Kontaktbrev 1966/23 side 5
Ib Schleicher:
FRA JAPANDAGBOGEN 17
Seoul den 27. september
Taekeng Kim og jeg begyndte dagen med en længere samtale, bl.a. om vort eventuelle fremtidige samarbejde. Efter nu at have fået nærmere kendskab til sagen, ville han meget gerne deltage i arbejdet, og i første række var han parat til at oversætte heftet "Objektiv livsopfattelse". Det kunne danne en udmærket indledning til en forhåbentlig længere række oversættelsesarbejder til koreansk.
Om eftermiddagen besøgte vi Sanguin You i Myong-ji kollegiet, som han ledede. I modsætning til de fleste koreanere var han meget stor, meget kraftig og en hel energibombe. I løbet af få år var det lykkedes ham at opbygge et uafhængigt kollegium, hvor der nu arbejdede omkring 2500 studerende. Han var kolossalt optaget af arbejdet for udviklingen af Korea, og i en længere samtale gjorde han omhyggeligt rede for sine synspunkter, Det er betegnende for ham, at han i de retningslinjer, der er udarbejdet for kollegiet, har fastsat, at de studerende i første række skal have bibragt en humanistisk indstilling og først i næste række direkte kundskaber. Med dette som baggrund var det meget naturligt for mig at redegøre for det humanistiske livssyn, der gøres gældende herfra, og selv om han ikke fæstnede sig så meget ved selve instituttet, var det tydeligt at forstå, at vort livssyn i høj grad var på linje med hans eget. Når der engang kommer til at foreligge litteratur på koreansk, kan det udmærket tænkes, at disse tanker i højere grad kan vinde hans direkte interesse.
Aftenen tilbragte jeg dels på en restaurant og dels på hotelværelset sammen med Taekeng Kim og en ung juridisk studerende ved navn Yunghyun Kim. Denne sidste var kun begynder i esperanto, så Taekeng Kim måtte hele tiden oversætte, hvad der blev sagt, og det var der meget brug for, da Yunghyun Kim uafladeligt stillede spørgsmål. Ved denne lejlighed sagde Taekeng Kim, at han absolut var rede til at påtage sig oversættelsesarbejde, såfremt han efter gennemlæsning af bogen "Logik" kom til det resultat, at han kunne acceptere synspunkterne.
Seoul den 28. september
Formiddagen gik med besøg på kollegiet og senere hos rektoren for Kyung Hee-universitetet. Besøget her var en introduktionsvisit, for jeg skulle holde foredrag på universitetet dagen efter. Jeg blev overordentlig elskværdigt modtaget, og efter en længere samtale bl.a. om nødvendigheden af en humanistisk livsopfattelse, blev jeg inviteret til middag efter foredraget dagen efter. Jeg gjorde høfligt opmærksom på, hvilke vanskeligheder det ville afstedkomme, da jeg var vegetar, men denne indvending blev fejet bort med bemærkningen om, at det kunne man sagtens finde en løsning på.
Om eftermiddagen tog jeg tilbage og holdt foredrag på kollegiet om "Danmark, dets folk og nye åndelige impulser". Det varede 1½ time og blev overværet af 65 studenter og kollegiets præsident Sanguin You. De tilstedeværende var mellem 22 og 25 år gamle, og efter det stærke bifald at dømme havde betragtningerne gjort et vist indtryk på dem. Ved denne lejlighed fik jeg for øvrigt for første gang lejlighed til rigtigt at høre Taekeng Kim udfolde sig som tolk, og jeg skal love for, han gjorde det med talent. Han var intet mindre end fremragende og i enhver henseende fuldt på højde med de to, jeg havde haft med at gøre i Japan, så også denne begivenhed bestyrkede mig i opfattelsen af, at han virkelig var i besiddelse af det nødvendige talent for at lave oversættelser i den kvalitet, vi stiler efter.
Seoul den 29. september
Kl. 11 skulle jeg holde foredrag på Kyung Hee-universitetet for mellem 200 og 250 studenter. Også her var tilhørerne mellem 22 og 25 år gamle, og de kom myldrende ind.
