Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi var blevet stærkt opfordret til at besøge stedets seværdighed, "Sildepaladset", som lå ved kysten en halv snes km uden for Otaru. Sildepaladset er bygget af en fattig fisker, der uventet fik enorm forretning, da der pludselig viste sig eventyrlige mængder af sild i bugten. Det gav ham grundlag for at bygge et mægtigt hus på toppen af klipperne. Det var en imponerende træbygning i mange etager, mægtige træsøjler, dragere og bjælker, der bar de smukke rum med fint forarbejdet udstyr. Det var en forrygende storm, da vi var der, så i mange henseender mindede sceneriet om Vesterhavet i oprør ved Jyllands kyst. Vi gik rundt i et stort akvarium, hvor der var udendørs bassiner til sæler, hvalrosser og andre store havdyr, og vi travede en tur langs kysten og endte så oppe ved sildepaladset. Nogle år efter, at "sildekongen" havde slået sig op på de enorme mængder fisk, forsvandt sildestimerne lige så pludseligt, som de var kommet, og hans forretning stagnerede, så han til sidst måtte forlade det hele. I dag er det museum, og vi kunne frit gå rundt i alle etagerne og filosofere over livets tilskikkelser. Vi endte i den øverste etage og satte os ned for at hvile os lidt, men det varede ikke længe, før vi lå på gulvet og sov, lige trætte begge to, og det varede vist en times tid, før vi vågnede igen. Ingen havde i mellemtiden været deroppe, så vi fik lov til at være i fred. Til sidst gik vi ned på et lille konditori, som lå med den mest pragtfulde udsigt over det stormpiskede hav. Her kunne vi sidde og nyde en lettere servering, medens vi glædede os over, at vi ikke befandt os på en af de både, der som nøddeskaller hoppede rundt på det oprørte hav. Ingen af os kunne nemlig tåle at sejle. Som så ofte tidligere fik vi også her en længere samtale om de spørgsmål, der interesserede os begge så levende, og det viste sig, at Umeda var blevet mere og mere interesseret i på en eller anden måde at medvirke til, at Martinus arbejde blev kendt i Japan.

Om aftenen holdt jeg offentligt foredrag om Danmark, og her deltog en snes personer. Igen var der lejlighed til et kvarters tid at informere om instituttet, dels ved at omtale det og dels ved at uddele skriftligt materiale. Det varede 2 timer og endte med, at Oomotos filialleder som et symbolsk honorar overrakte mig en kuvert med 2000 yen, der i danske penge svarer til ca. 40 kr. Derefter var vi igen nogle stykker, som endte i et muntert samvær på en restaurant. I Japan er det ikke almindeligt, at man inviterer gæsterne hjem, som vi gør her i Danmark. Boligforholdene er normalt ikke alt for velegnede til det, så langt det meste selskabelige samvær foregår på små restauranter, hvoraf der findes et utal.

Næste formiddag kl. 10 skulle jeg holde det første foredrag, hvor der ikke var nogen naturlig anledning til omtale af de emner, der havde ført mig til Japan. Det var et foredrag om Danmark, der skulle holdes for 75 15-års elever på sømandsskolen, og som også blev overværet af skolens leder og nogle lærere. Så godt jeg kunne, underholdt jeg dem i 2½ time med lysbilleder og fortællinger om vort land og dets forhold. Jeg sagde bl. a. til dem at jeg ikke ville opfordre dem til at undlade at gå på beværtninger, for det kunne nok ikke nytte noget, men jeg kunne sige dem af egen erfaring, at der ikke er nogen betydningsfuld forskel på beværtninger i Japan og dem, man kan finde ude omkring i verden. Derfor ville jeg meget opfordre dem til at tilfredsstille deres trang i den retning hjemme i Japan og så bruge tiden i udlandet til at få noget ud af besøget, hvilket jo kunne ske ved at se sig om i de pågældende lande og skabe kontakt med landets befolkning. Med det som udgangspunkt fortalte jeg dem om de ting, der er værd at se i Danmark, og de var spilvågne hele tiden, ikke et øjeblik slappedes deres opmærksomhed, og jeg kunne se på dem, at det var rigtigt, som jeg bag efter fik at vide af sinjoro Takahashi: "Deres øjne skinnede".

