Kontaktbrev 1966/22 side 5
Ib Schleicher:
FRA JAPAN-DAGBOGEN 16
Igen bragte jeg spørgsmålet om en eventuel europarejse for ham på bane. Fra tid til anden har Oomoto sendt repræsentanter på rejse dels til esperantokongresser og delt til andre steder på jorden, hvor de mener at have direkte arbejdsopgaver eller muligheder for at få nye impulser til deres arbejde i Japan. Flere af disse repræsentanter har været udstyret med så beskedne sprogkundskaber, at de hverken kunne gøre sig forståelige på engelsk eller esperanto. Dette spørgsmål havde jeg tidligere berørt over for Itoo, Esumi, Nakamura og andre og i samme forbindelse foreslået, at de hvert år som repræsentanter skulle vælge de to, der gennem deres esperantokurser var kommet til at beherske esperanto bedst. Hermed ville de opnå dels det, at deres repræsentanter ikke ville støde på særlige sprogvanskeligheder, og dels ville det give et stærkt incitament til deres undervisningsarbejde. Naturligvis kunne de også til en vis grad bruge engelsk i dette arbejde, men da de arbejder på mange, mange områder, hvor man overhovedet ikke har nogen muligheder for at komme med engelsk, og da japanerne har næsten umenneskeligt svært ved at tilegne sig engelsk, så de virkelig behersker det i tale, er det en mulighed, som ikke slår til. Sinjoro Nakamura ville være en strålende repræsentant at sende ud. Han har en dyb indsigt i Oomotos lære, er absolut en intellektuel personlighed og en sproglig kapacitet, der behersker både esperanto og engelsk. Jeg ved, at han kan tåle at bevæge sig i en kørestol, og med en omsorgsfuld ledsager og med en forud tilrettelagt plan med ophold, der tager hensyn til hans specielle behov, vil en rejse givet kunne gennemføres, så den også er komfortabel for ham. I mange år har han kategorisk afvist en sådan tanke, men nu syntes planen ham tilsyneladende meget tiltalende. Han afviste den i hvert fald ikke, så det kan være, vi om nogle år får besøg af ham her i Danmark. Det ville blive en oplevelse for enhver, der fik lejlighed til at træffe ham.
Sinjoro Nakamura i sin seng
I Oomoto er der en række meget entusiastiske og meget aktive unge mennesker. En af dem er sinjoro Kakehi, som jeg tidligere havde lagt mærke til under esperantokongressen i Tokyo. Dagen i forvejen havde han truffet aftale med mig om, at jeg i dag til morgen skulle stå til hans rådighed for at gennemføre en plan, han havde. Nu skulle vi så i gang, og det viste sig, han havde tænkt, at jeg skulle indtale hele hæftet "Objektiv livsopfattelse" på bånd. Det var så hans mening, at man i Oomoto skulle mangfoldiggøre båndet til salg sammen med den japanske udgave af hæftet. På denne måde mente han, man ville opnå to ting. Den ene var, at folk ville få kendskab til indholdet i hæftet og dermed til nogle enkelte af principperne i Martinus verdensbillede, og den anden var rent sproglig, nemlig mulighed for sammenligning af den japanske tekst med den mundtlige gengivelse på esperanto. Kakehi var så energisk og virkede så fornuftig, at det gav grund til at mene, han ville få noget ud af sin plan. Han bad om 500 eksemplarer af hæftet, og de er for længst tilstillet ham.
Sinjoro Kakehi
Efter at have endt rundrejsen i Japan forestod der nu også et større arbejde med at sende en erindring til de mennesker, der havde arrangeret rejsen og på anden måde spillet en rolle for dens gennemførelse. Til dette formål havde jeg medtaget en række af Martinus bøger, en del farveillustrerede H.C. Andersen-bøger på esperanto, som jeg selv i sin tid har oversat, og en række af Nationalmuseets kopier af gamle danske smykker. I denne forbindelse var der adskilligt skrivearbejde, dedikation i bøgerne og kort og breve til enkelte personer. Ind imellem blev der dog tid til forskellige samtaler, bl. a. igen med sinjorino Worcester, som var overordentlig interesseret i vort arbejde i Japan.
