Kontaktbrev 1966/21 side 5
Ib Schleicher:
FRA JAPAN-DAGBOGEN 15
Det utvungne samvær foregik i det værelse i huset, vi havde fået overdraget som opholdsrum, og da det jo som sædvanlig var på tatami (måtter), havde jeg også anledning til ind imellem at hvile mig lidt, og her oplevede jeg nu det forunderlige, at den tyngende træthed, som næsten havde overmandet mig i den sidste uge, nu forsvandt som dug for solen og ikke viste sig igen under resten af opholdet i Japan. Jeg kunne igen uden besvær bære mine tunge kufferter og følte i det hele taget, at jeg næsten kunne holde til hvad som helst.
Efter en overdådig vegetarisk anretning indtaget ved det lave bord, indfandt der sig om aftenen en række medlemmer af Oomoto, med hvem vi havde nogle lange diskussioner med hovedemnerne esperanto, Martinus kosmologi og Oomoto. En glimrende aften, hvor der blev draget mange sammenligninger mellem Oomoto og Martinus arbejde.
Dagen efter var vi om formiddagen på besøg hos amtets vicepræsident, og mens vi sad i hans forkontor, bragte sinjoro Sakai helt uventet spørgsmålet om oversættelser på bane igen. Han havde tænkt meget over sagen, og som han sagde, "til syvende og sidst skal jeg jo også gøre noget for menneskeheden". I sin tid havde hans far været præsident for Oomoto, og han havde også selv været medlem. Af en eller anden grund, som jeg ikke fil oplyst, var han det ikke længere, men han udtrykte stor sympati for Oomotos arbejde og i øvrigt for ethvert arbejde af denne karakter. Han samarbejdede i stor udstrækning med bevægelsen og havde et særdeles sympatisk forhold til den. Han erklærede sig rede til at lave et solidt stykke oversættelsesarbejde, såfremt sinjoro Itoo og sinjoro Deguĉi i Oomoto kunne anbefale dette, og det bad han mig undersøge, når jeg nu snart kom tilbage til Kameoka. Jeg var naturligvis henrykt, takkede meget hjerteligt for hans tilsagn og udtrykte stor glæde over det samarbejde, vi hermed kunne indgå. Om eftermiddagen skulle vi på udflugt til en ældgammel smedje, som lå ca. 30 km fra Matsue. Vi kørte i bil derud og mødte på vejen en flok skoledrenge, der på grund af et forrygende uvejr alle var bevæbnede med paraplyer.
En tyfon er på vej
Som tidligere nævnt meldes de japanske tyfoners ankomst af et skyllende regnvejr og en pibende storm. Det var netop tilfældet i dag, så det var på forhånd tvivlsomt, om turen kunne have været gennemført, men det lykkedes, og besøget ved et af arnestederne for den højt udviklede smedekunst var en oplevelse helt for sig selv.
Til om aftenen havde sinjoro Sakai arrangeret et offentligt foredrag med titlen "Dansk kultur, ny livsopfattelse og ny moral". Hele dagen var vi næsten sikre på, det måtte opgives. Tyfonen, som var i anmarch, kunne ventes når som helst. Vandstanden i havnen var steget faretruende, og floden var gået over sine bredder på vældige strækninger. Har man blot én gang set lidt af, hvilke nationale katastrofer tyfonerne afstedkommer, og har man blot én gang følt den nervøse stemning, der breder sig blandt folk i et truet område, så forstår man, at ligegyldigt hvilket emne det drejer sig om, så har et foredrag ikke mange chancer for at samle tilhørere. Ikke desto mindre var der dog 65 mennesker, der trodsede det forrygende vejr, og som udstyret med paraplyer og regntøj ankom til foredragssalen nogenlunde til den fastsatte tid, og mod forventning blev aftenen en virkelig succes. Efterhånden som jeg kom frem i foredraget, blev det klart, at emnerne virkelig fængslede tilhørerne. Der var endda en gammel, meget levende mand, der ugenert applauderede flere gange midt i det hele, så jeg talte løs i ikke mindre end 1 time og 40 minutter. Det kan man jo ikke regne med, at f.eks. et dansk publikum kan holde til, og i hvert fald slet ikke efter uden pause at have hørt et andet foredrag på en hel time, men i Japan, og måske i det hele taget i Orienten, er dette forhold helt anderledes. Foredraget, hvortil jeg benyttede adskillige symboler i farvelysbilleder, blev fulgt af et meget stærkt bifald, og den omtalte gamle mand sluttede det ved med høj og klar stemme at sige: "I denne tale følte jeg livet selv". Der fulgte nu en meget livlig udveksling af spørgsmål og svar, hvor lederen af et hospital for sindslidende udtalte, at disse ting ville han meget gerne studere nærmere, for i psykologien havde han fundet begreber, der stærkt lignede "Jeget" og "Skabeevnen". Ved siden af sagde han i øvrigt, at han var i gang med nogle psykologiske afhandlinger, som han efter en sådan demonstration af esperantos praktiske anvendelsesmulighed nu ville udgive på dette sprog.