Om aftenen havde vi et hyggeligt samvær med esperantister i Sapporo, og næste morgen skulle vi videre til Tokio.

Vi tog direkte til Oomotos hus, hvor der skulle være foredrag for en del af de unge. Også her indledte jeg med at fortælle om mine indtryk fra Oomoto og fortsatte med spørgsmålet "Livsopfattelse". Foredraget var på en time, og det blev efterfulgt af en lige så lang diskussion, hvilket viste, at de 15 unge tilhørere virkelig var optaget af emnet, ellers ville diskussionen næppe have varet så længe.

Her fik jeg så i detaljer fortalt om hendes broder i København, og hun var stadig lige bevæget ved at have mødt en, der kendte hendes broder. Jeg udspurgte hende om mange ting vedrørende forholdene i Japan og i hendes familie i særdeleshed, og til sidst spurgte jeg også om grunden til, at hun den dag, vi mødtes, havde besøgt Nara. Det forbløffede mig noget at få at vide, at besøgets mål var et buddhistisk kloster, men ikke, som hun sagde, for at besøge det som turist. Hun var virkelig dybt alvorligt interesseret i buddhisme, selv om hun godt kunne se, der savnes forklaringer på mange ting. Så med udgangspunkt i mit foredrag blev der også her lejlighed til at gennemgå grundtrækkene i Martinus arbejde, og det var mit bestemte indtryk, at det ikke var høflighed, men en ægte interesse, der fik hende til til stadighed at kommentere fremstillingen og stille nye spørgsmål. Jeg måtte naturligvis love at tage mange hilsener med til broderen i København, også fra hans gamle forældre, og herefter skiltes vi på gaden for i hver sin taxa at tage hjem, jeg til Oomotos hus. Sådan endte, med stof til eftertanke, det usandsynlige møde i Nara og dets fortsættelse i Tokio.

Det var et imponerende stort hus, moderne japansk arkitektur i jernbeton, som man nu ser det mange steder. Vi var blevet hentet ved toget i en stor luksusbil, og efter kun at have nået at sætte kufferterne ind i vestibulen i gæstehuset blev vi omgående ført til bevægelsens museum, hvor vi nød synet af en række gamle japanske kunstværker. Herefter gik vi direkte til et meget smukt og luksuriøst udstyret lokale i en anden bygning, der lå med den mest vidunderlige udsigt over bugten. Her var der lagt op til en diskussion med redaktører og andre fremstående personer i bevægelsen. I begyndelsen var man meget skeptisk og absolut indstillet på, at der ikke var nogen mulighed for at finde en rationel forklaring og en logisk argumentation for en helhedslivsopfattelse, som Martinus fremstiller det, og indlæggene imod mine synspunkter var til tider meget skarpe og meget kategoriske. Jeg blev ofte afbrudt i mine redegørelser og meget bestemt opfordret til at svare kort på de spørgsmål, der blev stillet. Hertil måtte jeg flere gange svare, at jeg fandt det absolut påkrævet at give en afrundet fremstilling af Martinus verdensbillede, hvis der skulle være tale om at bibringe tilhørerne et fyldestgørende indtryk af, at en logisk argumentation var mulig. Lidt efter lidt bøjede man sig for synspunktet, og da der var gået en times tid, var der en absolut positiv og forstående indstilling til stede. De 2 timer diskussionen varede, fløj af sted, og vi endte den i en absolut venskabelig og interesseret atmosfære. Huĝimoto var her kommet på en meget hård prøve, for spørgsmål og svar svirrede gennem luften, og det var første gang, han deltog i en diskussion om disse emner. Han klarede det imidlertid strålende med en lynhurtig opfattelse og en omgående gengivelse på japansk.