Kontaktbrev 1966/13 side 6
Ib Schleicher:
FRA JAPAN-DAGBOGEN 8
Jeg gennemgik hovedprincipperne i Martinus verdensbillede, og til sidst fulgte en redegørelse for nødvendigheden af samarbejde mellem idealistiske bevægelser, nødvendigheden af at skabe et konstruktivt grundlag for udvikling af det enkelte menneskes samarbejdsevne, hvilket også vil sige det enkelte menneskes evne til at føle sympati for andre. Også her oplevede jeg, at instituttets synspunkter i høj grad kan vinde genklang også i det fjerne Østen. Talen blev fulgt af et kraftigt bifald, og alle gav udtryk for ønsket om at få tilsendt et eksemplar af den japanske udgave af "Objektiv livsopfattelse", og bag efter kom en af deltagerne hen til mig og sagde ligefremt og meget oprigtigt: "Du er vor gode broder". Det var tydeligt, at det havde gjort et dybt indtryk på ham at møde en vesterlænding, som i den grad var på bølgelængde med de tanker og følelser, som besjælede ham selv og de øvrige medarbejdere i Oomoto. Der fulgte nu en livlig udveksling af spørgsmål og svar, hvor jeg også måtte fortælle om Martinus selv og om forskellige forhold i instituttets virksomhed.
En esperanto – aften med japansk teceremoni
Kl. 19 skulle jeg holde endnu et foredrag, men denne gang uden tolk, idet de 30 tilhørere talte esperanto. De ankom lidt efter lidt, knælede ned og hilste på japansk manér ved at bøje panden helt ned til gulvet, hvorefter de stille satte sig hen ved de lave borde. Morsomt var det i øvrigt, at der også indfandt sig 2 franske damer, med hvem jeg engang for længe siden havde korresponderet. Foredraget drejede sig om esperantos stilling og muligheder i vor moderne verden og desuden om de erfaringer, jeg havde høstet ved gennem mere end tolv år udelukkende at tale esperanto med mine tre drenge. Efter en kort omtale af den store interesse og støtte, esperanto har fundet hos medlemmer af den danske regering og det danske folketing, fulgte en detaljeret redegørelse for instituttets grundlag og virksomhed.
De 8 japanerinder efter teceremonien
Efter en vis diskussion om de forskellige emner fulgte en mere selskabelig del af arrangementet. 8 unge japanerinder kom ind med te og kager, og nu afvikledes en teceremoni, der ikke var nær så stilig og formfuldendt, som dem vi tidligere havde deltaget i, men trods megen munterhed blev den gennemført med en sådan skønhed og anstand, at den virkelig gjorde indtryk.
Umeda, som var utrættelig, når det gjaldt muntre samvær sent på aftenen, havde igen lagt op til et besøg på en nærliggende café. Jeg var imidlertid lidt halvtræt og ville også gerne have skrevet en del, så jeg blev tilbage. Vi skulle jo også rejse videre tidligt næste dag.
Glemt i Takaoka 23. august, men godt modtaget i Toyama
Vi ankom her ved middagstid og blev modtaget på banegården af en bukkende og smilende japaner, der hurtigt førte os gennem billetkontrollen. Aldrig så snart var vi kommet udenfor, før vi blev mødt af en journalist og en pressefotograf, der fotograferede og interviewede om min rejse og dens formål. Da dette var overstået fik arrangøren, der havde modtaget os, en længere samtale med Umeda. Jeg kunne naturligvis ikke forstå et ord af, hvad der blev sagt, men fik bagefter at vide, at der var sket noget meget beklageligt. Med mange dybe buk, beklagelser og høflige smil og ad mange omveje fik han til sidst forklaret, at man helt havde glemt min ankomst, og at det var sket på grund af en overvældende arbejdsbyrde. Efter bedste evne hjalp vi alle sammen hinanden med at glatte situationen ud, og det endte med, at Umeda og jeg ville aflægge et besøg ved en kæmpestor Buddhafigur i bronze, som fandtes i byen, og på denne måde slap arrangøren fri for vort selskab, som han var synligt ilde berørt af efter en sådan fadæse.
