Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At tage til Japan, skabe kontakt med eventuelt interesserede og for dem holde en række foredrag om Martinus analyser er ikke så lige en sag. Det kræver en effektiv plan og mange forberedelser, og fremfor alt kræver det en beslutsomhed og vilje til at sætte det hele i gang. Beslutsomheden og viljen kom med megen kraft fra Martinus selv, og det skete under en sammenkomst godt et halvt år før rejsen. Sammen med Martinus sad vi en række medarbejdere og drøftede det følgende års arbejdsmuligheder. Jeg redegjorde for det arbejde, der var udført under den tidligere esperantoverdenskongres i Holland, nævnte, at vi uden selv at deltage forhåbentlig kunne arrangere en udstillingsstand under kongressen i Tokio, men i øvrigt regnede med foruden at arrangere en stand også at holde foredrag under kongressen i Ungarn i 1967. Inden jeg kunne nå at fortsætte, havde Martinus afbrudt mig med den kategoriske erklæring: "Nej, du skal da til Japan". Umiddelbart kunne jeg ikke rigtigt forestille mig en sådan plan gennemført, selv om jeg siden sinjoro Itoos besøg i 1959 havde haft en ubevidst fornemmelse af, at det engang ville gå sådan. Jeg kom med forskellige indvendinger og bl.a. den, at det jo ville koste en formue. Hertil svarede Martinus, at han anså en sådan rejse for at være særdeles betydningsfuld, og at den nok skulle komme i stand, for, som han bemærkede ved en senere lejlighed, Jeg har endnu aldrig faet en sådan tilskyndelse, uden at den også senere viste sig at være rigtig."

Som De sikkert alle ved, viste denne tilskyndelse sig at være rigtig i den forstand, at mange sluttede op om den plan, der senere blev lagt, og skabte det økonomiske grundlag for dens gennemførelse. For den støtte, der på denne og også på andre måder er ydet, vil jeg gerne her benytte lejligheden til at bringe en varm og meget hjertelig tak, og som De forhåbentlig vil forstå af det følgende, har Martinus tilskyndelse også været rigtig i den forstand, at rejsen har givet resultater og åbnet perspektiver, som var samtlige anstrengelser værd. Ved siden af dette har den været en strålende og lærerig oplevelse for mig selv, hvad jeg også er overordentlig taknemlig for.

Det siger næsten sig selv, at det at rejse ud og fortælle andre mennesker om en livsopfattelse og livsindstilling, i hvis lys alt negativt ses som noget, der også er positivt, er en ønskeopgave for enhver, der føler sig inspireret til efter evne at arbejde med på skabelsen af en bedre verden, end den vi nu lever i. Dette gælder i hvert fald i fuld udstrækning for mit vedkommende. Til det inderste i mig selv er jeg overbevist om, at den menneskekærlighed og den tolerance, der i Martinus arbejde er helt uden forbehold, netop er det, der lidt efter lidt skal føre verden ud af de ulykkelige tilstande, den nu befinder sig i. Det betyder dog naturligvis ikke, at Martinus Institut har eller mener at have monopol eller patent på menneskekærlighed og tolerance. Det er der da heldigvis også mange andre mennesker og bevægelser, der i større eller mindre grad er besjælet af, og netop dette er jo forudsætningen for, at Martinus arbejde i det hele taget kan få den store betydning, som det ifølge sit indhold er naturligt egnet til. Foruden selve den fuldstændige tolerance er det jo karakteriseret ved en intellektuel underbygning af synspunkterne, der i høj grad gør det egnet til at være den samlende faktor, der løfter menneskelighed og tolerance op på et højere plan, hvor denne idealisme ikke længere i den almindelige opfattelse er udsprunget af naivitet og blåøjet utopi, men er baseret på kendsgerninger og klar logik.

