Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sent på aftenen efter at alle andre var gået, fik Huĝimoto og jeg os en lang snak om oversættelsesarbejde. Jeg forsømte ikke en lejlighed til at undersøge de muligheder, der syntes at være for at finde medarbejdere til dette vigtige arbejde. Huĝimoto var i og for sig selv meget interesseret i at deltage med oversættelse af en af de små bøger fra esperanto til japansk, men selv om han var særdeles kapabel i esperanto, mente han ikke, at evnerne slog til, når det drejede sig om at forme det japanske sprog, hans eget modersmål. Det kom af, at han tidligere havde oversat en bog, som var blevet gennemgået af en af Japans kendte skribenter, professor Umesao, som i øvrigt er esperantist. Efter den omgang, der her blev hans oversættelse til del, syntes han næsten ikke, der var noget som helst tilbage af hans eget arbejde. Umeda, som jeg senere talte med om dette spørgsmål, mente dog, at hele denne sag havde lært ham så meget, at han nu absolut måtte være kvalificeret. Imidlertid nytter det jo ikke noget som helst, hvis han ikke selv er af samme opfattelse, så foreløbig måtte dette spørgsmål hvile, og da det nu i dag, hvor disse linier skrives, ikke har ændret sig, er denne mulighed foreløbig stillet i bero.

Om morgenen måtte vi tidligt op, da vi skulle rejse hele dagen. Det foregik igen med verdens hurtigste tog, Tokaido-linien, og denne gang fra Nagoya til Kobe, der er en af Japans største havnebyer. Herfra varede det med en dejlig sejltur hele eftermiddagen at komme til Tokushima, og på vej ud af havnen i Kobe sås der blandt en mængde opankrede skibe fra næsten alverdens nationer også nogle enkelte danske.

Ligesom Umeda var også Huĝimoto en overordentlig fornøjelig, humoristisk og hjælpsom rejseledsager. Desuden interesserede jeg ham, som før nævnt, som det fænomen, han syntes jeg var, da jeg sådan rejste ud med det formål at informere om Martinus arbejde. Han var virkelig alvorligt interesseret i bevæggrundene til min indstilling, så det fik vi talt meget om, hvilket jo også medførte, at vi naturligt måtte belyse store dele af Martinus verdensbillede. Også dette viste sig dog at have hans store interesse, ikke så meget af personlig trang til at søge noget at støtte sig til, men nærmest som et resultat af almindeligt videbegær. Jeg vil skønne, at Umeda havde en større umiddelbar indlevelsesevne i tankerne, men Huĝimoto talte mere om tingene og spurgte mere.

Vi ankom tidligt på aftenen til Tokushima og blev modtaget af sinjoro Deguĉi, der talte esperanto, og sinjoro Nisino, som var lige så interesseret oomotaner. Disse to herrer sørgede på alle måder godt for os de næste to dage. Vi blev indlogeret på et udmærket japansk hotel, og efter et par timers hyggeligt samvær forlod vore to værter os for at give os lejlighed til at komme tidligt til ro, hvad vi også i høj grad trængte til.

Næste dag var vi inviteret på en heldagsudflugt til omegnens bjerge, så da skulle vi igen tidligt op. Det viste sig, at vi skulle køre i en stor luksustaxa, og det blev dyrt. Imidlertid var der ikke tale om, at vi selv kunne få lov til at deltage i betalingen, det var en invitation fra de to herrer, og jeg tror, vort ophold i de par dage har kostet dem mellem 4 og 500 kr., hvis det omregnes efter kursen. Omregnet efter købekraft giver det et endnu større beløb. I sinjoro Deguĉi havde vi mødt et menneske, der med glæde gjorde, hvad han kunne for at støtte enhver foretagsomhed på esperanto, og i sinjoro Nisino havde vi mødt en mand, der tog Oomotos idealer så højtideligt, at han af den grund med glæde sørgede for os på enhver måde og kategorisk afslog vor deltagelse i betalingen.

