangen fra en bibelsk baseret syndflodstankegang til Darwins evolutionslære sammen med alt det, som videnskaben har føjet til siden. Naturvidenskabens forskningsmetode fører ikke i lige linje til åndsvidenskaben!

Martinus gør selv opmærksom på, at det vil tage flere hundrede år, før åndsvidenskaben vil blive mere almindeligt udbredt og accepteret. Da Darwin udgav "On the Origin of Species", solgte den imponerende 3.800 eksemplarer allerede første år og hele 27.000 engelsksprogede eksemplarer i Darwins levetid. Naturvidenskabens måde at tænke på har bredt sig til hele kloden. Videnskaben i form af mennesker, verdensomspændende institutioner og apparatur er udtryk for "den "udvendige" side ved bevægelsen". Den "indvendige" side ved den samme bevægelse er det, det hele drejer sig om; ånd, viden, inspiration, glæde, oplevelse, skabelse, forståelse, erkendelse. Kort sagt åndelig udvikling. En udvikling alle mennesker på hvert deres niveau er involveret i, hvad enten de vil det eller ej, og uanset hvad de for øjeblikket tror på eller tænker. Det er alt sammen udtryk for nødvendige trin i en "indre" forvandling, der uundgåeligt fører til en vågen dagsbevidst oplevelse af Gud.