Tidligere på dagen havde sinjoro Umeda, som var tolk på rejsen til Nordjapan, sagt til mig, at han havde fået en idé, som vi absolut måtte tale om i løbet af dagen. Han sagde, det drejede sig om oversættelsesarbejde, som han eventuelt kunne udføre i København, og da jeg betragtede dette spørgsmål som overordentlig vigtigt, gjorde jeg, hvad jeg kunne, for at blive tidligt færdig, så der kunne blive tid til denne samtale. Da jeg endelig var klar, skyndte vi os at spadsere hen til hans hjem, som lå for enden af en lille gade. På vejen mødte vi hans to dejlige rundhovede og sorthårede små japanerpiger, som legede på en tennisbane.
Hans hjem var typisk japansk, og straks da vi kom inden for dørene, skyndte hans unge kone sig at servere forfriskninger, som man i øvrigt altid trænger til i den japanske varme, og vi kunne nu drøfte hans plan. Det var hans tanke at tage initiativ til et års rejse til Europa, hvor han dels ville repræsentere Oomoto ved esperantokongressen i Budapest i 1966, dels arbejde nogle måneder i verdensesperanto-foreningens center i Rotterdam for der at få baggrund for et senere mere effektivt esperantoarbejde i Japan, og hvad der har særlig interesse i den forbindelse er, at han så ville opholde sig her ved instituttet i første halvdel af det nye år. Han ville som heldagsarbejde påtage sig en række oversættelsesarbejder og yderligere benytte lejligheden til at studere Martinus analyser, som han efterhånden havde fattet stor interesse for. Med den forståelse og tolerance, Oomoto hidtil havde lagt for dagen, var jeg ikke i tvivl om, at der var realistiske muligheder for, at Oomotos bestyrelse ville være interesseret i denne plan. At han skulle blive så interesseret, havde jeg ikke forestillet mig, så jeg var meget opløftet, da vi fulgtes ad tilbage til Oomotos kontorer. En senere rejse for Martinus måtte nødvendigvis forberedes med udsendelse af nogle af hans egne grundlæggende værker på japansk.
Sammen med Umeda og et par andre medarbejdere i Oomotos udlandsafdeling var jeg inviteret til aftensmad hos sinjoro Itoo, inden jeg nu endeligt skulle tage afsked med disse mennesker, der gennem de sidste par måneder var blevet nære venner. Tidligt på aftenen skulle jeg nemlig i bil til lufthavnen i Itami, hvorfra jeg skulle flyve til Fukuoka for at holde foredrag, og derfra tilbage til Itami for direkte at flyve videre til Korea.
Det er en betagende oplevelse at opholde sig i den helt anden verden, som man finder i et japansk hjem i en lille landsby en solbeskinnet aftenstund. Det var imidlertid kun omgivelserne og formen, der var fremmedartet. Jeg følte mig helt hjemme og på bølgelængde med de dejlige mennesker, jeg var omgivet af, så jeg nød denne sidste stille stund i fulde drag. Tiden gik imidlertid meget hurtigt, snart stod bilen for døren, og vi måtte af sted. Det blev en skrækkelig køretur. Mørket sænkede sig hurtigt, og ad en smal snørklet bjergvej måtte vi køre lige så hurtigt, det kunne lade sig gøre, for at nå maskinen i Itami. Opholdet i Itoos hjem havde vi trukket ud til sidste øjeblik. Umeda og Esumi fulgte mig til lufthavnen, og Umeda var parat til at tage med, så ked af adskillelsen var han, og jeg var ikke mindre ked af at tage afsked med ham og Esumi.