Foran Kyung Hee-universitetet
Der var ikke mulighed for at få særlige reaktioner fra tilhørerne, for straks efter foredragets ophør måtte de videre til næste time. Dog må det have givet en vis virkning, for en af de professorer, der var til stede, fik senere arrangeret en 8 minutters udsendelse i det koreanske fjernsyn, hvor jeg ville få lejlighed til at fortælle om min rejse og dens grundlag.
Rektor Young Seek Choue i sit kontor
Efter en kort ventetid i rektorens forkontor blev vi budt indenfor, og der blev nu dækket op på det store konferencebord. Vi var kun 3 deltagere i middagen, nemlig rektoren, Taekeng Kim og jeg selv. Den første ret blev båret ind, og naiv, som jeg var, troede jeg, det var en ren grøntsagssuppe, men efter et par mundfulde gik det op for mig, at det var en fejltagelse. Nu var gode råd dyre. Det ville være en meget stor overvindelse for mig at spise det efter at have været vegetar i næsten 20 år. På den anden side ville jeg også nødigt skabe vanskeligheder ved at gøre opmærksom på forholdet, så jeg snakkede løs og håbede, noget ville vise sig. Det gjorde der heldigvis i form af tjeneren. Han kom ind for at tage ud, og jeg lod lige så stille min egen fulde tallerken gå med, så første forhindring var klaret, uden at nogen var blevet opmærksom på den, men hvad ville det næste blive? Med bange anelser imødeså jeg næste rets tilsynekomst. Betænkelighederne var i høj grad begrundet, for nu kom nogle mærkelige skaldyr ind. Da de var arrangeret på forhånd, kunne jeg ikke engang afslå at få dem på tallerkenen, men heldigvis var der kartofler og brød, så jeg kunne spise udenom de ting, der utvivlsomt for andre var store lækkerier, men for mig var det modsatte. Igen spiste vi og talte løs, så jeg også denne gang til sidst kunne lade tjeneren bære min næsten fulde tallerken ud. Endnu engang gentog det sig, men nu med en eller anden form for steg. Også her klarede jeg frisag i ubemærkethed, og til sidst kom der en mægtig anretning med grøntsager og frugt, og så var jeg for alvor reddet. Ingen havde bemærket noget usædvanligt.
Samtalen var i øvrigt meget inspirerende og udbytterig, for ligesom Sanguin You var rektor Young Seek Choue meget idealistisk indstillet og kolossalt dynamisk. Han tilhører en af Koreas rigeste familier, har for sine egne midler bygget hele universitetet, møder hver dag tidligt på sit kontor, arbejder meget hårdt og intenst med sine universitetsplaner og forlader først arbejdet, når andre er gået. Han har taget initiativ til dannelse af en verdensomfattende forening af universitetsledere, og denne forening holdt sit første møde i Cambridge forrige år. Han forelagde det forslag, at foreningen skulle fastlægge de åndelige mål for det menneskelige samfund i almindelighed og fremsatte i øvrigt den mening, at det er en ulykke for menneskeheden, at den er ved at forlade de religiøse idealer og nu dyrker den materialistiske livsopfattelse. Han mente, at en sund civiliseret verden ikke kunne være hverken østlig eller vestlig, men at den nye verdenskultur måtte være en nyskabelse.
Det er klart, at en samtale med en mand med disse synspunkter var meget inspirerende og oplivende, især da han jo ikke blot var teoretiker, men i høj grad en dynamisk praktiker, der forstod at realisere sine ideer. Vi var meget på bølgelængde med hinanden, for de synspunkter, jeg kunne fremlægge med grundlag i Martinus analyser, fandt umiddelbart gehør hos ham, så jeg var ked af, at jeg snart følte mig foranlediget til at bryde op. Det kunne der imidlertid ikke være tale om. Rektor Young Seek Choue ville absolut fortsætte samtalen, hvis jeg da ikke var nødt til at gå. Det var jeg heldigvis ikke, så vi fortsatte til langt hen på eftermiddagen. Som naturligt er, betragter man i Østen den vestlige verden som inkarneret materialistisk, så det gjorde et særligt indtryk på rektor Young Seek Chou at møde et menneske, der gav udtryk for synspunkter, der i så høj grad er i slægt med de østerlandske. Desværre var der ikke naturlig anledning til at give en detaljeret redegørelse for Martinus arbejde, men også i dette tilfælde kunne jeg tænke mig, at litteratur udgivet på koreansk kunne vække en direkte interesse til live. Grundlaget herfor syntes i hvert fald i stor udstrækning at være til stede.