Oversvømmet område efter tyfon
Gennem katastrofeområder til Kameoka den 18. september
I 10 dage havde jeg nu opholdt mig i tyfonområdet. Hver dag havde vi fulgt fjernsynsudsendelserne, der nøje rapporterede om de katastrofer, tyfonerne afstedkom, og om den udvikling, der kunne ventes. Sammen med de mennesker, jeg traf, har jeg levet med i den nervøse stemning, det meste af Japan er grebet af i de par måneder, hvor tyfonerne hærger landet. Forløberne, skyllende regn og hylende storme, har jeg oplevet mange gange, men også kun dette. Vi havde hidtil været foran tyfonerne og derfor kun set optræk til katastrofer, men ikke katastroferne selv. På turen til Kameoka kom vi imidlertid ind i de områder, de hærgede, og det er ikke småting, der sker. Under togrejsen så vi enorme områder, der var oversvømmet. Ris, der på stativer var hængt til tørre, stod nu i vand, og det ville vare meget lang tid, før man kunne regne med, at vandstanden ville synke tilstrækkeligt til, at arbejdet kunne fortsættes. Hele byer var oversvømmet, så vandstanden i husene måtte have stået omkring en halv meter over gulvet. Hvad det betyder for en familie, skal man ikke have megen fantasi for at forestille sig, og specielt når man ved, at vandet bliver stående i lang tid. Hertil kommer så de regulære ødelæggelser af huse og broer, som også havde et forfærdende omfang.
Kameoka den 18. september
Vi nåede tilbage til Kameoka midt om eftermiddagen, og hermed var så rejsen gennem den sydlige del af Japan slut. Jeg tog en hjertelig afsked med Huĝimoto, som troligt havde fulgt mig, hvor jeg gik og stod, og som utrætteligt havde været tolk for mig, uanset hvor sent på aftenen det havde været nødvendigt og uanset, at han ofte havde været meget træt. Også for ham havde det været en særdeles anstrengende omgang.
Eftermiddagen benyttede jeg til at ordne mine ting, bl.a. de film med farvelysbilleder, jeg havde taget på turen, og som nu var kommet tilbage fra fremkaldelse. Det var rart at se, at størstedelen af dem var virkeligt vellykkede. Jeg ville jo gerne hermed kunne dokumentere nogle af de begivenheder, jeg havde fortalt om. Om aftenen havde Mrs. Worcester og jeg en meget lang og indgående samtale om forholdene i Oomoto. Hun havde levet i Oomoto i en årrække og taget levende del i alt, hvad der foregik. Hun var ikke selv medlem af bevægelsen, men havde meget stor respekt og sympati for det uegennyttige arbejde, der her udføres. Mrs. Worcester, som flere gange har været jorden rundt, har jo i Oomoto i udstrakt grad beskæftiget sig med esperantoundervisning og dermed haft direkte kontakt med mange af medlemmerne og har desuden i lang tid boet sammen med den nuværende leder sinjorino Deguĉi. Hun mente, man trængte til nye åndelige impulser, og var meget tilbøjelig til at tro, der var så megen fordomsfrihed til stede, at disse impulser kunne komme fra Martinus analyser. Såfremt det vil blive tilfældet, hvad man jo slet ikke kan have nogen viden om, vil det jo kunne hidføre en udvikling, som kan få meget vidtrækkende betydning.
