Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til kl. 19 om aftenen var der arrangeret offentligt foredrag, hvortil der indfandt sig 25 tilhørere, og heraf var de 2/3 medlemmer af Oomoto. Foredraget havde jeg givet titlen "Verdenskultur", og heri gav jeg en redegørelse for de mangler, der gør, at hverken de nuværende verdensreligioner eller den fysiske videnskab vil være i stand til at danne det sikre grundlag, hvorpå en velfunderet livsopfattelse og en heraf følgende verdenskultur kan dannes. Der var også lejlighed til at komme ind på spørgsmålet om det internationale sprog, der nødvendigvis må blive sprogligt redskab for den indbyrdes tanke- og følelsesudveksling, som vil blive den fremherskende faktor i kulturdannelsen. Størstedelen af foredraget blev imidlertid optaget af en længere redegørelse for strukturen og de grundlæggende principper i Martinus verdensbillede og for det bidrag, der herigennem kan ydes for at afklare forholdene. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har været udsat for en så glødende interesse fra hele forsamlingen. Levende interesseret stillede man mange spørgsmål, og på direkte opfordring måtte jeg holde yderligere to mindre foredrag. Det ene over emnet "Den ideelle føde" og det andet med emnet "Religioner og Martinus Kosmologi". Arrangementet varede ikke mindre end 3 timer fra jeg begyndte mit foredrag, til vi sluttede diskussionen, og Oomotos lokale leder var blevet så grebet af situationen, at han flere gange gav udtryk for, at han følte sig meget inspireret og åndeligt set i en højt løftet tilstand.

Diskussionen var imidlertid ikke slut hermed. Tiden fra kl. 23 til kl. 1 tilbragte vi i sinjoro Ucidas hjem sammen med arrangørerne og de tidligere nævnte Oomotofolk, og disse to timer blev udelukkende anvendt til en lige så levende fortsættelse af foredragsdiskussionen. Der blev kun talt om emner, der havde tilknytning hertil. Da vi skulle bryde op, fik tolken, Huĝimoto, og jeg hver overrakt en smukt dekoreret kuvert indeholdende 1000 japanske yen (ca. 20 kr.) som en erkendtlighed. Det blev udtrykkeligt fremhævet, at vi ikke måtte betragte det som honorar, idet man ikke så sig i stand til at betale et regulært honorar, men alligevel gerne ville vise sin taknemmelighed.

Nogle af de tilstedeværende havde dog spurgt, om de ikke måtte besøge os om aftenen på hotellet for at fortsætte samværet, og det var vi naturligvis glade for. Overraskende nok befandt der sig blandt en af gæsterne en sinjoro Nakatsuka, som var i gang med at lære dansk. Meget forsigtigt og meget tøvende spurgte han mig, om jeg ikke til hans båndoptager ville oplæse et eventyr af H.C. Andersen på dansk, så han senere kunne få lejlighed til at øve sin danske udtale efter dette. Det ville jeg naturligvis gerne, og da vi først var kommet i gang, viste det sig, at han var interesseret i mere end det ene, så det blev til højtlæsning af flere af disse betagende eventyr.

En anden af de tilstedeværende var sinjoro Ninomya, som var leder af et kulturoplysningscenter, der havde et meget stort bibliotek af amerikansk og japansk litteratur af forskellig art. Han var meget stærkt interesseret i dansk kultur, og jeg anbefalede ham at søge kontakt med dansk-japansk selskab i Sapporo og i Osaka, hvor jeg jo vidste, der var god baggrund for at hente oplysninger.

Vi var mange i det lille rum, men med det japanske lave bord midt på gulvet og kun puder til at sidde på, var der jo strengt taget også plads til mange. Der udviklede sig et yderst hyggeligt samvær med te og kager, hvor vi fortalte og spurgte om løst og fast. Da der bød sig en passende lejlighed, stillede frk. Nomata et forsigtigt spørgsmål om det evige liv, som det tog sig ud i Martinus arbejde. Jeg skiftede naturligvis meget gerne til dette emne. Det viste sig, at hun var meget, meget stærkt interesseret i at få rede på, hvordan udviklingen kunne tænkes at forme sig netop i forbindelse med begrebet det evige liv. Tilskyndet af stadige og meget kloge spørgsmål fra frk. Nomata gav jeg en hel times indgående redegørelse for Martinus syn på udviklingen, sådan som den former sig her i den fysiske tilværelse gennem mineral-, plante- og dyrerige, og som den fortsætter gennem de højere åndelige tilværelsesplaner frem til nye mineral- og planteriger i stadigt højere spiraler. Hun var ikke tilfreds, før vi i detaljer havde gennemgået et helt udviklingsafsnit. Til gengæld var hun overordentlig tilfreds med den forklaring, der baseret på kontrastprincippet viser, at man efter mættelse af tilværelsen i lyset igen efter eget ønske og tilskyndelse kommer til at opleve mørke afsnit, men i en højere spiral, så det ikke bliver en monoton gentagelse, men en ny bevidsthedsberigelse.

Kl. 10.30 måtte vi tage afsked med hele det fornøjelige selskab, for hotellet tillod ikke gæster længere, så denne aften kom vi jo nogenlunde tidligt til ro. Forinden havde vi truffet aftale med sinjoro Ninomya om næste morgen at besøge hans store bibliotek, hvorefter han i sin vogn ville køre os til skibet, der skulle føre os til Hiroshima, den by der på så forfærdende vis blev centrum for hele verdens opmærksomhed.

