Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1966/9 side 6
<<  5:19  >>
Ib Schleicher:
FRA JAPAN-DAGBOGEN 5.
Suveræne herskere i det gamle Japan
Den klassiske japanske bygningskunst har stået på et meget, meget højt niveau. En så raffineret og smuk arkitektur og et så fint håndværk skal man lede længe for at finde mage til, og det var endda i vældig udvikling allerede dengang, vi her i Norden havde primitiv vikingetid.
I gammel tid blev Japan regeret af en såkaldt Sogun, der var den materielle hersker, medens kejseren (Tennoo) var landets åndelige overhoved. Sogunerne sad inde med diktatorisk magt, når de var eneherskere, men til tider var der flere, som gjorde krav på disse uindskrænkede beføjelser, og så bekrigede de hinanden med alle til rådighed stående midler, og de områder, de underlagde sig, blev regeret med meget hård hånd. De imponerende bygningsværker, de har rejst rundt omkring i Japan, vidner om deres hensynsløse anvendelse af magten, for de har krævet uhyre ofre.

Kinkakuĵi, den gyldne pagode
De milde kræfter
I tidens løb har også religionerne i Japan haft en vældig indflydelse, der har givet sig udslag i bygningskunsten.
Templet Kinkakuĵi (den gyldne pagode) er en af Japans nationale helligdomme. Den er et klenodie i klassisk japansk arkitektur og håndværk, og besøges årligt af millioner af mennesker.
Nikko nationalpark ligger på et højt bjerg, hvortil man kommer ad et imponerende vejanlæg hugget ind i bjergets sider. Det er helt utroligt, så mange templer og helligdomme, der findes i dette land, og i Nikko findes der særligt mange. I modsætning til andre tempelanlæg er de her ganske overdådigt udstyret med billedskærerarbejder og andre dekorationer. Dog finder man næsten altid trapper og ballustrader i samme udførelse. Her er de udført i rød lak, hvad der er meget almindeligt, og forsynet med rigt forsirede beslag. Lakarbejderne er af så fin udførelse, at selv om de altid er udsat for vind og vejr, er de alligevel så fine og blanke i overfladen, at tingene spejler sig i dem.
En buddhistisk klosterleder med internationale interesser
Senere havde vi lejlighed til at besøge et stort buddhistisk seminarium, hvor seminariets leder holdt en kort velkomsttale på det internationale sprog. Der var ikke særlig mulighed for at få indblik i klosterlivet, men vi kunne frit gå rundt i en del af bygningerne, og det var en oplevelse i sig selv. Den tyste og rolige atmosfære og de enkle og raffinerede klosterhaver, der visse steder kun var revet sand, var en virkelig vederkvægelse for sindet.
En utrolig livskraft i et menneske, der er lænket til sin seng
Som repræsentant for et dansk esperanto-forlag havde jeg under kongressen til opgave at tildele sinjoro Nakamura en sølvspore og udnævne ham til "Årets forfatter". Den direkte anledning hertil var, at han på esperanto havde forfattet og fået udgivet en japansk encyklopædi indeholdende 400 specifikke japanske udtryk på esperanto og med så mange definitioner, forklaringer og beskrivelser, at det faktisk var et helt stykke kulturhistorie, han havde udført. Sinjoro Nakamura kunne desværre ikke selv være til stede under kongressen, så jeg måtte nøjes med der at proklamere hans udnævnelse.
For nogle år tilbage blev han lam i ryggen, hvilket har medført, at han nu altid er lænket til sin seng. Det har imidlertid ikke taget livskraften fra ham. Han arbejder flittigt fra morgen til aften med sit redaktionsarbejde, sine litterære arbejder, og med en del hverv inden for Oomoto, som han går meget op i. Dette sidste gør han på en særdeles fordomsfri og meget klartskuende måde, hvilket også i høj grad tillod ham at nære stor interesse for Martinus arbejde. Gennem årene er det ham, der har ladet anmeldelser af vore bøger trykke i Oomotos esperantoblad, hvilket vi har haft megen glæde af. Da jeg nu aflagde besøg hos ham, ville jeg dels personligt overrække ham omtalte sølvspore, og dels ville jeg gerne takke ham for det store arbejde, han i tidens løb har udført til fordel for instituttet. Ved siden af dette ville jeg naturligvis gerne nærmere ind på spørgsmålet om Martinus arbejde, og jeg ville også gerne undersøge, hvilke muligheder han eventuelt indebar for oversættelser fra esperanto til japansk.