Kobe den 19. september
Medens jeg havde været ude på den lange rejse, havde man arrangeret foredrag i Kobe, der er Japans næststørste havneby. Sammen med sinjoro Itoo kom jeg dertil med bus og jernbane i løbet af eftermiddagen. Også her blev vi vel modtaget af de stedlige repræsentanter for Oomoto, og vi kom straks på en meget smuk udflugt til bjergene omkring Kobe, hvorfra man har den skønneste udsigt over hele byen og den bugt, hvorved den ligger. På rejsen havde Itoo og jeg fået en lang samtale om Martinus analyser, som interesserede ham levende. Andre i Oomoto har fortalt mig, at han er meget optaget af disse ting, og det kan formodentlig have sin store betydning, da han som tidligere omtalt nu er beskæftiget med at lave et sammendrag af Oomotos såkaldte hellige skrifter. Bl.a. fik vi indgående diskuteret de principper, der ligger til grund for vegetarismen og for indstillingen til dyrene i det hele taget. I Oomoto har man praktisk taget forladt denne indstilling, men han var ikke utilbøjelig til at mene, der burde gøres et stykke arbejde for at komme tilbage til disse synspunkter, og det kan udmærket tænkes, at disse tanker i den grad har fæstnet sig hos ham, at han derfor vil lægge vægt på at få dette stof frem af de gamle tekster.
For 25 deltagere holdt jeg om eftermiddagen et foredrag, dels om "Danmark og dansk kultur", og dels om Martinus kosmologi. Itoo var tolk, og det gik ganske udmærket, selv om det godt kunne mærkes, at de andre var mere rutinerede og dermed hurtigere. Efter foredraget var der en livlig diskussion, og sent på eftermiddagen endte vi arrangementet på en tagrestaurant med deltagelse af omkring halvdelen af tilhørerne. På hjemrejsen fortsatte Itoo og jeg vor samtale, og det blev over midnat, før vi kom til ro.
Kameoka den 22. og 23. september
For første gang siden jeg for 7 uger siden kom til Japan, havde jeg to dage uden på forhånd fastlagt program, og dog var der nok at gøre. Alle materialerne, bøger og tryksager fra kongressen i Tokio var nu kommet her til Kameoka. Det skulle alt sammen ordnes, men jeg fik truffet aftale med sinjoro Esumi, lederen af Oomotos udlandsafdeling, om, at det meste af det skulle blive der til deres anvendelse. At dette lod sig gøre, at de i det hele taget ville påtage sig at distribuere vort materiale, er en stærk understregning af den tolerance og idealisme, som besjæler denne bevægelse. En del bøger skulle sendes hjem, og mange skulle anvendes som erkendtlighed til arrangørerne og andre deltagere i gennemførelsen af min rejse. Med dette arbejde gik formiddagen, og om eftermiddagen var jeg sammen med sinjoro Itoo på tur i Kioto. Hidtil havde jeg ikke haft tid til at gå i butikker for at købe gaver med hjem til min kone og børn. Nu skulle det være, så vi brugte eftermiddagen til at gennemstøve nogle stormagasiner og nogle antikvitetsforretninger i Kiotos smalle gader, hvor Itoo for øvrigt fandt en meget gammel jerntekeddel til sit teværelse. Den var han meget glad for. Den var helt ideel og kostede næsten ingen penge.
Efter en anstrengende dag tog vi ind på hotel "Kioto International" for at spise. Det var her, vi tidligere havde boet, og vi kunne nu igen nyde opholdet i den dejlige restaurant med dæmpet belysning og udsigt til en vidunderlig gammel japansk have. Vi fik fortsat vore tidligere samtaler, og det var altid en oplevelse at tale med Itoo. Sjældent har jeg mødt et menneske, der er så renlivet idealistisk indstillet og samtidig så realistisk i sin holdning til de problemer, verden af i dag stiller os over for. Jeg tror ikke, noget kunne rokke denne mands sympati for andre, selv ikke de mennesker, der i sin tid iværksatte og gennemførte de store anslag imod Oomoto-bevægelsen.
Oomoto i Kamaoka
På vejen hjem kørte vi forbi sinjoro Nakamura, redaktøren af Oomotos esperantoblad, for at tage afsked med ham. Nu kunne jeg ikke regne med igen at komme tilbage til ham. Som sædvanlig var han i et strålende humør trods det, at han altid var lænket til sengen og den ene gang efter den anden måtte se besøgende tage afsked for at begive sig ud til oplevelser, han var afskåret fra at deltage i, men som vi vidste havde hans brændende interesse.
Tilbage til artikelregister
Forrige