Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fra besøget hos sinjorino Deguĉi begav vi os til Banŝoden-templet, som jeg var meget spændt på at se indefra. Der var ikke 3000 mennesker til stede, som man havde talt om. Derimod sad der henved 1000 mennesker i den karakteristiske stilling på knæene. Jeg fik at vide, at de allerede havde siddet sådan i flere timer og hørt på forskellige taler og foredrag, så jeg tænkte med det samme, at jeg blev nødt til at korte min tale ned til næsten ingenting. Sinjoro Itoo sagde imidlertid til mig, at det skulle jeg slet ikke tænke på, for forholdene var helt anderledes her i østen, end vi var vant til i vesten, og det skal jeg love for, han havde ret i. Der var en taler i gang, og det viste sig, at inden jeg skulle til, skulle sinjoro Itoo give en redegørelse for esperantokongressens forløb, og det varede omkring en halv time. I mellemtiden sad vi i et værelse ved siden af, og det var tydeligt at høre på forsamlingen, at man i hvert fald ikke var søvnige og uopmærksomme. Jeg gik derfor fortrøstningsfuld i gang, da det blev min tur, og jeg gjorde det i sikker forvisning om, at grundlaget for menneskelighed og samarbejde mellem idealistiske bevægelser virkelig er ting, hvis betydning ikke kan undervurderes i den nuværende udvikling.

På vejen tilbage fra templerne kom der nogle mennesker løbende og spurgte, om jeg var fra København. Da de hørte, at det var tilfældet, blev jeg straks trukket med hen til en lille gruppe, der ivrigt talte engelsk med en lille japansk dame, en af de få japanere, jeg traf, som virkelig beherskede dette sprog. Det viste sig, at hun på et lille traktørsted på vejen var faldet i snak med en polsk dame, der deltog i esperantokongressen. Hun havde her fået at vide, at der var deltagere fra mange forskellige lande og havde meget ivrigt spurgt, om der ikke også var nogle fra København, for så ville hun meget gerne tale med dem. Da de var kommet ud fra traktørstedet, gik de derfor straks i gang med at finde de københavnere, der var med på turen, og så blev jeg altså tilkaldt. Nu stod jeg over for den lille japanerinde, som meget forventningsfuldt straks spurgte mig, om jeg kendte hendes bror i København. Jeg smilede lidt og har sikkert set særdeles tvivlende ud, for selvfølgelig anså jeg det for at være mere end tvivlsomt. Jeg svarede, at det var vist ikke særlig sandsynligt, men pludselig slog noget ned i mig, og jeg fortsatte med at sige, at såfremt han hed sinjoro Takeuĉi, så gjorde jeg det nu alligevel. I et par måneder inden afrejsen til Japan havde jeg nemlig taget nogle timer i japansk hos en sproglærer med det navn, ikke for at lære sproget, men kun for at være lidt orienteret om dets struktur. Ved at høre dette gik der ligesom et elektrisk stød igennem hende, og hun faldt straks i armene på mig, som om det var mig, der var hendes bror. Hun ligefrem hulkede af glæde og rørelse over at have truffet en, der kendte ham, og over at få at vide, at han havde det godt, at han var en meget dygtig lærer og et særdeles charmerende menneske, hvad han i høj grad var. Familien havde ikke set ham i 10 år, og hans gamle forældre længtes forfærdeligt efter ham. Han havde studeret sprog ved forskellige europæiske universiteter og var nu havnet i København, hvor han studerede dansk og samtidig underviste i japansk.

Efterkongressen, der varede 4 dage, fandt sted i Kioto, hvor vi boede på et dejligt hotel i "Western style". Her udfoldede der sig et meget varieret internationalt liv. Mennesker fra alle mulige nationer passerede ud og ind gennem vestibulen. Her og også på de udflugter, der blev foretaget, havde jeg ofte lejlighed til at arbejde på den opgave, der havde ført mig herud. Dette kunne jeg gøre uden blusel og med stor inspiration, da det er en absolut grundfæstet opfattelse hos mig, at information kun skal gives der, hvor der er naturlig anledning til det, og at der kun skal fortsættes med yderligere oplysninger, hvor dette er ønsket. Dels har ethvert menneske jo én uindskrænket ret til at have og bevare sin egen opfattelse af tingene, og dels tjener det de idealistiske kræfter bedst kun at anvende metoder og midler, der er i fuld overensstemmelse med idealismen.

