Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Bøn, skriver Martinus, er det bedste middel til at komme i kontakt med tilværelsens største kraftkilde – det bedste middel til at få hjælp. Og vi bør rette vor bøn direkte til Gud, ikke til nogen helgen, eller anden mellemmand. Hvis vi beder direkte til Gud, åbner vi vor bevidsthed for denne kraftkilde på den rigtige måde. Martinus skriver, at der ikke har været en eneste dag i hans liv, hvor han ikke har bedt til Gud, og at han ikke havde turdet gå gennem tilværelsen uden hjælp og støtte af bønnen. I bønnen åbner vi vore sind for alle tilværelsens positive kræfter.

Hvornår kan vi så bede? Om hvad, hvor og hvordan? Hvor ofte og hvor længe kan vi bede? Og hvor lange kan vore bønner være?

Hvor og hvornår? – I praktisk taget enhver situation. Inden vi påbegynder noget. Når vi er i en vanskelig situation, når vi begynder dagen og når vi lægger os til at sove om aftenen. – Vi kan f.eks. afsende en kort minibøn om, at vi ikke skal komme til at skade noget levende væsen, inden vi sætter os bag rattet. Dermed åbner vi også døren til vor koncentration under kørslen og skaffer os selv beskyttelse, så der ikke sker os eller vore passagerer noget.

Hvad kan vi bede om? – Jesus siger: "Alt, som I beder om i mit navn, skal gives til jer!". Hvad betyder det? Kan vi bede om penge, luksusartikler og materielle ting? Er det i Jesu navn? Navnet Jesus alene kan jo ikke garantere os noget. At bede i Jesu navn må betyde at bede i hans ånd, altså i næstekærlighedens navn. Og alt, hvad vi beder om i næstekærlighedens navn, skal gives til os. Hvordan kan det være? At bede i næstekærlighedens navn medfører, at vi indstiller os på samme bølgelængde som Gud, der er universet – og Gud, der er kærlighed, næstekærlighed. Og mere støtte kan vi vel næppe få i vore bønner.

Hvordan kan vi bede? – Ja, Jesus har givet os den fuldkomne bøn, fadervor. Og vi skal her se lidt nærmere på, hvad der ifølge Martinus menes med de forskellige udsagn i denne bøn.

Vi begynder med at se på ordene "Fader" og "vor".

Jesus anvender i mange tilfælde ordet "Fader" om Gud, og det er helt naturligt. Gud er ophav til vore liv.

Han har magten, han "beskytter os" og "bevarer os", som det hedder i velsignelsen. Til ham kan vi komme med alle vore problemer og sorger. Han er retfærdig, han er kærlig.

Og nu til ordet "vor". Vor næste, hvem er det? Vor familie? Vore venner? Menneskene i vort hus, i vor by, i vort land, på vort kontinent? I hele verden? Kun mennesker eller også andre væsner? Vor hund, vor kat, naboens hest? Blomsterne i farmors have? Måske ligefrem hele menneskeheden og jordens miljø? Ja, Martinus beskriver, at her menes alle levende væsner. Og ønsker vi virkelig, at alle skal have det godt, er det ikke nok med ord. Det er ikke nok, at vi beder om, at alle får deres "daglige brød", men vi må være klar til at arbejde for, at alt og alle her på Jorden får sit "daglige brød", dvs. deres andel af livets goder. Det betyder, at vi virkelig må være parate til at gøre en indsats for dette, for det er ikke tilstrækkeligt med smukke ord og siden et ønske om, at andre skal anstrenge sig for, at alt skal blive bedre.

Her i denne sammenhæng må vi også indse, at det f.eks. bliver nødvendigt, at vi ikke uretmæssigt tærer på statens ressourcer, men i stedet bidrager, at vi betaler skat, så staten, der jo omfatter alt og alle i vort land, virkelig kan leve op til sine forpligtelser.

Er jeg eller mine nærmeste i en nødsituation, da er det naturligvis fuldstændig rigtigt at bede om akut hjælp, uanset om det er det daglige brød eller en anden slags hjælp, der er livsnødvendig for os.

