Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En dag, da jeg var på biblioteket, fik jeg pludselig øje på en lille plakat. Mest iøjefaldende på plakaten var ordet "håb", der stod med store hvide bogstaver. Da jeg kom lidt nærmere plakaten, kunne jeg også se portrættet af en sympatisk ung mand. Helt tæt på kunne jeg konstatere, at det drejede sig om et foredrag af en "håbshistoriker" ved Århus Universitet. Foredraget var arrangeret af biblioteket med det formål at fremme formidling af forskning, og det indgik i en længere række af foredrag under fællestitlen "Tænkepauser". Man ville få udleveret en lille bog om emnet, og det hele var gratis. Foredraget skulle finde sted to dage efter, og jeg besluttede at se, hvad det var for noget.

Da jeg ankom til foredraget, lå der små hvide bøger i Martinus' småbogsformat til os. På forsiden stod der med store grønne bogstaver "håb". Jeg kiggede på indholdsfortegnelsen og mødtes af begrebet "håbets princip" som det første punkt. Det virkede lovende.

Håbshistorikeren Bertel Nygaard, som var identisk med forfatteren til den lille hvide bog, lagde ud med at definere håbet som "det, der driver os frem, trods alle dystre prognoser". Som et eksempel på, hvordan der kan sættes ord på håbet, omtalte han Martin Luther Kings berømte tale fra 1963, som begyndte med ordene: "I have a dream". Videre fortalte han, at "håbets princip" blev formuleret videnskabeligt af den tyske filosof Ernst Bloch, bl.a. i dennes skrift af samme navn fra 1959, og at Ernst Bloch havde oplevet både første og anden verdenskrig som baggrund for sine tanker om "håbets princip". Foredraget sluttede med noget, der pegede fremad, nemlig med en formulering af vejen fremad som "en demokratisering af håbet". Det hele var en meget positiv oplevelse, og jeg fik en fornemmelse af, at jorden gødes og gøres parat til modtagelsen af Martinus' analyser, også i universitetssammenhænge.

Jeg havde ikke taget nogen taske med til foredraget, og da jeg skulle med bussen hjem, lagde jeg diskret mine handsker over den hvide bog med de store bogstaver, der dannede ordet "håb" på forsiden. Jeg er ikke medlem af nogen sekt, og det skal man heller ikke tro, tænkte jeg. Foredragsholderen havde åbenbart ikke de samme skrupler.

Et par dage efter, at jeg var kommet hjem med min lille nye bog, begyndte jeg at læse lidt i den. Jeg kom dog ikke så langt, for så fik jeg en impuls til at skrive lidt om "håbets princip". Jeg var nemlig også kommet i tanke om Martinus' artikel om håbet, som jeg især husker for et specielt citat. Det vil jeg vende tilbage til.

Hvad er det ved dette lille ord "håb", der er så positivt, på trods af at vi igen og igen må se vore konkrete håb skuffede, næsten lige så snart vi har formuleret dem? Hvad er der egentlig at håbe på?

Martinus taler om bønnens princip som et evigt princip, der er nedlagt i vores evige psykiske struktur. Det fremskredne dyr udstøder et skrig, når dets fjende har overmandet det, og det er bønnens princip, vi bliver vidne til. Ubevidst håber dyret på hjælp, ligesom vi også håber på hjælp, når vi henvender os til Forsynet i en ulykkelig situation. Håbets princip er således indbygget i bønnens princip.

Der må altså være noget, vi kan håbe på, noget som vil kunne hjælpe os, selv om vi ikke helt kan se, hvad det er. Måske er det netop også vigtigt, at vi erkender, at vi ikke altid selv ved, hvad der vil være det bedste for os, i en given situation, og at vi så beder om, at Guds vilje må ske, hvis vi kan det, efter at vi har fremsagt vore mere konkrete ønsker om hjælp til dette eller hint. Det er dog ikke altid så let, men det er noget, vi kan øve os på i hvert fald.

Vi er evige jeger, vi har evige skabeevner og evige åndelige organismer, og vi kan ikke fortabes. Men det udelukker bestemt ikke, at vi kan opleve os fortabte. Engang spurgte Martinus en ældre bekendt af mig om, hvordan han havde det, og min bekendt svarede: "Jeg har det godt, for alt er jo såre godt". Hertil svarede Martinus: "Jamen det er jo ikke sikkert, at du oplever det sådan". Martinus hoppede altså ikke på denne misforståede anvendelse af kosmologien, han vidste jo bedre. Og i artiklen "Fremtidens syn på det levende væsen" (Kosmos nr. 1, 2014) skriver Martinus: "Her i det daglige liv kan man være omgivet af mennesker, der er mere eller mindre fjernet fra den "åndelige bølgelængde", man selv repræsenterer. Dette bevirker, at mange mennesker kommer i situationer, hvor de føler sig forladt af mennesker, alle de steder, de henvender sig, finder de ingen medfølelse. Så er det, at mange mennesker begår selvmord." Martinus tilføjer så: "At begå selvmord er noget, der er ganske meningsløst, thi man er ikke forladt af Gud, fordi man er forladt af mennesker."

Martinus skriver mange forskellige steder om, hvilke former for hjælp vi kan få igennem bønnen, men jeg vil nøjes med at nævne en enkelt ting her. I en julehilsen fra 1974 skriver Martinus således om de væsener, der som Guds redskaber opfatter vore bønner: "... de kan naturligvis ikke permanent fritage et menneske for dets livsvigtige karma. Uden oplevelse af den ville det bedende menneske jo blive tilsvarende standset i sin udvikling eller tilblivelse i Guds billede. Men de kan påvirke væsenets mentalitet og lindre eller fjerne det livssaboterende sortsyn, der som regel følger med mørk karma og stærke lidelser." Denne lindring af ens sortsyn, som bevirker, at man kommer til at se lysere på sin situation, kan være en meget stor hjælp til ikke at give op, igen og igen, synes jeg. Det betyder ikke, at jeg ikke også nogle gange kan have brug for at andre beder for mig, for sådan kan jeg også have det. Til gengæld kan jeg også selv gerne bede for andre, som har det svært. Sådan kan vi hjælpe hinanden allesammen.

Så vil jeg vende tilbage til Martinus' artikel om håbet. Artiklen hedder "Håbet og det nye år" (Kosmos nr. 1, 2008). Heri skriver Martinus: "Begrebet "håbløst" kan ikke anvendes på det levende væsens fremtid. Den kan nemlig aldrig i nogen som helst situation være "håbløs"." Og så forklarer han, hvordan illusionen om håbløshed kan opstå hos os mennesker, når vi befinder os i en ubehagelig situation, idet han siger: "Det, de kalder håbløst, er den omstændighed, at de ikke i øjeblikket kan se, hvorledes de skal blive reddet ud af den ubehagelige situation, og så ligger det let at udtrykke denne som håbløs." Dette citat kan jeg ofte berolige mig selv med, når mit sortsyn tager over. For det, at jeg ikke kan se vejen lige nu, udelukker jo ikke, at der er en vej. Den mulighed må jeg holde åben.

Håbshistorikeren Bertel Nygaard definerede håbet som "det, der driver os frem, trods alle dystre prognoser", og jeg vil slutte med også at lade Martinus definere håbet. Martinus gør det således: "Håbet er den sidste rest af lyset fra paradiset eller den højere verden, væsenerne i form af Adam og Eva har forladt. Det er det lys i mørket, der aldrig nogen sinde kan slukkes."