Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da professor Ura taler esperanto, var det ikke nødvendigt for Umeda at følge mig her, så han tog direkte til Oomotos hus, medens jeg sammen med sinjoro Ura først tog i bil til et nærliggende bjerg, hvorfra der er en dejlig udsigt over hele byen.

I Sendai bor 3/4 million mennesker, og byen har en idyllisk placering ved en bugt, der regnes for at være et af Japans skønneste naturområder. Det skulle jeg senere få lejlighed til at få bekræftet. Sinjoro Ura, som er professor i anatomi ved universitetet i Sendai, er ikke direkte interesseret i åndelige spørgsmål, men har gode venner inden for Oomoto og har i øvrigt en meget fordomsfri og tolerant indstilling til tingene. I hans hyggelige hjem tilbragte jeg en dejlig aften i selskab med ham og hans kone. Vi sad på gulvet og spiste med pinde, genopfriskede tidligere minder fra København og udvekslede ellers synspunkter om mere almindelige ting i Japan og Danmark. Jeg blev bl.a. klar over, at grundpriserne er tårnhøje, at lønniveauet generelt ligger på mellem 1/3 og halvdelen af det danske, og at en professorgage er forholdsvis mindre i Japan end her. På disse områder er der i Japan gjort vældige fremskridt i de senere år, og der er al mulig grund til at tro, at denne udvikling accelererer.

I et overfyldt lokaltog tog jeg næste morgen sammen med Umeda, en student og to kimonoklædte japanerinder fra Oomoto til Matsushima, der netop er et andet af Japans skønneste naturområder, og jeg skal love for, det var idyllisk. En azurblå bugt omkranset af store skovbevoksede bjerge og med små sandstensøer, der stak lige op af vandet, og hvorpå der voksede enlige træer. En meget lang rødlakeret bor og lette træbygninger rundt omkring samt en mængde kimonoklædte skråøjede mennesker gjorde det hele netop så japansk, at man følte sig hensat til en helt anden verden, hvad der jo på en måde også var tilfældet. Vi spadserede rundt og nød det dejlige sceneri, standsede for at se en fisker, der i sin rene blå trøje sad og bødede sine garn, besøgte klippehuler, der tidligere var benyttet som templer, spadserede over den lange røde bro og nød naturen på en af øerne, og til sidst tog vi med en af turistbådene på en tur tværs over bugten mellem de mange øer for at ende i byen Shiogama.

Også sejlturen var en oplevelse. Øjet kunne slet ikke blive træt af at indfange og nyde de mange indtryk fra den skønne natur.

Den 5. august hvert år holdes der på bugten ved Shiogama nogle vældige og meget skønne optog på fantasifuldt udsmykkede skibe. Denne årlige festival finder sted med Shiogama-templet som centrum.

Jeg blev fulgt ud til den ventende vogn af mange mennesker, som udtrykte særlige ønsker om at få gentaget besøget, og jeg var så meget mere ked af at være nødt til at bryde op, som det der nu forestod var et møde i Sendais esperantoklub, hvor jeg skulle holde foredrag om anvendelsen af esperanto i min egen familie. Jeg ville hellere have fortsat.

Det blev imidlertid meget fornøjeligt i esperantoklubben, hvor jeg holdt foredrag i 2 timer for 15 tilhørere, og hvor vi sluttede af med en særdeles livlig diskussion. Også her havde jeg haft lejlighed til at give en information om grundlaget for og formålet med min rejse. Ved midnat var der stor afsked ved toget, hvor også en del af tilhørerne fra om eftermiddagen var troppet op.

I god tid inden vi nåede til vejs ende, tog vi os sammen og gik på dækket for at nyde indsejlingen, og den kunne man virkelig undvære megen søvn for at overvære. Majestætiske bjerge rejste sig i horisonten, skovbevoksningen vekslede med nøgne brune klipper, ikke en vind rørte sig, solen skinnede fra en skyfri, klar blå himmel, og vandfladen var som et spejl. På det mægtige agterdæk stod og gik der klynger af små japanere udstyrede med kikkerter og fotografiapparater, og ind imellem sås enkelte vesterlændinge, hvoraf nogle var uniformerede amerikanske soldater.

