Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2014/6 side 185
Mellem himmel og jord
Månen var engang en våd verden
af Olav Johansson
Olav Johansson
I lang tid har den fremherskende naturvidenskabelige hypotese om vor månes tilblivelse været, at Månen er et resultat af en gigantisk kosmisk kollision mellem Jorden – i dennes tidlige historie – og en anden klode kaldet Theia, der formodes at have været af omtrent samme størrelse som planeten Mars. Denne kollision skulle ifølge den pågældende hypotese have løsnet så meget materiale, at Månen efterfølgende kunne dannes ved det, astronomerne kalder "accretion", dvs. en af gravitationskræfter styret samling af materie.
Men nu har en gruppe forskere nærstuderet en samling af meget gamle månesten, som en af de sidste astronauter, der besøgte månen i begyndelsen af 1970-erne, fik med hjem derfra, og de er kommet til den konklusion, at den ovenfor nævnte teori eller "skabelsesberetning" for måneklodens tilblivelse modsiges af, at der er fundet kemiske spor af vand i disse meget gamle sten – vand der sladrer om, at månen engang har været en "våd" verden. Dette passer ikke sammen med teorien om, at månen skulle være et "restprodukt" fra en gigantisk kosmisk kollision, da man mener, en sådan kollision ville have elimineret alle spor af vand.1
Det ser altså ud til, at månen har været en klode eller planet "i sin egen ret" så at sige, og ikke noget der bare "blev til overs" efter en kollision mellem to andre himmellegemer.
At månen engang har været en selvstændig planet – tilmed levende – påstår Martinus jo også. Citat: "Månen er således et klodelig. Den har engang for milliarder af år siden været en levende klode, har været en organisme eller bolig for et klodejeg. Den har været et makrokosmos for mikroliv, en verden for levende væsener af højere eller lavere art, som altså ved måneklodens død, eller dens jegs frigørelse fra sin fysiske organisme, langsomt uddøde. Dette "klodelig" kom ud af sin bane i rummet og blev til sidst indfanget af vort solsystem og knyttet til jordkloden, endnu før der var højere udviklet animalsk liv på denne." Martinus: "Rumrejser og det fysiske jordmenneske". (Kosmos nr. 2, 1997)
Men hvordan er det da med det, Martinus siger i citatet ovenfor, om at månen, da den blev et "planetlig", skulle være kommet ud af sin egen bane i et andet solsystem og senere være blevet indfanget af vort solsystem? Tidligere – f.eks. da Martinus skrev om dette i sin ovenfor nævnte artikel – var det inden for rumforskning helt ukendt, at der fandtes sådanne "hjemløse" kloder, der drev omkring mellem forskellige solsystemer – nu til dags ved man bedre. Det kan man f.eks. læse om i en artikel i "Illustreret videnskab" nr. 2, 2012.2
Og i nr. 3, 2013 i samme tidskrift findes en interessant komplettering om sådanne "vagabondplaneter", som man kalder dem, da forskerne i dag er kommet frem til, at en sådan "vagabond" formodentlig kan blive indfanget eller "adopteret" af et andet solsystem3 – altså ligesom Martinus påstår, at vor måne blev engang.
Dermed er det, Martinus siger om Månen, jo ikke bevist, men det virker unægtelig, som om forskningen begynder at nærme sig Martinus' udsagn mere og mere – også på dette område!
Noter
  1. www.sciencedaily.com/releases/2013/02/130218132355.htm
  2. illvid.dk/nyt-blad/velkommen-til-nr-22012
  3. illvid.dk/universet/astronomi/stjerner-kan-adoptere-vagabond-planeter
Oversættelse: Bodil Feilberg
 

"Genesis Rock" ("skabelsessten") kaldes denne og nogle andre meget gamle månesten, som astronauterne på Apollo 15 hentede med hjem til Jorden. Nu har det vist sig, at disse sten indeholder spor af vand, hvilket kan føre til, at naturvidenskabens "skabelsesfortælling" om vor månes tilblivelseshistorie må skrives om ...