Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Materialistisk indstillede skeptikere vil muligvis smile ironisk og tænke, at "man er ude med snøren" for gennem propaganda at erhverve proselytter til "de frelste"s skare. Men ironien vil ikke være på sin plads, for i nedenstående citater er der ikke et ord, der slår til lyd for nogen bestemt trosbekendelse eller religion. Ganske vist vil mange lytte, når videnskabsmænd udtaler sig positivt om det religiøse, mange, som ikke ville være nær så interesserede, hvis en ærkebiskop udtalte sig om kosmisk stråling eller atomfysik, og hvorfor? For det er noget, han ikke har forstand på, vil man sige. Men har forskerne da forstand på religion? Det er meget tvivlsomt, om de har forstand på teologi, men det er heller ikke teologi, de udtaler sig om. Det er om noget, der ligger langt dybere i mennesket, om selve det religiøses væsen og princip, og derfor er disse udtalelser af stor interesse for dem, der studerer kosmologi.

Når jeg her forsøger at forbinde ovennævnte ni udtalelser (i en lidt anden rækkefølge end de står i "Det Bedste") og se dem i lys af Martinus kosmologi, er der måske nogle, der vil kalde det "propaganda for Martinus analyser". (De understregede citater gengives med tilladelse af "Det Bedste"s redaktion.) Men her er propaganda i den gængse forstand ikke nødvendig, analyserne taler for sig selv til den, "der har øren at høre med", og er det noget, Martinus ikke selv ønsker, så er det, at nogen skal tro på ham på grund af suggestion eller reklame. Men når han netop siger: "Tro ikke på, hvad jeg siger eller skriver, men gå selv ud i livet og se, om det ikke passer", er det naturligt, at man, når kosmologien har inspireret én, søger den bekræftet, hvor man kan, dels gennem egne erfaringer og dels gennem, hvad andre i skrift og tale giver udtryk for, at de har erfaret. Og hvor det, som i nærværende eksempel, er mennesker, der ikke kender Martinus verdensbillede, der har udtalt sig, kan det altså ikke være det, de "laver propaganda for", det er selve "den nye verdensimpuls", de har været modtagelige for som højt udviklede celler i jordklodevæsenets hjerne.

Siden Kepler døde, er der noget mere af det, mennesket var uvidende om, der i dets bevidsthed har føjet sig til "den lille smule vi ved", så den lille smule viden er blevet noget større. Kepler var en af pionererne inden for den forskning, der er et absolut nødvendigt fundament for "den nye verdensimpuls" på denne klode. Han fordrede, at enhver forklaring skulle være en årsagsforklaring, og han påviste på grundlag af Tycho Brahes målinger, hvorledes planeterne bevæger sig i ellipsebaner. Han var den første, der gav naturlove udtryk i matematisk form og dermed en banebryder af rang for moderne videnskab. Men for ham var det naturligt, at det, han erhvervede af viden, blot var en lille smule af Guds bevidsthed. Han var et strålende eksempel på, hvad "kosmisk religiøsitet" i forbindelse med en nøgtern evne til at analysere og beregne kan føre til.

Hans arbejde blev på sin vis fortsat af en anden, som også er citeret blandt de ni, matematikeren Isaac Newton (1642-1727), grundlægger af den klassiske mekanik, hvor tyngdeloven er grundlov. Ham lykkedes det at give en naturlig forklaring på, hvad man kan kalde verdensmaskineriet, men han var alt for stor en tænker til kun at drage materialistiske slutninger af sine forskningsresultater; i sine sidste år beskæftigede han sig meget med religiøse problemer, og de store æresbevisninger, han modtog, påvirkede ikke hans naturlige beskedenhed, han kunne sige: "Jeg ved ikke, hvordan verden ser på mig, men selv synes jeg kun, jeg har været som en lille dreng, der leger ved stranden; nu og da har jeg fundet en sten, der var glattere, eller en muslingeskal, der var kønnere end de andre, men hele tiden lå sandhedens vældige hav uopdaget foran mig". Dette poetiske billede af forskeren som en dreng ved stranden stemmer godt overens med Martinus karakteristik af den fysiske videnskab som "søluften i nærheden af havet". Selve havet bliver da udtryk for den åndelige viden, videnskaben om universets åndelige love, hvis nærhed fik det matematiske geni Newton til også at beskæftige sig med religiøse tanker. En gang vil han tage ud på havet og være med til at gøre religion og videnskab til ét.

