Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2014/6 side 187
Revisionen har ordet
Kommentarer til årsrapporterne 2013
af Linnea Weinreich, Trekroner Revision A/S
Linnea Weinreich
Årsrapporterne 2013
Hovedtallene fra årsrapporterne 2013 fremgår nedenfor. Vi gør opmærksom på, at der er tale om et uddrag af de væsentligste hovedtal fra årsrapporterne, og henviser til de officielle årsrapporter for yderligere specifikation og uddybning. Ligesom vi såvel som Instituttet gerne står til rådighed for besvarelse, såfremt der måtte være spørgsmål eller kommentarer til regnskaberne. Vi kan oplyse, at vi har forsynet begge årsrapporter med en revisionspåtegning uden forbehold eller supplerende oplysninger den 14. maj 2014.
I det følgende benyttes forkortelsen t.kr. for tusinde kroner.
Idealfonden
Som det fremgår af regnskabsuddraget, har resultatet i Idealfonden udgjort t.kr. -432 i 2013. Der er i 2013 uddelt i alt t.kr. 840, hvoraf de t.kr. 67 er anvendt af tidligere hensat til senere uddeling. Dette har medført en regulering af den udskudte skat, hvilket har haft en positiv effekt på resultatopgørelsen med t.kr. 286.
Der blev i året modtaget bekræftelse på, at fonden er at betragte som en erhvervsdrivende fond. Dette har medført, at den tidligere opdeling af fondens aktiver og kapital i bundne og frie midler, ikke længere er relevant. Hele resultatet er således overført fra egenkapitalen, der herefter udgør t.kr. 29.878, hvoraf de t.kr. 2.000 er grundkapitalen.
Alle hensættelser fra tidligere år er således nu uddelt, og uddelinger sker af de overførte opsparede midler fra tidligere.
Siden 1. januar 2008 har Idealfonden været godkendt efter Ligningslovens §8A, hvilket betyder, at der for giveren er skattemæssigt fradrag for gaver, der gives til Idealfonden, såfremt gaven årligt højst udgør kr. 14.500. For at opnå dette fradrag, skal giveren oplyse sit cpr-nr., når gaven gives.
Aktivitetsfonden
Resultatet i Aktivitetsfonden har i 2013 udgjort t.kr. -865 Resultatet skyldes hovedsagelig, at fondens indtægter ikke kan dække de faste udgifter og lønninger.
Årets resultat er overført fra egenkapitalen, der herefter udgør t.kr. 3.807.
Da fondens grundkapital udgør t.kr. 4.000, er der i den kommende tid fokus på at tilpasse aktiviteterne.
Som følge af de ændrede regler omkring arbejdsgivers forpligtelser til at oplyse alle vederlag til SKAT, har der i 2013 i lighed med de senere år været særligt fokus på afregning af kost og logi for frivillige. SKAT har i 2011 givet bindende svar om, at den nu fastsatte egenbetaling er rimelig, set i forhold til Instituttets omkostninger til kost og logi. Det bindende svar er som udgangspunkt gældende i 5 år, og eventuel stigning i egenbetaling vil ske i takt med prisudviklingen i øvrigt. Der er i 2013 indtægtsført t.kr. 347 i egenbetalinger fra frivillige.
Afslutning
Årets resultat for 2013 må for begge fondes vedkommende anses for acceptable, trods de negative resultater, dette set i lyset af modtagne arv, bidrag og gaver. Det anses for tilfredsstillende, at der er igangsat projekter, som der har været hensat midler til i tidligere år, ligesom det er tilfredsstillende, at der nu er kommet afklaring på fondenes stilling i forhold til de erhvervsmæssige aktiviteter, herunder at der ikke længere er krav om opdeling af midler i bunden kapital.
Det er revisionens opfattelse, at rådene for begge fonde udfører et ansvarsfuldt arbejde og fuldt ud lever op til Instituttets formål.
Bestyrelsesberetning 2013
Vi skal have balance i økonomien
Økonomien har historisk set, og lige siden Martinus' egen tid, været baseret på, at en del af indtægterne kommer fra arv og gaver, foruden at en meget stor del af arbejdet bliver udført af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Da der i sagens natur altid er betydelige udsving i disse arve- og gavebeløb, vil dette afspejle sig i de enkelte regnskabsår. Nogle år vil være bedre end andre. 2013 var således et mindre godt år i den henseende, og vi har derfor et underskud i begge fondene i 2013. Indtægterne fra bogsalg, kursusaktivitet m.m. har gennem de senere år været faldende. Det agter vi at gøre noget ved og har taget initiativ til fornyelse og nytænkning på flere områder. Vi forventer, at 2014 bliver bedre, og budgetterer med et samlet overskud for 2014.