Sinjoro Nakamura i arbejde
Det var efterhånden gået op for mig, at det ikke alene er karakteristisk for Oomoto som bevægelse, men også for de enkelte tilhængere at være helt tolerant indstillet over for andre åndelige arbejder og interesseret i deres vækst. Nøjagtig den samme indstilling fandt jeg hos sinjoro Nakamura. Han glædede sig meget over, at et sådant arbejde kunne trives i vesten, og han var meget glad for og optaget af, at Oomoto havde påtaget sig at arrangere foredragsrejse for mig, hvilket han naturligvis på forhånd var fuldt informeret om. Jeg fik lejlighed til at give ham en redegørelse for grundprincipperne i Martinus arbejde, og jeg fik spurgt, om han selv eller eventuelt andre gennem ham kunne tænkes at indebære muligheder for oversættelser. Han var levende interesseret i alle spørgsmålene, og vi aftalte, at jeg skulle komme tilbage, så snart det kunne lade sig gøre. I mellemtiden ville han så undersøge mulighederne for oversættelse.
Man kunne tro, han var mærket og trykket af altid at være bundet til sin seng og det samme værelse, men det var ingenlunde tilfældet. Sjældent har jeg oplevet en så oplivende og humørfyldt eftermiddag som sammen med ham. Samtidig med en dybtgående og velafbalanceret åndelig interesse var han i besiddelse af et sprudlende humør, et spillende vid og en udpræget sans for humor, så også af den grund glædede jeg mig til at vende tilbage.
Et arrangement, som alligevel blev til noget
Den morgen vi skulle forlade hotellet for endnu engang at tage til Kameoka og der deltage i det næste arrangement, der var Oomotos festival, traf jeg sinjoro Ooba, med hvem jeg også havde korresponderet inden rejsen. Som så mange andre havde også han fået mit cirkulære og reageret på det. Han turde imidlertid ikke arrangere noget foredrag i sin egen by Kitakyusyu, der lå i det sydlige Japan. Han var selv stærkt interesseret i tankerne, men var bange for ikke at kunne stable et arrangement på benene, der kunne tilfredsstille mig. Jeg havde tidligere skrevet det, og nu fortalte jeg ham det igen, at for mig var antallet af tilhørere ikke det afgørende. Jeg ville gerne stille mig til rådighed, såfremt der blot var en enkelt person, der var alvorligt interesseret i sådanne spørgsmål. Nu først blev han klar over, at det virkelig var alvorligt ment, og det resulterede i, at han foranledigede et arrangement i nabobyen, men det kommer vi tilbage til senere. Ved denne lejlighed var der ikke tid til andet end netop lige at få dette forhold slået fast. Bilerne, som vi skulle køre i til Kameoka, holdt uden for døren, så vi måtte hastigt afbryde samtalen.
International festival i Kameoka
Oomoto havde virkelig lavet et storstilet arrangement. For en betaling, der kun dækkede en minimal del af de virkelige omkostninger, havde man påtaget sig at huse og bespise de 200 deltagere i de 4 dage, det hele varede.

Festival-deltagerne ankommer til Oomoto-området
Da vi ankom, fik vi en virkelig festlig modtagelse, og det var meget overraskende. Lange rækker af børn, der viftede med Oomotos forskellige flag og med esperantoflag, stod på begge sider af den lange allé, som vi skulle igennem for at komme til bestemmelsesstedet. Senere blev børnene afløst af voksne medlemmer af Oomoto, og alle hilste de os med lyse smil og glade tilråb. Vi følte vist alle, at den velkomst var helt ærligt ment, og det fik vi senere rig bekræftelse på. For første gang skulle vi opleve et japansk hotel, for Oomoto kunne ikke huse os i egne lokaler. En del af os måtte sove i en sovesal, idet der heller ikke var tilstrækkelig med hotelværelser, og i øvrigt er sovesale almindeligt i japanske hoteller. Man føler sig imidlertid vældig godt tilpas et sådant sted, for alt er fuldstændig rent, ikke et sted på gulvet, der består af tykke måtter, tatami, behøver man at være betænkelig ved at sætte eller lægge sig med sit reneste tøj. Praktisk taget alt i Japan foregår på gulvet, på tatami, og således også spisning. Med korslagte ben sidder man på puder ved små lave borde, hvis man da kan holde det ud. Ellers vender og drejer man sig, så smerterne kan fordeles, og det var der mange, der gjorde.

Deltagere i Oomotos internationale festival den 13.-15. august 1965.
Der var lagt et meget afvekslende program, som de fleste ivrigt deltog i. Der var en alsidig kunstnerisk afdeling, som viste forskellige aspekter dels af den klassiske japanske kunst og dels af moderne japansk kunst. Det kræver stor indlevelse virkeligt at få udbytte af den klassiske kunst, som i mange henseender er forskellig fra den europæiske, men den er umiddelbart betagende i sin skønhed. Af den moderne kunst var et danseoptrin inspireret af begivenhederne i Hiroshima i særlig grad overbevisende, specielt hvis man selv har været i Hiroshima, og det fik jeg selv senere lejlighed til. Som naturligt er, var der også indlagt foredrag og redegørelser for Oomotos arbejde, selv om arrangementet på ingen måde tog sigte på propaganda for Oomotos ideer. (Her må i øvrigt igen henvises til artiklen i Julekosmos 1965 "Forståelse og tolerance i Japan", hvor der nærmere er gjort rede for Oomotos ideer). Det humanistiske arbejde, der udføres af Oomoto, og den tolerance, der gives udtryk for fra bevægelsen som helhed og også i høj grad fra dens enkelte medlemmer, betog imidlertid alle tilstedeværende, hvoraf kun en mindre del på forhånd var direkte interesserede i selve Oomoto. At det virkelig havde gjort indtryk, kom også stærkt til orde i de taler, en del af os holdt ved afslutningen af denne festival.
 
Fortsættes.
  >>