Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da diskussionen var endt, skyndte vi os ned til spisning, der varede præcis tre kvarter, og herefter havde jeg en halv time til at forberede et tre kvarters foredrag om Instituttet og Martinus verdensbillede, som skulle holdes for et halvt hundrede unge medlemmer af bevægelsen. Dette skete i en meget smuk foredragssal, hvor jeg havde lejlighed til at benytte en del symboler som lysbilleder. Det var ganske åbenbart, at foredraget vakte stor interesse, og skønt det varede så kort, blev det efterfulgt af en særdeles levende og livlig diskussion på ikke mindre end en time. Et led i denne bevægelses arbejde er "mirakuløse" helbredelser, og jeg blev da også spurgt, om jeg troede på de mirakuløse helbredelser, som medlemmer af bevægelsen udførte. Hertil svarede jeg, at jeg på forhånd var indstillet på, at de såkaldte mirakuløse helbredelser kunne finde sted under særlige omstændigheder, og jeg ville naturligvis også acceptere, at de fandt sted inden for deres kredse, hvis de var i stand til at vise mig nogle konkrete eksempler. At tro eller ikke tro på deres udsagn, før jeg havde haft lejlighed til selv at danne mig en mening om det, kunne jeg ikke se nogen særlig grund til, og det var tilsyneladende også et synspunkt, de kunne forstå. Da grundlæggeren af deres egen bevægelse havde haft kosmiske glimt (så vidt jeg kunne skønne), blev der også stillet en række spørgsmål om Martinus baggrund for det arbejde, han havde udført, selv om man nok alligevel regnede med, at deres eget arbejde var fyldestgørende. Den slags spørgsmål kan man jo imidlertid ikke komme til vejs ende med ved en så begrænset lejlighed som her, så i det store og hele kunne der kun være tale om, at de fik et indblik i vort arbejde, som eventuelt kunne skabe interesse for et nærmere bekendtskab med det. Salen skulle nu bruges til et andet formål, så vi var nødt til at fortrække, og nu var der endelig tid til en times hvil, som foregik på tatami (måtter) i et dejligt gæsteværelse med samme skønne udsigt som diskussionslokalet.

Til henved midnat havde vi så en fortsat diskussion med fem særligt interesserede personer, hvoraf én var den meget aktive leder af deres esperantoafdeling. En del af diskussionen formede sig nærmest som et nyt og mere indgående foredrag, og bag efter diskuterede vi mulighederne for formen for kontakt og samarbejde mellem idealistiske bevægelser.

Huĝimoto fortalte mig senere på turen, at nogle unge her i Atami havde sagt om foredraget og diskussionen: "Det var vel nok værd at høre på".

Foruden sinjoro Narita indfandt sig også sinjoro Nakai og sinjoro Mitsuichi. Mitsuichi havde jeg allerede truffet i Hamamatsu og der fået en lang diskussion med ham, bl. a. om muligheden for oversættelsesarbejde, hvilket dog ikke havde hans interesse. Han var en meget bemærkelsesværdig mand, bl. a. ved sin store godhjertethed og dernæst ved sin helt ud utroligt ærlige og velmente oprigtighed. Han sagde en gang til mig: "Børn og unge mennesker kan vældig godt lige mig, men voksne bryder sig ikke om mig". Selv synes jeg særdeles godt om ham og tilbragte adskillige timer i hans selskab, men jeg kunne godt forstå, at hans oprigtighed kunne give vanskeligheder i samkvemmet med andre mennesker selv på trods af hans godhjertethed. Selv om han ikke var medlem af Oomoto eller særligt interesseret i dette arbejde, gik han alligevel hjemmevant ud og ind af Oomotos huse, ikke alene i Inazaŭa, men også andre steder. I denne forbindelse sagde han engang til mig, at han somme tider troede på Gud og somme tider ikke gjorde det. Det er mest, når jeg er i Oomoto, at jeg tror på Gud, sagde han. Han var en særdeles dygtig, stærk og meget udholdende havnearbejder, men alligevel arbejdsløs, for, som han sagde, "Jeg vil meget hellere læse esperantobøger, end jeg vil gå på arbejde, så da jeg er alene, arbejder jeg kun så meget, som jeg er nødt til for at opretholde livet".

Den tredie, som indfandt sig, var sinjoro Nakai, om hvem jeg ikke ved andet, end at han meget interesseret lyttede til den samtale og den diskussion, som nu fandt sted fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. næsten 10 om aftenen, kun afbrudt af et kort aftensmåltid. Her havde jeg lejlighed til med Huĝimoto som tolk at forklare en lang række symboler, jeg havde med i lysbilleder.

