Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Billedet på forsiden er sikkert et typisk julebillede, som vi forestiller os julen med juletræ, strålende lys og funklende kugler på træet. Her kan vi læse en anden julehistorie. Martinus fortæller om en kvinde, der giver sit liv for andre. Hun hjælper mennesker på den anden side af kloden til at få et bedre og mere glædesfyldt liv. Med stor medfølelse beskriver han hendes kærlige måde at være på. Og det er kernen af julefejringen, den sande jul, at være til glæde for alt levende; at med kærlighed skabe en lys og skøn verden. Nu fejrer vi julen i årets mørkeste tid, men den atmosfære af given, af lys og varme, som vi nyder i disse dage, skal også langsomt spredes ud over hele året. Når vor kærlighedsevne vokser, vil vort daglige liv i stigende grad fyldes med samme glæde som den, vi oplever i juletiden.

Martinus skriver også om vores organisme som et kongerige for vores mikrovæsener. Vores manglende evne til virkelig at kunne elske vor næste, både i mellemkosmos og i mikrokosmos, leder til sygdomme i organismen. Med sin kosmiske bevidsthed kan Martinus gå ind og se på mikroverdner, der ligner forstenede ørkenterræner. Vi har, med vores måde at leve på og vort tankeklima, skabt naturkatastrofer i mikrokosmos, og tusindvis af små væsener dør. I den sjælelige struktur oplever mikrovæsenerne derpå sorg og melankoli, hvilket vi, her i mellemkosmos, kan opleve som depression. Sygdomme, både fysiske og sjælelige, kan være vældigt tunge at bære. Det handler en anden artikel om i dette nummer. Hvordan kan vi bedst møde og støtte et sygt menneske? Vi skal nok ikke direkte tale om, at sygdom skyldes manglende kærlighedsevne, for vi begår jo alle fejl her i livet; vi er i færd med at optræne vores evne til at elske alt og alle. En syg ven kan være en god træningsmulighed! Vi kan også betragte sygdomme som en slags udrensning af de mikroindivider, vi ikke behøver længere. På den måde kan det være lidt lettere at bære. Martinus skriver jo så fint, hvordan vi, især igennem de sværeste lidelser, vokser mest i retning af at blive til rigtige kærlighedsfulde mennesker. Og der er bønnen til stor hjælp for at få kontakt til Guddommen og til at forsøge at forstå, hvad livet vil sige os i en svær situation.

Det kan vi læse om i en artikel om håbet. Og i en anden artikel skriver forfatteren netop om dette at træne sig i kærlighed til næsten. Man kan lige så godt begynde med det samme! Kærlighed til næsten er livets kosmiske blod og næring, skriver Martinus. Og her i juletiden er der gode træningsmuligheder. Den glæde, vi føler, når vi giver gaver, selvom det måske bare er en lille blomst eller nogle brune kager, varmer langt ind i hjertet. Så kære læsere, nyd julens vidunderlige fred, måske især julenat, hvor englene er nær ved jorden, og følelsen af at hvile i Guds favn giver os tårer i øjnene af taknemmelighed over livet!

Oversættelse: Mette Lüchow