Kontaktbrev 1966/12 side 5
Ib Schleicher:
FRA JAPAN-DAGBOGEN 8
Det blev midnat, inden vi fandt tilbage til vort hotel. Under besøget hos Watanabe havde der ikke været naturlig anledning til andet end en overfladisk omtale af det virkelige formål med min rejse. Men jeg havde fået konstateret, at min tolk var på højeste niveau, og det syntes jeg var store ting. Det betød i hvert fald, at denne side af sagen ikke ville komme til at volde vanskeligheder.
Næste morgen var vi forholdsvis tidligt oppe, for vi ville se, om den stedlige avis nu også havde bragt det interview, jeg var indlagt til den foregående dag. Interviewet var der godt nok, og også med billede, men som man altså også måtte vente sig i Japan, de oplysninger, jeg havde givet om instituttet, var indskrænket til et minimum, oplysningerne om esperanto var en del mere omfattende, og det, jeg havde fortalt om Danmark, fyldte mere end de to andre ting tilsammen. Jeg havde endda tillagt dem vægt i modsat rækkefølge. Efter et hastigt morgenmåltid gik turen videre med tog til Kanazawa, hvor vi skulle ankomme ved 2-tiden om eftermiddagen.
I den følgende måned forløb dagene nogenlunde på samme måde som i Fukui. Hertil kom, at jeg næsten altid måtte bære mine kufferter selv. Det var i sig selv et tungt stykke arbejde. De føltes næsten blytunge af flere hundrede tryksager, en del bøger, lysbilledapparat, flere hundrede lysbilleder og naturligvis også af mine egne personlige ting, skønt det var det mindste af det. Hver gang vi kom til et nyt sted, sprang de modtagende japanere til for at bære disse kufferter, og hver gang gjorde jeg dem høfligt opmærksom på, at de var for tunge, men det ville de naturligvis ikke høre på, så først når de havde prøvet at hanke op i dem, blev de klar over, at det virkelig forholdt sig sådan. De lod dem derefter med mange beklagelser stå, så jeg har selv måttet bære dem op og ned af hoteltrapper, op og ned af perrontrapper, gennem tunneler og hen ad lange perroner, ind og ud af togene. Huĝimoto og hans kone fulgte os til toget, og efter at have aftalt møde i Tokio 14 dage senere tog vi afsked, satte os behageligt til rette i det elegant udstyrede eksprestog og kørte til næste by.
Kanazawa
Om eftermiddagen fik vi her en fin modtagelse af vicepræsidenten for den stedlige radiostation. Han hentede os i en stor flot vogn, der var udstyret med aircondition, og det var en befrielse at sætte sig ind i den efter lang tids ophold i den kvælende japanske varme. Vi kørte lige hen til Oomoto-afdelingens hus, der var meget gammelt og bygget i den klassiske stil. Her forlod vicepræsidenten os for et par timer at tage tilbage til sit kontor, men forinden var der truffet aftale om, at vi skulle spise til middag sammen på et hotel i byen.
I kanazawa
I mellemtiden fik vi tid til at installere os og regnede så med at hvile os lidt. Det blev der imidlertid ikke meget af. Efter en halv times forløb, hvor jeg blandt andet havde brugt tiden til at skrive en del kort hjem, ankom der en journalist og en fotograf for at tage interview dels til en avis og dels til radioen. Også denne gang fik jeg lejlighed til at sige nogenlunde, hvad der lå mig på sinde, og både avis og radio kom med en ganske udmærket omtale af besøget.
Medens disse interviews stod på, var der ankommet nogle enkelte mennesker, som vi derefter tilbragte tiden i samtale med, indtil vi skulle af sted til den aftalte middag med sinjoro Yamamoto. Vi blev afhentet af en chauffør og kørt til hotellet, hvor sinjoro Yamamoto ventede os i en lille stue, der vendte ud til en dejlig have.
Efter at have fået en forfriskning, blev jeg som den første inviteret til et bad, hvilket jeg med megen stor glæde tog imod. Der er intet så dejligt som et bad efter en hel dag i varme og støv. Da jeg kom tilbage, blev jeg overladt til mig selv, og sinjoro Yamamoto og Umeda gik ned for at tage samme omgang.
