Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kl. 19 skulle jeg holde endnu et foredrag, men denne gang uden tolk, idet de 30 tilhørere talte esperanto. De ankom lidt efter lidt, knælede ned og hilste på japansk manér ved at bøje panden helt ned til gulvet, hvorefter de stille satte sig hen ved de lave borde. Morsomt var det i øvrigt, at der også indfandt sig 2 franske damer, med hvem jeg engang for længe siden havde korresponderet. Foredraget drejede sig om esperantos stilling og muligheder i vor moderne verden og desuden om de erfaringer, jeg havde høstet ved gennem mere end tolv år udelukkende at tale esperanto med mine tre drenge. Efter en kort omtale af den store interesse og støtte, esperanto har fundet hos medlemmer af den danske regering og det danske folketing, fulgte en detaljeret redegørelse for instituttets grundlag og virksomhed.

Vi ankom her ved middagstid og blev modtaget på banegården af en bukkende og smilende japaner, der hurtigt førte os gennem billetkontrollen. Aldrig så snart var vi kommet udenfor, før vi blev mødt af en journalist og en pressefotograf, der fotograferede og interviewede om min rejse og dens formål. Da dette var overstået fik arrangøren, der havde modtaget os, en længere samtale med Umeda. Jeg kunne naturligvis ikke forstå et ord af, hvad der blev sagt, men fik bagefter at vide, at der var sket noget meget beklageligt. Med mange dybe buk, beklagelser og høflige smil og ad mange omveje fik han til sidst forklaret, at man helt havde glemt min ankomst, og at det var sket på grund af en overvældende arbejdsbyrde. Efter bedste evne hjalp vi alle sammen hinanden med at glatte situationen ud, og det endte med, at Umeda og jeg ville aflægge et besøg ved en kæmpestor Buddhafigur i bronze, som fandtes i byen, og på denne måde slap arrangøren fri for vort selskab, som han var synligt ilde berørt af efter en sådan fadæse.

Det meste af denne lange rejse foregik på en kyststrækning langs det japanske hav, som ligger mellem Japan, Korea og Sibirien. På den ene side havde vi en umådelig havflade liggende blikstille i den glitrende sol, og på den anden side vekslede de japanske landskaber uafladeligt, Den ene bjergkæde ved siden af den anden skød sig helt ud til vandet, og i dalene trak floderne deres snoede løb. Det er meget vanskeligt at få en jernbane ført igennem en sådan strækning. Et utal af tunneler, hvoraf mange er meget lange, er nødvendige for overhovedet at komme frem. I et luksustog med aircondition ville det have været en helt ublandet fornøjelse at foretage en sådan tur, men det var ikke sådanne forhold, vi rejste under. Jeg havde tidligere skrevet til Umeda, at jeg var interesseret i at se så meget som muligt af japanske forhold på min rejse, næsten uanset hvilke anstrengelser, det måtte medføre. Dette medførte, at han også havde arrangeret en del af togrejsen under meget primitive forhold, og nu sad vi i et 4. klasses japansk tog, der var så snavset og primitivt, at jeg aldrig havde oplevet noget lignende. Man kan forestille sig situationen, når man hører, at vi for det første rejste i en kvælende varme, at det var et damptog udstyret med hårde fløjlssæder med høj, stiv træryg. I et tog med aircondition ville vinduerne hele tiden have været lukkede, men på grund af varmen var dette ikke muligt. Sveden drev af os alle, og hver gang vi kørte ind i en tunnel, slog fed kvælende røg og sod ind gennem alle vognene, hvor den afsatte sig på sædernes fløjlsbetræk og navnlig på vore svedige hænder, ansigt og arme. Snart var det hele så modbydeligt, at det eneste man kunne tænke på, var et bad. Dog, lidt efter lidt vænnede jeg mig til det og studerede med interesse det folkeliv, der rørte sig i vognen. Navnlig var det morsomt at iagttage en flok unge kortklippede kostskoledrenge, som på et vist tidspunkt tog næsten det hele i besiddelse. Ved siden af dette benyttede jeg lejligheden til det meste af tiden at sidde med fotografiapparatet ud af vinduet og fik på denne måde en række dejlige billeder af den særprægede og betagende natur. Vi nåede Yamagata om aftenen, og vi styrtede i bad, så snart det kunne lade sig gøre. Senere på aftenen satte jeg mig bl. a. til at forberede mig på det offentlige foredrag, der var fastsat til næste dag.

Det var mig ikke muligt at forstå, at der kunne være nogen som helst mening i at arrangere et offentligt foredrag til kl. 9 om morgenen, men jeg kendte selvfølgelig ikke ret meget til japanske forhold, så jeg trøstede mig med, at det nok var anderledes her. Det var det imidlertid ikke. Der kom i første omgang kun et par stykker, og de rådede til at vente, for der skulle nok komme nogle flere. Det blev til hele to timers ventetid, og jeg undrede mig meget over, at de allerede ankomne stadig blev siddende. Kl. blev 11, inden vi kom i gang, og da var der i alt ankommet 9 personer, hvoriblandt også filiallederen fra Oomoto, som var meget fortørnet over, at der ikke var mødt flere fra hans bevægelse. Senere fik jeg den forklaring, at der for ganske kort tid siden havde været et andet arrangement med en udlænding, og det havde været så uinteressant, så man mente, det forhold havde afskrækket fra deltagelse. Jeg holdt et foredrag, som gav anledning til en del diskussion, navnlig med filial-lederen, som var meget energisk og levende interesseret i de åndelige spørgsmål. Han bad med det samme om 30 eksemplarer af den japanske udgave af heftet "Objektiv livsopfattelse".

Selv om vi var trætte efter dagen i forvejen, stod vi tidligt op og tilbragte formiddagen i samtale med 3 af deltagerne, hvorefter vi med toget tog til Sendai og ankom der ved 4-tiden om eftermiddagen. Under kongressen i Tokio havde jeg truffet professor Ura, der tidligere har været gæst hos os i København, og han inviterede mig til at bo hos sig, når jeg kom til Sendai.