Kontaktbrev 1966/24 side 5
Ib Schleicher:
Fra Japan-Dagbogen 18
Om aftenen skulle så den før omtalte fjernsynsudsendelse i Seoul finde sted. I god tid indfandt vi os i bygningen for sammen med speakeren at finde ud af, hvordan de 8 minutter skulle forløbe. Vi aftalte, at først skulle jeg interviewes om rejsen og om Martinus analyser, og bagefter skulle vi ende med en redegørelse fra Taekeng Kim om esperanto. Han skulle naturligvis være tolk, og måske var det det, der forvirrede speakeren, en ung koreansk kvinde. Jeg ved det ikke, men i alt fald fik jeg kun lejlighed til ganske kort at indlede, før hun tabte tråden. Nogen dyberegående forklaring blev der derfor ikke lejlighed til at give. Hun og Taekeng Kim talte på koreansk, og jeg var ude af stand til at gribe ind, da jeg jo ikke forstod, hvad de talte om. Bagefter viste det sig, desværre, at de praktisk taget kun havde talt om esperanto. Det var naturligvis en skam, at det trods bedre planer var endt sådan, men på den anden side viser det dog, at der i denne ende af verden er meget store muligheder for at komme til orde gennem massekommunikationsmidlerne.
Afrejse fra Korea den 2. oktober
Hen ved frokosttid stillede Sanguin You med sin bil for at køre mig fra hotellet til lufthavnen, der jo lå 30 km borte, Her var der anledning til en længere samtale, og medens vi gik frem og tilbage, så vi pludselig en koreansk general på terrænet udenfor. Han var kommet for at tage til Vietnam, hvor han skulle lede de koreanske styrker. Ved synet af ham, sagde Sanguin You lige så stille: "Hans vej er ikke min vej". Han fremsatte ikke yderligere kommentarer, kunne måske ikke i kraft af sin stilling, men jeg gjorde mig naturligvis mine tanker om hans indstilling også til dette vigtige spørgsmål.
Inden vi var kommet her til, havde Taekeng Kim og jeg endnu nogle gange drøftet oversættelsesarbejdet og de 2000 kr. Efter at have haft lejlighed til at tænke meget over spørgsmålet kom han nu til sidst og sagde, at han godt kunne se, det var en fornuftig løsning, og at han nu gerne ville acceptere den, selv om han stadig følte sig en lille smule utilpas derved. På græsplænen foran lufthavnen fik vi så truffet de sidste aftaler. Jeg betalte ham det første beløb og kunne så regne med, at han straks ville gå i gang med arbejdet. Herudover var det hans mening at danne en studiekreds lige så snart, han fik det nødvendige materiale tilsendt på esperanto, så med foredragene, mine mange samtaler og disse sidste aftaler i erindring følte jeg, at jeg nu med god samvittighed kunne forlade Korea i bevidstheden om, at der var gjort en begyndelse, der i hvert fald havde mulighed for at udvikle sig til noget holdbart. Med tanke på den rejse, der formodentlig forestod om to år, var det derfor med let sind, at jeg nu tog afsked også med de venner, jeg havde fået her i denne fjerne by.
Hver gang jeg skulle flyve, havde jeg omhyggeligt fået mig noteret for vegetarisk servering, men alligevel svigtede det nogle gange, og således også her på turen fra Seoul til Hong Kong. Da jeg så var nødt til at gøre opmærksom på forholdet, medførte det, at der senere under flyveturen kom en ung japansk stewardesse hen til mig og forsigtigt spurgte om årsagerne til, at jeg var vegetar. Noget forundret kiggede jeg på hende, for det spørgsmål havde jeg såvist ikke ventet. Dog ville jeg naturligvis gerne forklare det, så jeg indbød hende til at sætte sig på det tomme sæde ved siden af, og nu fik vi os en længere samtale. Hun havde et godt kendskab til buddhismen og flere andre østerlandske religioner, men, som hun sagde, de giver ikke tilfredsstillende forklaringer. Ganske vist kunne hun heller ikke umiddelbart acceptere de forklaringer, jeg gav hende, men hun var meget interesseret i at høre synspunkterne, særlig med hensyn til reinkarnation og skæbne, og hun spurgte så meget, at vi under hele turen vel fik i alt tre kvarters samtale ud af det. Da jeg forlod maskinen i Hong Kong, gav jeg hende mit kort og bad hende skrive til instituttet, såfremt hun var så interesseret, at hun skulle ønske yderligere oplysninger. Hidtil har vi dog ikke hørt fra hende, men derfor kan det jo alligevel være, at disse samtaler kan blive impulser, der senere vil føre hende i forbindelse med arbejdet.
