Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er planer om en foredragsrejse for Martinus til Japan og Korea i 1967, og Martinus har det ønske, at han her i Hiroshima vil få lejlighed til at tale til patienter om baggrunden for deres situation, om den skæbne, de herved har udlevet helt eller delvis, om den indstilling af tolerance og kærlighed, der skal til for at ændre menneskehedens skæbne til den lyse tilstand, der efterhånden vil blive det altovervejende ønske hos de enkelte mennesker. Jeg kunne godt tænke mig, og jeg vil også håbe, der vil blive lejlighed til dette. Dels vil det nye verdensbillede kunne være en meget stor mental hjælp og støtte til mange, som synes, de befinder sig i en håbløs situation. Og dels er der grund til at vente, at netop de begivenheder, der her har udspillet sig, vil være den bedst tænkelige baggrund for at stille de åndelige impulser i relief, der ikke må nøjes med at påpege, at "sådan skal det ikke være", men som på positiv og konstruktiv vis kan anvise baggrunden for og metoderne til at påbegynde skabelsen af de nye tilstande.

Kontakten med hospitalet var kommet i stand gennem sinjoro Masao Niide, som var chef for bystyrets udlandsafdeling. Han talte et udmærket esperanto og havde under kongressen i Tokio holdt foredrag om Hiroshima. I en længere samtale, vi havde på hans kontor, fortalte han bl.a., at de store fredsorganisationer, som var blevet startet i Hiroshima, var ved at gå i opløsning og splittelse. Der var gjort mange forsøg på at give impulser til nyt fredsarbejde, men efter hans mening var intet endt i virkeligt effektive aktiviteter. Efter min mening kunne der ligge en løsning på disse problemer i det verdensbillede, jeg repræsenterede, men da det ville virke meget letkøbt at fremhæve dette, når der ikke var god tid til at begrunde synspunktet, måtte jeg nøjes med at introducere Martinus verdensbillede og overlade ham den lille brochure "Objektiv livsopfattelse". Jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at den samtale, der her fandt sted, må have en anden afslutning, end den fik, og at den måske vil kunne fortsættes med positivt resultat, når litteratur fra instituttet kommer til at foreligge på japansk.

I titusindvis af børn er omkommet under de skrækkeligste omstændigheder, og monumentet selv er udformet med en lille japansk piges tragiske skæbne som baggrund. Hun var uhelbredelig syg som følge af redioaktiv bestråling. Hun vidste det, men troede fuldt og fast på, at hun blev rask, hvis hun blot lavede 1000 små papirtraner. Et gammelt sagn fortæller nemlig, at den der laver 1000 sådanne små papirfugle, vil få sit største ønske opfyldt. Det var naturligvis den lille piges største ønske at blive rask, og hun fremstillede den ene lille papirfigur efter den anden, og hun nåede det nødvendige antal, men rask blev hun ikke. Troen på det gamle sagn kunne ikke hjælpe hende. Den øverste figur på monumentet er et lille barn med en papirtrane.

På pladsen foran det store museum er der bygget en betonhvælving, hvorunder der findes en stenkiste med lister over navnene på alle dem, der er omkommet ved atombomben. Hvert år nedlægges nye lister over det forløbne års omkomne, og det vil man måske blive nødt til i mere end en menneskealder endnu.

Det er en gribende oplevelse at opholde sig her. Uafbrudt kommer der enkelte mennesker hen foran hvælvingen, her står de stille, lægger håndfladerne sammen på østerlands vis og bøjer hovedet. Således står de i fordybelse, bøn eller meditation nogle øjeblikke, før de går videre. Stedet for en så stor katastrofe maner til andagt. Måtte det også mane til en så dyb eftertænksomhed, at der banes vej for en ny indstilling og nye metoder til modarbejdelse af fremtidige gentagelser. Hvert år besøges denne fredspark af millioner af mennesker fra alle egne af jorden, så der skulle i denne henseende være grundlag til stede.

Besøget på hospitalet gjorde i forbindelse med en gennemgang af museet, hvor der findes snart sagt alle former for illustrationer af katastrofen, et uhyggeligt billede af denne katastrofe, og de næsten "fangne" patienter gjorde i forbindelse med den stadige strøm af mennesker det hele så gribende nærværende og vedkommende. Selv om jeg tidligere har været på nærmeste hold af store menneskelige tragedier, tror jeg alligevel, jeg med sikkerhed kunne sige, at ingen oplevelse har været så rystende som besøget i Hiroshima. Og så lykkedes det mig endda ikke ved foredraget for 15 personer aftenen i forvejen at gøre det klart, at der er veje ud af lidelser og ulykke. Man var på forhånd ikke særlig stærkt interesserede og syntes, det var svært og indviklet at forstå, måske fordi selv kosmiske analyser ved første blik kan syne uvirkelige og urealistiske ved siden af en sådan katastrofe. Jeg håber meget, det vil lykkes her i Danmark og Sverige at skabe så stor interesse for udgivelsen af litteratur på japansk, at der herved åbnes mulighed for at skabe forståelse for, at kosmiske analyser virkelig vil få praktisk og konkret betydning for at forhindre sådanne katastrofer og skabe en anden tilværelsesform.