Middagen var en udsøgt vegetarisk anretning af forskellige slags supper, af kogte og rå, men fint tilberedte grøntsager og frugter i rigelige mængder. Medens vi nød denne dejlige anretning, fik jeg mig en indgående samtale med sinjoro Yamamoto, som dels var medlem af hovedbestyrelsen for den japanske bevægelse "Een Verden", og dels bevægelsens leder i et stort lokalområde. Endnu havde jeg ikke fundet ud af, hvordan mit foredrag skulle være, for jeg vidste ikke, i hvor høj grad det lod sig gøre at komme ind på Martinus analyser i den forsamling, jeg nu skulle holde foredrag for. Her blev jeg imidlertid særdeles glædelig overrasket. Sinjoro Yamamoto viste sig at være levende interesseret i de synspunkter, jeg gjorde gældende. Jeg havde omtalt grundtrækkene i Martinus verdensbillede og indgående talt om Martinus syn på verdensudviklingen og på det internationale verdensrige, der engang skal blive resultatet af de nuværende begivenheder. Han bad mig om endelig at holde foredrag netop om disse ting, og det var jeg naturligvis meget glad for, for det var jo langt over de forventninger, jeg havde turdet stille til dette arrangement.
I den samtale, vi havde, fik jeg bl.a. lejlighed til at høre ham fortælle om forholdene i Japan op til sidste krig. Det strenge japanske militærregime gjorde forholdene næsten uudholdelige for mennesker med stærke interesser for fred og internationalisme. I en sådan militærstat er der selvsagt ikke plads for f.eks. fritagelse fra militærtjeneste, hvis dette strider mod ens samvittighed. Ikke desto mindre ønskede sinjoro Yamamoto uden forbehold en sådan fritagelse, ikke for sin egen skyld, men af medmenneskelige grunde, og fordi han indså, at menneskehedens fredsproblemer ikke kan løses ved militære foranstaltninger. Han fastholdt konsekvent at være militærnægter, hvilket medførte svære fængselsstraffe. Da han stadig fastholdt sin indstilling, blev han herefter på ny idømt fængselsstraf og nu endog underkastet forskellige former for tortur: Med opbydelsen af alle sine åndelige og fysiske ressourcer lykkedes det ham dog at fastholde sin indstilling, og nu mere end 20 år efter krigens ophør finder man ham uden mén efter de frygtelige begivenheder. Med stort initiativ og en vældig energi og arbejdskraft lever han her som en af de ledende skikkelser inden for denne store japanske fredsbevægelse. Da jeg selv har deltaget som sabotør i sidste krig, dog heldigvis uden at have held til at beskadige noget menneske, og nu har en helt anden opfattelse af disse ting, var det med en ganske særlig sikkerhed og styrke, jeg gjorde mig til talsmand for synspunkterne, og på denne baggrund var det med ganske særligt udbytte, vi diskuterede tingene og udvekslede erfaringer.
Så vidt jeg husker, tilbragte vi hen ved et par timer sammen, og bag efter kørte vi direkte tilbage til Oomoto-huset, hvor der efterhånden til foredraget ankom 46 medlemmer af den stedlige Een Verden-bevægelse.
Aftenen indledtes med, at sinjoro Yamamoto holdt et foredrag på en lille times tid. Da jeg naturligvis ikke forstod et eneste ord af, hvad han sagde, gav det mig en kærkommen lejlighed til i det stille at gøre lidt forberedelser til det foredrag, jeg selv skulle holde.
Kort tid efter, at sinjoro Yamamoto var begyndt, og jeg selv var i gang med mine notater, kom der lydløst nogle fotografer ind og gik i gang med at arrangere deres apparater. Tidligere på dagen var jeg selv blevet interviewet og fotograferet til en lokal avis, og nu var det distriktets fjernsynsstation, der optrådte.
Mit foredrag gav jeg titlen "Een Verden – eet sprog". Hovedvægten blev dog ikke lagt på det internationale sprogproblems løsning, men derimod på "een verden" i form af Martinus verdensbillede. Jeg gennemgik grundtrækkene i det, viste, hvorledes de tanker, man her var samlet om, har plads i en større helhed, hvor også den rationelle løsning på det internationale sprogproblem findes. Foredraget resulterede i et kraftigt bifald, og af en senere samtale med sinjoro Yamamoto forstod jeg, at der hermed var skabt grundlag for ved eventuelle senere besøg at holde foredrag om Martinus arbejde i Een Verden-bevægelsen i Japan.