Ved ankomsten til byen kan man ikke se så meget som et eneste spor efter den atombombe, som satte punktum for den krig med Japan, som satte sindene i bevægelse i det meste af den civiliserede verden, og som har givet vældige stød til mange menneskers overvejelser om indstilling og metoder til at undgå krig. Alt er genopbygget. Brede, lige gader med pæne huse dels i klassisk japansk og dels i moderne vesterlandsk stil prægede hele billedet. Kun ét eneste hus er efterladt som ruin, det såkaldte atombombehus, der lå næsten lige under bombens eksplosionssted, og som er bevaret for på drastisk vis at minde om den frygtelige begivenhed. Det diskuteres meget, om man bør bevare et sådant rædselsminde, men det er ubestrideligt, at det virker som en manende kontrast til det ellers pæne og velfriserede billede.

I en park, der støder lige op til atombombehuset, er der rejst et stort museum, der er centrum for interessen for det drama, der her er udspillet.

Af Hiroshimas befolkning på 400.000 mennesker blev omkring 100.000 udslettet af bomben i det øjeblik, den eksploderede, medens et lignende antal døde i løbet af den følgende måned. Hermed var i hvert fald halvdelen af byen udslettet, og omkring halvdelen af de overlevende var mere eller mindre hårdt kvæstede, uden at det medførte døden. Gas og elektricitetsforsyningen, og hvad der ellers er nødvendigt for at holde en storbys liv i funktion, var totalt ødelagt. Sammen med praktisk taget alle andre bygninger var også hospitalet jævnet med jorden. Kun ét var blevet stående, nemlig Røde Kors hospitalet, som i dag er det sted, hvor de atombombeskadede behandles. Jeg besøgte overlægen, dr. Shigito, med hvem jeg havde en længere samtale. Han befandt sig selv i byen, da bomben blev bragt til eksplosion, men uden synlig skade overlevede han, da han selv i en så kort afstand som 2000 m fra eksplosionsstedet blev skærmet af en tyk betonmur. Han gik straks i gang med hjælpearbejdet på hospitalet, hvor de fleste af hans kolleger og det øvrige personale var blevet dræbt eller så hårdt såret, at de selv behøvede hjælp.

Dr. Shigitos ansigt bar tydeligt præg af de navnløse lidelser, han havde været vidne til, og som han for størstedelen havde stået magtesløs overfor. "Den 6. august 1945 var den sorteste dag i mit liv", erklærede han, "med et hospital med udblæste vinduer og døre og uden forsyninger stod vi over for en 10.000-tallig skare af hårdt sårede mennesker, der bønfaldt om en hjælp, vi var ude af stand til at yde dem. På mange var huden først brændt og bagefter blæst af, så huden fra armene hang ned fra fingerspidserne. Man kan vel forestille sig en lille smule af, hvilke ubeskrivelige lidelser, der var tale om. Vi var end ikke i stand til at give disse menneskemængder en smule vand at drikke". "En hvilken som helst løsning er at foretrække frem for atombomber", erklærede han, "og bomberne i Hiroshima og Nagasaki var jo endnu kun for legetøj at regne i forhold til dem, man nu disponerer over". I dag findes der i Hiroshima omkring 90.000 mennesker, der har været udsat for atombombens radioaktivitet, og som kan risikere, at deres energi og kræfter en skønne dag begynder at forlade dem, så de må søge hjælp på hospitalet. Hver dag kommer der omkring 150 mennesker, der er kommet i denne uhyggelige situation. Hospitalet rummer til stadighed mange hundrede patienter, men deres skæbne er ens. Jeg spurgte dr. Shigito, om det var muligt at tale med patienter, der var indlagt på hospitalet, og det var det, men, sagde han, patienterne er ikke glade for turister, så De må forklare dem formålet med deres besøg. Da jeg stadig væk havde Huĝimoto med som tolk, ville det jo ikke volde vanskeligheder.

Straks da jeg kom ind, mærkede jeg en stærk tilbageholdenhed hos patienterne på de to stuer, jeg besøgte, men da jeg fik forklaret, at jeg virkelig var alvorligt interesseret i deres problemer og i virkeligheden ikke spor nysgerrig, ændredes situationen fuldstændigt. De lod mig meget gerne fotografere og fortalte uden videre om deres situation. Fælles for dem alle var, at de først 20 år efter havde mærket virkninger af den radioaktivitet, de havde været udsat for. Den unge mand, som sidder på sin seng, er godt 20 år gammel, og var altså nyfødt, da han blev udsat for den bestråling, der nu havde ført ham til hospitalet. Han havde kræft i et af de indre organer, vidste ikke, hvad det indebar, og trak i øvrigt apatisk på skuldrene ad fremtidsudsigterne. Han havde opgivet at få noget konkret at vide og afventede nu passivt begivenhedernes gang. Kvinden i baggrunden, som bærer briller, er 62 år gammel. Hun var 42, da hun mistede sin mand, børn, hele sin familie og alle de mennesker, hun kendte og holdt af. En tristere skæbne kan man næsten ikke forestille sig. Sammen med de øvrige, som er vist på billederne, var hun nu i en lignende situation, som den unge mand på sengen. Hun var den mest alvorlige af dem alle og den, der virkede mest trykket af begivenhederne. Vi talte meget sammen, og da jeg gik, sagde hun med dirrende stemme og så indtrængende, at det skar mig i hjertet, og jeg følte tårerne brænde i øjnene: "Glem aldrig at arbejde for freden". Det var med blødende hjerte, jeg forlod disse mennesker med så håbløse fremtidsudsigter.