Kosmos 2014/9 side 276
Længslen efter lyset
af Micael Söderberg
Hvordan mon vore liv ville forme sig, hvis vi ikke nærede længsler efter nye oplevelser, nye mennesker og nye tilværelsesformer? Der er altid et eller andet, vi godt kunne tænke os at forbedre eller ændre på i tilværelsen. Måske søger vi efter kærlighed og venskab, visdom og kundskab eller bare efter fred og ro; fred og frihed. Det ville være utænkeligt ikke at have ønsker om forandring, selv i de tilfælde, hvor vi er temmelig tilfredse med livet. At længes efter noget indebærer samtidig et ønske om at komme væk fra noget andet; noget vi helst vil undgå: ensomhed, sorg, stress, angst, sygdom eller helt enkelt blot noget, vi er blevet godt trætte af. Vi søger en kontrast til det, der ikke længere kan inspirere os. Det, der engang var lys, er nu blevet til noget mørkt og ubehageligt.
Vores dobbeltnatur
Martinus beskriver, at vi dels er drevet af dyriske egenskaber og begær, dels af humane talenter og behov. Den dyriske del er forbundet med ønsket om ægteskab og familie, men også med magtbegæret og evnen til at lykkes i kampen for tilværelsen. Den menneskelige side af os tørster efter skabelse på forskellige måder og kærlighed uden et underforstået krav om et livslangt samliv med én speciel partner. Så længe vi besidder disse modstridende tendenser, vil vi også føle os utilfredsstillet i et vist omfang, idet der eksisterer et misforhold eller en ubalance mellem det, vi vil, og det, vi gør eller evner. Ubevidste bevæggrunde og behov styrer os, samtidig med at vi måske bevidst har forhåbninger, der går i en modsat retning. Vi er endnu ufærdige væsener, som længes efter lyset, fordi vi til overmål er blevet mætte af mørket. Men vi ved endnu ikke, hvordan vi kan skabe os en lys skæbne, eller hvad lyset i sidste ende betyder. I vores uvidenhed forsøger vi at bekæmpe mørket med midler, som er uforenelige med kærlighed.
Lyset i horisonten
Vores forestilling om "lyset", og dermed kærligheden, er farvet af en nostalgisk længsel efter noget, som er ved at gå tabt, og omridset af noget, som vi endnu ikke kan skelne i detaljer. Hvad er kærlighed egentlig for noget? Hvad er den dybeste mening med længslen efter fællesskab og samhørighed? For det moderne menneske er det et mysterium, at kærligheden synes at være så undvigende og svær at fange. Vi søger efter den på datingsider på nettet, i nattelivets dunkle skær eller på et kursus i oliemaling. Nogle har opgivet og har skabt sig et liv under betingelser, som de ikke synes at kunne påvirke. Andre holder fortvivlet fast ved en livspartner, selvom den gensidige tiltrækning for længst er aftaget, og samlivet mere og mere har taget form som et kammeratskab. Man må tage, hvad man kan få! Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får! Men der findes naturligvis også dem, der i mere eller mindre god gensidig forståelse går hver til sit for at udforske kærlighedens muligheder andetsteds. Ikke sjældent ser man, at initiativet er drevet frem af en opblussende forelskelse i en anden partner. Forelskelsen får os til at føle os som hele og mindre alene; den er en slags kunstig åndedræt i et eksistentielt vakuum, hvor Guds fravær er umiskendelig. Den repræsenterer den sidste udvej i en tid, hvor vores evne til at tro på en højere magt er blevet reduceret til et pligtskyldigt besøg i kirken, hvor et ældgammelt ritual forsøger at få to elskende til at holde fast ved hinanden livet ud. Det moderne menneske er overbevist om sjælens ubodelige ensomhed, men nægter at acceptere sin skæbne uden modstand.