På havnen blev vi modtaget af sinjoro Yoŝida, som straks førte os til sit hjem, et lille uanseligt udseende hus i et kvarter af byen, der nærmest så ud som et meget uskønt sammenklinet dansk stationsbyggeri med ubehandlede træhuse med rustne bølgebliktage.

Men der er stor forskel på ude og inde i japanske huse. Lige så uskønt det kan være ude fra, lige så rent, raffineret og velplejet er det inden døre, og det var også tilfældet her. I det lille toetages hus boede sinjoro Yoŝidas forældre i stueetagen, medens han selv og hans familie boede ovenpå. I stuen var det gammelt og uforfalsket japansk. Det eneste nymodens, der var at se, var en dejlig elektrisk ventilator, der sendte en behagelig luft rundt i rummet. Sådanne ventilatorer findes efterhånden i de fleste japanske hjem. Ellers var der fyrsted midt på gulvet, som man havde det i gamle dage, og som det næsten ikke er til at forstå, man tør bruge på grund af brandfaren i de tørre træhuse, hvor en stor del jo også er pergament og anden form for papir. Fra sinjoro Yoŝidas lejlighed var der en vidunderlig udsigt over byen og fjorden, og her tilbragte vi et par timer i samtale om forskellige ting og blev bl. a. beværtet med alle mulige former for frugt og grøntsager. Om eftermiddagen var vi på en lang biltur til en vældig park ved navn Oonuma, hvor man kunne sejle rundt på små øer og i kanaler, og hvorfra der var udsigt til en gammel fornylig udslukt vulkan, man kaldte Komagadake. Jeg ville gerne have været en tur op på toppen for at se, hvordan den så ud inden i, men jeg fik at vide, det ville tage en hel eftermiddag at foretage en sådan bestigning, så det skulle jeg alligevel ikke nyde noget af, så meget mere, som jeg efterhånden var blevet så træt, at jeg var nødt til at tage en times søvn i skyggen af et træ for overhovedet at holde mig oprejst på den videre tur.

Der var ingen planer om foredrag her i Nakodate, men man spurgte mig, om ikke jeg om aftenen ville vise lysbilleder og fortælle om Danmark for sinjoro Yoŝidas familie og nærmeste bekendte, og det ville jeg naturligvis gerne, dels fordi jeg befandt mig godt sammen med dem, og dels fordi det gav mig endnu en naturlig anledning til at omtale mit egentlige formål. Hermed forløb der nogle fornøjelige timer, og da kl. blev omkring 9, tog de alle sammen afsked, hvorefter vi i en bil, som sinjoro Yoŝida havde sørget for hos en af sine venner, begav os op på bjerget for at nyde udsigten over Hakodate. Det var et betagende syn i den stille japanske nat at betragte alle lysene i Hakodate, som ligger på en smal tange mellem Stillehavet og en stor bugt, og det var en forunderlig fornemmelse at stå her på en måde helt alene blandt mennesker fra et helt fremmed folkeslag, mennesker, blandt hvilke jeg havde til opgave at finde frem til enkelte, som naturligt ville være indstillet på og have interesse for det verdensbillede, jeg bragte oplysning om. Medens vi stod her, udbrød der pludselig en kæmpebrand i den anden ende af Hakodate, og lige så pludseligt bredte der sig en nervøs stemning hos alle dem, der var samlet her på udsigtsstedet på bjergets top. En brand i en stor japansk by er en meget farlig ting. Alle husene er af tørt træ og bygget så tæt sammen, så der bortset fra gaderne kun meget få steder er længere afstand imellem dem, end man kan række fra det ene til det andet. Meget ofte er japanske byer, og flere gange også Tokio, blevet næsten jævnet med jorden ved, at en brand med lynets hast har bredt sig fra den ene ende af byen til den anden. Det siger sig selv, at brandvæsenet har en næsten håbløs opgave under sådanne omstændigheder, og man kan derfor ikke forstå, at f. eks. sikkerhedstændstikker ikke er det eneste tilladelige af den slags, men sådan er det ikke. Over alt i Japan kan man købe tændstikker, som gløder meget længe efter, at man har lagt dem fra sig. Denne gang skete der dog ikke noget alvorligt, når man måler det med en kæmpebrands målestok. Det var kun "et stort fabrikskompleks", der her brændte ned til grunden.