Yoshimi Umeda, en fremragende tolk
En fremragende tolk
Yoshimi Umeda viste sig igen at være en særdeles talentfuld tolk. Dels var han på grund af sin store interesse for Oomoto på forhånd meget indstillet på tankegangen og på emnerne, dels opfattede han tingene lynhurtigt, og endelig talte og forstod han esperanto lige så godt som jeg selv, hvilket vil sige praktisk taget lige så godt som sit modersmål. Hertil kommer, at han havde en hukommelse så fabelagtig, at han efter andres udtalelser ville være i stand til umiddelbart at gengive et helt foredrag, han lige havde hørt, lige fra begyndelsen til enden, kun ved hjælp af enkelte notater og endda på en sådan måde, at tilhørerne gang på gang måtte forbavses over, at han kunne gengive det i detaljer. Denne mulighed benyttede jeg mig imidlertid ikke af, for det behageligste for tilhørerne er naturligvis at få oversat sætning for sætning. Det kunne han naturligvis også, og endda med en sådan hastighed og med en sådan sikkerhed, at jeg tvivler på, der nogen sinde er nogle af mine tilhørere, der har følt sig generet af, at foredraget foregik med tolk. Han var oven i købet i stand til i forbindelse med sin oversættelse at give en definition af begreberne, hvor det var nødvendigt på grund af tilhørernes manglende forkundskaber på dette specielle område. Det var i sandhed med stor taknemmelighed, jeg tænkte på Oomoto, der havde forsynet mig med en så fremragende tolk og givet ham mulighed for at ledsage mig på hele rejsen i Nordjapan. Når hertil kommer, at han var en meget munter, hjælpsom og underholdende rejsekammerat med stor interesse for emnerne, kan De forstå, at jeg følte mine planer meget begunstiget.
Aftenarrangementer i Japan begynder meget tidligt og slutter også meget tidligt. Da alle tilhørere havde forladt lokalet, var klokken derfor ikke mere end godt ni, og vi var nu nogle stykker tilbage, som havde stor lyst til at fortsætte samværet endnu et par timer. Vi gik derfor hen på en lille café i nærheden, hvor vi dels fortsatte en diskussion om tingene og dels tilbragte tiden i muntert samvær. Vi blev der til cafeen lukkede, hvilket normalt sker senest ved 11-tiden, så efter en dejlig spadseretur gennem varme og nattestille gader kom vi forholdsvis tidligt til ro i et rum med åben væg ud til en dejlig japansk have.
Næste dag i Kanazawa
Om morgenen vågnede vi op til den sædvanlige varme og til et vidunderligt klart solskinsvejr. Det var dejligt, for en del af formiddagen og en del af eftermiddagen skulle vi tilbringe på udflugt i bjergene og til en park i nærheden. Vi var dårligt nok kommet på benene, før nogle af de tilstedeværende fra om aftenen indfandt sig og stille satte sig ned og fortsatte, hvor vi slap i går. Jeg fik et avisudklip med det interview, der var blevet taget dagen i forvejen, og som nu sammen med et billede af mig selv var kommet i en artikel, der også omtalte instituttet og formålet med min rejse. Endvidere fik jeg at vide, at der i aftenens fjernsyn havde været en 3-minutters udsendelse med en redegørelse for aftenens arrangement og med en skitsering af hovedtrækkene i mit foredrag. Efter at have gennemgået og diskuteret disse ting, spiste vi morgenmad, tog en lang spadseretur i en rigtig japansk park, der var myldrende fuld af mennesker, og denne del af dagen endte vi med en dejlig biltur i omegnens bjerge.
"Du er vor gode broder"
Midt på eftermiddagen skulle jeg holde foredrag for 42 filialledere fra Oomoto, og det foregik samme sted søm i går. Her indledte jeg med at fortælle om de indtryk, jeg hidtil havde fået i Oomoto, om de høje idealer, vi her har fælles med denne bevægelse. Jeg understregede den beundring, jeg nærede for den høje moral og den udstrakte tolerance, der karakteriserer Oomoto. Yderligere fremhævede jeg opfattelsen af det nødvendige i at finde frem til en livsopfattelse, der er objektiv i den forstand, at den dels tager hensyn til de åbenbare kendsgerninger, som den fysiske videnskab forsyner os med, og dels fører en logisk argumentation for rigtigheden af de idealer, der som kerne findes i de fleste religioner.
(Fortsættes)
Tilbage til artikelregister
Forrige