Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1966/10 side 5
<<  6:19  >>
Ib Schleicher:
FRA JAPAN-DAGBOGEN 6.
Religionernes rolle i det moderne liv
En af de ting, der interesserede mig mest, var den diskussion, der var lagt op til under titlen "Hvad er religionernes rolle i det moderne liv". Jeg var inviteret til at indlede i en af de 4 grupper, hvor diskussionen skulle foregå, og jeg understregede især det forhold, at man må regne med, at religionernes rolle er aftagende og kun kan tiltage i den grad, det lykkes at finde et videnskabeligt grundlag for de religiøse synspunkter. Dette var der en del enighed om, men de fleste regnede dog ikke med muligheden af at nå til et sådant videnskabeligt grundlag, og hele diskussionen endte med enighed om, at religionen ikke skulle have materiel eller politisk magt, men måtte være den inspirerende faktor i opbygning af humanisme.

På Hozufloden
En uforglemmelig sejltur
I en brændende sol løb Oomotos festlige afslutning af stablen. Den bestod i en næsten 20 km lang tur med store robåde på Hozufloden, der har et meget snørklet forløb med flade vandfald og store strømhvirvler, og hvor der mange steder stikker store sten og klippeblokke op af vandet. Hver båd blev betjent af 3 veltrænede og stærke japanske rorkarle, der måtte lægge alle kræfter i for at ro båden, hvor vandet var roligt, og ellers styre den gennem strømhvirvler og vandfald. Floden er omgivet af den skønneste natur i form af høje bjerge med en frodig bevoksning af bambus, fyr og gran. Vi sejlede forbi små maleriske landsbyer, under store vej- og jernbanebroer, og mange steder var vej- og jernbaneanlæg hugget ind i klippevæggen langs med floden eller ført gennem tunneler. Rundt omkring boltrede den lokale ungdom sig i et frit badeliv eller var på vandreture på de smalle bjergstier. Efter denne vidunderlige tur nåede vi til Kioto, hvor selskabet skiltes, nogle for at tage toget til Tokio og derfra med flyvemaskine til Europa, andre for at opleve nye ting andre steder i Japan, og nogle, blandt hvilke jeg selv befandt mig, for at tage tilbage til Kameoka og tilbringe endnu nogen tid i Oomoto.
Deltager i en film om Oomoto
Ved tilbagekomsten havde man planlagt, at jeg skulle filmes. To filmsfolk stod parat til dette, og jeg måtte nu tilbringe en hel dag med dette arbejde. Mine præstationer var dog beskedne. De bestod i at spadsere rundt og se på bygningerne og den smukke park, tale med mennesker, deltage i teceremoni og dvæle i meditation i det tempel, hvor jeg tidligere havde holdt tale. Der er tale om, at denne film, hvoraf min andel naturligvis kun er en brøkdel, kan blive vist også her ved en senere lejlighed. Selv har jeg naturligvis ikke set, hvilke resultater der kom ud af det.
Selv om jeg havde de mest glimrende forhold at bo under, var jeg alligevel inviteret til at opholde mig nogle dage hos sinjoro Itoo, der som tidligere nævnt også har besøgt os her i Danmark, men først måtte jeg tage afsked med Torben Kehlet, som jeg indtil nu havde været sammen med det meste af tiden. Jeg var ked af, at vort behagelige og inspi rerende samvær nu skulle ophøre, men han skulle igen hjem til Danmark for at passe sit arbejde, så det var der ikke noget at gøre ved.
Jeg fortsatte min filmsoptræden, og da det var slut sent på eftermiddagen, spadserede jeg sammen med filmsfolkene en tur gennem Kameoka for at vi kunne afslutte med en forfriskning på en lille café. De kunne begge en lille smule esperanto, men dog ikke tilstrækkeligt til en utvungen samtale, så vi var glade for at have den brasilianske oomotoaner med det imponerende navn José de Campos Bretas med som tolk, og dermed tilbragte vi en fornøjelig time sammen, idet vi alle havde fælles åndelige interesser og stor sympati for hinandens arbejde.

