Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forargelse synes at være en folkesport og derfor godt nyhedsstof. Der er aviser, der lever af saftige historier, der afslører f.eks. politikeres dobbeltmoral eller misbrug af skattekronerne. Det vidunderlige ved forargelse er, at man kan udråbe nogen til at have en dårlig moral, hvorved man får en følelse af, at "sådan er jeg heldigvis ikke". Underforstået – jeg har en bedre moral end ham/hende, der forarger mig. Har man flokken med sig, kan man bekræfte hinandens forargelse. Blandet op med lidt skadefryd kan det være en rigtig god følelse! Men næppe nogen god moral!

"Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!" (Matt. 18,7 – citatet udgør midten af et længere tekststykke om forargelse).

Ifølge Jesus er det nødvendigt, at forargelserne kommer, men der er smerte og lidelse – ve – som konsekvens for det menneske, "ved hvem forargelsen kommer!" Nu kunne man hurtigt og bekvemt blive enig med sig selv om, at dette stykke handler om den, der forarger. Der er dog god grund til at tvivle på, at Jesus kun har dem, der forarger, i tankerne.

Når Martinus bruger ordet forargelse, er det i kategori med "retfærdig harme" eller "hellig vrede". Forargelse er vrede, der retfærdiggøres. Vreden og flokmentaliteten, der helliger vreden, hører dyreriget til. Vrede har undergravende virkninger på både vores åndelige og fysiske sundhed. Vrede er en af de stærke faktorer, der tager livet af glæden ved livet.

"Dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!" Ét eneste menneske optræder forargeligt, og måske flere hundrede millioner mennesker bliver forargede. Forargelse er særdeles smitsomt! Interessant er det, at den, som forarger de mange, ikke nødvendigvis har gjort noget i absolut forstand umoralsk endsige ondt. Jesus forargede f.eks. jøderne. Forargeren kan bare have gjort noget, som menneskers overbevisning, religion eller dogmer stempler som umoralsk. Homoseksualitet anses i mange lande og i mange religioner som forargeligt og endda strafbart. I andre lande er homoseksualitet helt legitimt af den simple grund, at der er ligeså lidt noget umoralsk, ondt eller forargeligt forbundet med homoseksualitet, som der er med heteroseksualitet. Kigger vi tilbage i tiden, var der rigtig meget forargelse også forbundet med heteroseksualitet. Det var forargeligt at kysse offentligt. Det var forargeligt at have sex og få et barn uden for ægteskabet. Det var forargeligt og pinligt at blive skilt. Det var pinligt at være alene mor. Det var forargeligt og pinligt, at kvinder gik med bukser, at mænd havde langt hår. Der er næsten ingen grænser for, hvad der har været forargeligt eller den dag i dag kan vække forargelse. Det har såkaldte "forargere" ved deres "pinlige" adfærd måttet lide meget under op gennem tiden. Kunsten i alle dens former har bidraget meget til at udfordre forargelsen. Forargelsens komme har i sandhed været både nødvendig og helt uundgåelig blandt os jordmennesker. Uden såkaldte forargere havde vi været meget mere snæversynede og forstokkede. Med andre ord, vi er blevet mere tolerante.

Nogle vil tale om moralens forfald. Det har man vist altid gjort. Og jo, på nogle områder er der tale om moralsk forfald, men på rigtig mange områder er der tale om en moralsk højnelse. Vi er tæt på at kunne indse, at forargelsen i sig selv er umoralsk og det i alle dens former. At forargelse ret beset er forargeligt! Er vi nået dertil, at kun forargelsen over forargelsen er tilbage, er vi logisk nødt til at frigøre os også fra denne sidste selvmodsigende rest af forargelse.

Forargelsen har en søster, som kan være ret uskyldig og lærerig såvel som ligeså fordømmende som forargelsen: "Det er pinligt, det du gør!" "Jeg krummer tæer over din opførsel!" Forargelse og følelsen af pinlighed går ofte hånd i hånd. Mange teenagere gennemlever en periode, hvor deres forældre opfattes som pinlige i alt, hvad de gør. Det er som regel en pinlighedsfølelse uden forargelse. I grunden en meget naturlig måde at gøre sig fri af forældrene på. På dansk fjernsyn var der for en del år siden en serie af små episoder med titlen "Klovn". Hvert afsnit havde pinlighed som omdrejningspunkt. Personligt kunne jeg næsten ikke holde ud at se, hvordan hovedpersonen langsomt, men sikkert, viklede sig ind i stadig mere pinlige hændelsesforløb. Åh nej, tænkte jeg, lad være med det eller det – det ender for pinligt! Jeg kunne mærke min krops sammentrækkende automatfunktioner og vist også lidt krumning af tæer.

Det er oplagt at komme med et bud på grundenergiernes kombination i henholdsvis forargelse og pinlighedsreaktionen. Forargelsen rummer tydeligt et overskud af tyngdeenergi i form af vrede, der er udvidende og giver varme i kroppen. Pinlighedsfølelsen er så udpræget domineret af følelsesenergien, som er sammentrækkende, og tydeligt også så kropslig, at sammentrækningen kan komme til udtryk i krummede tæer. Er pinlighedsfølelsen fordømmende, vil man kunne se eller mærke, at den sammentrækkende følelsesenergi har en bagvedliggende understrøm af udvidende tyngdeenergi.