Osaka den 20. september
Lang tid inden jeg kom til Japan, havde jeg haft en længere korrespondance med professor Otani, som er specialist i Søren Kierkegård, dagligt underviser i dansk og i øvrigt er et fremtrædende og meget aktivt medlem af dansk-japansk selskab og af Kierkegårds-selskabet. Han havde inviteret mig til at holde et foredrag om "Objektiv livsopfattelse" i et fælles arrangement i disse to selskaber, og det var meningen, han skulle være tolk, så jeg kunne holde foredraget på dansk, men her fik jeg mit livs største overraskelse. Aldrig før er det blevet så klart demonstreret for mig, hvor uhyre vanskeligheder der i virkeligheden er forbundet med at tilegne sig et andet sprog, så man virkelig behersker det til en sådan grad, at man uden videre kan være tolk. Af professor Otanis breve havde jeg tidligere fået den opfattelse, at han ikke mente selv at være tilstrækkelig kapabel til uden videre at tolke et foredrag. Det havde jeg imidlertid ikke tillagt nogen særlig betydning. Som naturligt er tænkte jeg, at der ikke kunne være sådanne vanskeligheder for en professor i dansk, som dagligt underviser i dette sprog, har opholdt sig i mere end et år i Danmark for at studere det, og i øvrigt på dansk har læst alt, hvad der er skrevet af og om Kierkegård, og desuden selv skriver lange afhandlinger om Kierkegård på et ulasteligt dansk. At han ikke skulle kunne tolke et foredrag fra dansk til japansk, havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig. Det var imidlertid tilfældet. Det var derfor nødvendigt for mig at tage hæftet og deri understrege hver enkelt sætning, som skulle benyttes. Jeg måtte så læse teksten op, hvad jeg uden videre kunne, så det lød som et foredrag, medens han måtte oversætte det efter den skrevne tekst, og det blev naturligvis ikke nær så levende. Om indledende og afsluttende bemærkninger kunne der slet ikke være tale. Jeg måtte holde mig strengt til den skrevne tekst, men det virkede alligevel efter hensigten. Tankerne i sig selv kan virke gennem en ufuldkommen form, og der var flere af de 25 tilstedeværende, som ivrigt gjorde notater under hele foredraget.
Med Esumi, som havde ledsaget mig på denne tur, havde jeg haft nogle indgående samtaler dels på vejen til Osaka og dels på hjemturen. Det drejede sig især om spørgsmålet vegetarisme, som havde hans udelte interesse, idet Oomoto som før nævnt har forladt disse synspunkter i sit daglige liv. Han var imidlertid tilbøjelig til at mene, at man skulle tilbage til denne opfattelse. Han var meget optaget af bogen "Den ideelle føde" og fremhævede endnu engang, at han meget gerne ville oversætte den til japansk, såfremt han overhovedet kunne afse tid dertil.
