Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kan man træne sig op til at blive mere kærlig, eller bør man være passiv og lade udviklingen gå sin gang og ikke bilde sig ind, at ens anstrengelser kan gøre en til et bedre menneske?

Martinus' beskrivelse af, hvordan vi altid befinder os på toppen af vor formåen, at alting altid er præcis som det skal være, at "alt er såre godt", kan føre til en slags fatalistisk passivitet, hvor man synes, det ikke spiller nogen rolle, hvad end man gør – alting bliver jo alligevel godt til sidst. På den anden side kan det mægtige overblik, som Martinus giver os, give et solidt udgangspunkt til virkelig at turde agere, turde gøre fejltagelser, turde arbejde med sig selv og den forvirrede verden, vi er havnet i.

Føler man lyst og længsel efter en mere kærlig moral, så vil det vel være mærkeligt, hvis man slet ikke prøver at tage nogle usikre skridt i den retning, man gerne vil. Vi er nu stort set mætte af mørket og længes efter lyset, og de eneste, der kan skabe dette, vi så varmt længes efter, er os selv. Godt nok gør vi fejltagelser på vejen, og der er mange tilbagefald, men i al fald mener jeg, Martinus definerer fremtiden så tilpas godt, at jeg synes, jeg har fået en kompasretning, jeg kan stole på. Jeg vil endda mene, at Martinus' Det Tredje Testamente er et eneste stort forsøg på at "hæve os lidt op", for at vi bedre kan drage nytte af det erfaringsmateriale, vi faktisk har. Her intellektualiseres Jesu kærlighedsbudskab. Her gives en åndelig-videnskabelig forklaring på, hvorfor dette at elske sin næste, at elske sine fjender og at "vende den anden kind til" er den absolut eneste vej frem. Hvis dette inspirerer os, vil det jo være mærkeligt, hvis vi ikke forsøger at virkeliggøre bare lidt af det, et skridt ad gangen, med respekt for både vor egen og andres ufuldkommenhed. Ens dyriske vanebevidsthed er stærk, men målet er nu, takket være Martinus' anstrengelser, tydelig defineret.

Ganske vist findes der farer, hvis man presser sig selv for meget eller forventer, at der sker hurtige "mirakler", men farerne bliver nok større, hvis man hele tiden maler "fanden på væggen" og ikke tør udrette noget af det, man længes efter. På en eller anden måde må vi blive bevidste om vor vej frem mod den kærlige verden, vi længes efter, og indse, at den ikke åbenbarer sig af sig selv. Samtidig kan man ikke komme uden om fejltrin, men spørgsmålet er, hvordan vi her bedst kan støtte og hjælpe hinanden uden at trampe på folk.

Siden tidernes morgen har vi trænet vor egoistiske selvopholdelsesdrift, der handler om at beskytte os selv, vor familie og muligvis i forlængelse af det vor nation, flok, slægt eller stamme. Disse instinktive dyriske mønstre er svære at bryde, og der kræves bevidst handling for at ændre dem, når det nu er det, vi længes efter. Nøgleordet for mig er "bevidsthed". Hvor uvidenhed ophører, ophører det såkaldte "onde". Det kræver bevidst træning mod et bevidst mål, hvis Jorden skal forvandles til det lovede paradis.

Godt nok kan man åndeligt talt forspise sig på det, så man tror sig værende "højere" og "bedre", men jeg ser et større problem i, at vi handler, under vor egentlige natur, af gammel vane. Kan man lide venlighed, er det bare om at begynde at afprøve venlighed. Det er nok med små, små ting, og effekten kan blive svimlende. Et lille smil, en hjælpende hånd, at man inviterer nogen, at man lytter, at man bryder sig om og gerne giver af sin tid i vor højstressede verden. At i det mindste en gang imellem møde skældsord med velvilje. De små ting, ja – I ved, hvad jeg mener! Der er så meget at træne på i det små, i den kosmiske kemi, som Martinus vil gøre os bevidst om.

Jeg føler, at venlighed er en alt for undervurderet egenskab i vort samfund. Enten ses det som noget svagt, slapt og sleskt, eller også mener man ligefrem, at det er udtryk for hykleri, skinhellighed, dobbeltmoral og falskhed. Naturligvis laver vi fejltagelser, og selvfølgelig kan det på overfladen polerede og venlige være dårlig skjult egoisme, men lad os i det mindste prøve at løfte os etisk og moralsk, det er jo det, vi længes efter.

Martinus lærer os, at der på det jordmenneskelige stadie, hvor vi nu befinder os, kræves bevidst anstrengelse, hvis man vil opøve noget nyt. Jeg vil mene, at hvis man føler inspiration i Martinus' analyser, så er man moden til at begynde at træne sin spirende næstekærlighedsevne, så har man de lidelseserfaringer, der kræves, for mere bevidst at begynde at arbejde på sin udvikling. Vist er farerne mange, f.eks. i form af hovmod, af at mislykkes og af tilbageslag, men længes man bare tilstrækkelig stærkt, og er ens vision tilstrækkelig stor, så giver man sig ikke. Det er godt nok ens egen lidelse, der ligger til grund for ens kærlighedsevne, men det er de bevidste anstrengelser, der gør, at man kan drage nytte af disse lidelseserfaringer.