Jeg sagde tidligere, at fredsimpulserne i Hiroshima trues af indre splittelser, men det gælder ikke i enhver henseende, Flere mennesker og flere organisationer udfører et meget stort og uegennyttigt arbejde for at lindre fysiske og menneskelige lidelser hos de overlevende og for at forbedre de miserable forhold, under hvilke en stor del af dem er henvist til at leve. De sociale foranstaltninger i Japan er ikke særligt udviklede, i hvert fald ikke i sammenligning med f.eks. de danske. Nogen særlig officiel hjælp til Hiroshimas ofre er der ikke tale om fra nogen side, og der er et forfærdende stort antal af dem, der er ude af stand til at klare sig selv på normal vis, ikke alene direkte på grund af legemlige mangler, men også på grund af den uvilje mange virksomheder har mod at tage dem i arbejde. Et forfærdende stort antal mennesker må henslæbe deres liv i den yderste nød, og det er overordentlig påkrævet, at der tages privat initiativ.

Under esperantokongressen i Tokio havde jeg truffet sinjoro Kainuma. Allerede den gang viste han stærk interesse for vor livsopfattelse, og han så meget hen til mit besøg i Onomichi. Nu var han vært for os, men da de meget små forhold i hans hjem ikke gjorde det muligt at modtage 2 gæster, blev vi indkvarteret i det stedlige vandrehjem, som ikke på daværende tidspunkt var i brug. I stedet for her at overlade os til os selv blev han indkvarteret sammen med os, så vi kunne udnytte tiden bedst muligt. Jeg var imidlertid stadig så udkørt, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen, så der var ikke energi tilovers til samtaler i den udstrækning, både han og jeg ønskede. Næste formiddag kunne jeg imidlertid tage mig så meget sammen, at vi fik talt sammen i nogle timer. Han viste så stor interesse for emnerne, at der var grundlag for en grundig gennemgang af mange af principperne i Martinus verdensbillede. Han var meget oplivet af forklaringerne til en lang række symboler, og med henvisning til Martinus bøger og ledsaget af et mildt og eftertænksomt smil fremkom han med følgende udtalelse: "Jeg tror ikke, jeg nogen sinde bliver gammel, når jeg læser sådanne bøger". Han må have været langt over 70 år, så det kan man vel med rette kalde åndelig ungdom. Det var i hvert fald meget opmuntrende at høre. Aldersforskellen lagde vi ikke mærke til i vore samtaler. Jeg følte mig helt på bølgelængde med ham, og hans i virkeligheden meget kloge bemærkning gav naturligvis straks anledning til en meget inspireret fortsættelse af tankeudvekslingen.

En lokomotivfører blandt deltagerne følte en meget stor og varm sympati for danskere og alt, hvad der er dansk. Årsagen hertil var den danske sømand ved navn Knudsen, som for nogle år tilbage mistede livet i et forsøg på at redde en japaner. For ham findes der et mindesmærke i nærheden af Okayama, og begivenheden havde gjort et uudsletteligt indtryk på denne mand.

Inden ankomsten havde sinjoro Sakai udarbejdet en længere artikel, som fremkom i en af de stedlige aviser. Den gav en udførlig redegørelse for instituttets arbejde og formålet med rejsen, og i forbindelse hermed var der en omtale af den særdeles effektive måde, sprogproblemet på rejsen blev løst på gennem esperanto.

Efter ankomsten var der lige netop tid til at anbringe vor bagage i Oomotos hus, inden vi skulle fortsætte med besøg hos viceborgmesteren og andre fremtrædende personer i amtets og den kommunale administration. Det var nogle meget livlige sammenkomster, vi havde der, og samtalerne gav bl.a. viceborgmesteren anledning til spøgefuldt at bemærke til sinjoro Sakai, at han så vist ikke behøvede at overbevise ham om det internationale sprogs nytte og anvendelighed. Det var han fuldstændig overbevist om, men hvis man ville påtage sig at overbevise andre om det samme, så ville han yde det al den støtte, han formåede. Amtshovedkassereren havde meget stærke sproglige og historiske interesser sammen med sinjoro Sakai. Han fortalte mig mange interessante ting fra Matsue og endte med at forære mig en smuk lille keramikskål.

Sakai var stenograf og har selv udarbejdet et specielt japansk stenografisystem. Ved siden af stenografarbejdet bestred han en eller anden fremtrædende post som redaktør, hvilket jeg dog aldrig fik lejlighed til at få nøje rede på. Han bevægede sig hjemmevandt i alle de kontorer, vi besøgte, og det var tydeligt, at han nød stor anseelse. Foruden den lange avisartikel, som allerede er omtalt, havde han sørget for en omfattende annoncering af mit foredrag, ikke alene i bladene, men også i fjernsynet.

Efter besøgene tog vi tilbage til Oomotos hus, hvor vi tilbragte et par timer i et meget utvunget samvær med forskellige mennesker, der kom på besøg. Her viste der sig en naturlig anledning til overfor sinjoro Sakai at bringe spørgsmålet om hans eventuelle deltagelse i oversættelsesarbejdet på bane. Jeg fortalte ham om den store mulighed, der var for at arrangere en foredragsrejse for Martinus i 1967 og understregede vigtigheden af i god tid inden da at få udgivet nogle af de grundlæggende værker på japansk i oversættelse fra esperanto. Disse tanker syntes ikke at vække særlig interesse hos ham, i hvert fald ikke for hans personlige medvirken, så jeg forlod hurtigt dette emne.