Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi møder alle syge mennesker, måske har vi venner eller pårørende med sygdom, måske møder vi sygdom lidt mere sporadisk. Der er mange måder at forholde sig til mennesker med sygdom. Ingen er rigtig eller forkert, men måske er der nogle måder, der er mere hensigtsmæssige end andre.

Som Martinus-kender kan man være tilbøjelige til at tænke eller endog fortælle den syge, at sygdom skyldes mangel på kærlighed. Den syge skal "bare" arbejde med sin vrede eller tænke positivt og passe på med negative tanker. Det er jo vedkommendes egen skyld, at han / hun er blevet syg. Når man kan gøre sig selv syg, kan man også gøre sig selv rask. Jeg har hørt mange udtalelser som disse, både når der tales om den syge og med den syge. Jeg har hørt nogen sige, at man "bare" skal lære at skille galakserne fra hinanden, som beskrevet i Det Evige Verdensbillede, bog 5, hvor sygdom beskrives som tankeforstyrrelser, der medfører, at kroppens mikrouniverser blandes sammen. En lidt syret udtalelse for en ikke-indviet! Symbolbog 5 kan være meget svær at omsætte til konkret handling. For hvordan får man lige galakserne på plads?

Min erfaring viser, at det ikke nødvendigvis er nogen hjælp for et menneske med alvorlig sygdom at få disse ting at vide. Det kan virke dømmende, og det kan medføre, at den syge slår sig selv endnu mere oven i hovedet. Der er i forvejen en masse skyld og skam, angst, tvivl, usikkerhed og ensomhed forbundet med at have en svær sygdom. "Hvad har jeg gjort forkert?" Svaret kommer ikke lige flyvende ind i bevidstheden. Det er flovt at få en alvorlig sygdom, når det nu er ens egen skyld. Og dobbelt svært, når man ikke lige lykkes med at kurere sig selv.

Martinus selv havde en måde at tale om sygdom, som virkede trøstende på mennesker med sygdom. Måske fordi medfølelsen hele tiden fulgtes med hans indsigt. Læs f.eks. "Svar på et brev fra en syg", som fortæller om disse årsagssammenhænge, men samtidig trøster og anerkender lidelsen hos den syge, så den kommer til at give mening.

Martinus havde jo selv kræft. For nogle mennesker har dette faktum betydet, at "så kan han da ikke være særligt oplyst!" Jeg har mødt mennesker, der af den grund afskrev Martinus. For andre – især mennesker med sygdom – er det en trøst, at Martinus også kunne blive syg. Han viste os også, hvordan man kunne komme igennem en sygdom, og det kan være en hjælp for mange.

Hvad har syge mennesker da brug for?

Det er naturligvis forskelligt. Men som gammel sygeplejerske har jeg opdaget, at der er nogle ting, som mange alligevel har brug for:

Jeg har ikke mødt nogen, der ønskede medlidenhed ("Hvor er det synd for dig"). Mange vil dog gerne have en vis medfølelse, en anerkendelse af ens lidelse, måske som ord, måske bare som et medfølende smil eller knus. Syge mennesker har antennerne ude og mærker, hvad man tænker – det kan ikke skjules. Mange vil gerne fortælle om deres sygdom, hvornår den startede, hvordan man klarer det, hvad man selv tænker om det. Vi vil jo alle gerne fortælle om det, som fylder i vores liv.

Det er en god idé at spørge lidt ind: "Hvordan går det", "Er der noget, jeg kan gøre?". Eller måske: "Hvordan bærer du dig ad med at klare det så godt?". Så aktiveres ressourcer, og den syge mærker, at man ikke kun ser ham / hende som et sygt menneske, men også et menneske med en masse ressourcer.

Det er godt at huske i mødet med syge mennesker, at det at være "syg" eller "rask" som oftest er midlertidige tilstande. Rollerne byttes om, vi skal lære af begge dele. Det er også værd at huske, at syge mennesker ifølge Antonowsky sagtens kan være "sunde", hvis de har (udviklet) en grundlæggende "oplevelse af sammenhæng". Den får man, når man oplever mening, når man er medspiller i sit eget liv i et fællesskab, og når man kan håndtere de krav, som situationen kræver. Og når man har en vis grad af forudsigelighed i sit liv. Antonovsky ser – ligesom Martinus – sygdom som læreprocesser.

Nogle syge oplever, at deres sygdom har åbnet en dør ind til lyset og en visdom, som de ikke havde, før de blev syge. Det er jo fantastisk at høre om sådanne processer. Dem hører man om, når man går i dialog og interesserer sig for mennesker, der har været igennem megen lidelse.

Desværre lukker mange af for at høre om det. Mange mennesker med f.eks. kræft oplever gang på gang, når de fortæller om deres sygdom, at der ikke spørges ind, at der ikke udtrykkes interesse og medfølelse. Mange undgår helst de kræftramte, man vil ikke involveres, det er for skræmmende at blive konfronteret med sygdom og død. Mange kræftramte dør således en social død, før de dør fysisk. Måske er manglen på medfølelse med til at slå dem ihjel.

Det er altså ikke kun den syges ansvar, hvordan sygdommen forløber. Vi har alle et ansvar, hvis vi er i nær kontakt med venner og pårørende, der er syge. Jeg tror, at vi hjælper mere gennem vores kærlige nærvær end vores gode råd. Jeg har i hvert fald oplevet, at det er svært for syge mennesker at være kærlige og tænke positivt i en krisesituation. Før man kan det, tror jeg, at man først skal mærke sin sorg, sin angst og vrede. Som Jack Kornfield skriver: "At åbne sit hjerte begynder med at åbne op for et helt livs uerkendt akkumuleret sorg, både vores personlige sorg og universel sorg over krig, sult, alderdom, død, lidelse i verden."

Den, der rummer sorgen og hjælper andre med at rumme sorgen og de andre svære følelser, har efter min erfaring ydet en god hjælp.

Antonovsky: Helbredets mysterium. Reitzel. 2000

Jack Kornfield: A path with heart. Bantam Books. 1993