Kontaktbrev 1966/7 side 6
Ib Schleicher:
FRA JAPANDAGBOGEN 3.
To kongresforedrag
Inden for kongressens rammer havde jeg lejlighed til at holde 2 foredrag. Det ene med titlen "Livsopfattelse og videnskab", og det andet med titlen "Fredsskabende følelser og tanker". De blev overværet af i alt 70 personer. Efter det første var der en hel times livlig diskussion om forskellene mellem Martinus arbejde og teosofien, og der var en lang række spørgsmål om instituttet, om dets forhold til samfundslivet, til politik, penge, krig o.s.v. Set fra mit synspunkt et vellykket arrangement. Efter det andet traf jeg for første gang den ene af de to tolke (Huĝimoto), der senere efter tur ledsagede mig på hele turen i Japan. Han arbejdede I Oomoto, men var ikke selv direkte tilhænger af denne religion. I en to timers meget åbenhjertig samtale sagde han blandt andet, at han betragtede mig Tilhørere ved kongresforedrag som et interessant fænomen, fordi jeg foretog en sådan rejse til Japan, og fordi det var lykkedes mig gennem en lang årrække at praktisere anvendelsen af esperanto i forholdet til mine børn.
Tilhørere ved kongresforedrag
Oomoto arrangerer min foredragsrejse
En af de første dage efter ankomsten til Tokio traf jeg sinjoro Esumi, som er leder af Oomotos udlandsafdeling, og jeg traf også sinjoro Itoo, som hidtil havde været Oomotos generalsekretær. Vi har haft en meget nær forbindelse med dem begge. De har stærke interesser for Martinus arbejde, er meget indstillet på at hjælpe os, hvor de kan, og da jeg har haft et meget venskabeligt forhold til dem gennem en årrække, var det et særdeles hjerteligt møde, der her fandt sted. I Julekosmos kan De i artiklen "Forståelse og tolerance i Japan" læse nærmere om, hvad Oomoto er, og hvilken rolle disse to idealistiske mennesker har spillet og i fremtiden kan komme til at spille for vort arbejde i Japan. Ved denne lejlighed overrakte sinjoro Esumi mig en rejseplan, hvorefter jeg skulle holde foredrag i 23 forskellige byer. Det skete uden kommentarer, og jeg fik ikke lejlighed til på noget tidspunkt at få en samlet oversigt over, hvilke emner jeg skulle holde foredrag over og for hvilket publikum, det skulle ske. Det havde man overladt til de lokale arrangører, og ingen havde fundet nogen anledning til at meddele mig resultatet af overvejelserne. Jeg prøvede mange gange at få det at vide, men da det er uhøfligt at være vedholdende, lykkedes det mig ofte først så sent, at jeg var henvist til at udarbejde foredrag og arrangere lysbilleder i sidste øjeblik.
Oomoto stiller vederlagsfrit tolke til rådighed
Af rejseplanen fremgik det, at jeg på turen til Nordjapan ville være ledsaget af sinjoro Umeda og til Sydjapan af sinjoro Huĝimoto. Det var mere, end jeg havde turdet håbe på, men naturligvis en meget stor fordel frem for at skulle have ny tolk hvert sted. Jeg var naturligvis indstillet på at betale for tolkenes rejse og ophold, men efter afslutningen viste det sig, at det var helt umuligt at få lov til at betale noget som helst heraf. Tolkenes rejse og ophold betragtede Oomoto som sin andel i arrangementet, skønt man ikke havde nogen direkte anledning til det. En sådan hjælpsomhed og interesse for andet åndeligt arbejde end ens eget må være en helt exceptionel ting. Det vil ganske givet være vanskeligt, hvis ikke helt umuligt, at finde en anden bevægelse, som står på tilsvarende højt niveau med hensyn til forståelse og tolerance. Jeg kunne derfor godt forestille mig, at Oomoto med sit eksempel kan komme til at spille en fremtrædende rolle i den kommende udvikling.
Til Kameoka med verdens hurtigste tog
Allerede inden min afrejse fra Danmark var jeg inviteret til at holde tale ved Oomotos sommerfest den 7. august. Som emne havde jeg valgt "Grundlaget for menneskelighed og samarbejde mellem idealistiske bevægelser". Dagen før esperantokongressen sluttede, var tiden inde til at tage af sted til Kameoka, som er Oomotos hjemsted. Denne by ligger lige i nærheden af Kioto, som har været Japans hoved gennem mere end tusind år.