Oomotos administrationsbygning
Gæst i et typisk japansk hjem i en lille landsby
Sinjoro Itoo bor i en lille landsby 4 km fra Kameoka, og man kan kun komme derud i taxa ad snørklede veje, hvor der ingen offentlige trafikmidler er. Der er ikke noget så dejlig roligt som en lille japansk landsby en solbeskinnet eftermiddag. Alt ånder fred og ro. Den lille klynge huse ligesom vokser op af de mægtige grønne rismarker, der strækker sig til alle sider. De små stråtækte japanske træhuse er tillukkede, så man ikke ude fra kan se, hvad der foregår. Sådan var der også hos sinjoro Itoo. Først når man står helt inde i huset, kan man danne sig et indtryk af omstændighederne. Sinjoro Itoo er lille. Han når mig ikke til skulderen, men hans lille kone, der har født i alt 7 børn, er et helt hoved mindre end han og så spinkel, at jeg næsten ikke kunne forstå, hun kunne holde til noget som helst De modtog os begge meget hjerteligt, og sammen med den bulgarske sinjoro Pamporov blev jeg budt indenfor, hvor vi blev anbragt i et par rigtige kurvestole med udsigt til den diminutive have, der netop var vandet, hvilket er tegn på, at huset er rede til at modtage gæster. Da vi havde siddet og sludret et kvarters tid, blev jeg inviteret til at tage bad, hvad der var meget velkomment i den kvælende varme. Bagefter var det sinjoro Pamporovs tur, og først til sidst trak værten sig tilbage den korte tid, det tager.
Med spisepinde eller kniv og gaffel
Lidt efter blev vi budt til bords, og dette foregik som sædvanlig på puder på tatami omkring et lavt bord, som det er japansk skik. Både sinjoro Pamporov og jeg blev spurgt, om vi foretrak kniv og gaffel i stedet for de japanske pinde. Jeg foretrak hver gang at spise med pinde, dels fordi jeg syntes, det var morsomt, og dels fordi det ikke var særligt svært.
Den gamle japanske tradition byder, at kvinderne ikke skal deltage i mændenes selskabelige liv, men denne skik er man så småt på vej til at forlade, og sinjorino Itoo kom da også til sidst ind og deltog, selv om sprogvanskelighederne begrænsede det. På et vist tidspunkt brød vi alle ud i en hjertelig latter, da det pludselig gik op for os, at jeg var den eneste, der spiste på japansk maner. Alle andre, også sinjoro Itoo og hans familie, havde skiftet fra spisepinde til kniv og gaffel.
En japaner, en bulgarer og en dansker i en japansk landsby
Efter måltidet fik sinjoro Itoo, Pamporov og jeg en lang og hyggelig samtale om de ting, der interesserede os alle tre så stærkt. Det gjaldt samarbejde mellem idealistiske bevægelser, livsopfattelse i dens forskellige aspekter, den nye moral, der er nødvendig for at ændre verdenssituationen, de midler, der må tages i anvendelse og de muligheder, der findes for at skabe interesse for en sådan udvikling. Både sinjoro Itoo og sinjoro Pamporov havde gjort den samme iagttagelse dels i Japan og dels i Bulgarien, at den moderne undervisning fører ungdommen bort fra religionerne, Selv om sinjoro Itoo gjorde gældende som sit synspunkt, at nutidens mange lidelser til sidst ville føre menneskene tilbage til religionerne, var han og sinjoro Pamporov dog ikke utilbøjelig til at give mig ret i, at det var nødvendigt med en logisk underbygget livsopfattelse, idet man mere og mere vil komme til at forlange en mere sikker underbygning af den opfattelse, man støtter sig til.
På bjerget Takakuma
Den næste formiddag tog sinjoro Itoo og jeg på en vandring op på bjerget Takakuma, hvor medstifteren af Oomoto, Onisabro Deguĉi, tidligere har haft nogle åndelige oplevelser, der førte ham til at blive den ledende skikkelse inden for denne bevægelse. Også på denne tur fulgte filmsfolkene os, og som den kæmpe, jeg var i det selskab, kunne jeg ikke lide, at de små, spinkle japanere skulle bære de tunge apparater og stativer, så jeg fik mig et anstrengende job som bærer. Det var i øvrigt meget interessant, og det gjorde et stærkt indtryk på mig at være på det sted, hvor Onisabro Deguĉi havde haft de åndelige oplevelser, som også er omtalt i artiklen i Julekosmos.
En indgående samtale med sinjoro Nakamura
Dagen før foredragsrejsen skulle begynde, havde jeg igen lejlighed til at besøge sinjoro Nakamura. Denne gang havde vi det meste af dagen til vor rådighed, så der var god tid til at drøfte de ting, som vi tidligere havde måttet udsætte, enten fordi tiden var for knap, eller fordi det ikke var belejligt på grund af andre tilstedeværende. Fra tidligere besøg havde vi aftale om, at jeg ved lejlighed skulle forklare ham betydningen af en del af Martinus symboler, og derfor havde jeg i dag taget en større samling med mig. Jeg havde ikke gennemgået mere end det første, før han gav udtryk for stor beundring for denne glimrende illustrationsteknik. Ideerne og principperne, som er illustreret med symbolerne, var han fra første færd helt på linje med, for sagen er den, at mange af de ting, Martinus giver begrundelser for, findes i Oomotos lære, men dog her uden begrundelser. Vi tilbragte det meste af dagen med en livlig diskussion af stoffet. Han stillede mange spørgsmål og kom med mange kommentarer og sammenligninger med Oomotos ideer, og på denne måde fik vi en indgående gennemgang af mere end 25 symboler.
Ind imellem, når der var naturlig anledning til det, drøftede vi de nuværende forhold i Oomoto, og han var inde på, at man her i visse henseender kunne trænge til en fornyelse. Jeg på min side gjorde gældende, at da Martinus arbejde ikke er bundet i en forening, men står helt frit og kan benyttes af enhver, kan det heller ikke binde eventuelle interesserede. Enhver, og dermed også enhver bevægelse, kan frit benytte materialet til egne formål, når blot disse er i overensstemmelse med dette materiale. Jeg tror, sinjoro Nakamura var tilbøjelig til at mene, at en fornyelse i Oomoto måske kunne komme igennem Martinus analyser. Det samme synspunkt har jeg gjort gældende over for andre fremstående personer i Oomoto, og også flere steder her fik jeg det indtryk, at denne tanke ikke var helt umulig for dem. Denne antagelse bygger jeg blandt andet på udtalelser fra oomotanere, som har fortalt mig, at sinjoro Itoo var meget optaget af Martinus arbejde, at han satte det særdeles højt.
Til sidst var jeg desværre nødt til at bryde op. Næste dag skulle jeg påbegynde min foredragsrejse, og der var endnu en del ting, jeg var nødt til at ordne inden. Jeg tog en hjertelig afsked med sinjoro Nakamura, med hvem jeg fra første færd havde følt mig i den grad forbundet, og som jeg følte mig så stærkt på bølgelængde med, at enhver forestilling om principielle forskelle mellem østerlænding og vesterlænding her syntes at blive gjort fuldstændig til skamme. Da jeg har været ude for det samme med flere andre japanere, er jeg foreløbig kommet til det resultat, at den store forskel, der efter manges mening skulle bestå mellem øst og vest, er mere overfladisk, end man rent umiddelbart skulle tro. De fundamentale personlige behov og de fundamentale krav til livet må nødvendigvis være ens, hvad enten det drejer sig om sort, hvid, gul eller rød. Der kan være og er store forskelle i levesæt og reaktionsmåde, men ønskerne må stort set være de samme. Jeg har i hvert fald ved mange lejligheder konstateret, at jeg følte mig mere i kontakt og slægt med den østerlænding, med hvem jeg delte interesser, end med de mange vesterlændinge, hvor intet interessefællesskab findes.
Om aftenen inden afrejsen næste morgen var jeg igen gæst hos Naohi Deguĉi, og denne gang sammen med sinjoro Itoo, sinjoro Pamporov, den brasilianske tolk og en fransk og en engelsk dame, der begge var kommet til Oomoto for at undervise i esperanto. Det blev en meget hyggelig og munter aften, hvor der var sørget for en udsøgt vegetarisk servering. Som sædvanlig sad vi på puder på tatami og forsøgte efter bedste evne at finde frem til en eller anden hvile stilling, hvilket kun lykkedes en kort tid ad gangen. Til afsked fik hver af os overrakt en gave, og min var en japansk kimono, der til forskel fra selv det tyndeste europæiske tøj er meget luftig og bekvem at have på, så den var jeg vældig glad for, selv om jeg havde anskaffet mig en i forvejen.
 
(Fortsættes).
  >>