Umeda lå imidlertid ikke på den lade side. Aldrig så snart havde arrangøren forladt os, før han skyndsomst telefonerede til byen Toyama, der kun lå en times togrejse derfra. Her fik han forbindelse med den stedlige leder af Oomoto og fik aftalt, at vi i stedet skulle aflægge et besøg der.
Den 125 år gamle Buddhafigur var for øvrigt meget imponerende. Den var højere end et 5-etages hus, og der var medgået mere end 12 tons bronze til dens udførelse. Den lå midt i byen, og lige i nærheden fik jeg lejlighed til at se en japansk skiltemaler i arbejde. I sit hvide tøj og med et par lange solbrune fødder sad han i et lille mørkt værksted midt på et stort skilt, som han malede fuld af de meget dekorative japanske skrifttegn.
I Toyama, som efter japanske forhold er en meget lille by med kun 3000 indbyggere, tilbragte vi eftermiddagen sammen med en af Oomotos ledere og 7 esperantister. Vi spiste på en vegetarisk restaurant, den første jeg havde set, og der er vist ikke mange af dem. Om aftenen var vi inviteret til vicepræsidenten for en avis, der dækkede byen og et stort område i forbindelse dermed. Vi blev hentet af hans privatchauffør og kørt hjem til hans hus, der udefra ikke så ud af mere end et lille dansk enfamiliehus. I virkeligheden var det heller ikke imponerende stort, men det var meget smukt udstyret. Det var tydeligt at se, at alt var i en højere kvalitet og bedre forarbejdning end jeg hidtil havde set i japanske hjem. Det var dog mest i kvaliteten med ædlere træsorter og finere forarbejdning, det adskilte sig fra de andre. For den japanske levevis kræver jo, som tidligere nævnt, ikke stort indbo.
Vores vært var medlem af Oomoto og meget alvorligt interesseret i alle spørgsmål, som angik dette forhold. Sammen med ham og Umeda fik jeg drøftet flere ting i Martinus arbejde, og diskussionen endte med, at Umeda gav tilsagn om at oversætte den specielle Martinus-terminologi fra esperanto til japansk, så dette grundlag kunne være gennemarbejdet til eventuelle andre, som skulle oversætte. Skønt interesseret nok til det, mente Umeda ikke, han selv kunne få tid til en så krævende indsats. Dog ville han også gerne påtage sig kontrollen af oversættelserne, som andre ville foretage, og hermed kunne jeg regne med at få et meget væsentligt problem løst.
10 timers rejse til Yonezaua den 24. august
Det meste af denne lange rejse foregik på en kyststrækning langs det japanske hav, som ligger mellem Japan, Korea og Sibirien. På den ene side havde vi en umådelig havflade liggende blikstille i den glitrende sol, og på den anden side vekslede de japanske landskaber uafladeligt, Den ene bjergkæde ved siden af den anden skød sig helt ud til vandet, og i dalene trak floderne deres snoede løb. Det er meget vanskeligt at få en jernbane ført igennem en sådan strækning. Et utal af tunneler, hvoraf mange er meget lange, er nødvendige for overhovedet at komme frem. I et luksustog med aircondition ville det have været en helt ublandet fornøjelse at foretage en sådan tur, men det var ikke sådanne forhold, vi rejste under. Jeg havde tidligere skrevet til Umeda, at jeg var interesseret i at se så meget som muligt af japanske forhold på min rejse, næsten uanset hvilke anstrengelser, det måtte medføre. Dette medførte, at han også havde arrangeret en del af togrejsen under meget primitive forhold, og nu sad vi i et 4. klasses japansk tog, der var så snavset og primitivt, at jeg aldrig havde oplevet noget lignende. Man kan forestille sig situationen, når man hører, at vi for det første rejste i en kvælende varme, at det var et damptog udstyret med hårde fløjlssæder med høj, stiv træryg. I et tog med aircondition ville vinduerne hele tiden have været lukkede, men på grund af varmen var dette ikke muligt. Sveden drev af os alle, og hver gang vi kørte ind i en tunnel, slog fed kvælende røg og sod ind gennem alle vognene, hvor den afsatte sig på sædernes fløjlsbetræk og navnlig på vore svedige hænder, ansigt og arme. Snart var det hele så modbydeligt, at det eneste man kunne tænke på, var et bad. Dog, lidt efter lidt vænnede jeg mig til det og studerede med interesse det folkeliv, der rørte sig i vognen. Navnlig var det morsomt at iagttage en flok unge kortklippede kostskoledrenge, som på et vist tidspunkt tog næsten det hele i besiddelse. Ved siden af dette benyttede jeg lejligheden til det meste af tiden at sidde med fotografiapparatet ud af vinduet og fik på denne måde en række dejlige billeder af den særprægede og betagende natur. Vi nåede Yamagata om aftenen, og vi styrtede i bad, så snart det kunne lade sig gøre. Senere på aftenen satte jeg mig bl. a. til at forberede mig på det offentlige foredrag, der var fastsat til næste dag.