Afstandene er store i Japan. Fra Tokio til Kioto er der henved 600 km, så sammen med Torben Kehlet, sinjoro Itoo og nogle andre Oomotanere tog vi af sted med Tokkaidolinien, verdens hurtigste tog og Japans stolthed. Japanerne har også grund til at være stolte af dette tekniske vidunder. Et luksustog var det, med airkondition og flyvemaskinesæder, og med en hastighed, der på mange strækninger nåede op på over 210 km i timen. Det er det dobbelte af de hastigheder, man kan køre med her i landet, og i løbet af 1966 er det oven i købet sådan, at hastigheden skal sættes op til 250 km pr. time. Det varede derfor kun nogle få timer, før vi kunne stige ud i Kioto, og det på en banegård så flot og raffineret, at det næsten tager vejret fra en. Herfra kørte vi i bil til Kameoka, hvor jeg om eftermiddagen skulle tale ved sommerfesten.
Vi blev installeret i et fint udstyret værelse med bad, og vi fik tid til en kort rundgang på terrænet for at se, under hvilke ydre omstændigheder denne bevægelse lever sit liv. Den ydre ramme er smuk og imponerende. En tempelbygning så stor, at den kan rumme mellem 3 og 4000 mennesker, en stor administrationsbygning med tilhørende gæstefløj, en særlig bygning for Oomotos nuværende kvindelige leder, Naohi Deguĉi, og hertil en række bygninger for Oomotos ungdomsorganisation og andre afdelinger. Det hele er anlagt i en dejlig park med den særlige japanske sans for raffineret skønhed.
Til teceremoni hos Oomotos åndelige overhoved
Som næste punkt på programmet var vi inviteret til te hos sinjorino Deguĉi. Det var ikke almindelig uformel tedrikning, som vi kender det her hos os. Det er teceremoni, som udføres med megen omhu og alvor. Man bærer naturligvis over med os klodsede vesterlændinge, men vi blev på forhånd omhyggeligt instrueret om, hvad vi skulle foretage os. Efter en symbolsk rensning ved en lille kilde udenfor, gik vi på knæ gennem en lille luge i væggen ind i et smukt, men meget enkelt udstyret rum, hvor en japansk tekedel stod og blev varmet på et fyrsted. Vi blev anbragt på nogle puder på gulvet, som jo er bløde måtter, og her sad vi nogle øjeblikke, indtil Naohi Deguĉi lydløst kom ind i værelset, en lille kvinde klædt i en smuk japansk kimono, men med et kraftigt hoved, hvorfra der lyste det mildeste par brune øjne, man næsten kan forestille sig. Hun gled stille ned på knæ og hilste på hver enkelt af os ved at bøje panden næsten helt ned til gulvet. Til at begynde med virker denne særlige japanske hilseform meget overdrevet, men efterhånden, som man vænner sig til den, forekommer den mere yndefuld og naturligt høflig. Til arrangementet hører nydelse og beundrende iagttagelse af blomster og vægdekoration og af de yndefulde bevægelser, hvormed teen blev tilberedt af en ung kvinde, der sad på knæ foran fyrstedet. Den grønne japanske te bliver serveret i små, meget kunstfærdigt udførte keramikskåle, og der serveres en sød kage dertil. Hele ceremonien gennemgås i rækkefølge af deltagerne. Når den første er godt i gang, begynder den næste, og således fortsætter det rækken rundt. Det hele sker med forud nøje fastlagte bevægelser. Man hilser på hinanden, man beundrer teskålen ved at dreje den i hænderne, og i det hele taget er det teceremoniens formål at nyde skønhed, at opnå en behagelig afslappet atmosfære og give ro i sindet, hvilket også sker, selv om jegmå indrømme, det knirkede slemt i knæene.
Naohi Deguĉi, Oomotos åndelige overhoved.
En meget hjertelig velkomst
Efter selve tedrikningen var samværet mere tvangfrit, og der var nu lejlighed til at overrække Naohi Deguĉi den gave til hende og Oomoto, som jeg havde med fra Martinus og instituttet.
