Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En japansk taxachauffør rører sig nødigt ud af sin vogn. Han er som limet til rattet, og kommer man med tunge kufferter, som skal i bagagerummet, er det nødvendigt med mange fagter at gøre ham dette begribeligt, før han slipper sine pedaler. Det er måske en direkte ulyst til dette, der har afstedkommet en teknisk finesse, der så vidt jeg ved ikke benyttes noget sted i vesten. Inden man kan nå at tage i håndtaget på vognen, springer døren op med et smæld. Forbavset sætter man sig ind, og før man får set sig om, smækker den i igen. Chaufføren har ikke gjort andet end at trykke på en knap. Senere så jeg taxaer med minifjernsyn til passagerernes underholdning, og andre var udstyret med airkondition, så man selv i den mest kvælende varme kunne sidde i en behagelig kølig temperatur. Disse ting og en lang række andre fremskridt er ubedragelige tegn på, at der er en enorm teknisk udvikling i gang i Japan.

Her hos os er japanerne bl.a. kendt som et folk med en fabelagtig evne til at kopiere vestens frembringelser, men dette stadium er ved at være overstået. Det er ganske tydeligt, at man ikke alene kan kopiere, men at man også har en meget fremskreden evne til at anvende tingene i nye kombinationer, at videreudvikle dem og at foretage nyudviklinger, som i mange henseender ligger væsentligt over tilsvarende ting i vesten. Der vil næppe gå mange år, før vi her i vesten kopierer japanske nyskabelser.

Fra Fairmont Hotel, hvor vi boede, får man ikke indtryk af, at Tokio er verdens største by, og det ligger endda tæt ved kejserpaladset, som er byens centrum. Kun i forretningskvarteret, som ligger på den anden side af kejserpaladset, får man et sådant indtryk. Her er kæmpemæssige kontorbygninger så elegante og så raffineret udstyret, at de ikke står tilbage for noget, man kan finde andre steder.

Efter krigen sørgede general MacArthur for, at "Himlens søn", den japanske kejser, steg ned på jorden. Hidtil havde han suverænt været det japanske folks åndelige overhoved, forlenet med guddommelig herkomst og genstand for næsegrus tilbedelse. Nu indtager han en lignende position, som kongelige personer i den øvrige del af verden. Han og hans familie bor i kejserpaladset i Tokio, men selve paladset ser man ikke meget til. Det er omgivet af store voldgrave og høje mure, og kun et par gange om året har publikum adgang til en del af området, desværre på tidspunkter, som ikke gav mig lejlighed til at komme der.

Trods japanernes højt besungne raffinerede sans for skønhed er Tokio ikke nogen smuk by. Den er nærmest en kæmpemæssig landsby med små sammentrængte huse, hvor alt er dækket af et gråt støvlag. Den dækker et så enormt område, at der endog findes høje bjerge med vilde dyr i den. Det myldrer med mennesker, og trafikken er enorm. Aldrig før har jeg set så mange mennesker klemme sig så tæt sammen i S-toge, busser og sporvogne. Biltrafikken er tæt i centrum, men ude omkring dog ikke nær så slem, som man skulle vente, og grunden er, at Japan jo endnu ikke har så mange biler pr. indbygger, som vi f.eks. har her.

Efter ankomsten om natten tog jeg straks næste morgen sammen med Torben Kehlet til kongresbygningen for at deltage i kongressens åbning og for at træffe sekretær Per Hagedorn fra den danske ambassade i Tokio. Ambassadesekretæren skulle deltage som observatør for det danske udenrigsministerium, og jeg havde stillet mig til rådighed som guide og tolk, så han kunne få lejlighed til at gøre de iagttagelser, han fandt nødvendige. Hans virksomhed resulterede i øvrigt senere i en ganske glimrende rapport til udenrigsministeriet om kongressen og esperantos anvendelighed.

Så meget, som det overhovedet var muligt, opholdt jeg mig i standen for at tale med de mennesker, der kom og interesseret stillede spørgsmål om Martinus Institut og de synspunkter, det repræsenterer. Der var mange japanske studerende, der henvendte sig, men naturligvis følte de sig ikke alle umiddelbart overbevist om synspunkternes rigtighed. Fælles for dem, der kom, var det, at de var levende interesseret i andres synspunkter og tilsyneladende regnede med muligheden af, at forholdene kunne være, som jeg forklarede. Det var mennesker af snart sagt enhver art, der henvendte sig, og jeg fik en stærk fornemmelse af, at der her var en mere levende og fordomsfri indstilling til tilværelsens største spørgsmål, end tilfældet er i vesten.

Sinjoro Sumija har selv en større rådgivende ingeniørforretning, som lægger megen beslag på hans tid, men alligevel får han tid til en omfattende aktivitet for esperanto. For et par år siden havde vi ham som gæst her i København, og ved den lejlighed viste han ingen særlig interesse for Martinus arbejde, men efter at have hørt et af de foredrag, jeg holdt under kongressen, stillede han en dag i standen og købte bogen "Logik" og et par af de mindre bøger, og han gjorde det med bemærkningen om, at han anså det for at være særdeles betydningsfuldt, at disse ideer vandt udbredelse i Japan. Her herskede der efter hans mening stor interesse for den åndelige side af tilværelsen, men samtidig stor usikkerhed i spørgsmålene vedrørende livsopfattelse.

Sinjoro Pamporov repræsenterer en bulgarsk religiøs bevægelse, som nu er forbudt af det bulgarske styre. Han foretog en foredragsrejse i Japan på den japanske bevægelse Oomotos foranstaltning, og også han viste stor interesse for arbejdet her. I den tid, jeg opholdt mig i Japan, fik han læst hele bogen Logik, og vi fik os mange samtaler om problemer, der er behandlet i den. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at Oomoto påtager sig at udgive bøger for hans bevægelse, nu da dens virkemuligheder er stærkt begrænsede.