Hermed være ikke sagt, at jeg i særlig grad føler mig kvalificeret til at løse denne opgave. Der er jo tale om et så gigantisk arbejde, at det siger sig selv, at det må mange, mange mennesker efterhånden komme til at deltage i. Der må foretages endnu adskillige rejser til Japan og andre fremmede lande, hvis der skal skabes virkninger, som på længere sigt skal kunne spores i form af indfyldelse på verdensbegivenhederne, og i første omgang er der kun mulighed for at tilvejebringe den moralske og materielle støtte fra sagens centrum og fra dens nærmeste interesserede, hvilket stort set vil sige i Danmark og Sverige. Dette forhold var der i fuld udstrækning forståelse og sympati for ved denne her lejlighed, og det fylder os i instituttet med en vis optimisme, når vi tænker på i fremtiden at følge de hidtil udførte arbejder op, så de ikke efterhånden bliver glemt på de pågældende steder, men får så mange og varige impulser, at de til sidst kan arbejde videre som selvstændige centrer.

Om selve rejseforberedelserne har der allerede været skrevet så tilstrækkeligt, at der her kun skal fremhæves, at jeg i eventuel ledig tid ville opsøge japanske regerings- og parlamentsmedlemmer for at orientere dem om den realistiske mulighed, der består for at løse det internationale sprogproblem gennem esperanto; og for at søge deres støtte til det tidligere omtalte forslag til FN om at tage skridt til dette. Til brug ved sådanne lejligheder havde jeg gennem en samtale med kulturminister Hans Sølvhøj fået tilsagn om en anbefalingsskrivelse fra kulturministeriet, og den ankom i god tid inden afrejsen. Mod forventning, og til fordel for mit egentlige formål, blev der slet ikke tid til dette. Skrivelsen fik jeg stort set kun brug for ved en del interviews om rejsen i Japan og ved et besøg hos præsidenten for Chyung Hee-universitetet i Seoul i Korea.

På forhånd havde jeg bedt arrangørerne i Japan om at lægge et hårdt arbejdsprogram, så rejsen kunne blive så godt udnyttet som overhovedet muligt, og jeg skal love for, det ønske var blevet opfyldt. Der var praktisk taget ingen tid til overs ud over det planlagte, og det var jo glimrende, selv om det skal indrømmes, at det var langt mere anstrengende, end jeg havde kunnet forestille mig.

I afgangshallen var der tid til at sludre lidt om de sidste ting, til at få de sidste hilsener med til Japan og til at få mange gode ønsker med på turen. Det sidste syntes jeg jo nok kunne være nødvendigt, når man betænker, hvor ukendt og i hvert tilfælde tilsyneladende usikkert arrangementet derovre var. Der forelå ikke mange detaljerede oplysninger om programmet, men Martinus var helt sikker i sin sag, da han udtalte, at jeg kunne være ganske rolig. Der ville være sørget for, at jeg virkelig fik udnyttet mine muligheder. Det ville under ingen omstændigheder være forgæves at tage der over.

Til sidst blev der kaldt ud til maskinen, og jeg tog afsked med min familie, med Martinus og de personlige venner, der trods det dårlige vejr var mødt op for at se mig godt af sted. Henrik, min 7-årige dreng, havde truet med at græde, når der var afgang, men det glemte han heldigvis for alt det spændende, der foregik.

Snart efter sad jeg i maskinen, fastspændt med sikkerhedsbæltet, og forsøgte i regnen og på den lange afstand at skelne dem, jeg lige havde taget afsked med. Samtidig kom jeg naturligvis i tanker om en hel del ting, som jeg egentlig også gerne ville have haft talt om inden afgang, men der er ikke noget så uigenkaldeligt som en flyvemaskine, der er startet op til afgang og kun venter på selve signalet. – – Så kørte vi ud på startbanen. Efter et brølende tilløb trak jetmotorerne os med en vældig kraft op i luften, hvorefter støjen dæmpedes betydeligt ned. Vi kunne løsne sikkerhedsbælterne og gøre os det behageligt i de komfortable sæder. Det er næsten ubegribeligt, at man med den nuværende form for teknik som med ét tag kan trække en tung maskine med 130 mennesker flere tusinde meter op i luften og så lade den glide videre der oppe.