Seoul den 30. september
Dagen i forvejen havde jeg været på SAS's kontor for at bestille billet til hjemrejsen, som gerne skulle foregå, så jeg fik en formiddags ophold i Cairo, netop tilstrækkeligt til at aflægge et besøg ved Pyramiderne. Det viste sig at volde mange vanskeligheder og tage mig megen tid. Dog lykkedes det til sidst at få sagen i orden, og så kunne jeg igen tage ud sammen med Sanguin You. Om eftermiddagen var der lejlighed til at give forklaringer til Taekeng Kim, og denne gang oven i købet til flere af hans bekendte, som havde indfundet sig. Senere måtte Taekeng Kim tage hen til fjernsynsstationen for at aftale detaljer om næste dags udsendelse. Om aftenen var der arrangeret foredrag i Seouls KFUM, og der deltog ikke mindre end 75 personer i 1½ time. Foredraget havde jeg kaldt "Danmark, dets folk og nye åndelige impulser". Det var måske lidt dristigt, når man tager stedet og dets baggrund i betragtning, men det tog jeg naturligvis hensyn til i de forklaringer, jeg gav til den symbolik, der ligger i instituttets flag og i de 2 symboler, der drejer sig om nationalisme og internationalisme. Foredraget, som blev overværet af en lang række af foreningens ledende personer, var efter mange senere udtalelser faldet i god jord. Tilsyneladende havde intet stødt dem, men derimod havde synspunkterne harmoniseret med deres egne, som jeg fra anden side vidste var ret fordomsfri.
Seoul den 1. oktober
I nogle dage havde jeg lagt mærke til, at humøret hos Taekeng Kim var dalende af en eller anden grund, jeg ikke kendte. I dag var han imidlertid så åbenbart i vanskeligheder, at det blev et naturligt samtaleemne. Det viste sig, at han havde arrangeret turen til kongressen i Japan for de tidligere omtalte koreanere, som blev nægtet udrejsetilladelse. Her havde han optaget et lån på ca. 2000 danske kr. Pengene var, så vidt jeg kunne forstå, gået til rejseforberedelser, som ingen nu kunne få noget ud af, og som han derfor ikke kunne eller ikke ville forlange betalt af dem, der skulle have deltaget. Hans problem var i hvert fald det, at han nu selv skulle betale lånet tilbage og ikke var i stand dertil. Han skulle derfor finde sig et ekstra arbejde, så han i løbet af nogle måneder kunne tjene det skyldige beløb og komme ud af gælden. Han regnede med dagligt at skulle bruge to timer dertil og kunne hermed tjene knap 10 kr. om dagen. På denne måde ville der så gå mere end et halvt år, inden han var fri af denne forpligtelse, og så kunne jeg jo hurtigt regne ud, at det ville have lange udsigter med at komme i gang med vort oversættelsesarbejde. Jeg foreslog ham derfor, at vi skulle betale de 2000 kr. mod at han til gengæld straks gik i gang med oversættelsesarbejdet i mindst 2 timer hver dag. Han var forfærdet over at høre dette forslag, for, som han sagde, det kunne end ikke i drømme falde ham ind at modtage betaling for åndeligt arbejde, så det afslog han pure. Jeg kunne ikke se andet, end at det var en meget virkelighedsfjern indstilling, som på ingen måde kunne tjene de idealer, han ellers satte så højt, så jeg fortsatte med at tale for forslagets gennemførelse. Blandt andet sagde jeg, at han netop i den situation var et fysisk udtryk for et problem i østen, nemlig en foragt for den materielle side af tilværelsen, der gjorde, at han alligevel måtte blive stikkende i materielle forpligtelser og dermed forskertse muligheder for at hengive sig til åndeligt arbejde. Disse argumenter gjorde imidlertid intet særligt indtryk på ham, så efter nogle timers forløb forlod vi igen emnet.
Tilbage til artikelregister
Forrige