Kameoka den 21. september
Denne dag fik jeg fortsat samtalen med sinjoro Esumi, bl. a. på en spadseretur gennem byen. Det var tydeligt, at de tanker, der findes i Martinus arbejde, virkede meget inspirerende på ham. Det meste af eftermiddagen tilbragte jeg sammen med sinjoro Itoo, med hvem jeg havde en lang og inspirerende samtale, dels om mulighederne og formen for praktisk og effektivt fredsarbejde, dels om analyserne, men også om en ny rejse for Martinus til Japan. I disse samtaler har vi været helt enige om, at en betingelse for, at en idealistisk bevægelse kan spille en rolle i fremtidens udvikling, er, at den ikke i sig har ønsket om at indtage nogen magtstilling, men at den udelukkende er indstillet på at udføre det idealistiske arbejde, der kan fremme udviklingen af humanisme. Itoo erklærede i øvrigt med megen kraft, at man i tilfælde af en fremmed magts angreb under ingen omstændigheder skulle gribe til voldelig modstand, men i alle henseender behandle de angribende som venner, hvis opfattelse og hensigter man ikke kan billige, og som man derfor desværre er nødsaget til at modarbejde med de ikke-voldelige midler og metoder, der er til rådighed, eller som kan udvikles. Det er jo en indstilling, som er helt i overensstemmelse med konsekvensen af Martinus analyser, men Itoo indrømmede dog gerne, at praktiseringen kræver en afbalanceret bevidsthed, som afgjort foretrækker at tage den personlige risiko på dette grundlag i stedet for den, der følger af at gribe til våben og voldelig modstand. Itoo er et af de nobleste og mest renlivede mennesker, jeg kender. Han er så ubestikkelig og oprigtig i sin lyse og dog helt realistiske idealisme, at det må gøre indtryk på enhver, der ikke er helt ufølsom. Ved siden af dette er han noget af det mest beskedne og charmerende, man kan tænke sig, og han er samtidig i besiddelse af stor åndelig kraft, som sætter ham i stand til at omsætte idealismen til praktisk virksomhed. Der er for mig ikke tvivl om, at han selv ville være i stand til i praksis at gennemføre denne fredsskabende indstilling.
Fukuoka den 24. september
Rejsen til Fukuoka var kommet i stand på foranledning af sinjoro Ooba, der boede i byen Kitakyushu 100 km borte. Ham havde jeg ofte truffet under kongressen i Tokyo og havde også korresponderet med ham, inden jeg tog af sted. Han var meget stærkt interesseret i at få nærmere rede på, hvad Martinus arbejde indeholdt, og derfor følte jeg mig stærkt tilskyndet til at tage herned, også da det ved nærmere undersøgelse viste sig, jeg kunne rejse på den samme billet uden ekstra omkostninger.
Jeg blev modtaget af sinjoro Sato og straks ført til hans hjem, hvor jeg fik to værelser til min rådighed. Han havde lavet en tilbygning til sit hus udelukkende for der at kunne modtage og have esperantogæster boende. Hans kone, som ikke selv talte esperanto, var meget levende interesseret i, hvad der foregik omkring hende, og det var meget tydeligt, at hun syntes, det var morsomt at have gæster. Det var derfor et dejligt sted at være. Jeg følte mig virkeligt velkommen og ikke til spor besvær.
Ind imellem alle de andre ting havde jeg udvekslet nogle breve og et enkelt telegram med Taekeng Kim i Korea, og da urolighederne på universiteterne var ophørt, lykkedes det i sidste øjeblik at fastlægge en rejse også dertil. Visum var jeg derfor nødt til at få ordnet her i Fukuoka, og da man forlangte flere billeder, end jeg havde, var det nødvendigt at få lavet nogle i en vældig fart. Det meste af formiddagen blev spildt med dette arbejde, for vi måtte langt hen og mange steder, før vi til sidst fandt en mulighed for at få pasbilleder i en fart.
Om eftermiddagen kom Ooba på besøg, og vi tre tilbragte nu resten af dagen i samtale med hinanden, dels om formålet, grundlaget og det videre forløb for min rejse, dels om forholdene i Japan i almindelighed, og endelig om det japanske esperantoarbejde.
Om aftenen fyldtes huset med gæster, og jeg måtte holde foredrag om Danmark og de nye åndelige impulser, jeg som repræsentant for Martinus Institut repræsenterede. Ofte kan man ikke lodde reaktionerne hos orientalere, hvis ansigtsudtryk man er lang tid om at lære at læse i. Det var også tilfældet for sinjoro Sato, som altid var i et strålende humør, og som forstod at vurdere en morsom beretning eller morsom bemærkning. Næste morgen ved morgenbordet fortalte han mig med et stort smil, at foredraget om aftenen havde gjort et stort indtryk på ham, og som han sagde, "skønt jeg ikke hidtil har været interesseret i religiøse spørgsmål, vil jeg alligevel studere Martinus filosofi, inden han kommer herover". Det er givet, at han ikke sagde det for at være høflig, for så kunne han blot have sagt noget mindre forpligtende. Det var utvivlsomt hans oprigtige mening.