Titlen gav bl. a. anledning til omtale af Fredspolitisk Folkeparti og til en indgående redegørelse for grundtrækkene i Martinus arbejde og for rejsens formål. Disse ting gik ikke sporløst hen over tilhørerne. Det regnede med spørgsmål fra en stor del af de 22 tilstedeværende, og hermed kom arrangementet til at vare 2½ time på en måde, der gjorde, at jeg i høj grad følte, det havde været umagen værd.

Herefter var der lige netop tid til, at vi kunne lade os transportere til hotellet i redaktionens luksusvogn, komme i bad, hvile os en halv times tid og bruge den sidste halve time til at arrangere foredragsmaterialet.

Aftenen blev en virkelig succes. Talerstolen var pyntet med blomster, og jeg fik en meget smuk velkomst, hvori man udtrykte stor beundring for Danmark og danske forhold. Som naturligt var indledte jeg med et kvarters redegørelse for formål og grundlag for min rejse og for instituttets hovedsynspunkter og virksomhed. Selve foredraget var en skildring af Danmark i lysbilleder og med kommentarer og redegørelser for de menneskelige forhold her i landet og for vor indstilling og tænkemåde i forholdet til udenrigspolitiske spørgsmål og U-landsspørgsmål. Under den meget langvarige og særdeles livlige diskussion, der nu fulgte, blev der fra flere sider givet udtryk for en meget stor beundring for det strålende tolkearbejde Umeda udførte. Her var vi blandt mennesker, hvoraf mange fra samkvemmet med Danmark af egen erfaring vidste, hvad sprogproblemer virkelig er, og som forstod at vurdere det efter fortjeneste, da de her i praksis så den perfekte løsning demonstreret. Der blev stillet flere spørgsmål om Martinus arbejde, og da vi til sidst var nødt til at slutte, var der gået 2½ time, uden at vi havde mærket det, hvilket nok med rimelighed kan tages som et tegn på, at aftenen var gennemført med held. Sammen med Umeda blev jeg bag efter inviteret på en kop kaffe på en nærliggende restaurant sammen med 6 japanere, hvoraf 4 ikke kunne esperanto, men som gennem andre interesser havde tilknytning til danske forhold, og hvoraf i hvert fald 2 havde opholdt sig i Danmark. Her udviklede der sig næsten en times diskussion med udgangspunkt i spørgsmålet om "Universitetsungdommens religiøse situation". Det blev praktisk taget til et foredrag fra min side om Martinus arbejde, og det gav professor No (navnet betyder græsmark) anledning til med eftertryk at sige "Vi venter nye åndelige impulser fra Danmark". Jeg svarede hertil, at jeg mente, den største åndelige impuls, man kunne få fra Danmark, ville være Martinus arbejde, og selv om han ikke havde hørt andet om det, end det jeg hidtil havde fortalt, kunne han godt forestille sig, det var tilfældet. I denne forbindelse fortalt Jeg også om "Fredspolitisk Folkeparti", hvis program er så nøje i overensstemmelse med Martinus arbejde, som det nok på nuværende tidspunkt overhovedet kan lade sig gøre at få det, og som jeg godt kunne forestille mig og også håber på engang vil blive til en international bevægelse, et fredspolitisk Internationale om man vil.

Jeg var meget ked af, at vi til sidst måtte bryde op, men restauranten lukkede og i mor gen skulle jeg videre til næste by. Indtil nu var jeg stødt på adskillige mennesker, som nok var et større stykke arbejde værd, men jeg måtte jo indstille mig på, at en sådan rejse kun kan give en forhånds- og noget overfladisk information, hvis virkninger først kan spores og nyttiggøres ved senere lejligheder.