Vores indtægter kommer – foruden fra arv og gaver – fra bogsalg og fra Kosmos-abonnementer samt fra indtægterne i Klint i form af boligudlejning, salg af kurser og fra Restaurant Terrassen. Desuden har vi et afkast af obligationsbeholdningen. Set over en årrække udgør driftsindtægterne omkring 75 % og gaver 25 % af de samlede indtægter. Uanset, at der tilløber os en tilsyneladende jævn strøm af arv og gaver, har vi besluttet, at vi løbende fremover vil arbejde på at gøre os mere uafhængige heraf. Ud over at organisere arbejdet så optimalt som muligt overalt i organisationen og i det hele taget holde udgifterne nede, hvor vi kan, er vi også nødt til i endnu højere grad at finde en balance mellem de ressourcer, vi bruger på de forskellige aktiviteter, og de indtægter, vi herved skaber.
Martinus Institut har store forpligtelser i form af at udgive og bevare Martinus' værk, at gøre det tilgængeligt for interesserede samt at undervise i værket. Mere og mere af formidlingen og kommunikationen sker i dag via internet, hjemmesider og sociale medier og er langt mere intensiv og ressourcekrævende end tidligere. De senere års forcerede udvikling omkring disse nye digitale platforme har været og vil i fremtiden fortsat være en stor udfordring, men vi syntes selv, at vi allerede er kommet godt med, og vi har fine nye tiltag på vej på området i den kommende tid.
Et kig ind i fremtiden
Fremtidens formidling – brobygning mellem åndsvidenskab og samfund
Vi vil i højere grad have fokus på at formidle Martinus' åndsvidenskab tilpasset tidsånden og i øjenhøjde med omgivelserne, således at bredere kredse end tidligere kan finde åndsvidenskaben interessant og brugbar. Martinus ønskede jo, at åndvidenskaben skulle være for alle og ikke kun for en lille udvalgt skare. Der arbejdes således hårdt i undervisningsgruppen for at udvikle endnu bedre kurser og undervisningsformer. Desuden har vi et stort fokus på udvikling af formidlingen digitalt på forskellige måder.
Fremtidens formidling og undervisning vil mere og mere komme til at foregå over nettet, især naturligvis når vi tænker internationalt. Det vil i praksis sige især engelsk. Martinus Instituts økonomiske indtjening og fundament vil derfor også skulle komme fra disse online services. I tråd hermed har vi ligeledes i Martinus Forlag haft fokus på udgivelse af e-bøger, hvor vi allerede er kommet rigtig langt.
Martinus Center Klint skal være endnu bedre – også uden for højsæsonen
For at det skal være attraktivt at være gæst i Centeret, skal rammer og indhold være i orden. Vi arbejder på at gøre det til en endnu bedre og endnu mere inspirerende oplevelse at komme i Centeret både som refugiumbesøgende, feriegæst og som kursist. Foruden at kunne bo i Centeret skal der være noget at opleve, der skal være faste daglige åbningstider i reception og café, og Restaurant Terrassen vil få flere og flere åbningsdage i de kommende år.
Vi vejrer ny morgenluft – men med sund økonomisk fornuft
Aktivitetsniveauet vil også fremover være en balancegang mellem vore ambitioner og de økonomiske begrænsninger, som vi i lighed med de fleste andre organisationer har. Vi er nødt til at være effektive og fremsynede og lave velovervejede prioriteringer, hvor vi her og nu ikke vil kunne tilgodese alle vore ambitioner i ønsket omfang. For at kunne varetage vore mange forpligtelser og opgaver betryggende, er vi nødt til at have basis i en økonomi med sund fornuft.
Men vi er meget fortrøstningsfulde omkring fremtiden og glæder os til at se, hvad de kommende år vil bringe. Vore dygtige medarbejdere arbejder med fornyelser på flere områder, og vi kan faktisk allerede nu fornemme positive reaktioner på vores tiltag. I vinter havde vi 125 gæster, og dermed udsolgt, til et af foredragene på Instituttet, ligesom der har været særdeles gode tilmeldinger til nogle af forårets kurser i Klint og god interesse for refugium og ferieophold i Klint. Og ikke mindst var arbejdsugen i påsken den mest travle i mange år, med op mod 110 frivillige medarbejdere i løbet af ugen.
Vi glæder os til at se jer alle i det kommende år både på Martinus Institut og i Martinus Center Klint samt til at møde jer på internettet.