Yamagata den 25. august
Det var mig ikke muligt at forstå, at der kunne være nogen som helst mening i at arrangere et offentligt foredrag til kl. 9 om morgenen, men jeg kendte selvfølgelig ikke ret meget til japanske forhold, så jeg trøstede mig med, at det nok var anderledes her. Det var det imidlertid ikke. Der kom i første omgang kun et par stykker, og de rådede til at vente, for der skulle nok komme nogle flere. Det blev til hele to timers ventetid, og jeg undrede mig meget over, at de allerede ankomne stadig blev siddende. Kl. blev 11, inden vi kom i gang, og da var der i alt ankommet 9 personer, hvoriblandt også filiallederen fra Oomoto, som var meget fortørnet over, at der ikke var mødt flere fra hans bevægelse. Senere fik jeg den forklaring, at der for ganske kort tid siden havde været et andet arrangement med en udlænding, og det havde været så uinteressant, så man mente, det forhold havde afskrækket fra deltagelse. Jeg holdt et foredrag, som gav anledning til en del diskussion, navnlig med filial-lederen, som var meget energisk og levende interesseret i de åndelige spørgsmål. Han bad med det samme om 30 eksemplarer af den japanske udgave af heftet "Objektiv livsopfattelse".
Filialleder, sinjoro Yuchi Satoo, under besøg i et andet japansk hjem
Om eftermiddagen lød programmet på foredrag i Oomoto om "Indtryk af Oomoto, Martinus institut og dets verdensbillede, vegetarisme". Her var der en noget større interesse til stede. Det blev til lange diskussioner om disse emner, og flere deltog til langt ud på aftenen. Her var det igen filiallederen, som var midtpunktet. Han talte meget med sine kolleger om den store betydning, han mente, Martinus måtte få, og både han og lederen af det distrikt, hvortil filialen hørte, udtrykte ønsket om, at Martinus igen skulle komme til Japan.
Sammen med andre ting skrev jeg naturligvis også dette hjem til Martinus.
Om eftermiddagen havde der været tid til et kort besøg på en af Oomoto-medlemmernes småkagefabrik, og det var interessant at se, under hvilke ret primitive forhold en sådan fabrikation foregik. Den var næppe blevet tilladt af arbejdstilsynet herhjemme. Om aftenen var der lidt tid tilovers indtil midnat. Umeda og jeg tog hurtigt bad, klædte om i den tynde japanske kimono, yukato, og fandt en lille café eller hvad man nu skal kalde det i Japan, hvor man også serverede frugtdrikke. Der var en bardisk i det ene hjørne, og resten af lokalet var ikke større, end det lige netop gav plads til en halv snes mennesker. Døren blev stænget ved lukketid umiddelbart efter vor ankomst, og så kunne vi sidde der endnu en times tid, til det blev midnat. Det var et lystigt selskab på en 7 - 3 personer, der forlystede hinanden med folkesange fra forskellige dele af Japan. Det viste sig, at en af dem, en dame fra Umedas fødeegn, i særlig grad havde talent for at synge de gamle folkesange, og da det samme var tilfældet for Umedas vedkommende, blev det en meget underholdende og interessant aften, skønt det naturligvis foregik på et sprog, jeg ikke forstod.
Sendai den 26. august
Selv om vi var trætte efter dagen i forvejen, stod vi tidligt op og tilbragte formiddagen i samtale med 3 af deltagerne, hvorefter vi med toget tog til Sendai og ankom der ved 4-tiden om eftermiddagen. Under kongressen i Tokio havde jeg truffet professor Ura, der tidligere har været gæst hos os i København, og han inviterede mig til at bo hos sig, når jeg kom til Sendai.