Opfatter man videnskab som en pålidelig metode til at finde frem til sandheden, altså til at få indsigt i livslovene eller livets struktur, og religion som søgen efter en tilfredsstillende livsform, bliver videnskab og religion komplementære begreber, d.v.s., at de kun tilsyneladende er kontraster, i virkeligheden supplerer de hinanden og kan kun eksistere på grund af hinanden, inderst inde er de ét. En tilfredsstillende livsform må i det lange løb være ensbetydende med et liv i overensstemmelse med livslovene, hvilket naturligvis også kræver et nøje kendskab til disse livslove.

Men har videnskaben da ikke allerede et sådant kendskab til livets love, at resultatet deraf skulle kunne være en tilfredsstillende livsform? Arthur Compton sagde: "Videnskabens magt vokser", men hvad er denne magt forbundet med? For en meget stor del med egoisme, materialistisk snæversyn, forfængelighed, snobberi, profitjageri og en hel masse andre mindre værdifulde egenskaber. Ikke at forskerne specielt besidder disse egenskaber (nogle af dem gør det sikkert i mindre grad end så mange af os andre), men da disse egenskaber er en dominerende magt i det moderne samfund, forbindes de med og får overherredømme over videnskabens magt. Resultatet er truslen om atomkrig, teknisk rivalisering i stedet for samarbejde, maskiner som trussel om arbejdsløshed i stedet for arbejdslettelse o.s.v. Det kan ikke være en tilfredsstillende livsform for andre, end de få, der høster profitten af en sådan tilstand. Og de få bliver dog også ramt af sygdomme, død, sorger og prøvelser, som hverken penge eller materiel og teknisk magt kan hjælpe dem over. Nej, det må efterhånden gå op for flere og flere mennesker, at det er en anden vej end den rent materialistisk-ateistiske, der fører frem mod en menneskeværdig fremtid, og at der er en sandhed bag biologen Albert Winchesters ord: "En dybere og fastere tro på Gud må være det eneste resultat af en bedre indsigt i sandheden". Men der kommer religionernes dogmer i vejen, for de kan være vanskelige at forbinde med et livssyn baseret på videnskabelig tænkning. En religion, der er "søgen efter en tilfredsstillende livsform" kan ikke være bundet af dogmer, der blev skabt af teologer for umindelige tider siden, fordi de den gang ansås for passende til datidens livsform. En videnskab under forvandling kan ikke forbindes med en stagneret religion. Kan en religion da være under udvikling? Ja, i det enkelte menneskes sind, og dermed efterhånden i hele menneskeheden. En sådan religion må forbindes naturligt med videnskabelig logik, og begrebet humor, som betyder meget for menneskenes udvikling, må heller ikke være fremmed for den. Man møder en befriende humor i biologen Edwin Conklins udtalelse: "Sandsynligheden for, at livet skulle være opstået ved en tilfældighed, kan sammenlignes med sandsynligheden for, at et bindstærkt leksikon skulle blive resultatet af en eksplosion i et bogtrykkeri".

"Hvis et univers kunne skabe sig selv, ville det rumme en skaberkraft, og vi ville blive tvunget til at slutte, at universet selv er en gud." Her er en forsker, der som resultatet af egen tænkning nærmer sig Martinus analyse af de tre X'er, skaberen, skabeevnen og det skabte, altså kan man virkelig tale om "kosmologiens grænseland".

Det væsentlige ved Martinus kosmologi er dog ikke blot, at den giver et verdensbillede, men også, at den gør det på en sådan måde, at hvert eneste menneske, der kan inspireres deraf, kan finde en mening med sit liv i forhold til helheden. Så der er altså ingen af os, der behøver at være ringere stillet, end Einstein var, selv om vi ikke er matematiske genier, hvis vi forstår, hvad "kosmisk religiøsitet" i virkeligheden indebærer af kolossale muligheder for os alle.