Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1957/9 side 13
SÅLEDES SKREV MARTINUS –
– fra analyserne om drømme. –
LIVETS BOG stk. 338. – (I).
– "Drømme" gør det således til kendsgerning, at der eksisterer to slags realistiske former for "vågen" tilstand, nemlig, en vågen dagsbevidst oplevelsesform igennem de fysiske sanser, og en i virkeligheden ligeså "vågen" oplevelsesform i en tilstand, hvor de fysiske sanser er sat ud af funktion. Begge oplevelsesformer opleves af individet som tankefunktion og er lige realistiske. Væsenet "ser" i drømme landskaber, byer og mennesker, dyr, blomster, materier eller stoffer, det "ser" sorger, ulykker, lemlæstelser og lidelser, lykke og glæde ligeså virkeligt som i den vågne fysiske bevidsthed. Ja, det kan, sålænge det er i drømmetilstand, absolut ikke afgøre, hvilken af de to tilværelsesformer det befinder sig i. Fra sin "drømmetilværelse" får individet efterladt sig ligeså realistiske erindringer om "grønne skove", "enge", "marker", "dyr" og "mennesker", "sorger" og "glæder" som efter den vågne fysiske tilværelse. Dog er der visse ting, der undertiden afslører, at individet i "drømmetilværelsen" ikke i så høj grad er underkastet tyngdeloven som i den fysiske tilværelse. Der afslører sig her en langt mere frigjort tilstand end den, det jordiske væsen er underkastet i sin oplevelsestilstand igennem det fysiske legeme. Her kan man f.eks. opleve at "svæve" frem gennem rummet, ligesom man også undertiden kan opleve en rent "kropslig" forvandling på sin tankes bud. Man kan opleve sig selv som barn, som ung eller gammel alt efter sin villieindstilling. Man er heller ikke i den grad stedbunden som i den fysiske oplevelsesform. Der er således mange oplevelser her, der er ganske afvigende fra, hvad man kan opleve i den vågne fysiske tilværelse.