Før jeg tog afsted til Japan, havde jeg udsendt et cirkulære til en række mennesker ikke alene i Japan, men blandt andet også i Korea. Her var der særligt en mand ved navn Taekeng Kim, som jeg henvendte mig til, og som er kendt for en omfattende aktivitet for esperanto. Cirkulæret svarede han imidlertid ikke på, og et senere brev forblev også ubesvaret, så jeg regnede i og for sig ikke med, at han kunne nære nogen interesse for spørgsmålene. På en udflugt til bjerget Hiei i Japan fik jeg imidlertid meget overraskende lejlighed til at træffe ham. Det overraskende lå i, at han overhovedet deltog i kongressen. Jeg havde nemlig hørt, at de 20 koreanere, som havde planlagt at deltage, ikke havde kunnet få udrejsetilladelse på grund af vanskeligheder mellem Korea og Japan. Sådanne uoverensstemmelser er der stadig mange af, og de er eftervirkninger af et 50-årigt meget hårdt japansk regime i Korea. Stor var derfor min forbavselse, da jeg på dette bjerg mødte sinjorino Worcester, som sagde til mig, at hun ville præsentere mig for sinjoro Taekeng Kim, der som den eneste koreaner deltog i kongressen. Sinjorino Worcester, som tidligere har besøgt os her i Danmark, er meget stærkt interesseret i Martinus arbejde, og hun var særdeles opsat på, at jeg skulle få kontakt med Taekeng Kim, hvad jeg egentlig ikke var særlig opsat på på grund af de tidligere mislykkede forsøg. Hun fandt ham imidlertid, og denne kontakt viste sig senere at blive særdeles værdifuld.

Vi havde ca. 20 minutter sammen, og medens vi beundrede den vidunderlige udsigt, fortalte han mig, at han altid havde haft den opfattelse, at Gud eksisterede, men at religionernes forklaringer ikke var rigtige, eller i hvert fald var utilstrækkelige og derfor misvisende. Han var levende interesseret i en endelig og tilstrækkelig forklaring på tilværelsen, og tidligere havde han for at søge denne forklaring blandt andet taget et halvt års ophold i et buddhistisk kloster som munk. Dét havde dog ikke givet det ønskede resultat, hvorfor han kun var blevet der det halve år. Han havde næsten tabt troen på, at det kunne lade sig gøre at finde løsningen, men da jeg forklarede ham, hvilke synspunkter, instituttet og jeg selv repræsenterede, og fortalte ham om Martinus i Danmark, blussede hans interesse op med fornyet kraft. Han havde tidligere ofte set vore annoncer i esperantobladene, men på grund af den lidt negative indstilling, han efterhånden havde fået til disse spørgsmål, havde han ment, at dette arbejde kun havde lokal interesse i Danmark, og så havde det ikke beskæftiget ham mere. Da han modtog mit cirkulære om rejsen til Japan, og da han havde læst mit brev, havde det vakt en fornyet interesse til live hos ham, men andre ting havde taget opmærksomheden, og derfor var det heller ikke da blevet til noget. Han var helt indstillet på, at universitetskredse og i det hele taget moderne intellektuelle mennesker fremover ikke vil kunne acceptere noget som helst andet end den logisk underbyggede sandhed som forklaring, og det slog ham stærkt, at jeg fremhævede netop dette som en opfattelse, man helt var indstillet på i Martinus institut.

Selv om 20 minutter ikke er lang tid, fik vi alligevel talt sammen om mange ting, som vakte en så stærk interesse til live hos ham, at han nu pludselig meget gerne ville arrangere en længere foredragsrejse for mig i Korea, og her var det muligt, sagde han, at komme til at holde foredrag på alle Koreas universiteter. Det ville jeg naturligvis gerne, men på grund af senere uroligheder på flere af disse universiteter, var det alligevel ikke så lige til. Imidlertid måtte et besøg i Korea nødvendigvis være kort, og det kunne først blive til noget i slutningen af min rejse, så jeg skulle høre nærmere om de konkrete muligheder, når han var kommet hjem.