Det hjælper derimod ikke at bede om, at en hændelse, som allerede er udløst, skal kunne gøres ugjort. Er karmabølgerne afsendt og på vej, så hjælper det ikke at bede om, at de vender om. Det er bedre at koncentrere sig om, hvordan vi kan gøre skaden så lille som muligt, hvordan vi gøre den dumhed, vi har begået, god igen. – Det hjælper f.eks. heller ikke at bede om, at et barn mirakuløst skal blive klogere end dets begrænsninger tillader. Da må vi i stedet prøve at hjælpe barnet med dets udvikling.

Hvem bør vi rette vore bønner til? – Bønnen fadervor begynder med ordene "Vor Fader, du som er i himlene". Gud er universets samlede energier, dets samlede kraft. Og her retter vi vor tankekoncentration direkte ind på Gud, vor alles Fader. Vor? Ja alle levende væsner – "i ham lever, røres og er vi" – vi, ligesom alle andre skabninger, dyr, planter, planeter, solsystemer, galakser, mikrovæsner – som lever som væsner indeni væsner. Vi er alle søskende. – Hvis vi henvender os med disse ord til Gud, er det samtidig som en pagt, vi indgår med ham. Vi beder om hans støtte, og vil vi have den, må vi naturligvis også være klar til at støtte ham, dvs., vi må på ingen måde såre ham (andre skabninger, som fra den største til den mindste er en del af ham), men vi må vise en pacifistisk indstilling og tage afstand fra at dræbe, uanset om det drejer sig om mennesker, dyr eller andre levende væsner.

"Helliget vorde dit navn." &ndash ; Det betyder, at vi erkender Gud som den allerstørste kraft og instans, og at vi er klar til at føje os efter hans vilje. Gud er uendelig, evig, lovbunden, retfærdig og kærlig – hellig. Guds navn bør holdes helligt.

"Komme dit rige." – Med disse ord beder vi om den tilstand på Jorden, som Jesus kaldte "himmelriget". (Talte han om de åndelige verdner, sagde han "himmel" f.eks. "Min Far i himlen".) Martinus betegner dette "rige", dvs. denne epoke i de levende væsners udvikling, som "det rigtige menneskerige". I det rigtige menneskerige findes der ikke længere krig, der hersker social retfærdighed mellem mennesker, der findes ingen nød, alle forsørger sig selv og arbejder kun få timer om ugen og endda med opgaver, de synes er interessante og sjove. – Politikken i det rigtige menneskerige ser helt anderledes ud end nu til dags. Verdens ledere vil være virkelig kompetente og moralsk højtstående personer. Mennesker lever et sundt liv, og deres kroppe er ikke så materielle som i dag. De er mere åndelige. Der findes ikke kriminelle i det rigtige menneskerige. De kan ikke længere inkarnere der, men vil komme til at fortsætte deres udvikling på andre planeter, som passer bedre til deres moralske niveau.

Jesus sagde: "Mit rige er ikke af denne verden", dvs. "hans rige" tilhører endnu fremtiden. Han var en gæst hos os, han kom som lærer fra et andet tilværelsesplan, "sit rige", for at lede os jordmennesker et stykke længere på vor vej. Men vi kan bede om, at dette rigtige menneskerige kan blive virkelighed her – men først og fremmest må vi, hvis vi vil komme dertil, arbejde på det i os selv og i vore omgivelser.

"Ske din vilje som i himlen, således også på jorden." – Med denne sætning viser vi, at vi er klar til at føje os efter Gud, den allerhøjeste instans. At vi er parate til at acceptere vor karma, vor skæbne. Gud har sine egne hensigter og sine egne planer med udviklingen af os, af menneskeheden og af vort hjem, jorden, som jo også er et levende væsen. Ingenting sker, uden det er Guds vilje. "Vore hovedhår er talte" og "ingen spurv falder til jorden, uden det er Guds vilje". – Men er der så overhovedet nogen mening i at bede? – Ja, i allerhøjeste grad. Hvis vi beder med denne indstilling i fadervor, da indstiller vi os nemlig på, at Guds vilje skal ske. At vi ikke stritter imod det, der sker. At vi må opleve og acceptere det, der er bedst for os, og ikke nødvendigvis det, som vi i øjeblikket tror, vi ikke kan leve uden.