Hong Kong den 3. oktober
Om natten var jeg på flyveselskabets regning blevet indlogeret på et luksushotel midt i byen. Næste morgen skyndte jeg mig at komme i tøjet og gik op i restauranten, hvor jeg nød min morgenmad med den mest storslåede udsigt over Hong Kong, der med sine dejlige bjerge i baggrunden lå rundt om en skøn bugt. Så snart jeg havde spist, ringede jeg til den stedlige esperantokonsul, hvis navn og adresse jeg havde fundet i verdensesperanto-foreningens årbog. Han hed Brinks og var direktør for et amerikansk vekselererfirma. Jeg ringede til ham og var så heldig at finde ham hjemme. Det viste sig, at han havde god tid og gerne ville tilbringe eftermiddagen sammen med mig. Med færge tog jeg over bugten, hvor han ventede mig i sin luksuriøse Mercedes 300. Han var en kæmpe at se på, men, sagde han, kronisk syg, formentlig på grund af overanstrengelse, underernæring og vitaminmangel. Han havde været krigsfange i 3½ år under sidste krig, først i Indonesien, hvor en medfange havde lært ham esperanto, så han nu i alt beherskede en halv snes forskellige sprog. Fra Indonesien var han ført til en slavetilværelse i japansk krigsfangenskab, hvor han udførte umenneskeligt hårdt arbejde i japanske kulminer i Fukuoka, hvor jeg netop havde været. Her havde han fået et knæk for livet, og, sagde han: "Jeg har der levet en tilværelse, der er ringere end den ringeste kulis her i Hong Kong, og nu har jeg altid smerter. Ved siden af dette har min kone fået ødelagt sin ryg ved en bilulykke, hun ikke selv havde forårsaget, og min mindste søn har fået sin ene arm ødelagt af en bjørn, der rev ham til sig i en zoologisk have. For os betyder sundhed i øjeblikket mere end noget som helst andet. Hvis vi må få den igen, må man tage alt andet fra os".
Trods disse trykkende forhold var han alligevel meget livsglad og havde en udpræget sans for humor. Vi tilbragte en virkelig fornøjelig eftermiddag, hvor han fra sin bil viste mig den vidunderlige natur, Hong Kong ligger i. Vi fik talt om mange interessante ting, og da han også var interesseret i spørgsmålet "Livsopfattelse", bad han om tryksager, som han ville forære til sine venner og bekendte.
Cairo den 4. oktober
Vi ankom ved midnatstid, og da jeg allerede ved 5-tiden om morgenen ville tage ud for at se pyramiderne, kunne det ikke nytte at bruge tiden til at gå på hotel, så i stedet fandt jeg en bænk i afgangshallen. Først søgte jeg dog oplysning i turistkontoret, og her faldt jeg i snak med Mr. Higazi. Han var en meget entusiastisk og nyttig rådgiver, som arrangerede en udmærket tur for mig. Ved siden af var han levende interesseret i mange ting, bl.a. havde han lært tjekkisk, hvad der næppe er sædvanligt i Ægypten.
Tidligt om morgenen tog jeg så den lange tur til pyramiderne, som jeg oplevede i en strålende skøn solopgang. En betagende fornemmelse at opholde sig på dette sted, som efter Martinus angivelse er opført for mellem 80 og 100.000 år siden og derefter anvendt som indvielsescenter for konger og præsteskab gennem måske mere end 20.000 år. Tænk på, at vor tidsregning endnu ikke har nået år 2.000.
Da jeg senere skrev og takkede Mr. Higazi for hans glimrende og værdifulde hjælp, fortalte jeg også om Martinus arbejde og om synspunkterne vedrørende pyramiderne. Alt dette synes at interessere ham levende, så det kan jo tænkes, at der her er knyttet forbindelse med det menneske, der kommer til at udføre de første oversættelser til et arabisk sprog. Tiden vil vise det.
Det var meget vanskeligt at løsrive sig fra pyramidernes intense åndelige atmosfære, men af sted måtte jeg. Maskinen skulle afgå allerede kl. 10, og det var nødvendigt at være i god tid. – Ved ankomsten til lufthavnen mødte der mig dog desværre den kedelige overraskelse, at maskinen var afgået allerede kl. 9. Ingen havde opdaget fejlen på billetten.