Sinjoro Mitsuichi fortalte om en god bekendt, han havde, en buddhistisk munk, som talte esperanto og var så interesseret i åndelige spørgsmål, at Mitsuichi absolut mente, han ville interessere sig stærkt for at høre om Martinus. Han er en af disse idealister, som uden at blinke og med stor glæde ofrer alt, hvad de ejer og har for at bidrage til idealernes gennemførelse. I næsten et år før esperanto-verdenskongressen i Tokio havde han foranstaltet en indsamling af midler, som skulle være en støtte til dens gennemførelse. Og kort tid før kongressen skulle finde sted, solgte han sit hus og sin grund, og sammen med resultatet af indsamlingen sendte han også disse penge til kongresarrangørerne, så han på denne måde kunne yde sit bidrag dertil. Hans navn var Ŝiraki, og han opholdt sig nu hos sin søn, der boede i nærheden af byen Gifu. Jeg så jo en opgave i at skabe kontakt med sinjoro Siraki og var derfor villig til at betale for en vogn dertil, på anden måde kunne det ikke nås inden for min rejseplan. Mitsuichi ville ikke med. Jeg spurgte ham gentagne gange, om han ikke alligevel ville tage med, men fik hver gang et benægtende svar. Til sidst sagde jeg, at jeg var helt ude af stand til at forstå, at han direkte ikke kunne lide at tage på besøg hos denne gode bekendt, og at jeg slet ikke kunne forstå, han ikke ville med, når han dog alligevel ikke havde andre planer for dagen i morgen. Han kiggede lidt på mig og svarede så med et skævt smil: "Det er også kun tilsyneladende, i virkeligheden vil jeg meget gerne med". Han var så beskeden, at han ikke syntes, han kunne være bekendt at tage med, når han ikke kunne deltage i udgifterne til turen.

Det blev en dejlig tur i bil gennem en meget afvekslende natur til Gifu, hvor vi uden særlige vanskeligheder fandt den buddhistiske munks opholdssted. Det var ikke mere end 3 måneder siden, at sinjoro Mitsuichi sidst havde besøgt ham, og ved den lejlighed var sinjoro Ŝiraki spillevende, fuld af initiativ og meget interesseret i den kommende esperantokongres' forløb. Sådan stod det imidlertid ikke til nu. Vi fandt ham i hans søns hus, en usandsynlig lille, spinkel og indfalden mand, som lå og åndede tungt under sit tæppe. Han led af lungekræft og var døden så nær, at man ikke skulle vente, der kunne skabes kontakt med ham. Vi dvælede lidt ved hans leje, skrev en hilsen til ham og efterlod Martinus bog "Menneskehedens skæbne" for det tilfælde, at han igen skulle komme til sig selv. Om dette skete, ved jeg ikke. Under resten af mit ophold i Japan hørte jeg intet om hans skæbne. I et øsende regnvejr, der var meget stærkere, end vi kan opleve det herhjemme, måtte vi tage tilbage til Inazaŭa med et stærkt indtryk af denne lysende idealists sidste timer.

På tilbageturen tog vi os tid til en lille afstikker til et tempel, hvori der fandtes en ti meter høj buddhafigur i en helt usædvanlig udførelse. Den var bygget op i et skelet af bambus, og dette skelet, som formede figuren, var beklædt med papir, der var lakeret og dermed udgjorde den færdige figur. Det var imidlertid ikke almindeligt papir, der var tale om, men derimod i tusindvis af papirstykker med påskrevne bønner og hellige sætninger. Forunderligt var det at tænke på den enorme mængde mennesker, der på denne måde havde deltaget i statuens tilblivelse.

Af arrangørerne af aftenens foredrag var jeg inviteret til middag på en restaurant, og her blev jeg meget ilde til mode. Foredraget, som skulle hedde "Dansk humor", var fastsat til at begynde kl. 6, men på dette tidspunkt havde vi end ikke fået nogen form for mad på bordet, og vi var endda i den anden ende af byen. Jeg havde for længst spurgt mine ledsagere, om vi ikke snart skulle tage afsted for at nå frem til den fastsatte tid, men de rystede roligt på hovedet og slog afværgende ud med hænderne. Det skulle jeg ikke bekymre mig om. Da kl. blev 7, følte jeg mig særdeles ilde til pas ved at være den centrale figur i et arrangement, hvor man så groft negligerede hensynet til deltagerne. Men stadig væk var mine ledsagere helt rolige. "De bliver der", sagde de, "og går der endelig nogen, kommer der andre i stedet". Det syntes jeg lød helt usandsynligt, men da klokken blev halv otte, og vi endelig ankom til foredragslokalet, viste det sig, at de havde helt ret i deres bedømmelse af situationen. Vi blev modtaget med glade tilråb af en helt tæt pakket sal, og trods alle bange anelser blev det en ganske udmærket aften, hvor jeg fik lejlighed til igen at give en redegørelse for instituttets grundlag og arbejde.
 

(Fortsættes).