"Giv os i dag vort daglige brød." – I denne bøn hedder det bl.a. "vort daglige brød". Hvis vi ser på meningen, forstår vi bedre, hvad ordene "vort brød" betyder. Her er ikke tale om vore daglige kager eller luksusartikler. Og her er ikke tale om "mit" daglige brød, men om "vort" daglige brød. Det betyder, at vi godt nok må bede om vort eget daglige brød, men at det er ligeså vigtigt, at vi beder om, at vor næste får sit daglige brød. Med hensyn til "brød" har vi jo allerede skrevet nogle ord om det i forbindelse med ordet "vor" i begyndelsen af denne artikel. Mange mennesker har i dag ikke deres daglige brød. Det sker stadigvæk i vor rige verden, at mennesker dør af sult. Politikerne arbejder på at fordele ressourcerne mere retfærdigt, men alligevel er der ikke nok til alle. Hvorfor? Fordi jordmenneskene endnu ikke er fuldkomne, og fordi fordelingssystemerne på jorden endnu ikke fungerer rigtigt. Fordi vi stadig er for egoistiske. Fordi vi tror, vi må forsvare os og anvende ufattelig store beløb på våben, penge som kunne anvendes til nyttigere ting. – Fordelingen af ressourcer vil i det kommende menneskerige foregå på en helt anden måde. Men inden da er det nødvendigt med en ændring af alle vore bevidstheder.

"Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere." – Vi har alle vor karma, nemlig det som vi en gang har sået og en gang må høste. Vi kan sammenlignes med spidse, ujævne sten ved havet. Bølgerne sliber i tidens løb stenene, så de blive glatte og perfekte. – Og Gud sliber på vor karakter, men kun der, hvor vi har horn og kanter og mørke pletter. Er disse først væk, da er vor karma opløst. Men går vi rundt og ønsker vore medmennesker alt muligt ondt, så har vi stadig kanter, der må slibes væk. – At tilgive vore medmennesker betyder, at vi arbejder på selv at aflægge disse vore kanter i vor egen karakter. Hvis det lykkes, behøver skæbnen jo ikke længere slibe på os på det ene eller andet område, for Gud er effektiv og gør ikke noget unødvendigt arbejde. Vi har tilgivet den, der stod i gæld til os, og Gud har tilgivet os. Vil vi have tilgivelse – da er vi nødt til selv først at tilgive. Det er ikke tilstrækkeligt at gå så eller så mange gange til nadver.

"Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde." – Ville det ikke være godt, hvis vi blev ledt i fristelse og derved begik fejl på områder, hvor vi savner erfaring – og på den måde blev klogere? Nej, siger Martinus, bønnen er ikke til for at berige os med erfaringer. – At ikke føre os i fristelse betyder her, at vi skal bede om hjælp i alle de situationer, vi kommer ud for, og at vi altid skal være parate til at bruge de erfaringer, vi har lagret dybt i vor bevidsthed – enten det nu er vore egne erfaringer eller erfaringer fra andre, vi har hørt eller læst om. Vi beder altså om, at vi vil være vågne og koncentrerede og ikke falde for fristelsen til at tro, at "det skal nok gå godt".

Hvor ofte kan vi så bede? – Så tit som muligt. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal ligge på knæ hele dagen eller bede 50 fadervor efter hinanden. Det betyder, at vi konstant er parate til at være i kontakt med Gud, og vi kan overalt og i alle situationer sende en minibøn af sted og dermed åbne vort sind og komme i kontakt med Gud. – Det er naturligvis en uvant tanke for mange. Men det er faktisk en træningssag. Og vi vil, hvis vi først begynder at praktisere det, efter nogen tid blive klar over, at det virkelig fungerer, og at vi derigennem får støtte og hjælp.

Hvis man vil læse mere om bønnen, kan man gøre det i Martinus' vidunderlige lille bog, "Bønnens mysterium".