Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alle skal vi igennem at tro os mere udviklede, end vi er. Men des mere udviklet vi tror os være, des stærkere vil vores "sande natur" trænge sig på via "livets tale". Vi er født i bestemte kulturer og tiltrækker bestemte venner, børn, familie, kollegaer og "fjender". På den måde viser Gud os, hvem vi er, og hvad vi har skabt. Loven om tiltrækning og frastødning tager ikke fejl. (1) Martinus skriver, at vi i dag lever i tiden for bibelens profetier om "de sidste tider", hvor der er "krige og rygter om krige", hvor "folk rejser sig mod folk" og hvor "broder skal forråde broder til døden og en fader sit barn, og børn skulle sætte sig op mod forældre" (2) Vi lever i en tid med perfekte betingelser for at lære.
 

Det kan være voldsomt at lære om os selv. Så voldsomt at vi for en tid skaber falske billeder af virkeligheden for at overleve. Fx vil børn, der oplever overgreb, ofte fortrænge de ubehagelige oplevelser, altså gøre dem ubevidste. Men med tiden vil de – vi – modnes til at kunne tåle mere af sandheden. Det skjulte kommer trin for trin frem i bevidstheden igen.

Mødet med vores omgivelser hjælper os til at få øje på, hvad vi "gemmer". Vi kan reagere meget stærkt på ting, som andre ikke reagerer på. Vi har måske glemt, at vi engang selv har gået igennem det, vi nu ser andre opleve. Men vores reaktion kan også betyde, at vi møder en side af os selv, som vi ikke vil kendes ved – en fortrængt side.

Vi burde virkeligt takke vores medmennesker, og især vores "fjender", for det, de lærer os om os selv. Men ofte oplever vi jo det, der sker, som noget urimeligt. Og det er netop beviset for, at vi har gemt denne side af os selv langt bort. Vi ville hellere se splinten i vor broders øje end bjælken i vort eget. Men vi kan også vælge at "kigge under gulvtæppet" og se vores mørke, så det ikke mere uhindret kan styre vores liv – for det gør det – fx via hovmodet og forfængeligheden.

Martinus gentager også Jesu ord om "de sidste tider", hvor: "falske profeter skulle opstå og gøre store tegn og gerninger, så endog de udvalgte skulle forføres, om det var muligt."(3)

Alle skal vi igennem åndelige "forførelser". Vi kan også tro, at vi selv er bedrevidende, udvalgte, og søge bekræftelse i åndelige systemer. Vores hovmod kan endda føre os til falske kosmiske glimt ved hjælp af viljen. "Falske" fordi disse "glimt" af den åndelige verden på den ene side er del-oplevelser af noget ægte, men er skabt via indbrud i den åndelige verden, "det allerhelligste". Man ville møde Gud uden at have iført sig "bryllupsklædningen", den ægte organiske kærlighedsevne. Altså uden at være parat. Altså egentlig samme princip, hvorved man også kan røve penge i banken i stedet for at gøre sig fortjent til dem.

Livet giver altid eksempler, og utallige er de, der har brudt ind i det allerhelligste eller blot har forsøgt. Via øvelser og selvstudier af åndelige teorier, yoga, meditation (uden en ægte mester), ekstaseøvelser, rebirthing, spiritisme, indtagelse af stoffer, berøring med mennesker med specielle evner mm. Man kan hermed skabe ubalance i de åndelige legemer længe efter, flere liv frem.

Hvorfor risikere dette? Martinus beskriver, at en ofte forekommende årsag er, at man vil skabe sig en position på det åndelige område af mangel på evner inden for det verdslige daglige liv. Teknisk set sker der ifølge Martinus det, at det dyriske overlevelsesinstinkt lader intelligensen arbejde for sig, indtil lidelser fører til den humane følelse: kærligheden. Intelligensen er med til at skabe et skin af idealisme i dyrerigets sidste faser. Og hvis vi ikke er i kontakt med vores hovmod, vil vi netop have tendens til gemme det bag tilsyneladende idealisme. De mange gode ord – der blænder dåren – overstråler udstrålingen fra det styrende dyriske overlevelsesinstinkt.

Det er relevant at bemærke, at Martinus fortæller, at det udviklede menneske ikke selv opfatter sig som udviklet og parat til åndelige oplevelser. Det ægte udviklede jordmenneske har slet ikke den slags begær og skal netop indvies fra den guddommelige verden via uventede, men ægte kosmiske glimt. Dvs. at hvis man tror sig udviklet, er det næsten sikkert, at man netop ikke er det…

Efter falske kosmiske glimt kan det være svært at finde tilbage til sit sande udviklingstrin. Hvis forfængeligheden er ude af kontrol, får den jo med lysoplevelsen et hårdtslående argument for at tro sig udviklet. Og dermed er man ved at udvikle sig til en falsk profet – eller falsk åndelig lærer. For den, der endnu ikke har erfaringer nok til at "redde sig selv" ud af misforståelsen, vil livet/Gud tale stadig kraftigere med lidelse, fornedrelse og sindssyge som det eneste, der med tiden kan skubbe det hovmodige væsen tilbage til sund selverkendelse af sin egen lidenhed.

