Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1966/19 side 11
MARTINUS INSTITUT
Mariendalsvej 96
København F.
14.9.66.
FORSLAG TIL F.N.
For godt et år siden blev det meddelt, at bestyrelsen havde besluttet at erklære esperanto for instituttets officielle internationale sprog. Erklæringen indeholdt en række begrundelser for denne beslutning, en påpegning af de enorme fordele, der kan opnås i instituttets arbejde, og desuden nogle betragtninger over de kolossale fremskridt officiel indførelse af det ville medføre for verdenskulturen.
I overensstemmelse hermed blev der også opfordret til at deltage i en kampagne for at samle støtte til et forslag til FN om esperanto. Glædeligvis var der mange, som efterkom opfordringen, og vi vil gerne bringe en hjertelig tak for flere tusind underskrifter, der herved blev indsamlet.
Det samlede resultat af hele kampagnen ses af vedlagte redegørelse. Det er tanken at overrække forslaget til FN's generalsekretær U'Thant i oktober måned, og man må regne med, at hele spørgsmålet derefter vil blive bragt yderligere et skridt fremad mod officiel vedtagelse af esperanto som hele verdens internationale sprog.
Med venlig hilsen
Ib Schleicher