Glideturen fortsatte ind over Tyskland, hvor vejret var kendeligt bedret, og da vi få timer senere landede i Zürich, havde vi haft en vidunderlig tur hen over Tysklands skove og bjerge og nød nu et dejligt varmt sommervejr i Schweiz. Her var der et par timers ophold, som blev benyttet dels til at skrive et par kort og dels til at ringe til et par gode venner af Martinus arbejde. Sinjoro Sturzenegger, som ofte har hjulpet os med forskellige ting, var imidlertid på ferie i alperne, og den anden, som i en årrække har købt vore bøger, var i mellemtiden blevet pensioneret. Han følte sig tilovers og var i det hele taget meget mærkelig til mode ved at have forladt sit daglige arbejde, og det havde øjensynligt medført en lidt bitter passivitet. Tidligere havde han f. eks. været levende interesseret i alt vedrørende esperanto, men heller ikke her var der nogen kontaktmulighed, i hvert tilfælde ikke i en kort telefonsamtale, så til sidst måtte jeg helt opgive. Man løser sikkert ikke pensionisternes problemer kun ved efterhånden at sørge for en betrygget materiel tilværelse. Man må også løse beskæftigelsesproblemet, og ikke blot på hobby-basis, men ved at sørge for, at pensionister på naturlig og virkningsfuld måde kan deltage i samfundets almindelige liv lige så længe, lyst og evner er til stede. Det kan ikke være rigtigt at betragte dem som udrangerede jernbanevogne, der blot venter på ophugning – også af den grund, at der jo her er en stor arbejds- og erfaringsreserve, som også samfundet som helhed står sig ved at skabe udnyttelsesmuligheder for. – – Dette tilfælde var der som sagt ikke lejlighed til at komme nærmere ind på, men det gav en stærk fornemmelse af de menneskelige problemer, der skjuler sig her.

Snart efter afgik maskinen med Athen som næste mål. Denne gang var det med det schweiziske luftfartsselskab Swissair i en Coronado helt som den foregående. Turen over alpernes snedækte tinder, der glitrede i eftermiddagssolen, var en dejlig oplevelse, og det var en ejendommelig fornemmelse at flyve over posletten og langs Italiens og Jugoslaviens bjergrige kyster, hvor så mange af historiens store begivenheder har udspillet sig. En transitlanding i Athen midt om sommeren er der derimod ikke meget ved. Fra luften ser hele byen tør og afsvenden ud, og det gælder også de omgivende i øvrigt meget skønne bjerge.

Da vi trådte ud af maskinen, stod varmen som en mur. Der var næsten 30 grader i skyggen, og solen stak fra en skyfri himmel, så man skyndsomst søgte ind i den i hvert fald lidt mindre varme transithal, hvor vi heldigvis kun skulle opholde os en halv times tid, inden der igen var afgang, og denne gang til Karachi, det længste enkeltstræk på hele turen.

I Karachi var det sort tropenat. Den hede ørkenvind var næsten uudholdelig, men oven over os hvælvede der sig en pragtfuld stjernehimmel, der var aldeles betagende. Her var jeg tilfældigt kommet til at sidde ved siden af en amerikansk antikvitetshandler, hvis øjne tindrede om kap med stjernerne, og som snakkede løs om de åndelige oplevelser, han havde opnået gennem fordybelse i indisk filosofi. Det var dog på en måde, der efter hans talestrøm at dømme havde kørt det hele sammen for ham i en kalejdoskopisk forvirring. Et øjeblik var jeg lige ved at tro, der kunne komme noget ud af denne kontakt, men det var slet ikke tilfældet, og senere var der heller ikke lejlighed til at fortsætte samtalen.

De næste mellemlandinger før Japan var Bombay, Bangkok og Hong Kong.