Kl. 19 samme dag holdt jeg foredrag for 15 mennesker, der dels var esperantister og dels personale i et børnehjem, hvor der var stillet lokale til rådighed. Det blev et foredrag dels om Martinus arbejde og dels om Danmark og Grønland, og alle blev forsynet med brochuremateriale. Det var dog mit indtryk, at deltagerne stort set fik mest ud af den del af foredraget, der handlede om Danmark og Grønland.

Næste formiddag havde jeg foredrag for 27 kvinder i en aftenskole, og emnet var "Opdragelse og uddannelse i Danmark". Som afslutning gav Huĝimoto en længere redegørelse for Instituttet og dets arbejde efter det, han havde fået ud af mine foredrag og de samtaler, vi havde haft.

Det blev en meget levende aften med deltagelse af 15 medlemmer af Oomoto. Foredraget indledtes med indtryk fra Oomoto, Danmark, esperanto som familiesprog og dansk humor, og det endte med en redegørelse for Martinus kosmologi ledsaget af symboler i lysbilleder. Det blev til ikke mindre end 2 timers livlig diskussion med spørgsmål f.eks om det materielle livs forenelighed med åndelige interesser.

Næste morgen blev vi vækket af et plaskende regnskyl og en hylende storm. Det var som at være på et skib i stormvejr midt på Atlanterhavet, sådan peb det i vinduerne og sådan klaprede og smækkede en masse ting i gården uden om. Afløbene på hotellets tag kunne ikke tage de store mængder, så det endte med, at vandet gik ned gennem lofterne og mange steder drev hen af gangene. Den elektriske strøm blev afbrudt, og så viste det sig yderligere, at vi ikke kunne få nogen morgenmad. Det var et hotel helt uden servering, og uvejret gjorde det umuligt at komme ud. Det manglende lys og spektaklet fra uvejret forhindrede os i at arbejde, og i øvrigt var sceneriet så interessant og spændende, at hele formiddagen gik med at iagttage det. Det var første gang, jeg befandt mig i området for en tyfon, og her var det endda kun i udkanten. Man vidste ikke, hvornår forløberen ville blive erstattet af den virkelige tyfon, og så ville det morsomme være væk, for hvert år anretter tyfonerne umådelige skader og kræver adskillige menneskeliv. Først hen på eftermiddagen blev vejret så godt, at der igen kunne være tale om at gå ud, og som billedet viser, var det ikke uden grund, man absolut tilrådede alle at blive inde, som ikke havde meget presserende ting at foretage udendørs. Mange steder så vi væltede træer, ødelagte stakitter og beskadigede huse, og så skulle vi endda være glade for, at vi befandt os på afstand af tyfonen, som allerede huserede i landet.

En tyfon er en hvirvelstorm, der ofte har en diameter på henved 50 km, og den kører rundt i ring med vindhastigheder, der ligger langt over, hvad man kan opleve her hjemme, og samtidig giver den en piskende og skyllende regn. Hvert år dannes der over 20 tyfoner, og af dem når omkring en halv snes stykker at pløje sig vej tværs gennem Japan. De allerfleste af dem "går i land" her på øen Shikoku. På forhånd kan ingen sige, hvilken retning de vil tage, og hvad følgerne vil blive, så hvert år i august og september, hvor det står på, følger størstedelen af Japan spændt de daglige fjernsynsudsendelser, der specielt beretter om tyfonerne. Alle vegne er der en nervøs stemning til stede, for de vældige nationale katastrofer, der her er tale om, kan man kun meget vanskeligt gøre sig begreb om, før man selv har set virkningerne og siddet foran fjernsynsskærmen sammen med mennesker, der har pårørende i de ramte områder; så er det til gengæld en rystende oplevelse, som sætter spor i ens nerver.