Vejen til selverkendelse kan være særlig svær for nogle. De kunstige øvelser har måske fundet sted i tidligere liv. For mig at se må det gøre, at vores naturlige beskyttelse mod for tidlige åndelige gennembrud allerede er delvist ødelagt. Og når man så let kan få lysoplevelser, kan man igen tro sig "udvalgt". Men Martinus fortæller, hvordan vi alle kan lære at skelne det modne fra det umodne.

Det sande udviklede er det kærlige. Mennesker, der lever efter kærlighedsloven uden at tænke over det. I Det Nye Testamente står det således: Kor 13 2: "Og hvis jeg har profeternes gave og kender alle hemmelighederne og har al kundskaben, og om jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men savner kærlighed, da er jeg ingenting." Det sande, det ægte åndelige, er altså det kærlige. Ikke blot som ydmyge ord, men også som evnerne til at handle. Det er at anvende Jesu ord om at kende træet på dets frugt.

Des større og des mere modent et træ, des mere frugt, des mere liv og inspiration til kærlige handlinger.

Omvendt er den åndeligt forfængelige måske slet ikke på højde med mange "almindelige mennesker", som jo netop er til glæde i "den daglige dont". Livet viser vigtigheden af altid at forbinde åndelige studier med tjeneste for næsten. Som også den lyse atmosfære på Klint er skabt via idealisme og frivilligt, praktisk arbejde.

Forfængeligheden og hovmodet kan altså være nogle af vores mørkesider. H.C.Andersens eventyr "Skyggen" maner til advarsel for den, der har mistet kontakt med sin "skyggeside". Han ender i eventyret med at blive tjener og redskab for denne skyggeside, der helt har fået kontrollen over ham. Ja, skyggen ender endda med at få ham henrettet. Vi har alle – mere eller mindre – en uopdragen pitbullterrier i bevidstheden, og den skal ses og bindes godt og grundigt – ellers tager den over.

Vi må gøre det på hver vores måde. Martinus anbefaler den daglige bøn som det mest effektive redskab. Man kan i den daglige samtale med Gud indse, hvor man handlede ukærligt og bede om hjælp til at gøre det bedre. Ærlighed er en måde at skabe lys i bevidstheden. Og det man ikke kan se, kan man bede om hjælp til at se.

Jeg har fx i perioder dagligt nedskrevet alle de tanker og handlinger, der afslører dyret i mig. Alt, hvad omgivelserne sender tilbage, er vidnesbyrd om – mig. Også når det sker i form af besværlige eller måske ligefrem grænseoverskridende personer. Sådan er jeg. Alle anklager og bebrejdelser, vi har, skaber et præcist billede af vores "skygge".

Martinus Livets Bog 6 stk. 2271: "Vi er alle uden undtagelse vor egen skæbnes absolutte første årsag. Og vi kan aldrig nogen sinde komme i den naturlige og virkelige livets højeste lykke og salighed, blive til mennesket i Guds billede, så længe vi ikke ser på os selv som identisk med denne årsag, men derimod af al magt opfatter vor næste som vor skæbnes ophav."

Men mørket i os selv kan også virke overvældende. Vi kan for en stund blive lammede som Lots hustru, der så sig tilbage mod mørket, der overvældede Gomorra, og blev til en stenstøtte. Men med analyserne i Det Tredje Testamente rækker Gud armene ud og tager os i sine arme. Vi kan ikke være anderledes, end vi er. Vi er alle sårede flygtninge imellem to riger. Og hovmodet er en af grænsepælene, vi må passere på vejen fra dyreriget til det rigtige menneskerige.

Vi er bundne af geniale talenter fra dyreriget, men med viljen kan vi opøve humane evner og kappe tov for tov. Grænsen mellem dyr og menneske er en sfære præget af utallige hårde selvopgør. At arbejde med på sin egen udvikling er i sandhed et noget usædvanligt arbejde, idet man sikkert har tabt kampen, hver gang man tror, at man har vundet. Og er kommet et skridt videre, hver gang man opdager, at man har tabt.

Men besværet betaler sig. Der venter os et kærlighedsrige, der overgår al fantasi. Og vejen til dette rige er at tjene sin næste, thi næsten er Gud.

2. Martinus: Hvad er sandhed, småbog 3, kap 18

3. Martinus: Hvad er sandhed, småbog 3, kap 19