Sinjoro og sinjorino Sato
Til Korea den 25. september
Midt på formiddagen sad jeg igen i den komfortable japanske flyvemaskine og var nu på vej tilbage til flyvepladsen i Itami. Det blev en skøn flyvetur i lysende klart vejr hen over japanske byer og bjerglandskaber.
I Itami blev jeg modtaget af Esumi og Huĝimoto (tolk i Sydjapan), som var kommet hertil i bil for at tage endelig afsked med mig, inden jeg helt skulle forlade Japan.
Der var ikke lang tids ophold i Itami. Vi kunne lige nå at spise, takke hinanden for de dejlige timer, vi havde tilbragt sammen, og bede hver især tage hjertelige hilsener med til dem, der ikke var til stede.
Snart måtte jeg ud til den ventende maskine og uden for hegnet efterlade to af de mange venner, opholdet i Japan havde lært mig at sætte så stor pris på. Det var med stor vemod, jeg forlod det land, hvor jeg fra første færd helt havde følt mig hjemme, og hvor jeg havde truffet så mange dejlige mennesker med samme åndelige interesser som jeg selv. Dog var det med stor glæde, jeg så frem til besøget i Korea, hvor jeg vidste, der på forhånd var i hvert fald ét menneske, der også delte disse interesser.
Seoul i Korea den 25. og 26. september
Flyveturen fra Pusan tværs over Korea til Seoul var en strålende oplevelse. Det var klart solskin, så vi hele tiden havde den dejligste udsigt til de skønne bjerglandskaber, der uafladeligt vekslede under os. Mærkeligt var det at tænke på, at også dette land for ikke ret mange år siden havde været genstand for forfærdelige krigshandlinger. Vi ankom til Seoul sent på eftermiddagen, medens solen endnu stod højt på himlen og varmen var brændende. Jeg blev modtaget af to unge mennesker, hvoraf den ene var Taekeng Kim, som jeg havde truffet i Japan. Den anden var en ung studerende ved navn Zeongkil Park. Bilturen fra flyvepladsen til Seoul er omkring 30 km og går over en mægtig bro over floden Han. Med god grund er koreanerne stolte af denne bro, der er bygget helt af koreanske ingeniører og teknikere. Vi gjorde holdt ved broens begyndelse, hvor der står et imponerende monument, der øverst bærer De forenede Nationers mærke, og neden under på den ene side har en kvindefigur i relief og på den anden side en mandsfigur. Her fotograferede jeg monumentet og mine to ledsagere.
Ved broen over floden "Han"
Om aftenen var jeg alene sammen med Taekeng Kim, og jeg foreslog en tur op på det høje bjerg, jeg kunne se lå ikke ret langt fra hotellet. Vi tog med en tovbane derop og nød den betagende udsigt samtidig med, at vi drak en kop te på en lille udendørs restaurant. Her kunne vi så fortsætte den samtale, vi havde haft på bjerget Hiei i Japan for mere end en måned siden. Han var meget stærkt interesseret og stillede uafladeligt spørgsmål, så det blev meget sent, inden vi kom tilbage.
Vi havde aftalt, at næste formiddag skulle bruges til i detaljer at gennemgå Martinus symboler, og det fik vi også begyndt på, men sinjoro Manjong Kim, som var formand for Seouls esperantoforening, kom på besøg. Han inviterede på en udflugt til et af Seouls paladser med den såkaldte "hemmelige have", der er meget smuk.
Det gamle kongepalads
Vi var fem i alt, og vi satte os hen ved en lille sø, hvor der var servering. Her blev jeg meget overrasket, da det viste sig, at alle var særdeles interesseret i emnerne.
Tilbage til artikelregister
Forrige