Mod forventning blev det pludseligt bedre vejr efter frokost. Solen skinnede og blæsten havde lagt sig. Jorden dampede af fugtighed. Vi benyttede her lejligheden til sammen med professor Kawamura og en student at besøge byens park, der som i så mange andre byer var en fin og kunstfærdig anlagt have omkring et gammelt palads. Herefter gik jeg til barberen, og i Japan får man en behandling, som man slet ikke kender herhjemme. Hvert eneste minut var der en livlig aktivitet omkring hovedet på mig. Hårvask og klipning var en grundig og langvarig proces, og barberingen blev indledt med dampende varme omslag for at blødgøre huden. Den blev yderligere behandlet med forskellige former for olie og massage, og alle processerne blev gentaget indtil flere gange. Selve barberingen var usædvanlig nænsom og effektiv. Hele forestillingen varede en hel time og kostede den beskedne sum af 7 kr.

I en lille restaurant i nærheden indtog vi et kortvarigt aftensmåltid, som alligevel kom til at vare længe, da professor Kawamura og jeg indlod os i en lang diskussion om teoriers videnskabelighed og forholdet mellem videnskab og livsopfattelse. Om aftenen viste jeg lysbilleder i Oomoto-huset, og i denne forbindelse også symboler.

Inden vi gik til ro, havde Huĝimoto og jeg nogle timer alene sammen, og da emnerne alligevel fængslede ham og han stadig var interesseret i at studere det "fænomen", han var tolk for, havde hanbedt mig vise sig alle de lysbilleder, der vedrørte instituttets arbejde og give ham forklaringer på dem. Det begyndte vi på ved denne lejlighed, og vi kom igennem adskillige symboler.

Flere mennesker, som vi skulle hilse på indfandt sig, og efter et kort samvær med dem, tog vi sammen med sinjoro Ucida og Professor Kawamura i parken i Takamatsu de stedlige Oomotoledere til en restaurant, hvor der på forhånd var bestilt middag til os Overalt hvor jeg var kommet frem, havde jeg indgående interviewet dem, der havde kendt Onisabro Deguĉi, Oomotos grundlægger, om deres syn på ham og deres erfaringer fra samvær med ham. Det gjorde jeg også her, og mine mange dybtgående spørgsmål bl.a. om vegetarisme, gav anledning til meget livlig diskussion, som varede over en time, men samtidig medførte det, at filiallederen sagde: "Når jeg sådan bliver udspurgt af en udlænding, gør det mig meget ilde tilpas, for jeg føler mig i høj grad uforberedt. For 30 år siden sagde Onisabro Deguĉi til mig: "Du skal lære esperanto, for det vil der blive brug for". Jeg fik det ikke rigtig lært, og jeg syntes, det varede for længe, inden jeg rigtig fik brug for det. Nu er jeg uforberedt i denne henseende, og vi må bruge tolk for at tale sammen. Min utilpashed er stor, for jeg føler mig ikke alene uforberedt med hensyn til esperanto. Jeg frygter, at dette også er tilfældet med de åndelige ting". En af de tilstedeværende var vegetar efter Onisabro Deguĉis eksempel, og efter at vi på en meget fordomsfri måde og i en yderst venskabelig og behagelig atmosfære havde gjort den etiske side af vegetarismen til genstand for en indgående drøftelse, var der overvejende hældning til det synspunkt, at det var en mangel, at Oomoto havde forladt denne etiske indstilling til dyrene.

Om eftermiddagen havde vi lejlighed til at hvile os, og det var i høj grad påkrævet. Jeg var efterhånden blevet så træt og udkørt, at jeg måtte mobilisere en vældig viljekraft hver gang, jeg skulle bære mine to kufferter. Selv om kufferterne var for store og tunge til japanerne, voldte de mig under normale omstændigheder ingen vanskeligheder, da jeg er fysisk veludrustet. Men nu var jeg altså kommet til grænsen for min udholdenhed og et par timers søvn var særdeles påkrævet. Desværre viste det sig, at denne træthed ikke var så let at få bugt med. Den forsvandt slet ikke på grund af nogle timers ekstra søvn. Der gik hen ved en uge, før jeg igen var på højde med situationen, men heldigvis var det sådan, at jeg blev så inspireret, hver gang der var nogle, jeg skulle tale med, eller jeg skulle holde et foredrag, at trætheden i en sådan situation forsvandt næsten som dug for solen.