Stærke sammentrækkende psykiske og kropslige følelsesreaktioner tyder på masser af lidelseserfaringer på pinlighedens område. Pinlighedsfølelsen har noget med skræk og frygt at gøre. Skræk for at virke pinlig. Pinlighedens erfaringsområde er formentlig omfattende. Vi har alle erfaringer fra fortiden med folkets dom. Der ligger hidsighed, fanatisme, magtfuldkommenhed, bedrag, bagtalelse, hovmod og deraf følgende masser af lidelsesfuld skæbne i vores fortid – herunder afsløringer og nederlag. Æresbegreber, religion og slægtens / familiens omdømme har spillet en stor rolle. Alle disse lidelseserfaringer har udviklet vores følelseslegeme.

Når man lever sig ind i en film og kan forudse, at det ender pinligt, må det bygge på erfaringer og en endnu levende skræk for at komme til at fremstå pinlig i flokkens øjne. Det fortæller kroppens og psykens reaktioner. Sådan en skræk kan være meget styrende i et menneskes liv! Selvom man aldrig i denne inkarnation har optrådt pinligt i andres øjne, kan man alligevel agere i mange dagligdags situationer, som om der er en konstant potentiel mulighed for at komme til at gøre noget forkert og fremstå pinlig. Det lægger en dæmper på frigjortheden og skal naturligvis over tid bearbejdes og overvindes. Det gælder for alle lidelseserfaringer, at "livets skole" hjælper os med at komme fri af de psykiske og kropslige eftervirkninger af lidelsesfulde erfaringer fra fortiden. Tiden læger alle sår! Men det siger sig selv, at dersom vi er fordømmende over for andre, også selvom det foregår helt privat og usynligt for omverdenen, da vil en sådan adfærd holde os fanget. Da er vi ikke i stand til at komme vores usikkerhed, frygt og neuroser til livs.

Vi må lære at gennemskue, om det, vi gør, er kærligt eller ukærligt. Vi skal lære at tage ansvar for vores egne handlinger og reaktioner og stå ved, hvem vi er. Når vi reagerer med forargelse og følelsen af pinlighed på egne og andres vegne, handler disse reaktioner primært om os selv. Mon engle kan blive forargede eller reagere med pinlighed over jordmenneskers adfærd? Næppe! for da ville himmelen ikke være en himmel.

Åndsvidenskabeligt set kan vi mennesker ikke handle ud fra et højere udviklingstrin end det, vi står på. Forargelsen må spille en vigtig rolle med hensyn til at rette op på mange uacceptable handlemåder i samfundet, men udtryk for et rent hjerte er den ikke. En konstruktiv løsning på problemerne ligger der heller ikke i forargelsen. Som menneske må man spørge sig selv, hvilken skæbne ønsker jeg mig? Forargelse og visse former for pinlighedsreaktioner er at betragte som åndeligt stenkasteri. Man skal som bekendt ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. Eller som Jesus udtrykker det: "Den af jer, som er uden synd, lad ham være den første, der kaster sten på hende" (Johs. 8,7). Jesus stod over for en flok meget forargede mænd og en enkelt efter tidens norm falden kvinde.

"Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: "Lad mig tage splinten ud af dit øje"; og se, der sidder en bjælke i dit eget øje. Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje." (Matt. 7,1)

Man kan tvivle på, om Jesus rent faktisk har sagt "Hykler!" sådan med eftertryk, for det kan i høj grad opfattes som en fordømmelse og forargelse og som sådan også pinligt. Men ret beset kan jeg ikke sige mig fri for at være hykler i en eller anden grad. Jeg mener og siger et og gør noget andet. Det er reelt hverken forargeligt eller pinligt, for det hører mit udviklingstrin til. Vi render rundt med "bjælker i øjet" og forarges over "splinten i næstens øje". Vi ser skarpt, når det gælder andres fejl, og er ofte blinde for vores egne fejl. Jesus lover, at vi vil komme til at se meget mere klart, dersom vi gør det modsatte af, hvad vi oftest gør i dag. Han anbefaler, at vi fokuserer på at drage bjælken ud af vores eget øje først. Først da kan vi se klart og hjælpe andre med at komme af med deres splinter.

Konfronteret med egne svagheder, som vitterligt er svære et komme af med, er det nyttigt at forholde sig til Martinus' udsagn om, at næstekærligheden ikke er en viljesakt, men et spørgsmål om udvikling. Vi kan blive forargede over, at der stadig er mennesker, der går ind for f.eks. stening. Men dybest set kan vi ikke lave om på andre menneskers tro, overbevisninger, holdninger og ideologier. Det er en opgave, kun udviklingen kan gøre noget ved. Årsags- og virkningsloven garanterer, at det sker. I det lys er forargelsen ren selvskadende adfærd.

Jeg har for øvrigt lagt mærke til, at jeg ikke så tit bliver forarget på regulære forbrydere. Jeg forventer ikke, at de opfører sig som engle, men derimod netop som forbrydere. Forargelse handler meget om forventninger, og derfor uddeles der ofte mere forargelse, når f.eks. en politiker eller endnu bedre en præst fremtræder dobbeltmoralsk. Det tyder på en vis udvikling eller rettere afvikling af forargelsesevnen. Målet må være, at vi er næstekærligt ikke fordømmende indstillede over for alle mennesker, uanset hvilke overbevisninger, evner og egenskaber de fremtræder med.