Ifølge Martinus kan vi forstå, at længslen efter kærlighed er et udtryk for vort ønske om at blive et med Guddommen. Vort inderste jeg er en stråle af Guds altomfattende jeg, og vor bevidsthed er uløseligt forbundet med samme Guds bevidsthed. Når vi er på bølgelængde med og føler kærlighed til et andet væsen, opstår der i os en uimodståelig trang til at blive ét med dette væsen, og på et ubevidst plan er dette en genkendelse af vort jegs identitet med det andet væsens jeg. Kærligheden skaber et begær efter at glæde og kærtegne andre væsener, og hvis ikke den fysiske materie stod i vejen, ville vi, ifølge Martinus, bogstavelig talt "gå ind i hinanden" og blive et med hinanden: "Hvis parternes fysiske legemer kunne gå ind i hinanden og ikke var forhindrede deri i kraft af den faste, fysiske materie, de består af, ville de fuldstændig smelte sammen og i ydre udseende kun være at se som ét legeme, selv om de mentalt set stadig ville være to individualiteter. Kærligheden forener således væsenerne mentalt set." (Livets Bog, stk. 2477)
Forelskelsen er en svag afglans af den ægte kærlighed, som aldrig vil resultere i ulykke eller jalousi. Den rene kærlighed er baseret på gaveprincippet, mens forelskelse kan være ophav til smertefulde kvaler, når genstanden for forelskelsen vender én ryggen, og den første opblussende lidenskab har lagt sig. Først da ser man den sande virkelighed bag passionen, og måske viser det sig, at der kun er ganske få berøringspunkter tilbage, som kan holde liv i en mere intim relation. Det kan være en lang og sejlivet proces at se sandheden i øjnene og forstå, at samlivet og den fælles tilværelse ikke kan skabe den mening eller følelse af helhed, som man søger efter. Men disse erfaringer er nødvendige for, at vi kan begynde at forstå den rene kærligheds natur. Forelskelsens (eller ægteskabskærlighedens) mission er, ifølge Martinus, "at gøre de to parringsvæsener eller ægtefæller til gensidigt livsanimerende, lysende og varmende stjerner for hinanden her i en verden af livets kulminerende mørke; en verden uden Gud og alkærlighed". (To slags kærlighed, kap. 34)
Den rene kærlighed – alkærligheden
Kærlighedsevnen vokser, alt eftersom vi bliver i stand til at handle uselvisk og hellere selv vil lide end at lade andre lide. Kærlighed fremmer ydmyghed og frihed fra ambitioner. Den retter sig ikke mod en særlig partner af det modsatte køn. Tværtimod resulterer den spirende kærlighedsevne i en modvilje mod at forpligte sig til ægteskabet og den traditionelle "parringsakt". Martinus beskriver, hvorledes "den højeste ild", altså "Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten", det evige lys eller selve urkraften bag alle skabelser, under parringskærlighedens degeneration, igangsætter et ønske i hvert individ eller væsen om at kunne få lov til at opleve en kulminationsoplevelse i forening med et individ af samme køn som det selv. Når mandens og kvindens seksuelle lyst ikke længere retter sig mod en person af det modsatte køn, vil det, ifølge Martinus, være naturligt, at de drages mod individer af eget køn. Hvordan kan dette være muligt?
Martinus forklarer, at både manden og kvinden i sin åndelige struktur er udstyret med to seksuelle poler, som strukturerer bevidsthed, ønsker og behov, og alt, hvad vi i det hele taget tænker og føler. Kvindens feminine pol og mandens maskuline pol er drivkræfter gennem hele den dyriske epoke, mens den begyndende humane side bæres frem af den modsatte pol, det vil sige den maskuline pol i kvinden og den feminine pol i manden. Den ægte kærlighed, alkærligheden, er baseret på en psykisk struktur, som ikke resulterer i en seksuel tiltrækning mellem to personer af det modsatte køn. Mennesket er blevet dobbeltpolet; den maskuline pol og den feminine pol har fået lige stor bærekraft i individets psyke. I fremtiden vil der således ikke eksistere "mænd" og "kvinder", men udelukkende "mennesker", som alle er dobbeltpolede. Det er en langvarig proces, som Martinus har forklaret i detaljer i femte bind af sit hovedværk, Livets Bog.
Men allerede nu om dage ses markante virkninger af den indre forvandlingsproces fra enpolethed til topolethed i hvert eneste menneske. Det er, ifølge Martinus, kun naturligt, at mennesker omkring os får sværere og sværere ved at leve sammen i ægteskabet igennem et helt liv. Det er naturligt, at mennesker, der ønsker at elske og kærtegne individer af samme køn, bliver mere og mere synlige i samfundet. Denne passage medfører store omvæltninger på kærlighedsområdet, og indebærer ikke kun besværligheder i parforholdet, men også indre eksistentielle spændinger og udfordringer. Martinus skriver om den dobbeltpolede kærlighed: "At den måske ikke virker smuk og fuldkommen i sin spæde begyndelse". Men dette er helt naturligt og "... det forandrer ikke, at det er denne begyndende alkærlighed, der skal redde menneskeheden ud af krigens og dødens mørke, helvede og ragnarok". (To slags kærlighed, kap. 51)
Fødselsveer
Alt det, som har været dybt forankret i vores kulturelle og moralske forestillingsverden, vil således i bund og grund ændre sig! Forandring sker ikke på et øjeblik – og hvert menneske har sin egen vej at gå. Inden vi når frem til at blive "færdige mennesker i Guds billede", har vi en meget tung vej at gå, ifølge Martinus. De, der har forladt det enpolede stadie og som nu ikke længere kan skjule deres dobbeltpolede natur, kan blive mødt af en uforstående almenhed, som ikke kan acceptere, at to mennesker af samme køn kan have dybtgående sympatiske følelser for hinanden. Hos det menneske, som endnu er domineret af den ene pol, vækker dette de dyriske følelser af antipati til live, og undertiden kan forfølgelsen af disse dobbeltpolede personer være sanktioneret af samfundets love. I de nordiske lande er der naturligvis sket store ændringer i de seneste årtier, og åbenheden og tolerancen er blevet meget større. Men der er stadig dødsstraf for den dobbeltpolede kærlighedskontakt mellem to mennesker af samme køn i nogle dele af verden.