Det blev til en ekstra dags ufrivilligt ophold i Cairo, hvilket jeg var meget ked af, da min orlov fra mit arbejdssted allerede var trukket meget langt ud.
Med det samme sørgede jeg for at få telegraferet hjem og benyttede så resten af dagen til at se nærmere på denne historiske by, og næste morgen kunne jeg så endelig tage af sted. I afgangshallen kom jeg tilfældigt i snak med en ingeniør fra Columbia i Sydamerika. Han var på et 5-års studieophold i Tyskland, og om et par måneder skulle han tilbage til sit land for at deltage i ledelsen af det almindelige udviklingsarbejde. Vi skulle flyve sammen til Athen, en tur på godt en times tid.
I maskinen fik vi en samtale på godt en halv times tid. Da han blev klar over mit rejseformål, kom vi til min forbavselse helt i kontakt, for det var emner, der virkelig optog ham. Han udtrykte det ved at sige: "Jeg har altid været klar over, der måtte eksistere et forsyn eller en verdensstyrelse, men jeg har aldrig kunnet forlige mig med "jordpersonalet" (kirken). I Europa ville jeg finde løsningen, og når jeg kom hjem til Columbia ville jeg fortælle dem noget andet end katolicisme; men skønt jeg har søgt i alle disse år, har jeg ikke fundet nogen løsning. Naturligt nok fortalte jeg om en række afgørende ting i Martinus arbejde, og da han selv havde nævnt katolicismen, lagde jeg for en sikkerheds skyld særlig vægt på tankerne om den naturlige tolerante indstilling over for alle andre livsopfattelser, religiøse som ateistiske, tolerante som intolerante og intellektuelle som uintellektuelle. Der skulle jo nødig i min fremstilling levnes mulighed for en tanke om noget berettiget i intolerance. Fremstillingen endte jeg med at sige: "Det kan måske tænkes, at det arbejde, jeg repræsenterer, indeholder den løsning, De nu i 5 år har søgt i Europa?" Det mente han i høj grad kunne være tilfældet, og han spurgte med det samme, om han måtte aflægge os et besøg i København, hvis han kunne nå det inden tilbagerejsen til Sydamerika.
På baggrund af en sådan interesse følte jeg det naturligt at nævne, at min forsinkelse i Cairo måske kunne være sket for at give mulighed for dette møde, som jeg selv meget stærkt følte ikke var nogen tilfældighed. Til min store overraskelse svarede han uden tøven: "Det kunne jeg også godt tænke mig. Jeg er selv overbevist om en åndelig verdens samvirken med den fysiske". Herpå viste han mig sin rejseplan, hvor der først var noteret afrejse to dage senere. "Hele mit ophold er betalt til dette tidspunkt", fortalte han, "men jeg fik pludselig en meget stærk, uforklarlig indre tilskyndelse til straks at forlade Cairo, og derfor er jeg nu her!"
I Athen skulle ingeniør Mauricio Botero gøre ophold nogle dage, så her måtte vi skilles, senere har vi dog korresponderet, og i et brev har han givet direkte udtryk for, at tankerne har hans allerstørste interesse. Jeg tror, det er overvejende sandsynligt, at vi kommer til at høre nærmere om denne interesse, når han er etableret i sit hjemland og kommet godt i gang med sine store arbejdsopgaver.
Hermed vil jeg så ende beretningen om rejsen i Japan. At hjemkomsten var en dejlig oplevelse, tror jeg, De uden videre forstår. De forstår sikkert også, at jeg føler en dyb glæde over at have haft lejlighed til at udføre det inspirerende arbejde, rejsen har muliggjort. Enhver, som er direkte interesseret i Martinus arbejde og herigennem også i hele menneskehedens fremtid, tror jeg, må have en tilsvarende interesse for at dette arbejde på så mange måder som muligt bliver gjort bekendt og tilgængeligt så vidt omkring, som forholdene tillader. Dette bekræftes bl.a. ved, at denne rejse kunne gennemføres, og til enhver, der på den ene eller anden måde har bidraget eller medvirket hertil, vil jeg gerne bringe en meget hjertelig tak.
Deres
Ib Schleicher
CXLII
Tilbage til artikelregister
Forrige