Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Du sidder i et festligt oplyst teater. Omkring dig taler herrer og damer, replikkerne flyver fra parterre til balkoner og tilbage igen. Der hilses og præsenteres. Selv sidder du stum og kigger spændt på fortæppet, hvor små bevægelser afslører, at noget er under forberedelse på den skjulte scene.

Nu dæmpes lyset, tæppet går op, spillet kan begynde!

Det, du nu skal overvære, er en forelæsning – for det er ikke noget almindeligt teater, du befinder dig i. Det er et anatomisk teater. På scenen ser du et af disse nøgne borde med lige ben og rustfri stålplade, som man bruger, når de døde skal obduceres. Den uhyggelige stemning, som du plejer at forbinde med en sådan handling, står i stærk kontrast til den festlige atmosfære, som publikum og teater i forening udstråler. På bordet ser du en aflang genstand, skjult af et hvidt lagen. En menneskelig skikkelse, et lig? – Ja! Og nu træder en herre i kjole og hvidt ind på scenen. Med en fejende bevægelse stryger han klædet bort fra den døde. – "Mine damer og herrer!" – Og forelæsningen kan begynde.

Det, vi nu overværer, er en symbolsk dissektion. Liget forbliver uberørt af operationskniven, men alligevel får vi i ord og billeder fortalt, hvordan muskler hæfter sig på sener, og sener på knogler. Ved at betragte den døde udefra kan vi slutte os til, hvordan han må være konstrueret indvendig. Skalpellen er afløst af tankens evne til at opløse og analysere. Synet af de blottede knogler, sener og muskler er erstattet af forestillingen om dem. Fra salen synes at komme spredte spørgsmål og udtryk for tvivl, men de opfanges straks af den geniale foredragsholder – endda før de kommer over tilskuernes læber. Det er, som om han kan læse tilhørernes tanker, ja ofte synes han at komme dem i forkøbet, længe før de bliver til tanker og bevidsthed. Hurtigt opfatter han tvivlen og møder den med retoriske modspørgsmål. Omhyggeligt forfølger han en mulighed, til den ender blindt, finder en anden, følger den, og lidt efter lidt fremkommer en hypotese, som nu afprøves i alle ender og kanter. Hele tiden henviser han til det, vi kan se, til de anatomiske landskaber og de fysiologiske mekanismer, som vi er fortrolige med.

Pludselig er den døde væk. Men det anatomiske teater fortsætter med tilskuerne som de objekter, der nu skal bruges til at demonstrere på. Her sidder vi så og lærer os selv at kende indefra. Vi ser, hvordan sjælen er konstrueret, og hvordan vi i virkeligheden er guder midt i et guddommeligt liv. Et sug af overraskelse, glæde og længsel går gennem os. Hverdagen skrumper og udvider sig på samme tid.

Tæppet går ned, forestillingen er forbi, drømmen er forbi. Men du tager den med dig og slipper den aldrig helt. Hvor morsomt er livet dog ikke, hvor genialt er det ikke konstrueret? Her oplevede du noget, som er værd at huske, når hverdagene atter synes at skrumpe, og livsmodet går på hæld. Det var en god drøm. Scenen var det anatomiske teater, hvor Martinus demonstrerede, hvordan ånd og legeme tjener som guddommelige redskaber for jeget og livets oplevelse.