Først bød sinjorino Deguĉi os hjerteligt velkommen og takkede mange gange for den hjælp og støtte, vi fra instituttets side tidligere har givet Oomotos repræsentanter, når de har været i Danmark. Desuden udtrykte hun håbet om, at vore bevægelser må blive knyttet nærmere til hinanden, og beklagede samtidigt, at Oomoto er en lille bevægelse med begrænsede kræfter.
Jeg holdt en mindre tale om instituttets forbindelse med Oomoto, om den støtte man herfra allerede tidligere har givet os og om den idealistiske indstilling og det idealistiske arbejde, Oomoto udfører. Dette kunne jeg gøre af et fuldt hjerte, for jeg nærer virkelig en oprigtig og meget dyb beundring for de menneske: i Oomoto, der praktiserer disse ting uden at have det grundlag, vi her er beriget med. Jeg understregede, at jeg ikke kom med forventning om direkte hjælp fra Oomoto, men mente, at det i første række drejede sig om at skabe gensidig sympati og forståelse, etablere et venskabeligt forhold og dermed give hinanden moralsk støtte. Herefter må der så opstå et konkret samarbejde i den udstrækning, der er naturlige betingelser til stede. Disse tanker og synspunkter vandt fuldstændig genklang hos de tilstedeværende.
Et gammelt religiøst symbol som gave
Gaven fra Martinus og instituttet var et religiøst symbol, nemlig den gamle, danske solvogn, og netop solvognen syntes vi var en udmærket ting til denne noble bevægelse i den opadgående sols rige. Ved overrækkelsen oplæste jeg følgende brev fra Martinus:
"Kære Naohi Deguĉi!
Da jeg har den glæde, at en af mine nære medarbejdere hr. Ib Schleicher skal besøge hovedcentret for Deres store mission i menneskekærlighedens tjeneste, vil jeg gerne ved denne lejlighed udtrykke min inderligste og hjerteligste tak for den overordentlige store sympati og velvilje, vor mission er blevet til del fra Dem og Deres medarbejdere gennem årene.
Jeg vil også gerne sige inderlig tak for den hjælp og støtte med hensyn til tilrettelægningen af min medarbejders program for sit forestående besøg i Deres missions center og vidunderskønne land, som er blevet ham til del af Deres sympatiske medarbejdere.
Jeg håber, hans besøg må være medvirkende til, at det venskabets bånd, der allerede er knyttet imellem vore to bevægelser, må blive endnu mere intimt sammenknyttet i vor fælles mission i menneskehedens tjeneste.
I den nu synkende gamle verdenskultur med dens krige og ragnarok er det menneskekærlige bevægelser af samme slags som vore to bevægelser, der i sig har den verdenskultur, som skal blive fundamentet for den virkelige fred over hele jorden og dermed afskaffelsen af den gamle verdenskulturs bloddryppende krigsmaskiner og altudslettende atom- eller kernevåben og sygdomsbefordrende sorger og bekymringer, sult og nød. Og jordens kontinenter og have skal komme til at hvile i en blændende guddommelig, lysende og varmende verdensfred.
I ønsket om Guds velsignelse over Deres store mission beder jeg Dem modtage min kærligste hilsen.
(sign.) MARTINUS"
En uformel samtale
Herefter udspandt der sig en længere samtale om Oomotos og instituttets arbejde, og sinjorino Deguĉi udtrykte sin store glæde over de kontakter, der nu var skabt. Hun var ked af, at hun endnu ikke beherskede esperanto tilstrækkelig godt til at føre en utvungen samtale, hvorfor sinjoro Itoo måtte fungere som tolk. Endnu engang beklagede hun, at deres bevægelse var forholdsvis lille og derfor ikke kunne gøre det for os, som man egentlig gerne ville. At dømme efter vore forhold herhjemme synes jeg imidlertid, det var en storartet støtte, vi fik, og jeg tænkte i denne forbindelse på den foredragsrejse, man havde givet mig program til, og på den tale, jeg om lidt skulle holde i Bansoden-templet, hvor man havde talt om en mulig deltagelse på henved 3.000 personer.
Fortsættes.
Tilbage til artikelregister
Forrige