Heteroseksualiteten er stadig dominerende i vort samfund og vil fortsat være det i en overskuelig fremtid. Hvordan skulle det ellers være muligt at inkarnere? Det "naturlige" er, at man beholder sin heteroseksuelle præference så længe som muligt gennem det seksuelle forvandlingsområde. Mennesker udvikles parallelt på mange forskellige planer, og så længe der er et klart ønske om et intimt samvær med en person af det modsatte køn, så fører den vej også mod lyset. Martinus vil kun gøre os opmærksomme på, at den ægteskabelige kærlighed er på retur og vil blive erstattet af noget andet. Mange mennesker befinder sig i dag i "de ulykkelige ægteskabers zone", og i denne zone finder vi også de allerhøjst udviklede og humane heteroseksuelle mennesker på vor klode, de såkaldte "H-mennesker", if. Martinus' begrebsverden. I de tilfælde, hvor mennesket ikke har været involveret i en forceret udvikling på seksualitetens område, får den modsatte pol langsomt mere og mere plads i individets bevidsthed og påvirker det, som han eller hun i sidste instans vil bruge sit liv og hverdag på. Den højt udviklede heteroseksuelt orienterede mand eller kvinde er i besiddelse af en meget fremtrædende skaberevne og engagerer sig ofte, if. Martinus, i humane projekter, som vil komme menneskeheden til gode. De er ikke særlig ægteskabeligt orienterede, og derfor ser man, if. Martinus, ikke så ofte ægteskab mellem to meget højt udviklede heteroseksuelle personer. Begge har simpelthen en længsel efter oplevelser, som går i helt andre retninger: kultur, spiritualitet, videnskab og almenmenneskelige aktiviteter.
Når livet kommer på afveje
Polforvandlingsprocessen er nødvendig og uundgåelig. Den omskaber bevidstheden, om vi vil det eller ej. Men mennesket har fri vilje og reagerer på skæbnen ud fra sin begrænsede forståelse af livet og virkeligheden. Vi kan vælge at tage stoffer, som er skadelige for krop og sjæl; vi kan hengive os til behov og begær, som fører os dybere og dybere ind i en mørk spiral af lidelse og selvforagt; vi kan gå imod vor inderste natur og vikle os ind i relationer, som skaber fremmedgørelse og sårbarhed. Mennesker eksperimenterer med deres seksualitet eller gør den til en handelsvare. Der, hvor moralen ikke er afbalanceret i forhold til den seksuelle drift, risikerer mennesket at havne i en tilstand, hvor det udsætter sig selv og andre for stor fare. Martinus skriver, at det er en meget alvorligt sag at udsætte det seksuelt umodne væsen for overgreb, da det forårsager en lang række lidelser.
De mennesker, som følger en anden vej end den "naturlige", vil naturligvis også nå frem til at få kosmisk bevidsthed og en dobbeltpolet natur, som gør det muligt for dem at praktisere kærlighed til alt, som lever. Men nogle vil få deres "fødselsport" åbnet på unaturlig vis, hvilket vil sige, at de begynder at opleve, tænke og agere under påvirkning af den modsatte pol i en fase af udviklingen, hvor det stadig er sundest og mest funktionelt, først og fremmest at blive ledet af den primære pol, som er den maskuline for manden og den feminine for kvinden. At have en seksuel orientering mod sit eget køn i en for tidlig fase af udviklingen skaber meget ubehag og mange slags lidelser, ikke mindst på grund af det omgivende samfunds uvidenhed, men også fordi det, ifølge Martinus, fjerner muligheden for et liv i harmoni og fællesskab, som den ægteskabelige kærlighed medfører i en vis periode af udviklingsprocessen.
Kendskabet til vejen mod lyset
Uden at mennesket får kendskab til og forståelse for den forvandlingsproces, som foregår, er det svært egentlig at forklare, hvorfor mennesker af og til ikke kan identificere sig med deres fysiske køn; hvorfor nogle mænd bliver overdrevent feminine og kvinder maskuline; hvorfor seksualiteten viser sig på mærkelige og destruktive måder eller helt enkelt, hvorfor det er så svært for mennesker bare at leve sammen i et traditionelt parforhold over længere tid. Polforvandlingsprocessen gør os sårbare, måske også for en tid ensomme og eksistentielt utrygge. Det er naturligt, at vi søger at råde bod på sjælens ensomhed, så godt vi kan, med de midler, som står til rådighed.
I længden er det umuligt for os at lukke øjnene for de eksistentielle spørgsmål om Guds eksistens, kærlighedens muligheder og meningen med lidelsen. Ifølge Martinus kan vi komme nærmere en dybere forståelse af livsmysteriet allerede nu ved at studere de kosmiske analyser.
Oversættelse Mette Lüchow
Foto: Anita Paasila
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige