Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På vejen hjem til mit værelse slog det mig, at jeg endnu kun havde opholdt mig i Japan i knapt 3 uger, og dog havde jeg oplevet så meget, at det næsten føltes overvældende. De hidtidige begivenheder havde i høj grad bestyrket min tillid til den opfattelse, Martinus med så stor styrke og sindsro havde gjort sig til talsmand for, nemlig den, at der i Japan ville være god grobund for hans tanker. Det var derfor med stor fortrøstning, at jeg nu så hen til den forestående foredragsrejse, og heller ikke her blev jeg skuffet.

Som allerede tidligere berørt, havde man fra Oomotos side udarbejdet en detaljeret rejseplan. For hver eneste dag i hele den kommende måned var der nøjagtig angivelse af de byer, hvor der skulle overnattes, samt tidspunkter for ankomst og afgang. Desuden var der angivet, at sinjoro Umeda skulle ledsage mig på rejsen til den nordlige del af Japan, medens sinjoro Huĝimoto skulle ledsage mig til den sydlige del af Japan, men der var ikke et ord om, hvornår eller om hvad jeg skulle holde foredrag, og som sagt var det heller ikke muligt at få dette at vide på forhånd.

Herunder ser De et udsnit af selve den plan, jeg fik udleveret

Foredragsrejsens udgangspunkt var Kameoka, og bortset fra et par enkelte byer har jeg holdt foredrag alle de steder, der er angivet på kortet. Fukui var rejsens første station, og efter en dejlig rejse op langs vestkysten med ophold i byerne her gik det over Yamagata og Yonezawa tværs over landet til Sendai, en millionby med en skøn beliggenhed på Japans østkyst. På langs op gennem landet kom vi til havnebyen Aomori, hvorfra vi med skib sejlede til Hakodate. Hermed var vi kommet fra hovedøen Honshu til den nordligste ø Hokkaido, hvor rejsen endte i Otaru. Fra Otaru kom vi med bus tilbage til Sapporo og herfra med Japan Airlines til Tokio, hvor jeg som afslutning på denne første halvdel af rejsen skulle holde foredrag i Oomoto i Tokio. Her afløste sinjoro Huĝimoto tolken Umeda, og vi fortsatte over Ataini og Hammamatsu på en mindst lige så vidunderlig rejse gennem Nagoya, Inasawa og Kyoto til Osaka og Kobe. Her forlod vi igen hovedøen Honshu og denne gang for at tage med skib til øen Shikoku, hvor vi begyndte i Tokushima og over Takamatsu og Niihama kom til Matsuyama. Herfra gik det med skib gennem et meget smukt øhav til den by, hvis eksistens verden for mere end 20 år siden blev uhyggelig klar over, nemlig Hiroshima. Besøget her er brændt ind i min bevidsthed, og det skal vi komme tilbage til senere. For at fuldstændiggøre oversigten over rejsen skal nævnes, at vi fortsatte med toget over Onomitshi og Okayama til Matsue, hvor jeg traf sinjoro Sakai, der har påtaget sig et større oversættelsesarbejde, som han går i gang med til sommer. Fra Matsue gik det direkte tilbage til Kameoka, hvor jeg opholdt mig et par dage dels for at se nærmere på forholdene i Oomoto, dels for at skrive takkekort til alle dem, der på forskellig vis havde bistået ved rejsens gennemførelse, og dels for at arrangere en flyverejse til Fukuoka, to togrejser til Osaka og Kobe og endelig rejsen til Korea. Alt i alt har turen inden for Japans grænser strakt sig over en 5-6000 km, hvilket svarer til to rejser frem og tilbage mellem København og Rom. Disse tal og oplysningen om, at der er ca. 350 km fra Flensborg til Skagen, kan give et begreb om størrelsesforholdene. Turen fra København over Athen, Karachi, Bombay, Bangkok, Hongkong og Tokio til Seoul i Korea og tilbage til København var på ca. 35.000 km.

Selv om vi ofte havde været sammen i Kameoka, i Oomotos center, var det først nu, vi rigtig fik lejlighed til at tale sammen, for hidtil havde vi næsten altid været i selskab med mange andre. Nu fik vi udvekslet synspunkter om de spørgsmål, der var det egentlige grundlag for rejsen, og det viste sig, at Umeda var meget interesseret i Oomoto, men dog på en så fri måde, at det ikke forhindrede ham i ved en senere lejlighed, hvor han havde læst bøger af Martinus, at give udtryk for f.eks. dette, at læsningen af bogen "Omkring min missions fødsel" havde betaget ham meget stærkt. Han udtrykte det med ordene: "Ved læsningen af bogen følte jeg samme bevægelse, som ved læsningen af Onisabro Deguĉis beretning om sine åndelige oplevelser". Huĝimoto var derimod ikke selv aktivt interesseret, men iagttog med megen undren den interesse, vi andre lagde for dagen. Han havde imidlertid stor sympati og interesse for de mennesker, der beskæftigede sig med tingene, talte hjemmevant med om emnerne og befandt sig i øvrigt glimrende ved sit arbejde i Oomoto. De var begge meget meddelsomme og havde udpræget sans for humor, hvilket også var tilfældet for Huĝimotos kone, så vi tilbragte en hyggelig og munter eftermiddag sammen, hvor vi også havde rig lejlighed til at drøfte betydningsfulde spørgsmål. Senere tilberedte sinjorino Huĝimoto aftensmad, som vi spiste på japansk maner, og der var omhyggeligt sørget for, at jeg ikke behøvede at komme i klammeri med min vegetariske samvittighed. Her har man i øvrigt altid mulighed for at klare frisag, idet japanerne aldrig på forhånd blander noget i deres kogte ris. Desuden havde jeg allerede i det cirkulære, jeg havde udsendt her fra Danmark, diskret, men omhyggeligt gjort opmærksom på, at jeg er vegetar, så der ikke skulle opstå vanskeligheder på grund af manglende forhåndsoplysninger.

Jeg ved ikke, om det på forhånd var meningen at holde foredrag her i Fukui, der var i hvert fald ikke lavet noget egentligt arrangement. Man bad mig imidlertid om under private former at fortælle om Danmark, og efter aftensmaden tog vi i bil hen til sinjoro Watanabe, som tidligere havde været vandbygningsingeniør, men nu virkede som lærer ved den stedlige skole. Turen foregik ad små snørklede veje, som man skal være meget lokalkendt for at finde ud af, for der findes praktisk taget ingen vejskilte. Efter megen møje og besvær nåede vi dog Watanabes hus, hvor 8 mennesker var kommet til stede for at høre, hvad jeg kunne fortælle, og for at se de i øvrigt glimrende lysbilleder, jeg havde lånt med af turistforeningen.

I kraft af den specielle japanske møbleringsform, der kun består af et bord midt på gulvet og et antal puder til at sidde på, kan man klare sig med de meget små rum. Bliver de møbleret på europæisk vis, ser det straks helt anderledes ud, og det var netop tilfældet hos Watanabe. Møblerne var klemt sammen, så det må have været et helt puslespil at få det hele anbragt i den lille stue. Det var i hvert fald vanskeligt at få anbragt os 10 mennesker imellem møblerne.

Selve foredraget er der ikke meget at sige om. Det bemærkelsesværdige var tolken Umeda. Han var blændende dygtig, og det var dejligt at konstatere, at jeg ikke her ville komme ud for vanskeligheder. Inden ankomsten til Japan havde jeg været indstillet på hvert sted at arbejde med en ny tolk, og det var jo selvfølgelig slet ikke sikkert, at jeg altid ville have fået en, der virkelig var sin opgave voksen.

Under besøget hos Wanatabe fik jeg for øvrigt for første gang et virkelig stærkt indtryk af de gamle japanske traditioner. Stille som en skygge og med en næsten selvudslettende høflig optræden kom husets frue den ene gang efter den anden ind, knælede ned og serverede forfriskninger for os, og der var ikke tale om, at hun selv deltog i selskabeligheden. Der var en kolossal forskel på forholdene hos det unge ægtepar, jeg lige havde besøgt, og så her, hvor sinjorino Watanabe formodentlig ikke kunne drømme om en ændring og måske ville føle sig særdeles ilde tilpas, hvis hun skulle have deltaget.